Storebæltsbroen fra 1998.

Coronakultur og kulturpolitik

Coronakrisen minder om, at kultur både har værdi i sig selv og vægtige bidrag til udvikling af mennesker og samfund. Kunst og kultur kan medvirke til at genåbne og genopfinde Danmark efter krisen. Kulturministerens varslede samtaler om kulturpolitikkens formål kan skabe rammer for det.

A bowl of bananasCoronakunst i børnehøjde, Glamsbjerg.

Coronakultur

I marts og december 2020 greb regeringen til omfattende nedlukninger for at undgå det sammenbrud i sundhedssystemet, som havde ramt andre lande. Afstand og afsprittede hænder blev fælles vilkår, og kulturlivet fandt nye kreative kanaler.

Coronakrisen kan blive en kulturpolitisk øjenåbner. Den har ført til en kulturel nedtur, men også en optur. Som andre danskere har vi både følt kultursult og nydt kulturens bidrag til fællesskab og fortolkning.

Vi har savnet museumsbesøg, teaterture, højskolearrangementer og motion i svømmehallen. Til gengæld har vi benyttet andre nye og gamle kulturtilbud. Vi har sunget fællessang hver for sig med DR, set forestillinger på Det Kongelige Teater i egen sofa, fulgt Kulturmødet Mors fra computeren, vandret med Baggård Teatrets forfatterfortællinger i ørene ... Det vil være dejligt, hvis nogle af de kreative nyskabelser overlever pandemien.

Det var en befrielse, da Danmark begyndte at åbne igen efter den første nedlukning. På cafebesøg fornemmede vi vores egen og andres længsel efter at nyde en social kop kaffe. En campingtur til fynske kystbyer først i august gav indtryk af aflyste festivaler og udsatte koncerter, men tillige af kulturinstitutioner med spændende tilbud, adgang for halv pris og mange besøgende.

Den tyskamerikanske organisationstænker Otto Scharmer har stor gennemslagskraft i Danmark, bl.a. fordi hans tanker om udvikling af mennesker, organisationer og samfund er i samklang med vore grundtvigske traditioner. Han omtaler i bogen ”Teori U”, som kom på dansk i 2008, tre typiske reaktioner på forandring: Længsel mod fortiden, håb om mere af det samme og lytten til fremtiden. Coronakrisen har ført til dem alle.

Verdens tilstand efter krisen afhænger af, om vi som individer og samfund følger tilbøjeligheden til at vende tilbage til det kendte eller finder bedre veje. Kloden og klimaet kalder på genopfindelse snarere end genopretning. I den sammenhæng kan kunst og kultur få fornyet vægt i samfundsdebatten.

Baggård Teatrets ”Sundets Stilhed” ved Brechts Hus, Svendborg.

Coronakulturpolitik

Regeringens kulturpolitik under coronakrisen fik en dårlig start, men blev justeret. Nu nærmer vi os forhåbentlig slutspurten, udfaldet af den, kan vi indtil videre kun håbe og gætte på.

Efter regeringsskiftet i 2019 havde Socialdemokratiet svært ved at få kulturen med i partiets velfærdspolitiske sving mod venstre og værdipolitiske sving mod højre. Kulturen var ikke nævnt i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier, og æren for fremskridt på området tilfaldt ofte med rette støttepartierne og oppositionen.

Socialdemokraternes egne bidrag var blot en genopfriskning af det evigtgyldige kulturpolitiske mål om, at kultur skal være tilgængelig og relevant for flere tilsat et stænk elitekritik. Det sidste bragte regeringen på konfliktkurs med repræsentanter for kulturlivets fine ende.

Kulturminister Joy Mogensen blev efter nedlukningen i marts af Berlingske citeret for, at hun ville opfatte det som upassende, hvis hun talte om kultur lige nu. (25.3.2020) I en kronik bragt af Politiken henviste hun ligeledes til de generelle hjælpepakker. (28.3.2020) De passede imidlertid dårligt til et kulturliv, der har indtjening som middel, ikke som mål. Regeringen ændrede klogt kurs, og ministeren indkaldte samme dag, som kronikken blev offentliggjort, de kulturpolitiske ordførere til møder om særlige kulturelle hjælpepakker.

