Stirling Castle.
Skotland
Efterårsturen gik til Skotland og Irland. Den startede med færgen fra Amsterdam til Newcastle. Vi havde mødt en livlig engelsk kvinde i en lille camper med påskriften: ”On an adventure before dementia.” Hun havde kørt hele vejen til John O’Groats og rådede os til at holde pause for at nyde udsigten, når vi nåede skotske bjergtoppe. Det var et godt råd, Skotlands landskaber er betagende.
Kultur i Gateshead og romere i Housesteads
Vores første stop i England var det fine Baltic Centre for Contemporary Art i Gateshead, som viser skiftende udstillinger i en industribygning, der har været kornmølle. Centrets naboer er tilsvarende ikoniske huse og broer.
Hadrians Mur.
Den romerske kejser Hadrians Mur strækker sig knap 120 kilometer fra kyst til kyst på Englands smalleste sted. Den blev påbegyndt 122 e.v.t. og udgjorde i næsten fire hundrede år Romerrigets nordvestlige grænse. Vi fik indtryk af det velorganiserede soldaterliv på Housesteads Fort og gik i romernes fodspor på vandrestier langs muren.
Vi nåede Skotland efter et stop på Last Café in England.
Sækkepibespiller i Edinburgh.
Sækkepiber i Edinburgh og selvstændighedskamp i Stirling
I hovedstaden Edinburgh blev vi og andre turister mødt af en kiltklædt sækkepibespiller foran Edinburgh Castle. Vi spadserede ad The Royal Mile fra slottet til den kongelige residens Holyroodhouse og det nyopførte Parliament of Scotland. Vi gik ture i Old Towns smalle, snoede og i New Towns brede, lige gader. Vi købte tweed og fik fortællingen om, hvordan moderne designere har givet de Ydre Hebriders robuste får og traditionsbevidste vævere ny aktualitet.
Vi besøgte National Museum of Scotland, der udstiller genstande fra oldtidsfund til det klonede får Dolly. Museet fik en nationalt bevidst makeover i forbindelse med, at Skotland opnåede delvist selvstyre i 1999, det rummer fortællinger om krig og kærlighed i forholdet til England.
Parliament of Scotland.
Vi cyklede til byen Quensferry og dens imponerende broer over fjorden Forth. Jernbanebroen er gedigen gammel ingeniørkunst, der ved åbningen i 1890 blev betegnet som verdens ottende vidunder.
Forth Bridge.
Falkirk Wheel er nyttig ny ingeniørkunst, som erstatter 11 sluser i Forth-Clydekanalen på Skotlands smalleste sted. Den elegante elevator overvinder højdeforskellen ved at løfte og sænke bådene i store kar.
Falkirk Wheel.
Stirling ligger på grænsen mellem det skotske lavland og højland. I og omkring byen blev der i middelalderen kæmpet afgørende slag mellem skotter og englændere. Vi besøgte monumentet for frihedshelten William Wallace og afløseren til den Stirling Bridge, hvor hans skotske bondehær besejrede en engelsk hær i 1297. Året efter blev Wallaces mænd slået ved Falkirk af bueskytter under ledelse af den engelske kong Edward I, han selv fik en grusom henrettelse i Tower of London. Wallace er portrætteret og idealiseret i filmen “Braveheart”.
Det blev Robert the Bruces adelige hær, der genvandt Skotlands selvstændighed i slaget ved Bannockburn 1314. Hans bedrifter skildres i filmen ”Outlaw King”. Stirling Castle ligger på en klippetop med udsigt over landskabet og dets fine udstillinger giver historisk indsigt.
Robert the Bruce på Stirling Castle.
Fællesskab i Findhorn og himmelbue i John O’Groats
En tur gennem Cairngorm National Parks bølgende bjerge førte os til Findhorn Foundations spirituelle fællesskab og økolandsby. Her fik vi en introduktion til stedets historie og aktiviteter af amerikanske Maureen, som havde boet der som ung og nu delte sit liv mellem Florida og Findhorn.
Fællesskabet blev grundlagt i begyndelsen af 1960’erne og har siden tiltrukket udogmatisk spirituelt tænkende mennesker, der har skabt et velfungerende lokalsamfund med boliger, fælleslokaler, undervisning, gartneri, firmaer, vedvarende energi m.v. I rundvisningen deltog også en gruppe fra indiske Auroville, som bygger på lignende holistiske tanker.
