Domkirken i Siena.

Italien

Inden turen fik vi mange gode råd om, ”hvad vi ikke måtte gå glip af” fra italienere og danske italiensfarere. Det langstrakte land har mere at byde på, end man kan nå på to måneder, så vi måtte vælge.

Efter en overnatning i Kassel og en i Lindau ved Bodensee med udsigt til bjergtoppe og musik på alpehorn nåede vi Italien via San Bernardino-tunnelen.

Milano og omegn
Vores første stop var Milano, hvor vi blev taget godt imod af den pensionerede læge Antonella, som vi havde interviewet i Odense. Vi lærte også den unge landskabsarkitekt Laura et kende og interviewede hende. Med Antonella som kyndig guide fik vi fine oplevelser i og omkring Norditaliens multikulturelle hovedstad. Se Antonella her og Laura her.

Milano har udviklet sig fra traditionel industriby til moderne videns- og designby, Det ses tydeligt i gaderne omkring den statelige bygning i glas og stål Galleria Vittorio Emanuele II opkaldt efter landets første monark, der rider en bronzeganger på domkirkepladsen. Her er italienske modehuse som Armani, Prada og Gucci repræsenteret side om side med udenlandske mærker som Louis Vuitton, Mont Blanc og Lego. Prisskiltene er små og priserne høje, så vi på en gåtur omgivet af stilbevidste mennesker og strømlinede sportsvogne. En knaldrød Ferrari var en yndet baggrund for selfies.

Taget af den imponerende gotiske domkirke, hvor Antonellas far havde været organist, gav et fint vue henover byens gamle, lave centrum mod dens nye skyline, hvor bygninger af internationalt anerkendte arkitekter tårner mod himlen.

Multikunstneren Leonardo da Vinci personificerer den dynamik og kreativitet, der prægede Norditaliens bystater i renæssancen. Videnskabs- og teknologimuseet er navngivet efter mesteren og udstiller modeller af hans skitser til bygninger, fly, faldskærme, undervandsbåde m.v. Leonardos maleri Den Sidste Nadver i klosteret Santa Maria delle Grazie er eksempel på bevægelsen fra middelalderens flademaleri mod det centralperspektiv, som medtænker betragteren og dermed spejler individets begyndende frisættelse.

Antonella inviterede på ture i omegnen, så vi fik set den historiske by Bergamo og de attraktive søer Lago di Como, Lago Maggiore og Lago d’Orta med villaer og haver anlagt af velhavere fra ind- og udland.  En sejltur bragte os til Isola Bella i Lago Maggiore, hvor adelsfamilien Borromeos palads og pyramideformede barokhave ligger. Vi så også Sacro Monte di Orta, hvor grupper af skulpturer i tyve små kapeller påbegyndt i 1500-tallet fortæller Frans af Assisis livshistorie.

Besøget i La Macina en agro turismo skabt i nænsomt renoverede landbrugsbygninger af Antonellas bekendte, blev en æstetisk og kulinarisk oplevelse. De gav os en rundvisning, præsenterede visionerne for deres projekt og serverede et udsøgt måltid af lokale råvarer.

Inden vi forlod Milano, drejede vi to gang om os selv med en hæl på mosaiktyren i Galleria Emanueles gulv for at få lykke og mulighed for at vende tilbage.

H.C. Andersen i Sestri Levante
”Så er vi brødre,” sagde værten på campingpladsen i Sestri Levante, da vi fortalte, at vi bor i H.C. Andersens fødeby Odense. H.C. Andersen aflagde et kort besøg her i 1833 under den store dannelsesrejse, der inspirerede hans debutroman ”Improvisatoren”. Besøget satte blivende spor i byen. Den har nu en eventyrbugt samt en årlig festival, en gade og skole opkaldt efter Andersen.

Nationalparken Cinque Terre
Ligesom digteren bemærkede vi, at Sestri Levante ligger smukt mellem to bugter. Den er placeret lidt nord for Cinque Terre og blev vores base for at udforske nationalparken med de fem byer, som balancerer på klippekysten. Vi tog jernbanen og besøgte i løbet af et par dage Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso. De har hver deres præg, men er samlet set maleriske variationer over temaerne havn, kirke, kloster, borg og kalkede huse omgivet af marker på terrasser beskyttet af stengærder opført uden mørtel, så vand kan trænge igennem.

