Kvarkens skærgård.

Finland

 Vi forlod Danmark med Kronborg om bagbord. Efter overnatninger ved gode venners ødegård i Markaryd og på en campingplads i Stockholm nåede vi Viking Line færgen M/S Gabriella til Helsinki. Kahyttens panoramavinduer gav udsigt til en aftentur ud af den svenske skærgård og en morgentur ind i den finske.

Vi sejlede omgivet af store og små både mellem klippeskær med træhuse. Om natten anløb vi Ålandsøerne i Den Botniske Bugt, de er finske men svensksprogede og har internt selvstyre. Vi kørte fra borde i Helsinki efter en udsøgt morgenbuffet.

Arkitektur og design i Helsinki 

På finsk hedder hovedstaden Helsinki, på landets andet officielle sprog svensk, hedder den Helsingfors. Vi antyder undervejs, at Finland er tosproget, men man skal vist være indfødt for at forstå de identitetsskabende nuancer i sprogene. I metroen fra campingpladsen til centrum lød finsk, svensk og engelsk i højttalerne. Skilte i byen supplerer undertiden med russisk. Vi fik indtryk af en grøn, velordnet, kosmopolitisk by præget af arkitektur og design med høj kvalitet samt af fine blå udsigter mod skærgården.

Vi ankom samtidig med foråret, og selvom vi foretrak lange ærmer, havde mange lokale fundet sommertøjet frem. De fleste seværdigheder er i gangafstand fra centrum, og det er let at finde cafeer med god kaffe og udendørs servering.

I det centrale område omkring Aleksanterinkatu og Esplanadi ligger forretninger med finsk design tæt. Vi bemærkede Marimekkos storblomstrede tekstiler, Arabias stilsikre porcelæn og Arteks formspændte møbler. Stormagasinet Stockmann er et indendørs indkøbsmekka, mens Kauppatori ved havnen byder på souvenirs, frugt, grønt og fast food fra udendørs boder. 

Vi fik også indtryk af byens arkitektur i forskellige kvarterer og perioder. I den neoklassicistiske parlamentsbygning fra 1931 talte vi med Frida Sigfrids om hendes liv som assistent for en politiker og som aktiv i Svenska folkpartiet. Rigsdagen er omgivet af ikoniske moderne kulturhuse. Frida tog os med ud at spise italiensk i den kirkelignende hovedbanegård med præg af jugendstil. Alvar Aaltos kongres- og koncertbygning Finlandiahuset var skjult af presenninger, fordi facadens hvide marmor skulle udskiftes. Se Fridas livshistorie her.

Fæstningen Sveaborg blev fra midten af 1700-tallet opført af svenskerne til forsvar mod russerne. Planerne blev kun delvis realiseret, og da russerne angreb i 1808 opgav kommandanten hurtigt at kæmpe. Komplekset blev udbygget som flådebase under russisk administration, men tabte militær betydning og forfaldt. I 1918 blev det overtaget af den nye finske regering under navnet Suomenlinna. Området fungerede som fængsel for fanger fra den finske borgerkrig og indtil 1960’erne som militærbase. Nu er det et pittoresk udflugtsmål for både lokale og besøgende, som nås med båd gennem skærgården. Vi tilbragte en dag med at udforske stedet, besøgte det historisk oplysende Suomenlinna Museum, et lille legetøjsmuseum med en stor samling og en velbevaret undervandsbåd fra 2. Verdenskrig.

Senatstorvet med statuen af zar Alexander 2. af Rusland og monumentale bygninger af arkitekten Carl Ludvig Engel blev skabt, da hovedstaden i 1812 flyttede fra Turku til Helsinki. Det skete efter at Finland var blevet russisk storfyrstendømme i 1808. Vi besøgte den nyklassicistiske lutherske domkirke, Storkyrkan, der ligger iøjefaldende hvid hævet over Torvet. Den nærliggende ortodokse Uspenskikatedral i røde sten med gyldne løgkupler var lukket, så den så vi udefra.

Finland er er overvejende protestantisk med en luthersk kirke, som flertallet er medlem af. Den mindre ortodokse kirke, hører under patriarkatet i Istanbul. Disse kirker er anerkendte nationale kirker, som får andel i medlemmernes skattebetaling, men der findes også andre trossamfund. Når vi spurgte finner om deres forhold til religion fik vi det indtryk, at flertallet ligesom danskerne mest bruger kirken til dåb, konfirmation, bryllup, begravelse og jul.

