Napoleons triumfbue til minde om militære sejre.
Frankrig
Efter en overnatning i tyske Kassel, nåede vi franske Strasbourg, som er hovedstad i den historiske grænseregion Alsace. Fra Den Fransk-preussiske Krig i 1770 til efter Første Verdenskrig i 1919 samt under Anden Verdenskrig fra 1940 til 44 var byen tysk. Den er hjemsted for vigtige europæiske institutioner og kalder sig ”Capitale Europèenne”. På gåture, cykelture og en bådtur oplevede vi Strasbourgs franske, tyske og europæiske historie.
Strasbourg med fransk, tysk og europæisk kultur
Vores base var en campingplads midt i byen. Vi startede med et besøg i den gotisk-himmelstræbende domkirke Notre-Dame på øen Grande îlle. Gik ture i de omkringliggende gamle bydele med snævre gader, smukke middelalder- og renæssancehuse, indbydende pladser, forretninger og et loppemarked.
På Place Kléber med statuen af den 1700-tals general og arkitekt, der har givet pladsen navn, stod byens guillotine. I anledning af første maj havde demonstranter opstillet en kopi som protest mod kapitalister og imperialister. På Place Gutenberg står den moderne bogtrykkerkunsts fader Johan Gutenberg på en sokkel med portrætter af oplysningstænkere. Han kom fra Mainz, men boede i nogle år midt i 1400-tallet i Strasbourg. Oplysningstiden og reformationen havde gode kår i byen. Nær den protestantiske Saint Thomas kirke sidder humanisten og lægemissionæren Albert Schweitzer, som virkede i 1900-tallet. La Petit-France Kvarterets fine huse rummede oprindelig fiskere, møllere og garvere, der tørrede skind på lofter med høje tage.
Neustadt blev opført af preusserne mellem 1871 og 1918 som nyt bycentrum. Området præges af brede boulevarder og pompøse offentlige bygninger i historiske stilarter. Et monument på Place de la Republique viser en sørgende mor med to sønner, som faldt på henholdsvis tysk og fransk side i krig. I døden forsones de i et håndtryk. Vi var der en søndag, hvor mennesker nød forårssolen på bænke og plæner. Da vi passerede universitetets campus dansede grupper af unge hiphop til høj musik. En kvindelig, fransk studerende var glad for det internationale studiemiljø med mange sociale aktiviteter.
En bådtur på floden Ille og tilhørende kanaler med broer og sluser gav nye perspektiver på byen. Guidningen blev gentaget på mange sprog.
Vi tilbragte en dag i Europakvarteret, hvor vi gik mellem modernistiske bygninger i glas og beton tegnet af gode arkitekter og sluttede i den livgivende oase Parc de l’Orangerie. Undervejs passerede vi Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis domspraksis er under pres af politikere, der ønsker en stram udlændingepolitik.
Det var en god oplevelse at besøge Europa-Parlamentet og repetere historien om, hvordan Den Europæiske Union er vokset ud af den franske udenrigsminister Robert Schumans bestræbelser for at forsone Tyskland og Frankrig efter Anden Verdenskrig. I plenarsalen mødes parlamentarikerne, som pendler mellem Bruxelles og Strasbourg, nogle dage hver måned. Da vi sad i den tomme sal, fyldtes den af unge mennesker, der skulle lære om EU.
Udenfor parlamentet står en skulptur af den fønikiske prinsesse Europa, som blev bortført fra nutidens Syrien af guden Zeus i skikkelse af en tyr. Værket er skænket til Europas folk af øen Kreta, hvor parret ifølge myten slog sig ned og fik tre sønner. Vi så det som en påmindelse om, at kontinentet kan være navngivet efter en tidlig indvandrer.
Paris med arkitektur og kunst til tiden
Vores besøg i Paris rummede både gensyn og nye opdagelser. Vi boede på en campingplads i Bois de Bologne med udsigt til Seinen. En bådtur på floden med start fra byens ældste bro Pont Neuf genopfriskede overblikket over centrale bydele. En vidende guide fortalte på fransk og engelsk om turens seværdigheder. På varme dage udgør floden et langt kølende åndehul, hvor mennesker mødes. Fastliggende husbåde med planter og havemøbler på dækket er private oaser. Fortovscafeer og parker er offentlige tilbud om et pusterum. Mens vi var i Frankrig, måtte man ryge her, det blev forbudt i parker og flere andre steder i juli 2025. På udendørs cafeer er det stadig tilladt at nyde en cigar. Vi bemærkede nye initiativer for at gøre Paris til en grøn storby - bycykler, cykelruter, en byskov foran rådhuset og badezoner i Seinen.