En vandretur ad bøndernes gamle sti mellem Vernazza og Monterosso forbi vinmarker, frugthaver, mægtige kaktus og agaver gav fine udsigter og fornemmelsen af hårdt arbejde i et varmt klima. En midaldrende lokal fortalte, at hans bedstefar havde fisket og dyrket vin, men nu lod han en ung mand bruge familiens marker, fordi det var mindre anstrengende og mere indbringende at sælge is til områdets mange turister.

På vej gennem Italien nød vi landets delikate is, citronlikøren Limonetto, Aperol Spritz med søde appelsinskiver samt fint krydrede pastaretter med et glas lokal vin og en lille kop stærk espresso.

Middelalder og nutid i Siena
Siena blomstrende, indtil pesten ramte i 1348. Nu fremstår den som en velbevaret middelalderby med bygninger i rød tegl på smukke pladser og i smalle gader. En mand forklarede, at der er regler for, hvad husejere må ændre, og at det glædede ham.

Sienas gotiske rådhus påbegyndt i slutningen af 1200-tallet virker på en gang fremmed og velkendt, når man kommer fra Danmark. Det inspirerede nemlig omkring seks århundreder senere arkitekterne bag Københavns og Odenses rådhuse. Den muslingeformede rådhusplads omdannes under Sienas årlige Palio til arena for hestevæddeløb. Vi så Bymuseet i rådhuset, men nåede på grund af et coronabegrænset billetudbud ikke tårnets top.

Pesten førte til, at de oprindelige planer om at opføre verdens største domkirke i Siena forblev en smuk, gotisk-romansk torso med striber i sort og hvidt marmor. Kirken er viet til Jomfru Maria. Dens gulv prydes af mosaikker med mytologiske og bibelske motiver, prædikestolens relieffer fortæller Kristi livshistorie.

Overfor domkirken ligger Santa Maria Della Scala et mægtigt mere end tusinde år gammelt hospital omdannet til moderne kulturcenter. Den hvælvede pilgrimmenes sal rummer freskoer med motiver fra bygningens historie som tilflugtssted for pilgrimme, forældreløse og syge. Centret introduceres i en pædagogisk video nær indgangen. Udover bygningskomplekser viser det bl.a. børnekunst og en samling klassisk kunst, som i 1700-tallets slutning blev besøgt af europæiske dannelsesrejsende i det nærliggende Palazzo Spannocchi.

På gåture en lørdag oplevede vi en vegansk demonstration for dyrevelfærd, et sambaorkester ved en event for rødnæsede hospitalsklovner, et cykelløb for børn bakket op af deres engagerede familier og et omrejsende tivoli, som havde besat Mediciernes fort. – Middelalderbyen summede af nutidigt liv.

I Toscansk Vinskole gav vinmageren Mattia en vidende og humoristisk introduktion til italienske vine med smagsprøver på seks toskanske serveret med lokale skinker og oste. ”Hvis man glemmer morskaben, glemmer man vinens menneskelige side,” sagde han.

Pilgrimsruten Via Francigena gik fra katedralen i engelske Canterbury gennem nutidens Frankrig, Schweiz og Italien til Rom og passerede Siena fra Porta Camollia til Porta Romana. Den bidrog til byens blomstring i middelalderen og søges i nutiden genoplivet for vandrere, cyklister og ryttere.

Historiens spor i Rom
Der er overvældende meget at opleve i Rom, og historien er nærværende allevegne. Vi tilbragte en uge der i 2012, genså noget, sprang andet over og fandt nyt denne gang. Centrale Piazza Navona med fontæner, kirker, paladser og menneskemylder blev en fin start. Det nærliggende Palazzo della Sapienza var tidligere Roms universitet, og Ludvig Holberg studerede her i 1700-tallets begyndelse. Universitetskirkens snoede tårn inspirerede arkitekten Lauritz de Thurah til Vor Frelsers Kirkes spir på Christianshavn.

Fredelige Piazza Farnese rummer den franske ambassade. Livlige Piazza Campo de’ Fiori et grønt- og blomstertorv. Pantheon med det imponerende betonkuplede tag med lysindfald er et antikt tempel for alle guder, der gennem historien blev omdannet først til kirke siden til gravplads for Italiens konger. Betjentbevogtede Palazzo Chigi og Palazzo Montecitorio huser henholdsvis Italiens premierminister og parlamentets deputeretkammer. Piazza del Campidoglio på Capitol, som er den mindste og højeste af Roms syv høje, er byens rådhusplads, hvor feststemte brudepar stiller op til fotografering.

i Via Sistina nær Piazza Barberini boede både billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og digteren H.C. Andersen en periode i 1830’erne. De kunne tage Den Spanske Trappe til Caffé Greco, hvor tjenere i kjole og hvidt nu serverer dyr kaffe i historiske omgivelser. På Piazza del Popolo udbredte orangeklædte Hare Krishna tilhængere deres glade budskab, da vi var der. Piazza Venezia i den modsatte ende af Via del Corso domineres af det pompøse marmormonument for kong Vittorio Emanuele, pladsen markerer overgangen mellem det moderne og det antikke Rom.