I Findhorns Visitor Guide, hedder det: ”Som bevidst samfund søger vi at vise en praktisk spiritualitet i harmoni med naturen og at spille vor rolle i positiv forandring af menneskeheden og Jorden.”
Økohuse i Findhorn.
På Benromach Distillery fik vi indblik i, hvordan en Speyside single malt whisky produceres af en familievirksomhed med rødder i områdets traditioner gennem generationer. Vi fulgte processen, der ved hjælp af håndkraft og kærlighed forvandler bygmalt, vand og gær til whisky med en note af tørverøg. Besøget sluttede med smagsprøver på den ædle drik.
Benromach Distillery.
Vi kørte langs Skotlands smukke østkyst til John O’Groats, som var vores turs nordlige vendepunkt. En skotte fra Edinburgh havde undrede spurgt os: ”Er dér andet end regn og blæst?” Svaret kom, da vi en blæsende og regnfuld aften oplevede en månebue. En hvid regnbue skabt af månens lys flot hvælvet over havet. Tættere på Himlens Port har vi aldrig været.
Vores rute gik videre mod vest langs nordkysten og senere mod syd ad en vej så smal, at vigepladser sikrede, at biler kunne passere hinanden. De små stop gav mulighed for at nyde udsigten.
Smal vej og vigepladser med udsigt.
Søuhyre i Loch Ness og skotske nationalister i Glasgow
Når vi spurgte mennesker i byen Drumnadrochit ved Loch Ness, om de havde set søuhyret, som skulle leve der, svarede de næsten enslydende: ”Jeg, har ikke set Nessie endnu, men man ved aldrig.” Vi så heller ikke den berømte beboer på trods af, at vi fulgte søen i hele dens længde. Loch Ness Centre Exhibition skildrer i labyrintiske grotter sagnfortælleres, forskeres og falskneres forsøg på at forstå og udnytte mysteriet.
Ben Nevis er Storbritanniens højeste bjerg, som vi besteg til fods sammen med vandrere, løbere, hundeejere og skotter i kilt. Nogle gik turen for at samle penge til velgørenhed. Stien er god, men ruten fortjener de tre stjerner i sværhedsgrad, den har på vandrekortet. Turen op og ned gav flotte udblik over landskabet, da vi nåede toppens 1345 meter, var udsigten, som det ofte er tilfældet, hyllet i tæt tåge. Vi var både trætte og stolte, da vi kom tilbage til folkevognen ved bjergets fod.
Ben Nevis.
Toppen var tåget.
Vi kørte til Glasgow gennem smukke naturområder ved Glen Cloe samt i Loch Lomond og the Trossachs National Park. En af de første, vi mødte, var en tidligere minearbejder, der sagde: ”Glasgow levede af skibsbyggeri og kulminer, nu lever vi af turister, så tak for at I betaler min pension!”
Vi besøgte Glasgow Cathedral, hvor frivillige introducerede os til the Church of Scotlands traditioner for decentral ledelse. I kirkens krypt menes St. Mungo, der bragte kristendommen til Skotland og siden blev helgenkåret, at være begravet. Den nærliggende kirkegård rummer byens victorianske borgerskabs statelige grave og en stor statue af John Knox, som bragte reformationen til landet.
Vi så The Lighthouse et center for arkitektur og design i et hus tegnet af det kendte bysbarn Charles Rennie Mackintosh. Vi var i The Riverside Museum, en bølgeformet bygning af den iranske arkitekt Zara Hadid. Den levende udstilling med mange fine genstande fortæller transporthistorie og byhistorie. Vi så også sir Norman Fosters ligeså markante Clyde Auditorium og Hydro.
Clyde Auditorium og Hydro.
På den centrale George Square talte vi med aktivister fra Scottish National Party, der argumenterede for en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed med henvisning til Brexit.
En ekspedient i en kiltforretning gav os et formentlig autoritativt svar på det klassiske spørgsmål til skotske mænds klanmønstrede beklædning: ”Rigtige skotske mænd har ikke noget på under kilten.”
I Glasgow mødte vi Scott Millar og hans kæreste Jasmine Waters. Scott fortalte os om sit liv som elektriker og dedikeret fan af den lokale fodboldklub Celtic. Se her.
Vi kom fra Skotland til Nordirland med færgen fra Cairnryan til Larne efter en grundig kontrol af vores fredelige folkevogn.
Færge Cairnryan til Larne.
Januar 2020.