På gåture ad den historiske akse fra Louvre til Napoleons Triumfbue, som hylder militære sejre, fik vi udsyn mod Menneskehedens Triumfbue, som hylder humanitære idealer. Bygningsværket, der er et markant element i den modernistiske bydel La Défense, er tegnet af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen. På ruten så vi Tuilerihaven, Concorde Pladsen, Champs-Élysées eksklusive forretninger og Danmarkshuset, som formidler dansk kultur. Vi opsøgte præsident Macrons bevogtede bolig Élyséepalæet. Tog også en afstikker til Place Diana med en kopi af flammen på Frihedsgudindens fakkel og hilsener til den afdøde britiske prinsesse.
På en tur i Latinerkvarteret passerede vi Sorbonne Universitetet, som var arnested for studenteroprøret i 1968. Oprørerne brød brolægning op under den tidstypiske parole: ”Under brostenene er stranden.” Vi så også Panthéon, som er begravelseskirke for nationens koryfæer. Arène de Lutèce, hvor romerske gladiatorkampe er afløst af franske bouledyster. Le Vieux Campeurs forretninger med funktionelt friluftsudstyr og de traditionsrige bogboder langs Seinen. Turen sluttede på en hyggelig café med lokale gæster.
Paris overdækkede passager blev opført fra sidst i 1700-tallet og frem. De rummer en skønsom blanding af små spisesteder og forretninger med antikviteter, antikvariske bøger, postkort, frimærker, mønter, stokke m.v. Vores tur gennem passagerne Panoramas, Verdeau og Jouffrey var en lille tidsrejse. Her kan man købe ind og flanere i klassiske omgivelser behageligt skærmet for vejret udenfor.
Den mere end 800 år gamle gotiske Notre-Dame katedral var takket være politisk beslutsomhed og håndværksmæssig snilde genåbnet efter branden i 2019. Sammen med utallige andre gik vi gåsegang gennem det nænsomt restaurerede kirkerum. I et stort telt på pladsen foran kirken, blev der bagt baguettes og smurt sandwiches til en konkurrence om den bedste. Det lange brød blev optaget på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv i 2022. Det er et vigtigt element i franskmænds kost, som vi tog til os på rejsen.
Versailles besøgte vi den 8. maj, der er dagen for Frankrigs befrielse efter Anden Verdenskrig. Det viste sig at være en fridag, mange benyttede til at besøge Solkongen Louis 14.s mægtige barokslot og -park fra slutningen af 1600-tallet. Derfor var der ikke billetter, så vi kunne komme ind og se slottet igen. Til gengæld udforskede vi palæerne le Grand Trianon, le Petit Trianon og Louis den 16.s dronning Marie Antoinettes romantiske landsby. Den er inspireret af Jean Jacques Rousseaus frisættende natur- og menneskesyn. Dronningen led 1793 den skæbne at blive halshugget i guillotinen på Concorde Pladsen. Den Franske Revolution hentede inspiration i oplysningstidens frihedsidealer og i den sociale ulighed, hoffets og dronningens liv i luksus repræsenterede. De revolutionære formulerede republikkens motto, der stadig findes på euromønterne: ”Frihed, lighed og broderskab.”
I årtierne omkring forrige århundredskifte var Paris Europas kunsthovedstad, og byen tiltrak talenter fra mange lande. I det kreative miljø, blev der skabt kunst, som både skildrede og udfordrede den moderne verden. Malerne tog palet og pensler med ud af atelieret, indfangede lyset og formede nye kunstneriske ismer. Vi opsøgte deres værker på byens museer. Musée d’Orsay udstiller impressionister og neoimpressionister i den smukke tidligere banegårdsbygning. Musée de l’Orangeries ovale lokaler er formet i dialog med Claude Monets meditative billeder af åkander. Motiverne fandt han i sin japansk inspirerede vandhave i Giverny, som vi besøgte på vej mod Normandiets krigsskuepladser. Set fra nutiden er det vanskeligt at forstå den forundring og forargelse, kunstnere som Monet, Manet, van Gogh, Gauguin, Renoir,Cézanne, Picasso m.fl. vakte. I løbet af det 20. århundrede opnåede de beundring og berømmelse.
