Olav bidrog til, at Kvarkens skærgård blev UNESCO Verdensarv.

Det er vigtigt at leve her og nu

Vi fik kontakt til Olav Jern gennem hans bror Martin i Danmark. Olav bor på slægtens velholdte gård i Vasa. Her nyder han livet som pensionist i en lejlighed på førstesal omgivet af arvestykker. Hans datter og svigersøn, som er ved at overtage driften, bor i stuetagen. Gården har været i slægtens eje siden 1606, og Olavs datter Anna og hendes mand er 15. generation.

Olav har fulgt familietraditionen for at forene landbrug med udadvendt engagement. En uddannelse som landmåleringeniør førte til studenter- og landspolitisk arbejde i Helsingfors. Siden til en stilling som landskabsdirektør med overordnet administrativt ansvar for regional udvikling og fysisk planlægning i Österbotten gennem 23 år. Vores samtale foregik på svensk og dansk.

Jeg voksede op her på gården sammen med min ældre søster og to yngre brødre. Mine forældre var fuldtidsbønder og drev stedet med jordbrug, skovbrug og først malkekvæg, siden kød­kvæg. Jeg tog over i 1990 og passede gården ved siden af mit job som embedsmand. Kvægbruget blev afviklet i 1990’erne, og jorden var i en periode forpagtet væk. Nu driver vi igen selv 16 hektar agerjord og 30 hektar skov som såkaldte ”måneskinsbønder” – jeg har kørt meget traktor i foråret. EU mener, at Finland driver rovdrift på sine skove, men det passer ikke, finnerne sikrer tilvæksten ved at plante nyt.

Vi boede her sammen med mine bedsteforældre, min farfar var rigsdagsmand for Svenska Folkpartiet (SFP) i 32 år fra 1922. Min far var engageret i andelsbevægelsen, han overtog ansvaret for gården som 21-årig, da hans ældre bror, som skulle have taget over, døde i krigen 1944. Mine søskende og jeg havde en god barn­dom, vi deltog tidligt i arbejde og i diskussioner om politik. Så det var naturligt, at vi senere blev aktive i samfundet på forskellig vis.

En politiseret tid

Jeg blev student i Vasa 1969 og studerede derefter landmåling på Aalto-universitetet i Helsingfors. I studie­tiden blev jeg involveret i studenterpolitik og i SFP’s ungdomsforbund, blev formand for både studen­terrådet og for Svensk Ungdom. Det var usædvanligt, at en repræsentant for universitetets svensk­sprogede min­dre­tal fik rådets formandspost. Det var en politiseret tid, og vi ville revolutionere alt. Arbejdet gav mig mange gode kontakter, som jeg stadig har.

1979 blev jeg politisk udpeget sekretær for den daværende justitsminister Christoffer Taxell. Det var en spændende periode, præsident Urho Kekkonen blev syg, og der var tvivl, om han selv var i stand til at frasige sig posten. Han blev afløst af Maunu Koivisto. Den gang blev præsidenten valgt indirekte af 300 valgmænd, siden blev der indført direkte præsidentvalg. 

Jeg mødte min kone Paula i det studenterpolitiske miljø i Helsingfors. Hun kom fra en finsk gård 80 kilometer fra Vasa. Vi blev gift i 1980, og da mine forældre begyndte at føle sig ensomme, flyttede vi ind i gårdens nederste lejlighed 1983. Paula og jeg blev skilt 2006, efter at vore børn var blevet voksne.

Min ældste datter Anna er nu ved at overtage gården sammen med sin mand. Min yngste datter Heidi og hendes familie bor i Stockholm, hvor hun arbejder for Google. Jeg har fire børnebørn, som alle er piger, så jeg ved faktisk ikke, hvordan man opdrager drenge.

Landskabsdirektør i Österbotten

I Vasa fik jeg ansættelse som ombudsmand i den frivillige kommunale samarbejdsorganisation Svenska Österbottens Landskabsforbund. 1986 blev jeg headhuntet til en stilling ved lensstyrelsen, som skulle indgå i et forsøg med politisk repræsentation. Da en reform i 1994 flyttede den regionale udvikling ud fra lens­styrelsen, søgte og fik jeg embedet som landskabsdirektør i Österbotten med ansvar for regional fysisk plan­lægning svarende til de tidligere danske amters opgaver.