Vi dvælede jævnligt i smukke kirker og andagtsrum fyldt med brusende orgelmusik eller befriende fred. I Helsinki opsøgte vi udover Storkyrkan Tempelpladsens Kirke, som er forsænket i den rå klippe, og Kampin Kapelli, der tilbyder stilhed i et cylindrisk træhus. Begge bygninger er eksempler på spændende finsk samtidsarkitektur.

Helsinkis monumenter fortæller om kultur og historie. Vi bemærkede især de klassiske statuer af den første præsident Carl Gustaf Mannerheim og af nationaldigteren Johan Ludvig Runeberg samt de moderne monumenter for nationalkomponisten Jean Sibelius og for Vinterkrigen. 

Museumsbesøg føjede nye nuancer til vores forståelse. Nationalmuseet havde fokus på finsk identitet. Nationen opstod af voldsomme krige og fejrede sit hundrede års jubilæum i 2017. I efteråret 2023 lukkede det helt for at gennemgå en omfattende transformation. Designmuseet gav indtryk af funktionelt design med blik for fortid, nutid og fremtid. Kunstmuseet Ateneum var genåbnet med en permanent udstilling under overskrifterne: Naturens tid, Folkets billeder, Det moderne liv og Kunstens magt. Amos Rex formidlede med udstillingen ”Generation 2023” unge kunstneres værker om følelser, identitet og natur. Museet er delvis underjordisk, og det kuplede tag inviterede til ophold og leg i forårssolen. 

Kyndige rundvisere i Alvar Aaltos og hans to hustruers indbydende hjem og atelier gav indtryk af deres liv og virke i kreativt samspil med periodens internationale modernisme. Hanne blev imponeret af skuffer og skabe, som åbnede mod både køkken og stue, Lars af arbejdspladser, som på en gang var integrerede i og adskilt fra boligen. Besøget blev en god forberedelse til at besøge Aalto-bygninger på vores videre færd i Finland.

Slottet og domkirken i Turku

Turku eller på svensk Åbo er Finlands ældste by, som var landets hovedstad indtil 1812 og europæisk kulturhovedsstad i 2011. 

Turku Slot er opført i etaper siden slutningen af 1200-tallet, udviklingen vises i anskuelige modeller. Det har fungeret som forsvarsværk, luksuriøst palads, administrativt center, fængsel, garnison og kornlager. Besøget er en tidsrejse gennem middelalder og renæssance mod nutiden guidet af venlige værter i autentiske dragter. Restaureringen og omdannelsen til museum begyndte i 1881. 

Vi gik til centrum langs Aurajoki eller Aura Å, der har givet byen navn. Undervejs så vi fortøjede restaurations- og museumsskibe. Turku Domkirke stammer ligesom slottet fra senmiddelalderen. Bygningen er gentagende skadet af krig og brand. Den er Finlands evangelisk-lutherske kirkes hovedsæde. Det tilknyttede museum rummer en kalk og et fad til nadveren, som danske Otto Rud i 1509 bortførte til Ejby Kirke på Sjælland. Genstandene blev returneret i 1925.

Det første Åbo Akademi flyttede til Helsinki efter branden i 1827. Byen fik et nyt svensk universitet i 1918. Akademiet har til huse i smukke bygninger nær domkirken. Det finske universitet Turun Yliopisto blev oprettet 1920. 

Abo Vestus Ars Nova er, som navnet antyder både arkæologisk museum og kunstmuseum. Det er opført ovenpå udgravninger af middelalderbyen, som formidles i underetagen, på overetagen præsenteres samtidskunst.

Frilands- og håndværkermuseet Luostarinmäki på svensk Klosterbacken er indrettet i et kvarter fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet med træhuse, der overlevede branden i 1827. Museet giver indblik i fortidige miljøer og livsformer. Guider i tidstypiske tøj fortæller om beboerne, deres liv og håndværk. Vi talte bl.a. med en violinbygger og en ung kvinde, som præsenterede gamle lege.