Forum Romanum var centrum for Romerrigets politiske, juridiske, kommercielle, religiøse og sociale liv. Det sumpede område blev drænet af bl.a. Cloaca Maxima fra 500-tallet f.v.t. Dermed skabtes grundlag for ambitiøse byggeprojekter, indtil forfaldet satte ind omkring tusinde år senere hjulpet af krige, brande og jordskælv. Vildtvoksende planter bredte sig, og området blev brugt til græsning. I middelalderen blev ruiner omdannet til kirker, og i renæssancen blev de brugt som stenbrud. Frilægningen af antikkens bygninger begyndte i 1800-tallet, og der graves stadig efter historisk indsigt. Vi gik en hel dag mellem Forums og Palatinerhøjens templer, kirker, triumfbuer, ruiner og rekonstruerede huse. Forstod ikke alt, men fik oplevelsen af en stor civilisations opståen, forfald og genopdagelse.

Colosseum er den romerske verdens største bevarede amfiteater, som kejser Vespasian begyndte at bygge i år 72 og hans sønner Titus og Domitian fuldførte. Det havde plads til omkring 60.000 tilskuere ordnet efter rang, så kejseren var nær scenen og plebs bagerst. Her overværede publikum drabelige gladiatorkampe, jagter på vilde dyr, teatralske søslag m.v. Colosseum gennemgik ligesom Forum Romanum skiftende funktioner og forfald gennem århundreder, indtil det blev genskabt i 1800-tallet. Vi oplevede det betagende teater sammen med mange turister og børn i skoleuniformer.

Pave Frans i Vatikanet
Da vi passerede grænsen til den lille, selvstændige Vatikanstat blev alle rygsække kontrolleret, og vi måtte deponere vore vandflasker. Vi kom for at høre pave Frans ugentlige tale fra et vindue til en stor forsamling på Peterspladsen. Paven talte italiensk, men vi forstod tilhørernes hengivne begejstring. Tyskere, amerikanere og ungarer fortalte os uafhængigt af hinanden, at de havde fået en oplevelse for livet. I Peterskirkens enorme rum bemærkede vi især nedgangen til apostlens grav under alteret, hans bronzestatue, Michelangelos Pieta og Thorvaldsens gravmonument for pave Pius 7.

Med Frederico Fellinis film La Dolce Vita og Anita Ekbergs natlige badescene i tankerne ofrede vi ligesom en kødrand af andre Romrejsende en mønt til Trevifontænen i håb om at vende tilbage til Den Evige Stad.

Vesuv, Herculaneum og Pompeji
Vulkanen Vesuvs eksplosive udbrud år 79 kom uventet for beboerne i de nærliggende byer Herculaneum og Pompeji, som blev dækket af et tykt lag vulkansk aske og sand. De dramatiske begivenheder, der kostede over 2000 mennesker livet, er beskrevet af øjenvidnet Plinius den yngre. Herculaneum blev fundet i 1599 og atter glemt. I 1700-tallet blev begge byer genopdaget, i de følgende århundreder blev de delvis udgravet, og der forskes stadig i deres historie.

Vi besøgte både den relativt velbevarede Herculaneum og den større, men hårdere ramte Pompeji. De giver tilsammen et snapshot af livet i romerske provinsbyer i det første århundrede. Vi fik indtryk af boliger, butikker, haver, templer, teatre, kunstværker samt et bordel, hvor væggenes fresker præsenterede en varieret erotisk menu. Gipsafstøbninger i hulrum formet af døde menneskers kroppe gjorde tragedien nærværende på tværs af århundreder.

Vi tog en bus og vandrede det sidste stykke til Vesuvs krater, som er tildækket af størknet lava. Det seneste udbrud skete i 1944, et kommende vil true ca. 3 millioner mennesker i og omkring Napoli. Vi mødte en lokal, som fortalte, at den vulkanske aktivitet ovevåges tæt, og tilføjede: ”Vulkanen er fri og kan gøre, hvad han vil, vi er ikke bange, men vi må løbe!”