I Palais de Tokyo, så vi værker af samtidskunstnere, som er i færd med at udvikle det 21. århundredes kunst på en global kunstscene. Det var svært at bevare overblikket, men vi registrerede aktivisme, interaktivitet og inspiration fra traditionel etnisk kunst. Vi besøgte også Banksy Museum i rå betonlokaler, som matchede den britiske gadekunstners stencilerede kommentarer til krig, klima, klasse og køn. Her så vi ”Season’s Greetings”, billedet af drengen der fanger snefnuglignende aske med tungen. Det blev fjernet timer inden, vi i 2019 nåede den ydmyge garage i den walisiske industriby Port Talbot, hvor det blev skabt.
Vi passerede verdens største kunstmuseum Louvre og det ikoniske Centre Pompidou, som begge er under ombygning. Et gensyn med dem gemte vi til kommende besøg i Paris.
Normandiet med krigsskuepladser
I Normandiet havde vi base på campingpladser ved Sword Beach, hvor briterne gik i land på D-dag, og ved Omaha Beach, som amerikanerne indtog. De Allierede delte kysten mellem sig, da de fra England satte kurs mod det tysk besatte Frankrig den 6. juni 1944 for at indlede Operation Overlord. Den blev begyndelsen til slutningen på Anden Verdenskrig.
I Mémorial de Caen modtages gæsterne af et samlesæt til en amerikansk Willys Jeep pakket i en transportkasse. Museet giver indblik i krigshistorien set gennem franske briller med udblik mod verden. Versailles Fredens ydmygelse af Tyskland efter Første Verdenskrig. Invasionen af Frankrig i 1940. Landets deling i et besat område og et område under general Pétains Vichy-regering, der samarbejdede med tyskerne. Besættelse af hele landet i 1942 efter tabet af de Nordafrikanske kolonier. Den franske modstandsbevægelse og De Frie Franske Styrkers indsats. Kampene på D-dag. Den senere præsident general de Gaulles tilbagevenden fra sit engelske eksil. Tysklands deling og Den Kolde Krig frem til Berlinmurens fald.
Vi besøgte Sword Beach med Musée du Mur de l’Atlantique, som fortæller om tyske soldaters liv i en af de betonbunkere langs kontinentets vestkyst fra Norge mod nord til Spanien mod syd, som skulle hindre en invasion. Gold Beach med pontonhavnen Mulberry B, der efterlod store betonblokke i vandkanten. Pegasus Bridge, hvor tyske og britiske enheder kæmpede. Omaha Beach med Overlord Museum, som viser krigsmateriel og scener med soldater fra begge sider i lydkulisser af krigslarm. På strandene var det let at forestille sig, hvor skræmmende det må have været at krydse Den Engelske Kanal om natten for at vade i land på en fremmed kyst, mens fjenden skød fra stillinger i land.
Den amerikanske kirkegård med endeløse rækker af hvide kors og den tyske kirkegård med brune gravsten og stenkors vakte eftertænksomhed. Her blev det synligt, at kampene kostede tusindvis af ofte helt unge mænd livet. Vi mødte besøgende, hvoraf nogle søgte slægtninges grave. Der er flere krigsminder og krigsmuseer i Normandiet, end vi kunne overskue på en uge, men vi fik klare indtryk af krigen og dens rædsler. Danske søfolk og soldaters deltagelse i slagene bidrog til, at Danmark blev anerkendt som allieret.
Vilhelm Erobreren med borg, gravkirke og tegneserietapet
I Caen så vi den borg, vikingeætlingen Vilhelm Erobreren grundlagde og det tilhørende kulturhistoriske museum. Vejledt af lokale ledte vi efter ruinerne af hans bidrag til byggeriet, som har mange historiske lag. Eftersøgningen gik i stå, da en kvinde mente, at man stadig undersøger, hvor det er. Vi så også Vilhelms oprindeligt romanske kirke Saint-Étienne, hvor en grav foran alteret rummer normannerfyrstens lårben. Resten af legemet gik til under religionskrigene i 1500-tallet.