Gravpladsen Sammallahdenmäki

Sammallahdenmäki er en gruppe bronze- og jernaldergrave i stendysser øst for byen Rauma. Gravene, der er over 3500 år gamle, blev anlagt tæt på kysten, som landhævning siden rykkede mod vest. De forbindes med indførelse af soldyrkelse og landbrug på slægtsejet jord. Der er gennemført flere arkæologiske undersøgelser på stedet, 2002 blev der fundet kremerede menneskeknogler i seks grave. 

Vi gik en tur nordfra langs det magiske mindested, som ligger højt i en fyrreskov på klippegrund. Gravene fremstår som flade stensamlinger med forskellig form og størrelse. Her erfarede vi, at man skal passe på ikke at miste orienteringen i den storladne finske natur.

Træhuse og søfart i Rauma

Rauma på svensk Raumo er Finlands tredje ældste købstad fra 1442. Byen er især kendt for træhuse og kniplinger. Den opstod omkring et franciskanerkloster, hvis kirke er en af få murstensbygninger i den gamle bydel. Velholdte træhuse i mange farver dominerer, og de fungerer fortsat som boliger, forretninger m.v. 

En venlig kvinde viste os rundt i Tammela, der præsenterer lokale byggetraditioner og rådgiver om vedligeholdelse. Marela Museum rummer historien om en skibsrederfamilies optur under Raumas sejlskibsblomstring i 1890’erne og familiens nedtur og fallit i begyndelsen af 1900-tallet. Man er gæst i deres statelige stuer og i kontoret med billeder af skibe. 

Rauman Merimuseo fortæller om en by med kontakt til verden via søfart. Den lokale dialekt, som holdes i live af en gruppe ældre mænd, præges af låneord hjembragt fra andre lande. Museet er indrettet i en tidligere søfartsskole med et tårn, hvor sømænd lærte at navigere efter stjernehimlen. Vi prøvede selv med kyndig vejledning at anløbe Rauma i en skibssimulator og fik respekt for, hvor forudseende man skal være som styrmand. Besøg i havnen viste, at den stadig er et vigtigt knudepunkt for skibstrafik.

Vi så også Kituränn, som efter sigende er Finlands smalleste gade. En mand på stedet fortalte, at gaden er genstand for vittigheder af typen: ”En meget tyk kvinde kunne ikke straffe sit uartige barn, fordi ungen stak af gennem Kituränn!”

Olkiluoto-atomkraftværk og Onkalo-affaldslager

Nord for Rauma ligger Olkiluoto, som er det ene af Finlands to atomkraftværker. Det har siden 1979 produceret strøm kommercielt. Værkets tredje reaktor fungerede i 2023 efter en byggeperiode på 18 år med flere forsinkelser. Den bidrog til, at Finland blev selvforsynende med elektricitet i 2023.

Vi besøgte det oplysende Visitor Centre, der anskueliggør uranens vej fra minen, gennem forædling til atomreaktoren samt det radioaktive affalds vej til midlertidig og permanent lagring. Albert Einstein som voksfigur tager imod med tjavset hår og skæg.

Verdens første permanente lager til radioaktiv affald, Onkalo, er anlagt i grundfjeldet nær værket. Ifølge danske Michael Madsens dokumentarfilm ”Into Eternity” skal atomaffaldet opbevares sikkert i 100.000 år efter at depotet er forseglet.

Vi er overbeviste om, at finnerne gør sig umage. Ikke desto mindre glæder vi os over, at danske politikere i 1985 vedtog, at der ikke skal være atomkraft på dansk grund. Hvis aktuelle politiske overvejelser om at ændre den beslutning får bred opbakning, finder vi vore gamle ”Atomkraft? – Nej tak” badges med den smilende sol frem!

Stundars, Söderfjärden og Vaasa

Vaasa på svensk Vasa er hovedby i landskabet Österbotten. Den har rødder i 1300-tallet, i 1852 brændte den og blev genskabt nærmere havet med en brandsikret byplan. I en kort periode under borgerkrigen 1918 var Vaasa Finlands hovedstad. Den er nu kendt for produktion af energiløsninger, og vi så lange lastbiler med vindmøllevinger. 