Solnedgang på Etna
Med base i Catania fik vi en guidet solnedgangstur til den sicilianske vulkan Etna, som er Europas højeste og en af verdens største. Et udbrud i 1699 nåede store del af Catania, siden 1971 har vulkanen været meget aktiv.

Vores guide Emanuele fra Etna Experience, der havde skrevet en ph.d. om vulkaner, var en fremragende formidler. Han viste os bl.a. et dødt krater, en lavahule tidligere brugt til islager, et hus begravet til taget samt golde landskaber dækket af lava. Vulkanens lavastrømme er ødelæggende, men de bevæger sig så langsomt, at mennesker kan nå væk, og de ramte område generobres gradvis af ny vegetation.

Turens højdepunkt var en vandring til en afsats med udsigt, hvor vi nød en picnic med sandwicher og vin. Da solen gik ned blev en stor rødglødende lavapølse på den modstående bjergside tydelig. Det skabte andægtig stilhed i gruppen med deltagere fra flere lande. ”Når man ser det, forsvinder ens små problemer,” konstaterede Emanuele.

Vi forstår godt, at Etna har plads i græsk mytologi som ildens og smedenes gud Hefaistos værksted, og i sicilianeres hjerter som markant vartegn samt hjemsted for rige afgrøder.

Templer i Agrigento
Vores næste stop var Agrigento. Den blev anlagt af græske kolonister i 500-tallet f.v.t. og blomstrede til den blev delvis ødelagt af kartaginienserne i begyndelse af det følgende århundrede. Vi besøgte Tempeldalens syv imponerende doriske templer for græske guder med Zeus i spidsen. Så også det tilhørende arkæologiske museum med udgravningsfund.

I den nærliggende marina falbød afrikanske gadehandlere deres varer. Sicilien har lange historiske traditioner for indvandring, i nyere tid har flygtninge, som kommer via øen Lampedusa mellem Tunis og Sicilien skabt politisk uenighed. Vi talte med lokale, som var tolerante, når de tilkommende var selvforsørgende, men skeptiske overfor offentlig forsørgelse. Vi talte også med afrikanere, der var taknemmelige for at have fundet arbejde og nye muligheder i Italien.

Mafiaen opstod ifølge én udbredt teori på Sicilien i 1800-tallet som bevæbnede grupper, der opkrævede leje for godsernes jorder, fænomenet spredte sig siden i Italien og til andre lande. Vores kendskab til de hårde drenge med stærke familieværdier stammer mest fra film. Under turen i Italien forstod vi, at mafiaen overlever i nye former på grænsen mellem forbrydelser, forretning og korruption trods årtiers politiforfølgelse og retssager. En sicilianer sagde beroligende: ”I skal ikke være bange, de lader turister være i fred!”

Indbydende Siracusa
Siracusa blev grundlagt 733 f.v.t. af grækere fra Korinth og blev i de følgende århundreder den vigtigste koloni i Magna Graecia på størrelse med Athen. I dag er det en smuk by med en indbydende stemning. Siracusa har gode steder til at bade i havet, og det varme klima inspirerede os til at tage en svømmetur.

Vi besøgte et museum, der hylder bysbarnet fra antikken ingeniøren og matematikeren Archimedes sammen med renæssancens åndsbeslægtede Leonardo da Vinci. I det arkæologiske område Neapolis så vi resterne af tyrannen Hierons mægtige alter, et stort græsk og et mindre romersk amfiteater. De nærliggende San Giovanni-katakomber blev anlagt sent i 300-tallet, da kejser Konstantin Den Store havde tilladt kristendommen. Kirkeruinen bruges stadig til religiøse formål, og vores guide var viet her. Hun gav en rundvisning i de underjordiske klippegrave, som blev rømmet og brugt til beskyttelsesrum under 2. Verdenskrig. Byens hvide domkirke fra 1700-tallet i barokstil genbruger et Athenetempel og dets bastante doriske søjler.

Sicilien har en tradition for marionetteater, som bl.a. familien Vaccaro-Mauceri i Siracusas jødiske kvarter viderefører. Vi så en forestilling i flere akter på italiensk og forstod, at ridderen Orlando, en skønjomfru og en drage, der måtte lade livet var vigtige karakterer. Familiens museum fortæller teaterhistorie i miniformat og viser fint forarbejdede dukker.

Alberobellos trulli
Efter igen at have krydset Messinastrædet gik turen mod nordøst til Alberobello. Byen er kendt for sine smølfeagtige stenhuse med kegleformede tage, som skærmer mod regn og lader røg slippe ud. Disse trulli blev oprindelig bygget uden brug af mørtel. Ifølge én overlevering blev stilen opfundet, da lokale herremænd i 1400-tallet ville undgå at betale skat til kongen af Napoli for nye huse.

