Domkirken i Milano.

Jeg tror på skæbnen

Antonella er en pensioneret læge, som bor i Milano. Vi mødte hende gennem vores ven Paolo, der er født i Italien, men i en ung alder migrerede til Danmark. Antonella og Paolo var nære venner i deres ungdom og genoptog forbindelsen, efter at hans danske kone gik bort. Antonella rejser mellem Milano og Odense to gange om måneden for at være sammen med Paolo. Vi talte sammen i deres hjem i Odense.

[Foto Anronella og kat]

Jeg var en flittig student
Jeg blev født i Milano 1953. Min far var musiker, og min mor var latin- og litteraturlærer. Jeg havde én fem år ældre søster. Da jeg var seks, begyndte jeg at spille klaver med en ven af ​​huset som lærer.

Da jeg fyldte fjorten, i gymnasiet, blev jeg en rebel. Milano havde ligesom Paris sin maj 1968. Vi var imod krigen i Vietnam, kapitalismen, rige mennesker, skolen og vores forældre. Jeg fulgte min søster, som også var en rebel, der kæmpede for kvinders rettigheder. Mine forældre var bekymrede for mig, men alt ændrede sig, da jeg begyndte at læse medicin.

De første tre år af medicin er grundvidenskab, de sidste tre år er kliniske studier. På mit tredje år var jeg i praktik på et hospital om morgenen, gik til undervisning om eftermiddagen og læste om aftenen. Mine forældre var glade, fordi jeg blev en meget flittig studerende. Jeg studerede sammen med min kæreste og dimitterede, da jeg var 26 med en afhandling om arbejdsmiljø. Efter endt uddannelse blev jeg tilbudt stipendier på mit universitet og tilbragte et år på Johns Hopkins University i Baltimore (USA), hvor jeg arbejdede på min ph.d.-afhandling om toksicitet i polyklorerede bifenyler (PCB'er).

Jeg var glad for at opdage verden på egen hånd, uden mine forældre og kæreste. Jeg fik mulighed for at gå på et universitet i verdensklasse og møde inspirerende mennesker fra forskellige nationer og akademiske områder. Universitetet i Milano havde gode professorer, men det var ikke så velorganiseret. I USA kunne de studerende frit stille alle mulige spørgsmål, mens de i Italien kun turde stille de meget kloge. Jeg var ked af det, da jeg kom tilbage, men så mødte jeg min kommende mand og besluttede at slå mig ned i Milano.

Mit arbejdsliv
Efter mit ægteskab havde jeg forskellige stillinger som læge inden for arbejdsmiljø i Norditalien (Milano, Belluno, Omegna). For at gøre en lang historie kort blev jeg til sidst tilbudt en fast stilling ved International Center for Pesticide Safety and Health Research, et WHO-samarbejdscenter, der samarbejder med regionen Lombardiet, Europa-Kommissionen, det italienske sundhedsministerium og Milano Universitet. Dette job var det vigtigste for min karriere og varede omkring ti år. Mens jeg arbejdede for Verdenssundhedsorganisationen, fik jeg mulighed for at besøge flere lande, såsom Zimbabwe, Kina, Thailand, Ukraine, Costa Rica og forskellige steder i Europa, for at holde foredrag om pesticidtoksicitet og menneskers sundhed. Hvad angår Europa-Kommissionen, var jeg involveret i pre-marketing videnskabelige evalueringer, der førte til europæisk godkendelse af aktive ingredienser i pesticider. Her lærte jeg, hvordan Europa fungerer, og blev en ægte europæer ved at arbejde sammen med kolleger fra andre medlemsstater.

I de sidste femten år af min karriere skiftede jeg fra pesticidområdet til et nyt job i det Regionale Sundhedsdirektorat i Lombardiets regering, som er en norditaliensk region med mere end ti millioner indbyggere. Jeg arbejdede på projekter relateret til organisering og ledelse af det regionale sundhedsvæsen, blandt andet udvikling af det regionale kræftnetværk, etablering af et netværk af biobanker og organisering af tilbud til pleje af kroniske patienter. Jeg har altid været involveret i innovation og forandring. Det kunne jeg godt lide, fordi jeg kunne bidrage til at forbedre status quo.

På en typisk arbejdsdag vågnede jeg kl. 7 eller 7.30, tog til mit kontor kl. 9.30-10 og arbejdede nogle gange til kl. 21.00. Min dag startede med bureaukrati, møder og mails, mens jeg først om eftermiddagen havde tid til at tænke og skrive.

Tæt på pensioneringen blev jeg involveret i et udvalg, der skulle undersøge Covid-19 på plejehjem. Lombardiet var den region, hvor sygdommen brød ud, og mange ældre mennesker døde. Jeg arbejdede hjemmefra og var på nettet fra tidlig morgen til sidst på ​​dagen. Min typiske dag ændrede sig, da jeg gik på pension i 2020.