Stundars syd for byen er et finlandssvensk frilandsmuseum med omkring 70 træbygninger, som er flyttet dertil. Området har en lokalplan, der bestemmer, at de omkringliggende huse også skal være i gammel stil. Museet var endnu ikke åbnet helt for sæsonen, da vi besøgte det, men vi fik en engageret rundvisning og introduktion til finlandssvensk historie og byggeskik.

Vi så også den nærliggende Söderfjärden. Landskabet er formet af en meteorit, der skabte en havbugt, som blev tørlagt i 1920’erne. Nu er det imponerende cirkelformede krater landbrugs- og naturområde med et informationscenter og fugletårne. Det bruges som rasteplads af trækkende traner.

Pohjanmaan museo på svensk Österbottens Museum formidler natur, kultur og kunst. I kælderen beskrives Kvarkens skærgård på finsk Merenkurku, i stueetagen Vaasas udvikling fra bondeby til industriby, øverst er der en permanent og skiftende kunstudstillinger. Da vi besøgte museet viste udstillingen ”Kontakti” værker om sammenhænge mellem ydre fysiske og indre mentale landskaber.

Vi mødte Olav Jern på den gård, hvor hans slægt har drevet landbrug siden 1606. Han fortalte os om sit liv som landmand, politisk aktiv og landskabsdirektør med administrativt ansvar for regional udvikling og fysisk planlægning i Österbotten. Se Olavs livshistorie her.

Vandretur i Kvarkens skærgård

En af Olavs opgaver som landskabsdirektør var optagelsen af Kvarkens skærgårds landhævning på UNESCO’s liste over verdens naturarv i 2006. Höga kusten i Västernorrlands län på den svenske side var blevet optaget i 2000. 

I istiden dækkede op til tre kilometer tyk is landskabet og trykkede det næsten en kilometer ned. Det begyndte at stige og flytte kystlinjen længere ud, da isen smeltede for 10.500 år siden. Den proces fortsætter stadig med omkring otte millimeter om året. Perspektivet er, at Finland kan blive landfast med Sverige tværs over den Botniske Bugt i løbet af de kommende 2000 år. Processen forsinkes dog af vandstigning på grund af klimaforandringerne.

Vi kørte over Finlands længste bro til øen Replot og vandrede turen omkring Bodvattnet, som flere lokale havde anbefalet. Den gav indblik i det karakteristiske landskab, isen efterlod. Langs den smukke rute var der skilte med gode beskrivelser af natur- og kulturfænomener samt et udsigtstårn med overblik.

En fantasifuld forklaring på forskellen mellem Sveriges høje og Finlands lave kyst er, at en kæmpedreng vadede fra Sverige til Finland med sten fra den svenske side og kastede dem mod den finske.

Martin og Ellen på Värlax

På øen Värlax besøgte vi Olavs bror Martin og hans kone Ellen, som havde hjulpet os med at planlægge rejsen i Finland og nu besvarede vore nye spørgsmål om landet. De har en hytte på naturgrund med smuk udsigt over skærgården. 

Menuen var røget vildlaks samt en dessert af bagt traditionel, finsk ost med multebærsyltetøj. Inden desserten tændte Martin op i deres brændefyrede sauna og inviterede på en svedetur og et kølende havbad. Efter kaffe i krus med Mumimotiver gik vi til køjs med lette kroppe og sind på den lysning i skoven, hvor folkevognen holdt. 

Arktikum og Aalto i Rovaniemi

På vej mod nord passerede vi den store vindmøllepark, som er ved at blive opført ved Mutkalampi. Nær Laplands hovedstad Rovaniemi så vi det første rensdyr lunte i vejsiden uimponeret af trafikken. Byen ligger, hvor elvene Kemijoki og Ounasjoki mødes. Vi camperede med udsyn mod den ikoniske Jätkänkynttilä bro, der har fakkellignende lys i toppen som billede på skovhuggeres brændende, flækkede træstammer.

Rovaniemi blev næsten totalt udslettet, da tyskerne trak sig tilbage under Anden Verdenskrig. Den blev genopført med udgangspunkt i en byplan af Alvar Aalto formet som et rensdyrhoved med gevir. Aalto tegnede også bygningerne i det kulturelle og administrative center. Lordi Plads rummer et monument for heavyrockbandet, der vandt Melodi Grand Prix 2006 med sangen ”Hard Rock Hallelujah”. 