Bayeux blev ikke ramt af de allieredes bombardementer i slaget om Normandiet. Vi gjorde holdt i den velbevarede by for at se Bayeux-tapetet. En omkring 70 meter lang broderet tegneserie om slaget ved Hastings den 14. oktober 1066. Det førte til, at Englands konge Harold Godvinson blev dræbt, så Vilhelm kunne overtage tronen. Det mente han at have fået løfte om. Tapetet er en vigtig, men ikke helt troværdig kilde til slagets gang samt skik og brug i middelalderen. Kampscenerne illustrerer, at krig også den gang var en blodig affære. Vilhelms halvbror biskop Odo fik fortællingen fremstillet til Bayeuxs nye katedral. Det er formentlig broderet af nonner i et engelsk kloster. Værket var ved at gå til under Den Franske Revolution. Vi så det bag panserglas ledsaget af en audioguide med mange sprog herunder dansk.
Museet skal renoveres, og fra sommeren 2026 er tapetet udlånt til British Museum i London et år. Kulturudvekslingen blev annonceret af præsident Macron og premierminister Keir Starmer på British Museum i juli 2025. Macron og Starmer indgik også en forsvarsaftale og aftale om et pilotprojekt, som skulle begrænse ulovlig immigration over Den Engelske Kanal.
Inden vi kørte videre mod syd, forsynede vi os med æblecider, calvados og oste fra lokale producenter.
Mont Saint-Michel-Bugten med kloster, tidvand og muslinger
Mont Saint-Michel-Bugten udforskede vi med base på en campingplads i Cherrueix. Vores første udflugt gik til Mont-Saint Michel tidevandsøen på grænsen mellem Normandiet og Bretagne. Gennem historien har den været hjemsted for kirker, klostre, fæstninger og fængsler. Biskoppen Saint Aubert fra den nærliggende by Avranches drømte, at ærkeenglen Mikael ønskede sig et kloster på øen Mont Tombe. Efter den tredje anmodning, hvor englen ifølge legenden brændte hul i hans hoved, forstod bispen budskabet. Han lod det første kapel opføre 709.
I de følgende århundreder blev øen hjemsted for et kompleks af romanske og gotiske bygninger. Ligesom den blev befæstet for at modstå fjender. Vilhelm Erobreren støttede etableringen af en romansk kirke, og Mont Saint-Michel er afbildet på Bayeux-tapetet. Stedet blev et lærdomssæde med bibliotek og en skrivestue, hvor munke kopierede illustrerede bøger på pergament.
Under Den Franske Revolution blev klosteret lukket og omdannet til fængsel. Pilgrimme har opsøgt det siden middelalderen, i dag kommer der 3-4 millioner pilgrimme og turister om året. Der bor stadig en gruppe munke og nonner på Mont Saint-Michel. Som besøgende parkerer man inde i landet og går eller tager en bus over broen til øen. Efter at have passeret souvenirforretninger og cafeer, nåede vi de smukke religiøse bygninger. Udsigten over vadehavet fra toppen var en betagende belønning for opstigningen.
Mont Saint Michel-Bugten har tidevandsforskelle på op til 15 meter. De brede sandstrande indbyder til strandsurfing i små, hurtige trehjulede køretøjer med sejl. Bugten er hjemsted for dyrkning af blåmuslinger, fiskerne er indvandret sydfra, fordi muslingerne der blev ramt af sygdom. Vi fik indtryk af det rige dyreliv og muslingeproduktion på en tur med Le Train Marin. En traktor med vogne til passagerer, som Annabelle virtuost kørte gennem vandhuller ud til en stor ruse, hendes familie havde haft i generationer. Her hentede hun indholdet af fisk, blæksprutter, vandmænd og krabber op på et bord og forklarede engageret om arterne. Hun viste også de stativer med vandrette snore, hvor blåmuslingerne bliver dyrket, indtil snorene kan vikles om lodrette pæle. Efter et par år kan muslingerne høstes.
I muslingebyen Le Vivier-sur-Mer så vi fiskernes amfibiekøretøjer, som kører ved lavvande og sejler ved højvande. Det var ikke sæson for blåmuslinger, men vi købte østers og havmuslinger. De blev til et delikat måltid med østers som forret, muslingesuppe med hvidvin og flute som hovedret samt oste, kaffe, calvados og macarons som dessert. Vi fandt ud af, at en schweitzerkniv med lidt øvelse kan bruges til at åbne østers.
Bracieux med slottet Chambord og gourmetilbud
I Loiredalen ligger kongeslottene tæt, vi valgte at besøge Chambord. Vores base var Camping Huttopia les Châteaux i Bracieux. Det er en attraktiv naturcampingplads i en hyggelig by med mange små forretninger og spisesteder. Campingpladsens unge manager Eva Leal gav os et livshistorisk interview. Se Evas historie her.