I sin nytårstale for kulturen, som blev vist på DK4 opsummerede kulturministeren opgaven for de kulturelle støtteordninger under coronakrisen:

”… at støtte det, der ikke kan lade sig gøre, støtte det, der kan lade sig gøre, men ikke er økonomisk rentabelt, og begynde at udvikle nye metoder – det tror jeg er de tre ben, som vi kan komme igennem den her krise på.” (DK4 14.12.2020. På www.dansketaler.dk.)

Hjælpepakkerne til kultur nåede i december knap 3,3 mia. kroner. Finanslovsaftalen for 2021 gav kulturen et usædvanligt økonomisk løft på samlet næsten 1,3 mia. kr. i perioden fra 2021 til 2024. Besparelserne på DR annulleres fra 2022, og der er fokus på børn og unge.

Joy Mogensen formulerede i sin kronik i marts en programerklæring om et bredt medieforlig og en samtale om kulturpolitikkens formål. Programmet blev forståeligt nok ikke indfriet i løbet af efteråret. Det er gode steder at tage fat med krisens erfaringer in mente, når effekten af coronavaccinerne forhåbentlig viser sig i 2021, og kulturlivet har genfundet balancen. Medieforliget er en bunden opgave, og kulturens institutioner og organisationer har brug for klarhed om kulturpolitikkens langsigtede mål og rammer for at kunne planlægge.

A bowl of bananasKulturminister Joy Mogensen, Kulturmødet Mors 2019.

Kulturpolitikkens formål

Kulturministeren åbnede debatten om kulturpolitikkens formål først i juli. I Information advarede hun med henvisning til armslængden mod at tro, at hendes ministerium er en slags erhvervs- eller beskæftigelsesministerium. (6.7.2020) I DR’s Deadline karakteriserede hun ministeriet positivt som et demokrati- og deltagelsesministerium. (7.7.2020). Ved siden af Joy Mogensens billede på ministeriets hjemmeside står der i december 2020:

"Uanset hvem du er, hvor du er, hvor du bor, uanset hvad du tjener, så skal du have en stemme. Du skal kunne deltage, og ikke bare som publikum, der klapper af de lysende politiske, kunstneriske eller idrætsmæssige ledere, men du skal have en stemme." (www.kum.dk)

Ministerens foreløbige formuleringer kan pege mod traditionsbevidst fornyelse. De varslede samtaler om kulturpolitikkens formål kunne passende udmøntes i en visionær redegørelse til Folketinget eller et lignede overordnet dokument. Redegørelser har tidligere bidraget til at skabe afklaring om kulturpolitikkens mål og midler, men den seneste samlede kulturpolitiske redegørelse er den radikale kulturminister Ebbe Lundgaards tilbage fra 1997.

Kulturpolitikkens formål har bevæget sig gennem 1960’ernes demokratisering af kulturen med ønske om at udbrede en enhedskulturs produkter til flest muligt, 1970’ernes kulturelle demokrati med ønske om at lade forskellige gruppers kulturformer blomstre på egne betingelser, 1980’ernes og 90’ernes kulturelle nyttetænkning med ønske om at bruge kultur som redskab for formål fra socialt arbejde til økonomisk vækst og 2000-tallets ønske om at sætte fokus på og kanonisere dansk identitet.

De skiftende formål lever stadig side om side. Kulturpolitikken befinder sig i et krydspres mellem finkulturelle, folkelige, identitetspolitiske, populistiske oplevelsesøkonomiske og rene nyttesynspunkter. I 2010’erne flyttede den kulturelle udviklingsdynamik mod kommuner, private fonde og markedet. Samtidig blev glidningen fra velfærdsstatens dannelsestænkning i retning af konkurrencestatens kortsigtede nytte- og oplevelsestænkning forstærket.

Der er siden 1980’erne skrevet stakke af artikler, rapporter og bøger om kulturaktiviteters bidrag til socialt arbejde, sundhed, integration, økonomisk vækst, klimaomstilling og andre formål udenfor kulturområdet. De instrumentelle sidegevinster er gradvis blevet et ligeså afgørende argument for kulturstøtte som de kulturelle hovedgevinster.