Arktikum er et imponerende videnskabscenter og museum med fokus på det arktiske områdes natur, historie og kultur i en bygning tegnet af danske arkitekter under Claus Bonderups ledelse. Der er brugt lokale materialer i den delvis underjordiske konstruktion, som blev indviet i 1992. Den bindes sammen af en lang glasgang, der åbner sig mod en have med arktiske planter. Da vi besøgte Lapland var nordlyset usynligt, men vi oplevede det i en film vist på loftet. En finsk myte siger, at det himmelske lys skabes af en ildrævs svingende hale. 

Nabohuset til Arktikum er en stor træbygning, hvor Pilke Science Centre fortæller om bæredygtigt skovbrug i en interaktiv udstilling. Der er mulighed for at fælde virtuelle træer, at gå på virtuel jagt og meget andet. De mastodontiske maskiner i udstillingen fik Hanne til at overveje, om havetraktoren på hendes families naturgrund bør udskiftes med mere effektivt materiel. 

Hos en isenkræmmer købte vi en Fiskars saks med orange håndtag som afløser for den, der har tjent os godt i mange år. Lars, der havde kigget interesseret på knive hele turen, fandt i butikken Lauri en fin lommekniv med birketræsskaft formet af knivmageren Johannes Lauri i 1920’erne.

Midsommerfesten den 23. juni samlede generationer i en park ved og i både på elven. Børn red på kæpheste, unge lyttede til musik, familier slog sig ned på picnictæpper. Højdepunktet var bålet, som blev tændt af dansende ildjonglører. Der var varsel om risiko for skovbrande i området, så ilden blev begrænset til bredden. For os markerede festen, at vi var kommet til midnatssolens land.

Man kan besøge julemanden i Santa Claus Village ved polarcirklen nord for Rovaniemi. Det sprang vi over, men vi diskuterede med flere lokale, om han kommer fra Lapland eller Grønland. Det tætteste vi nåede en afklaring var en kvinde i en forretning med juleting, som mente, at spørgsmålet måtte være, om hendes mor eller vore mødre havde taget fejl.

Samisk kultur i Inari

Inari by hedder på svensk Enare og på Inari Sami Aanaar. Fritgående rensdyr præger bybilledet, og midnatssolen gør det svært at besinde sig til at gå i seng. En engageret kvinde viste rundt i Sajos, som rummer samernes parlament og kulturcenter. Navnet betyder mødested, den stjerneformede træbygning blev indviet i 2012. Parlamentet repræsenterer samerne og behandler spørgsmål om deres sprog, kultur og status som oprindeligt folk. Forretningen Duodji sælger samisk kunsthåndværk med høj kvalitet. 

Siida er et kultur- og naturhistorisk museum med en permanent udstilling under den engelske titel ”These Lands are our children”. Store fotografier af årets gang i naturen imponerede. En særudstilling formidlede et projekt om undertrykte og glemte symbolværdier i samiske kvinders hovedbeklædning. Frilandsmuseet viser samiske boliger, forrådsskjul, dyrefælder m.v. Udstillingen ”Zero Arctic” fortalte om oprindelig folks byggeteknikker som inspiration for klimavenligt byggeri. 

En smuk bådtur på Inari søen passerede samernes hellige ø Ukko og øer, hvor de begravede deres døde. En ligeså smuk vandretur førte os videre til Pielpajärvi vildmarkskirke fra 1760, som ligger på et traditionelt samlingssted for samer. Kirken er en indtagende træbygning, der stadig bruges til bryllupper og til gudstjenester ved særlige lejligheder. 

Mødet med samisk kultur var inspirerende. Der lever samer i Norge, Sverige, Finland og Rusland. I Finland er der tre grupper med forskellige sprog. Samerne forstår hinanden på tværs af sprogforskelle, og de samarbejder internationalt i Samerådet. 