I restauranten Le Rendez-vous Des Gourmets med et rødt Michelinskilt fra 2025 på facaden fik vi en treretters middag på Lars fødselsdag. Restauranten havde til huse i beskedne rammer, betjeningen var høfligt afdæmpet, måltidet var en forrygende smagsoplevelse og prisen absolut overkommelig. Her fik vi indtryk af fransk madkultur med råvarer og tilberedning af høj kvalitet. Chocolatier Max Vauché nær campingpladsen solgte udsøgt chokolade fremstillet på stedet. De fristende smagsprøver krævede selvbeherskelse.
Vi cyklede otte kilometer til Chambord ad småveje og stier gennem byen, skoven og parken. Turen var en passende optakt til det italiensk inspirerede renæssanceslot. Det blev opført fra 1519 til 1550 som jagtslot af François 1. og indrettet til fester af Solkongen Louis 14. Slottet var stort og koldt, så de franske konger boede der kun i korte perioder. Efter en tid med andre ejere blev det 1930 overtaget af staten. Hovedbygningen er kvadratisk med gange som et græsk kors. I centrum er der en kunstfærdig dobbelt vindeltrappe. Den menes ligesom andre dele af bygningen at være udtænkt af den italienske multikunstner Leonardo da Vinci. En genskabt fransk park med geometri, symmetri og perspektiv breder sig ud fra slottet.
Oradour-sur-Glane med dystre krigsminder
Oradour-sur-Glane var offer for en massakre gennemført af Waffen SS i juli 1944. 642 indbyggere blev dræbt og byen brændt ned som gengældelse for modstandsbevægelsens påståede aktiviteter. Nedbrændte huse og rustne brugsgenstande står nu som et monument. Et mindecenter fortæller historien og udstiller portrætter af ofrene, der hviler på en gravplads i udkanten af byen. General de Gaulle ønskede ruinerne bevaret for at minde menneskeheden om krigens barbari. Vi besøgte stedet sammen med andre, der ligesom os betragtede og begræd det meningsløse overgreb mod en fredelig fransk landsby.
Avignon med pavepalads og mirakuløs bro
Vi tog nogle hviledage på en familiecampingplads. Kørte derefter gennem midtfranske landskaber med vidtstrakte kornmarker og øde bjergtoppe til Avignon i Provence. Den ligger, hvor Rhône og Durance floderne mødes, her camperede vi på île de la Barthelasse og tog en lille færge til centrum.
På gåture oplevede vi de velbevarede bys paladser, pladser, gader og stræder. Den er præget af, at den franske pave Clemens den 5. i 1309 flyttede pavestolen til Avignon fra Rom. Årsagen var uroligheder der og et ønske om at behage den franske konge. Det skabte en kommerciel og kulturel blomstring. Avignon blev hjem for syv paver, inden Gregor den 11. flyttede pavesædet tilbage til Rom i 1377. Indtil 1417 blev der udpeget flere ”modpaver” med sæde i Avignon.
Det imponerende pavepalads blev opført i etaper. Den ældste del er robust romansk, den nyeste er grandios gotisk. Paladset og dets haver har været en komfortabel ramme om eksilet. Det var i Vatikanets eje til 1791. Under revolutionen blev bygningerne brugt til fængsel og efterfølgende til kaserne, de blev museum i 1906.
Færgeturen over Rhône giver et fint kig mod Pont-Saint-Bénezét, som kun når delvis til den modsatte bred. Broen er ifølge legenden opført af fårehyrden Bénezét i 1100-tallet på bestilling af Gud. Byens borgere modtog den femtenårige hyrdes projekt med skepsis, men nogle mirakler fremmede byggesagen. Han blev bisat i broens kapel til Saint Nicolas, blev siden saligkåret og helgenkåret. Floden ødelage broen flere gange, hvor den blev genopført. Efter den sidste gang i slutningen af 1600-tallet har den stået som et uafsluttet monument. Den er scene for børnesangen "Sur le Pont d'Avignon", som har inspireret videoer med musik og dans på YouTube.
Den brolagte Rue des Teinturiers løber langs en gren af Sorgue floden. Den var hjemsted for Avignons blomstrende tekstilindustri, som fik kraft fra vandmøller. I dag er den kreative klasse rykket ind i gaden med små butikker, cafeer, teatre og kunst på træstammer, hvor barken er skrællet af.