Det indebar også varetagelse af nationale og grænse­overskridende politiske interesser. Jeg bidrog bl.a. til at udvikle grænsekomiteen Kvarkenrådet fra et forsøgs­sam­arbejde mel­lem Finland og Sverige til en organisation med formel juridisk EU-status. Jeg var også chef for Vest­finlands Europakontor i Bruxelles. Finland blev medlem af EU i 1995. 

En anden spæn­dende opgave var optagelsen af Kvarkens skærgårds landhævning som bidrag på UNESCO’s liste over verdens naturarv i 2006. Höga kusten i Västernorrlands län på den svenske side var blevet optaget i 2000. Landet begyndte at stige og flytte kystlinjen længere ud, da isen trak sig tilbage, og den proces fortsætter stadig med omkring otte millimeter om året.

Livet som pensionist

Efter 23 år i stillingen blev jeg pensioneret som 67-årig i 2017, men havde stadig nogle opgaver i for­længelse af mit job. Jeg deltog også i at skrive Vasa Teaters historie i anledning af hundrede års jubilæet, fordi jeg tidligere hav­de været formand for bestyrelsen.

Da jeg for halvandet år siden fik en større hjerte­operation, indså jeg, at den bedste tid nok er gået, og at livet kan slutte når som helst. Så jeg har fralagt mig de fleste opgaver for at nyde tilværelsen her og nu med familie, venner og kulturtilbud. Mine søskende er blevet vigtigere for mig, efter at vore børn blev voksne. For et halvt år siden fandt jeg en ny kærlighed og oplevede, hvor godt det er at have en ven ved sin side. 

En rigdom at være tosproget

Jeg er finlandssvensk, har gået i svensksproget skole og gymnasium. I min familie taler vi både svensk og finsk. I min studietid og i mit arbejdsliv har jeg også brugt begge sprog og behersker dem flydende. I Österbotten kan man klare sig på svensk, i Helsingfors kniber det ofte, når man går i forretninger eller bor på hotel.

Finland har to nationalsprog og offentlige institutioner skal kunne betjene borgerne på dem begge. Det er en rigdom at være tosproget, hjerneforskere mener, at det modvirker demens. Det vænner også men­nesker til at leve med øget kulturel mangfoldighed i en verden præget af migration.

I Österbotten ser mange svensk TV. Nogle unge vælger at studere i Sverige og får en karriere der, som får dem til at blive. Jeg tror ikke, at min datter Heidi i Stockholm kommer til Finland igen. Hun har imidlertid en veninde, som under coronapan­demien udnyttede muligheden for distancearbejde til at vende tilbage til sine morforældres gård.

Vi må kæmpe for håbet

Jeg bekymrer mig ikke for morgendagen, men ved at helbredet er afgørende. Jeg er aktiv kirkegænger, og kristendommen betyder meget for mig. Det er vigtigt at leve her og nu, men jeg forstår godt, at unge bliver påvirket af den intensive globale kommunikation og af frygt for en klimakatastrofe.

Der er tendens til at fokusere på det negative, men der sker også mange positive ting. Folk lever længere, metoderne til at behandle sygdom bliver bedre, vi kan bekæmpe fattigdom, der sker faktisk meget godt i Afrika. Europa har i årtier undgået større væbnede konflikter, og verdens stater taler sammen. 

Det foruroliger mig dog, at vores liberale demokratiopfattelse er truet af totalitære ideologier i Kina og Rus­land samt af Donald Trump i USA. Det er vigtigt, at FN og andre internationale organisationer står fast på det, vi er blevet enige om. Det var godt, at Finland blev medlem af NATO i 2023 og dermed blev forenet med Norge, Danmark og forhåbentlig også Sverige.

Europa lå i ruiner 1945 men blev genopbygget, vi må kæmpe for håbet.

Juni 2023.

Til Finlands livgivende natur.