Samernes oprindelse er usikker, der er arkæologiske fund fra omkring år nul. De var oprindelig jægere og samlere, nogle blev nomader og fulgte renernes vandring. Nu er de fastboende og overvåger dyrene ved hjælp af GPS’er, ATV’er og snescootere. Deres livsform har overlevet trods barske klimatiske betingelser samt pres fra majoritetsbefolkningerne, den trues fortsat af bl.a. anlægsprojekter og klimakrisen. Mange samer lever i dag udenfor de nordlige samiske områder. I 1970’erne opstod der en selvbevidst samisk modkultur. Vi så nogle få samer i de karakteristiske kofte i klare farver, men hørte ingen jojke deres stem­ningsfulde sange. 

I den samiske kirke i Inari viser alterbilledet den genopstandne Jesus i et arktisk landskab med en samefamilie og et rensdyr. Her mødte vi to unge mænd, den ene videreførte familietraditionen som hyrde, den anden var ved at uddanne sig til svejser. 

I Sompio Souvenirbutik syd for Inari købte vi en shamantromme af dyreskind dekoreret med kristne og samiske symboler. – I traditionel samisk religion er naturen og universet magiske rammer for menneskenes liv, som skal omgås med varsom respekt. 

Efter at have forvisset os om, at Google Maps ikke uforvarende kunne føre os ind i Rusland, kørte vi ad øde veje gennem skove og forbi søer nær grænsen. Vi mødte renflokke, passerede Polarcirklen og fik godt 500 kilometer mod syd en overnatning med bålaften i Hossa.

Monumentet over Vinterkrigen

I Suomussalmi gjorde vi holdt ved Monumentet over Vinterkrigen 1939 – 40. Mange tusinde kampesten minder om faldne på begge sider. 105 klokkers ringen i vinden symboliserer krigens absurditet, og det antal dage, den varede. Det nærliggende Vinterkrigsmuseum ejes af en mand, hvis far var soldat. En dokumentarfilm fortæller om de voldsomme slag. 

Sovjetunionen overfaldt Finland uden krigserklæring med dårligt rustede ukrainske soldater og en plan om at indtage Helsinki på to uger. Finnerne ydede modstand i kendt terræn, men mistede det meste af Karelen. Nederlaget blev udgangspunkt for Fortsættelseskrigen 1941 – 44. – Vi fik associationer til Ruslands invasion af Ukraine.

Der var mange besøgende i alle aldre ved monumentet og på museet. Et ungt par fra Helsinki fortalte, at de kom for at genopfriske deres skolekundskaber om krigen, og sagde: ”Godt at Finland kom med i NATO, vi skiftede holdning til medlemsskabet på et år.” 

På Koli Camping mødte vi Nina, som fortalte om sine bedstefædres deltagelse i Vinterkrigens og Fortsættelseskrigens rædsler. ”Krigene er meget nærværende for alle finner”, sagde hun. 

Kunstnere i Koli Nationalpark
Koli Nature Centre introducerer nationalparkens natur- og kulturhistorie: Istidens formning af landskabet, stenalderens bosættelser, 1600-tallets frygt for onde ånder, 1700-tallets svedjebrug og 1800-tallets kunstneres beskrivelser i det nationalromantiske projekt, der viste vej for turister. 

Folkloristen Elias Lønnrot samlede folkedigtning i Karelen til nationaleposet Kalevala, som udkom i førsteudgaven 1835. Maleren Eero Järnefelt skildrede i årtierne omkring forrige århundredskifte menneskene og naturen. Komponisten Jean Sibelius besøgte og lod sig inspirere af Karelen og Koli på sin bryllupsrejse i 1892.

Vi vandrede ruten til toppene Ukko-Koli, den gamle mand, Akka-Koli, den gamle kvinde, og Paha-Koli, den onde. Belønningen var forrygende udsigter over søen Pielinen. Familier i trekkingtøj hjalp os med lokalkendt guidning.

Grænsen til Rusland ved Imatra

Grænsebyen Imatra ligger ved Vuoksielvens Imatrankoski vandfald. De omtales i Kalevala, fra slutningen af 1700-tallet blev de et yndet mål for turister, og i 1929 blev de tæmmet af Fortums vandkraftværk. Normalt genåbnes vandfaldene kun kortvarigt, men under vores besøg flød de døgnet rundt, fordi der var reparationsarbejde på kraftværket. Slisker udenom opdæmningen gør det muligt at flåde tømmer på elven. 