Vernon med familiebesøg
En tur mod nord ad små bjergveje førte os til Vernon, hvor vi slog os ned på en lille campingplads med udsigt over byen og dalen. Den nærliggende kirke bidrog til stemningen med timeslag. Vi kom der for at besøge Claude Gateau, et medlem af Hannes familie, som hun havde mødt i barndommen. Det blev et hjerteligt gensyn over en frokost med franske delikatesser i Claudes hjem. Han har trappet ned fra et arbejdsliv som iværksætter i kosmetikbranchen i Frankrig og Indien. Nu bor han i en tidligere vingård med en stor have samt god plads til gæster, antikviteter og kunst.
Claude taler dansk, men vi valgte engelsk til samtaler om slægtshistorie, fransk-danske kulturmøder og verdenssituationen. Claudes farfar Jean Jacques Emile Gateau kom til Danmark som lektor på Københavns Universitet og blev gift med Hannes farfars søster Ragna Finsen i 1918. Farfaren oversatte værker af Søren Kierkegaard og H.C. Andersen til fransk. Vi bekræftede hinanden i, at det er vigtigt at bevare optimismen i urolige tider, og skiltes med et ønske om at mødes igen.
Pont du Gard med romersk arkitektur
På vej mod Rivieraen gjorde vi holdt ved den romerske akvædukt og bro Pont du Gard over floden Gardon. Det imponerende bygningsværk blev opført som led i en 50 kilometer lang ledning, der forsynede nuværende Nîmes med vand. Den var en vigtig by i antikkens romerske Gallien. Broen stod færdig omkring år 19 f.v.t. Den er i tre plan, det øverste fungerede som vandledning, det nederste som vej. De tonstunge stenblokke er tilpasset med omhu, og der er ikke brugt mørtel. Broens buer har modstået flodbølger og inspireret eftertidens bygmestre. Efter århundreders forfald og ran af byggematerialer besluttede Napoleon 3., at bygningen skulle restaureres midt i 1800-tallet. Det historiske monument introduceres i et moderne besøgscenter med udstillinger, film og bibliotek. Vi besøgte det sammen med turister, vandrere, kanoroere og badende.
Rivieraen med azurblåt hav og velhavere
Vi nåede Rivieraen efter en overnatning undervejs. Her fik vi bekræftet, at Middelhavet er azurblåt ved den franske Côte d'Azur. Vores søn Mads kom på besøg, derfor var vores første base et glampingtelt med to sovekabiner, køkken, bad og terrasse i Cagnes-sur-Mer. Den anden base var som sædvanligt vores folkevognsrugbrød på en campingplads nær stranden i Antibes. Fra disse steder tog vi ture i området for at opleve byernes stemning, arkitektur og kunstskatte. Vi fornemmede at være tæt på Italien. Middelhavsklimaet og lyset har siden 1800-tallet tiltrukket velhavere og kunstnere til Rivieraen.
Da vi besøgte Nice, var byen vært for FN’s konference om oceanerne UNOC3. Begivenheden samlede interessenter og regeringsledere fra mange lande. Områder ved havnen var lukket for uvedkommende trafik, og sorte limousiner med politieskorte servicerede gæsterne. Konferencen havde også en kunstnerisk dimension Nice 2025 Biennale des Arts et de l’océan. Vi opgav dog at se de fleste af udstillingerne, fordi det var svært at parkere i den travle by.
Vi gik ture i byen og på Promenade des Anglais, som blev skænket af englændere i 1824. Den britiske Dronning Victoria opholdt sig i 1890’erne i Nice flere vintre, og en statue af hende står foran Hôtel Régina, hvor hun boede. Oprindelig var promenaden en sti, nu er det en boulevard med plads til biler, cykler, og fodgængere. Vi så mennesker i uformelt sommertøj, mænd i jakkesæt, kvinder i stilfulde kjoler, rulleskøjteløbere samt cyklister. På strandene nød letpåklædte badegæster solen og vandet.
På Bastilledagen den 14. juli 2016 var promenaden scene for et terrorangreb, da en lastbil kørte ind i en menneskemængde og efterlod mange dræbte og sårede. Med den tragedie i erindring var opbuddet af venlige, bevæbnede betjente betryggende.