Mit personlige liv
Jeg giftede mig med en anden læge i 1987, fik min datter i 1988 og blev skilt i 1992. Et meget kort ægteskab og et langt liv som enlig mor. Min datter, som nu er treogtredive, har en halvbror og en halvsøster, der bor i London, som hun har gode relationer til.

I 2000 blev min far diagnosticeret med Alzheimers sygdom. Jeg nød at spille klaver for ham. Det var en god måde at skabe kontakt, da han forstod det og var glad for at lytte. Jeg begyndte at få undervisning hos en klaverlærer, fordi jeg havde brug for at forbedre min kunnen. Efter min fars død boede min mor alene i flere år og flyttede til sidst til Casa Verdi, hvor hun tilbragte sine sidste fire år. Jeg besøgte hende jævnligt. Casa Verdi er et smukt plejehjem for gamle musikere og deres ægtefæller i Milano, som blev grundlagt i slutningen af ​​det nittende århundrede af Giuseppe Verdi, den berømte italienske operakomponist. Et besøg på Casa Verdi, hvor maestroen blev begravet i en smuk krypt, er en unik oplevelse. Turister kommer fra hele verden for at se bygningen og museet, som Verdi selv kaldte ’min bedste opera’.

Jeg er lykkelig
I begyndelsen af ​​2020, et par måneder før min pensionering, skete der noget uventet i mit liv. Jeg genfandt min gamle skolekammerat Paolo, der nu bor i Danmark. Vi mødte hinanden igen, fordi vores fælles ven Gigi fortalte mig om ham, hans sygdom og hans kones død. Det var vores plan at besøge ham sammen, men vores rejse blev aflyst på grund af Covid-19-udbruddet.

Paolo og jeg begyndte at skrive breve til hinanden, ligesom vi gjorde, da han flyttede til Rom, da vi var unge. Vi skrev 42 breve og genopdagede vores gamle venskab på en mere åben og følelsesladet måde, end vi nok kunne have gjort ansigt til ansigt. Vi mødtes på Skype, inden jeg kunne komme til Danmark i juni, møde hans familie og venner og lære om hans land. Siden da flyver jeg til Danmark to gange om måneden, flyveturen tager kun to timer, men hele turen fra Milano til Odense varer omkring 6 timer. Kun én gang tog jeg turen i bil og kørte omkring 15 timer på to dage.

I Danmark nyder Paolo og jeg livet som par. Vi vågner tidligt, kl. 6.30 eller 7.00, læser aviser sammen, sludrer en masse og deler synspunkter om politik og om vores "børn". Vi laver mad sammen, og jeg hjælper Paolo med det, han har brug for på grund af sin sklerose. Dagene går hurtigt, og jeg keder mig aldrig. Vi har så meget at dele, da vi ikke har haft i kontakt siden vi var sytten.

Når jeg er i Milano, har jeg ikke meget tid til at spille klaver, men jeg begyndte at arbejde på min fars arkiv. Han var organist ved Milanos katedral (Duomo) og professor ved konservatoriet. Da mine forældre døde, donerede jeg hans omfattende bibliotek til et religiøst musikinstitut i Milano. Desværre kom Covid-udbruddet i vejen, men i næste uge har jeg en aftale med dekanen for at lægge konkrete planer. Jeg vil også gerne gennemgå mine forældres billeder, malerier, frimærkesamlinger, breve og andre ting, men med kun to uger i Milano tager det tid.

Når jeg er i Odense, savner jeg Milano og min datter, mens jeg savner Danmark og Paolo, når jeg er i Milano. Det er et intenst liv, og at rejse så meget kan være trættende, men jeg er lykkelig. Jeg håber, at vores liv ikke vil skulle ændre sig meget, og at krigen i Ukraine ikke vil hæmme vores rejser.

Jeg føler mig europæisk og italiensk
Mit fag var meget vigtigt for at skabe min identitet. Jeg føler mig europæisk, især i disse dage med krig, hvor vi europæere skal stå sammen. Min italienske identitet kommer af at opleve forskellene mellem europæiske kulturer under mine mange rejser på kontinentet. Italien er et meget forskelligartet land med varierede landskaber, klassisk og moderne arkitektur og mange regionale køkkener. Denne mangfoldighed er af stor værdi. Jeg har tilbragt ferier i adskillige dele af Italien og fået mulighed for at nyde rigdommen i ​​dets mange regionale kulturer.

Mindre sympatiske ting er den ineffektive offentlige administration, de stridbare politikere og en generel mangel på tillid, som italienerne har til deres institutioner. Og selvfølgelig korruption og mafiaen.

Jeg håber på fred
Jeg håber at forblive lykkelig. Jeg håber at kunne dele mit liv med Paolo i mange år, og at hans sygdom ikke bliver værre. Jeg håber også at forblive sund nok til at kunne rejse og bevare den livsglæde, som altid har fulgt mig.

Selvfølgelig, især i disse krigsdage, beder jeg for Ukraine og fred.

Marts 2022

Til Italien.