Hotel Imatran Valtionhotelli er en slotslignende bygning i jugendstil, som i 1903 afløste nogle nedbrændte hoteller. Veteran Museet fortæller om de krige, der formede det moderne Finland. Samlingen er skabt af den nuværende indehavers forældre og har til huse i deres statelige villa.

Vi cyklede til Alvar Aaltos fine, hvide De Tre Kors Kirke fra 1958, den er fleksibelt indrettet med skydevægge, så rummet også kan bruges til møder. Kirken var delvis lukket på grund af problemer med indeklimaet. Vi så også den lille ortodokse trækirke St. Nicholas udefra. Ved elven talte vi med to kvinder, som vaskede kludetæpper på en plads med borde, ruller og tørrestativer. Dem mødte vi flere steder i Finland, kvinderne havde overvejet, om de også findes i andre lande. Vi fortalte, at fænomenet er ukendt i Danmark.

Før coronakrisen og krigen i Ukraine, var der livlig handel og turisme mellem Imatra og Rusland. Nu var grænsetrafikken stort set gået i stå, og byen bar præg af, at flere forretninger havde måttet lukke. Vi tog nogle kilometer ad Via Karelia, som vi havde fulgt på lange stræk fra Lapland, men her lå vejen øde hen. Vores mål var at se det grænsehegn, der var ved at blive opført. Det opgav vi for ikke at komme i karambolage med grænsezonen, som det kræver en særlig tilladelse at bevæge sig i. En kvinde på campingpladsen mente, at det var et ”børnehavehegn” – for lavt og for kort til at have effekt.

I november 2023 lukkede den finske regering først grænseovergangen ved Imatra og tre andre steder i det sydøstlige Finland. Der var begrundet mistanke om, at russiske myndigheder forsynede asylansøgere fra tredjelande uden papirer med en cykel og lod dem passere i en form for hybrid krigsførelse. Formand for EU-kommissionen Ursula von der Leyen støttede beslutningen. Siden blev de fire nordlige overgange gradvis lukket.

Der blev opsat yderligere grænsehegn, og Finland fik hjælp fra Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning Frontex med erklæret fokus på både grænsesikkerhed og humanitære hensyn. Grænselukningerne skulle være midlertidige, gods kunne passere og asylansøgere komme til Finland via havne og lufthavne. 

Punkaharju og Olavinlinna

Vi kørte over Finlands største sø Saimaasøen ad den pittoreske højderyg Punkaharju. En regnvejrsdag i Punkaharju Resort nød vi udsigten over søen mod et skovbryn med høje træer og mange nuancer af grønt. Vi nød også at tale med campingnaboer samt at følge finske familiers bådture og badeture mellem bygerne.

Næste stop var middelalderborgen Olavinlinna, som ligger på en ø, hvor strømmen forhindrer søen i at fryse til. Vi fik en guidet tur gennem store sale og snævre trappegange. Byggeriet blev påbegyndt i 1475 af den danske ridder Erik Axelsson Tott. Borgen har været på svenske, russiske og finske hænder. Restaureringen som historisk minde og turistmål begyndte i 1870’erne. Da vi besøgte borgen, var der rejst et stort telt i gården som ramme om Savonlinna Operafestival.

Den ortodokse kirke i Kuopio

Vi opsøgte indbydende Kuopio for at se den ortodokse kirkes hovedsæde. Forventede noget stort, men fandt den fine lille St. Nicholas Katedral med løgkupler, smukke ikoner og venlige mennesker, som var optaget af at redde en fugl, der var fløjet gennem den åbne dør. 

Vi besøgte også den ortodokse kirkes museum RIISA, som udstiller religiøse genstande fra 1500-tallet til nutiden samlet fra kirker og klostre. Det havde særudstillinger om påskeæg som symbol på genopstandelse og om sovjetisk antireligiøs propaganda. 

Kuopion Museo har en fint formidlet kultur- og naturhistorisk udstilling. Man møder en behåret elefantlignende mammut, og på tredjesalen belyses menneskers forhold til naturen i grænseområdet mellem myter og realiteter. En betagende film binder kultur- og naturhistorie sammen i en skildring af årets gang. Særudstillingen var den internationale ”Wildlife Photographer of the Year”. 