I Cagnes-sur-Mer fik vi udover campingpladsen Green Park, hvor vi boede, indtryk af den centrale bydel med forretninger og fransk hverdagsliv. I Antibes oplevede vi den kosmopolitske feriebys afslappede stemning og de luksuriøse både i havnen. En cafemanager fortalte, at mange af dem var ejet af udlændinge med behov for god mad, som han leverede. På gåture i byen hørte vi adskillige sprog. Badstranden nær campingpladsen tilbød svalende svømmeture.
Kunstnere med drømme om skønhed og fred
Vi havde et særligt fokus på Rivieraens kunsttilbud, som føjede nye facetter til vore indtryk fra museerne i Paris. I Cagnes-sur-Mer så vi Musée Renoir. Det er indrettet i den villa, hvor maleren Pierre-Auguste Renoir tilbragte de sidste år af sit liv indtil 1919. Man besøger familiens hjem med møbler samt værker af ham selv og kunstnerkolleger. Renoir var plaget af leddegigt, og hans kørestol står foran staffeliet i atelieret. Huset omgives af en have med oliventræer.
I Nice opsøgte vi La Musée du Message Biblique Marc-Chagall. Det rummer bibelske værker i blå toner, og andre eksempler på hans drømmende, legende kunst. En særudstilling viste Chagalls mosaikker. Samlingens udgangspunkt er donationer fra maleren og hans hustru, som boede i byen. Museet er skabt i et samarbejde mellem arkitekten André Hermant og Chagall selv, det åbnede i 1973.
Den skønhedssøgende og eksperimenterende kunstner Henri Matisse havde sit hjem i Nice fra 1917 til sin død i 1954. Le Musée Matisse har en stor samling værker, en særudstilling fortalte om hans forhold til Middelhavet. I den nærliggende by Vence besøgte vi dominikanernonneklosterets Chapelle du Rosaire fra 1951. Her har Matisse udformet arkitektur, interiør, kunst og messehagler som et harmonisk hele. Han var ikke religiøs, men opfattede det stemningsfulde kapel som kulminationen på en livslang, krævende kunstnerisk stræben.
Musée Picasso i Antibes rummer Pablo Picasso og andre moderne kunstneres værker. Samlingen er grundlagt af Picasso under et ophold i byen 1946, siden er den suppleret med donationer og køb. Hans fascination af sensuelle kvinder som modeller, muser og partnere er tydelig. Værket la Joi de Vivre med fløjtespillende væsener fra antik mytologi, dansende geder og en yppig nymfe, spejler Picassos livsglæde i denne periode. Hans arbejdsprocesser dokumenteres i Michel Simas sort-hvide fotografier.
Vi besøgte også den indtagende by Vallauris, hvor Picasso boede efter sin tid i Antibes. Sammen med kolleger føjede han nye kunstneriske dimensioner til lokale keramikeres traditioner. Udviklingen kan følges på Musée de la Céramique i et tidligere kloster. Musée National de Picasso er et romansk kapel, hvis vægge og loftet dækkes af værket la Guerre et la Paix. Kommunisten og fredsaktivistens Picasso skildrede krigens mørke rædsler og fredens lyse ro. Vi så værket som en manende kommentar til vores rejse gennem franske krigsskuepladser og verdens mange igangværende krige.
Perpignan med catalansk kultur og interneringslejr
Vi fandt friske nektariner og abrikoser i en frugtbod med det rød-gule catalanske flag. Nu var vi kommet til Pyrenæerne nær grænsen til Spanien. Perpignan og omegn udforskede vi med base på en campingplads ved den genskabte sø Lac-de-la-Raho og på en plads i Argelès-sur-Mer, som har promenade, turistboder og sandstrand.
Perpignan er en imødekommende by, vi gik ture i gader og på pladser med skilte på fransk og catalansk. Le Castillet er en borg fra 1300-tallet, som huser Musée Casa Pairal. Museets permanente udstilling fortæller om byens historie, en særudstilling formidlede catalansk folkekultur. Cathédrale Saint Jean Baptiste i middelaldergotik bærer præg af spansk byggeskik. Rådhuset med en statelig bryllupssal har ligget samme sted siden middelalderen. La Casa Xanxo er et borgerhus fra 1500-tallet med modeller af Perpignans udvikling og et arkitekturcenter. Hôtel Pams i art nouveau-stil har tilhørt en familie af fabrikanter og politikere, nu bruges det til kulturformål. I forretningen Les Toiles du Soleil købte Hanne bomuldslærred med smukke farver og mønstre.
