Menneskehedens Triumfbue i Paris.

Kunst, krig og fred i Frankrig

Vi har jævnligt rejst i Frankrig hver for sig og sammen. Hanne har været på familieferier som barn og ung. Lars har blaffet, da han var ung, og som ansat i Kulturministeriet været til konference i UNESCO’s hovedkvarter. Vores første fælles rejse var en kærestetur til Paris, siden er vi flere gange vendt tilbage til Frankrig. 

I foråret 2024 var vi godt i gang med at pakke til en folkevognstur i det store europæiske land, da det begyndte at regne ind i vores soveværelse. Vi valgte at blive hjemme og fokusere på en renovering af hus og have. Det gav os fjernsynstid til at følge De Olympiske Leges åbnings- og afslutningsceremonier og deres spektakulære brug af Paris byrum. 

I sommeren 2025 lykkedes det at gennemføre planen. Ruten startede i Strasbourg gik over Paris, Normandiet, Mont Saint-Michel Bugten, Midt­frankrig, Provence og Sydfrankrig. Den sluttede hos danske venner i Pyrenæerne.

Inspireret af den aktuelle situation i Europa havde vi fokus på krig, fred og kunstnere, som skaber billeder til en verden i opbrud. Undervejs fik vi indtryk af franskmændenes sans for måltider af lokale råvarer ledsaget af gode vine, landets dramatiske historie og smukke natur. Vi fik også påmindelse om klimaforandringerne i form af en hedebølge.

Franskmænd kan virke reserverede, og udenfor de større byer er der ofte langt mellem mennesker, som taler mere end turistengelsk. Vores franskundskaber er desværre ikke bedre. Vi fandt heldigvis sprogkyndige og tolkebistand, så vi kunne tale med lokale. 

Præsident Emmanuel Macron har store økonomiske og politiske udfordringer på den hjemlige scene. Trods det har han bidraget engageret til europæisk lederskab mod den strategiske autonomi, som han var en tidlig og markant fortaler for. 

Læs om:

Mød:

Europa-Nymfen i Strasbourg,
Le Train Marin i Mont Saint-Michel Bugten.
Fredsdue på fortov i Vallauris.