Hvis inspektørerne kom på besøg, kunne bygningerne hurtigt skilles ad og genopføres. Vi gik ture og oplevede den fredelige bydel Rione Aia Piccola og den turisttravle Rione Monti. Museet i Trullo Sovrano gav et fint indtryk af verdslig og Chiesa Sant’Antonio af religiøs trullistil. En cykeltur i Itria-dalen ad små veje mellem stengærder viste, at traditionen lever. Gamle huse restaureres, og der bygges nye.

Friskefangede fisk i Senigallia
Under et kort ophold i Senigallia var vore campingnaboer imødekommende italienske familier på badeferie. En restaurant med havudsigt serverede en lækker menu af friskfangede fisk og skaldyr.

Klimabeskyttelse i Venedig
Venedig blev formentlig grundlagt i 500-tallet af tilflyttere til lagunens øer. I middelalderen og renæssancen fik bystaten en stormagtsstatus, som varede indtil sidste halvdel af 1600-tallet, hvor Osmannerrigets indflydelse voksede. Den blev del af det samlede Italien i 1866.  

I mange områder, er bygningerne opført på nedrammede pæle. Vi oplevede kanalbyen på cykler, på gåture og på dens velfungerende rutebåde. Vi har både gået over og sejlet under Rialtobroen, som krydser Canal Grande, vores første stop var imidlertid Markuspladsen.

Markuskirken blev anlagt til at rumme evangelistens grav efter at hans lig blev bortført fra Alexandria af to Venetianske købmænd i 828. Markus blev byens skytshelgen og løven dens symbol. Kirkens blanding af byzantinske, romanske og gotiske stiltræk forener Øst og Vest. Over indgangen står fire hesteskulpturer, som er kopier af krigsbytte fra Konstantinopel i 1204. Kirken spejler Venedigs storhed og udsyn.

Det samme gør Dogepaladsets søjlebårne marmorbygning. Det var fyrstens bolig og rummede republikkens regering og retsvæsen. Venedigs styreform har inspireret moderne demokratier. Paladset er et skatkammer af forgyldte rum med fin kunst. Rundgangen slutter med, at man passerer Sukkenes Bro til det dystre fængsel. Da vi var der, havde den tyske maler Anselm Kiefer en udstilling af malerier, som midlertidigt erobrede en af de mægtige sale i dialog med paladsets og byens historie.

Correr Museum i Markuspladsens sydlige ende føjede dimensioner til vores forståelse af Venedigs historie, og besøget blev et møde med Biennalen, som breder kunstudstillinger ud i byen. Biennalen har eksisteret siden 1895. Vi brugte et par dage på at besøge parken Giardini, hvor omkring 40 lande bl.a. Danmark har permanente pavilloner, og Arsenale, hvor værkerne præsenteres i det tidligere værftsområdes store haller.

Udstillingerne var kurateret af italienske Cecilia Alemani med base i New York. De gav indtryk af flere end 200 kunstnere fra 58 landes undersøgelser af, hvordan menneskeligheden og menneskeheden kan overleve i en tid, hvor arten kan være truet. Temaerne var alvorlige, men vi mødte venlighed og varme i attraktive omgivelser. ”Dejligt at være her og få al den positive respons,” sagde en udstillingsvært.

I butikken Ca’Macana købte vi en karnevalsmaske af pestlægen med runde briller og langt næb, ekspedienten fortalte, at den var efterspurgt for tiden grundet coronapandemien og interessen for plantemedicin.

Vi camperede på den lange ø Lido di Venezia. Den indgår i Venedigs beskyttelse mod den truende kombination af synkende fundamenter, landsænkninger og havstigninger. Vi cyklede til nordspidsen for at se et af de portanlæg, der som led i systemet MOSE skal mindske risikoen.

Lokale i området havde delte meninger om det. En ingeniør mente: ”Det har været længe undervejs og meget dyrt at bygge. Det vil også være dyrt at vedligeholde, og konsekvenserne for miljøet er uklare.” En lystfisker var mere optimistisk. ”I løbet af det første år har det virket tre gange. Jeg håber, det vil redde Venedig.”

Vi forlod Italien via Brennerpasset og med overnatninger i tyske Lindau og Dransfeld nåede vi Odense efter to måneder rige på oplevelser i det smukke land.

Videre til Kulturcamping krig, klima og Europa.