Det gotiske Le Palais des Rois de Majorque fra slutningen af 1200-tallet var i næsten hundrede år Mallorcakongens residens. Hans rige omfattede områder i nutidens Frankrig og Spanien. Store figurer af kongeparret bæres stadig i procession under traditionelle fester. Ligesom lokale mødes på en plads i byen og tager hinandens hænder i en cirkel for at danse catalansk sardana. Vi havde håbet at gense dansen, som vi har oplevet i Barcelona, men sæsonen var ikke begyndt. Alle vi spurgte mente, at catalansk kultur er vigtig for Perpignan. De færreste talte sproget, nogle sagde, at deres bedsteforældre beherskede det.
Mémorial du Camp de Rivesaltes ligger nord for Perpignan i et øde område med nådesløst klima. Lejren blev 1939 grundlagt til militære formål, i de følgende årtier husede den ofre fra Den Spanske Borgerkrig, Anden Verdenskrig og Algierkrigen. Man ser rækker af barakker, og historien fortælles i et museum fra 2015 af arkitekten Rudy Ricciotti. Den behændigt nedsænkede bygning rummer rørende vidnesbyrd om mennesker, der har lidt under konflikter i det 20. århundrede. Vi oplevede interneringslejren både som et mindested og et memento. Den viser respekt for fortiden og advarer samtiden om, at klimaforandringer, krige og trusler om remigration fortrænger nye grupper fra deres hjem.
Bélesta med landsbyliv og gæstfrihed
Vore odenseanske venner Leif Søndergaard og Rie Hedegaard tog gæstfrit imod, da vi ad bjergveje nåede landsbyen Bélesta i Pyrenæerne. Leif har fra sin ungdom haft forbindelser til Frankrig, fransk kultur og sprog. Båndene blev styrket af et ophold i Perpignan forbindelse med en ph.d. i middelalderlig folkekultur.
Nu har Leif og Rie et fritidshus med udsigt til bjerget Canigou, som er det spirituelle hjem for den catalanske nation. Dagene sammen med dem blev et møde med et landsbysamfund med omkring 220 beboere, der udgør en selvstændig kommune. Frankrig har ikke gennemført en kommunalreform og har omkring 35.000 små kommuner.
Vi indlogerede os på landsbyens campingplads og oplevede kort efter tre store brandslukningskøretøjer vende på en smal vej. Det viste sig til at være en øvelse for at være beredt til de skovbrande, som rammer området. Vi ankom til Bélesta sammen med en hedebølge og temperaturer på 35 grader plus. Badeture til en flod og til et nænsomt renoveret hotel med en økologisk renset pool var en lise.
Den første aften samledes folk på museets tag for at tænde en kraftig lampe, signalet blev besvaret med lignende lys fra de omkringliggende bjergbyer. På den måde holder man liv i traditionen for bavne som advarsel om fjender og andre farer.
Den næste aften fejrede beboerne Skt. Hans med fællesspisning og et forsigtigt bål på pladsen foran rådhuset. Vi blev godt modtaget i et fællesskab, hvor folk kendte hinanden og benyttede lejligheden til at udveksle nyheder om stort og småt. Ilden blev hentet af løbere på Canigou og ført i procession til landsbyens ældste ægtepar, som tændte bålet. En flamme opbevares i Perpignans borg og hentes op på bjerget for at blive ”genfødt”. Små buketter med blomster fra Canigou bringer lykke og lægges året efter på bålet. Den vi købte, har virket efter hensigten.
Vi forsynede os med lokale drikkevarer i Château de Caladroy, som har produceret vin siden 1800-tallet. En venlig kvinde serverede smagsprøver og fortalte om vinene og det historiske slot.
Om aftenen havde Leif og Rie inviteret deres naboer Nadine og Eric Paihassa til tapas og vin. Med vore værter som tolke fik vi gode samtaler om Erics livshistorie og om Nadines minder fra sin barndom og ungdom i Bélesta. Aftenen sluttede med, at de viste os det fine hus, de selv har bygget. Se Erics historie her.
Hjemtur med stop i Lyon, Karlsruhe og Hannover
Efter et par måneder med lærerige oplevelser i Frankrig, var vi mætte af indtryk og satte kurs mod Danmark. En mekaniker beroligede os med, at et fordæk med en lille rift nok skulle klare turen. Det gjorde det, og vi nåede Odense med overnatninger i franske Lyon samt tyske Karlsruhe og Hannover.
December 2025.