Byens hjerte er torvet med rådhuset samt boder med fødevarer, kunsthåndværk og undertiden friske birkeris til saunaen. Puijotårnet står højt på en bakketop udenfor byen med skihop og skilifte, som raske drenge brugte til at få stejle ture ned på mountainbike. Tårnet tilbyder en flot udsigt over Kuopio og de omkringliggende søer og skove.

Alvar Aalto omkring Jyväskylä

Vi havde set mange majestætisk udstoppede elge på finske museer. På vej til Jyväskylä kom en lyslevende elg ud af skoven, stod lidt i grøftekanten og betragtede trafikken, inden den valgte at vende om. 

Vi opsøgte Jyväskylä for at uddybe vores forståelse af Alvar Aaltos arkitektur. Han boede i byen som barn og vendte tilbage efter sin uddannelse. Da karrieren blev national og international, flyttede han først til Turku siden til Helsinki. 

Alvar Aalto 2 Museum Centre er tegnet af mesteren selv. Det har permanente udstillinger om hans virke og liv samt om Jyväskyläs historie. Særudstillinger satte fokus på UNSECO verdenskulturarv og på finske saunatraditioner. I den kulturhistoriske del genså vi vore første Nokiatelefoner fra omkring årtusindskiftet.

Vi så nogle af Aaltos bygninger i og omkring Jyväskylä. De gav fornemmelse for hans udvikling fra klassicisme mod modernisme med respekt for mennesker, traditioner, steder og naturværdier. Ikke mindst Jyväskylä Universitet, Muurame Kirke, Säynätsalo Rådhus og den italiensk inspirerede sommerbolig på øen Muuratsalo gjorde indtryk. 

Aalto navngav ironisk den speedbåd, han designede for at komme til og fra sommerhuset ”Nemo propheta in patria”, ”ingen er profet i sit fædreland”. – Nu arbejder Finland for at få nogle af hans værker optaget på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. 

De sidste tre seværdigheder, vi besøgte, er med på listen

Petäjävesi gamle kirke og motorløb

Den tjæreduftende trækirke i Petäjävesi er opført af lokale bygmestre i 1700 og 1800-tallet. Vi fik en vidende introduktion til den velbevarede kirke af to unge kvinder. De viste os den store dørnøgle og fortalte om gudstjenester, hvor menigheden sad opdelt efter køn og social status. Vi så håndværkernes initialer i træværket og en fint udskåret Skt. Kristoffer, som står under prædikestolen. Kirken er velbevaret kulturarv og en levende religiøs institution, der havde netop været bryllup.

På landvejen udenfor kirken passerede rappe racerbiler. Vi havde bemærket, at der er mange store amerikanerbiler, tunge firehjulstrækkere og kraftige ATV-er i Finland. Det skyldes vel terrænet og klimaet, men måske også, som en af løbsdeltagerne sagde, at: ”Finner har benzin i blodet.”

Struves meridianbue med udsigt

Den tysk russiske astronom Friedrich Wilhelm Struve ville i begyndelsen af 1800-tallet bestemme jordens form og størrelse gennem triangulering med udgangspunkt i målepunkter i ti nuværende lande fra Norge i nord til Ukraine i syd. Seks af punkterne er i Finland, vi besøgte et vest for Jyväskylä. Det nås ad en vandresti og markeres af en sten samt et tårn med udsigt over landskabet.

Tidlig industri i Verla Papirfabrik

Verla Papirfabrik er opført ved Verlankoski Vandfaldene. Produktionen begyndte i 1872, den kirkelignende rødstensbygning stammer fra forrige århundredskifte. Vi fik en rundvisning, som fortalte om træets vej fra flådning på elven, gennem afbarkning, opskæring, maling til papirmasse, formning til pap, tørring og vejning. Fabrikken ligger i en have med en stilfuld direktørbolig, funktionærer og arbejdere boede i landsbyen ved fabrikken, nogle af træhusene udlejes som ferieboliger.

Færgen og hjem

Efter nogle rolige dage på en campingplads øst for Helsinki fandt vi færgen til Stockholm og vejen mod Odense. Ovenpå to måneders finsk naturbad oplevede vi færgen som mere myldrende og mere støjende end på udturen, men kahyttens panoramaudsigt var stadig fin.

December 2023.

Til Kulturcamping, Europa og NATO.