Finanskrisen i 2008 satte turbo på nyttetænkningen. Inspireret af den amerikanske professor Richard Floridas bog ”Den kreative klasse”, der udkom på dansk i 2005, blev kultur set som et redskab til bybranding. Nu skulle væksten genskabes ved at tiltrække borgere, virksomheder og turister til byer præget af teknologi, talent og tolerance.

Coronakrisen kan bidrage til at flytte kulturpolitikkens fokus fra kulturelle fyrtårne for turister mod kulturelle forsamlingshuse for borgere, som også er interessante for byers gæster. I en verden splittet af nationalismer, er der behov for eftertænksom international kulturudveksling snarere end flygtig kulturturisme.

Krisen kan desuden minde om, at kunst og kultur dels har værdi i sig selv, dels har vægtige bidrag til langsigtet udvikling af mennesker og samfund. Konkurrencestatstænkningen har tabt terræn, begrebets danske far Ove Kaj Pedersen siger nu til Information:

”Lige efter Anden Verdenskrig, da hele lortet var brændt ned, og alle kunne se, at det var en katastrofe, havde teologer og litterater den væsentlige position i den offentlige debat, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Men så overtog økonomerne og sådan nogle som mig. Nu tror jeg, vi kan se et tidsskifte.” (4.5.2020)

Pedersen mener altså, at coronaen har potentiale til at genoplive den etiske dimension, han ifølge sine kritikere overså i bogen ”Konkurrencestaten”, der udkom i 2011.

Lars har deltaget i den kulturelle udvikling gennem fire årtier med ansættelser i universitetsverdenen, højskoleverdenen, den kommunale verden og Kulturministeriet. Det har givet både et lille medansvar for den overdrevne instrumentalisering af kultur og kulturpolitik og et stort håb om, at tidsånden nu vil skifte.

A bowl of bananasRødding Højskole.

Den kulturelle kerne

Kulturministerens bidrag til skiftet kunne være at skabe fornyet afklaring om kulturpolitikkens formål og rammer med fokus på den kulturelle kerne, der er forudsætningen for perifer nytte. Samtalerne kunne forholde sig til spørgsmål af typen:

  • Hvilke formål kan og bør kulturlivet og kulturpolitikken tilgodese
  • Hvilke værdier skal bære kulturpolitikken?
  • Hvor er balancen mellem kulturel frihed og nyttetænkning?
  • Hvordan vil vi forvalte den fine kulturs og den folkelige kulturs traditioner?
  • Hvordan bruger vi digitaliseringens muligheder og undgår dens risici?
  • Hvordan forholder vi os til techgiganternes stigende indflydelse?
  • Hvordan skal medieområdet støttes og reguleres?
  • Hvilke kulturpolitiske konsekvenser bør den øgede mangfoldighed få?
  • Hvordan sikrer vi kulturtilbud med kvalitet til forskellige grupper og i hele landet?
  • Hvor finder vi eksempler på best practice i kulturlivet, statslig og kommunal kulturpolitik?
  • Hvordan styrker vi konstruktivt samspil mellem offentlige og private mæcener?
  • Hvordan opretholder vi en passende armslængde mellem beslutningstagere og udøvende?
  • Hvordan vil vi måle kulturlivets værdi for mennesker og samfund?
  • Hvordan sikrer vi praksisorienterede, tværfaglige miljøer for grundforskning, anvendt forskning, evaluering og undervisning på kulturområdet?
  • Hvordan bruger vi de internationale muligheder i Nordisk Ministerråd, EU og UNESCO?
  • Hvordan argumenterer vi for kulturbevillinger i klemmen mellem krisepakker, såkaldt kernevelfærd og klima?
  • Hvordan prioriterer vi med udgangspunkt i kvalitetskriterier?
  • Hvordan får kulturen og kunstens stemmer øget vægt i samfundsdebatten?

I bogen ”Meningen med velfærdsstaten” fra 2018 har professor Lasse Horne Kjældgaard vist, at Kulturministeriet blev skabt i 1960’erne af socialdemokratiske politikere som vogter af velfærdsstatens frie, åndelige overbygning. Kulturministre, Folketing og kulturliv har siden bidraget til at udvikle kulturpolitikken med afsæt i demokratiske frihedstraditioner og velfærdsstatslige fordelingstraditioner.

Den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasens kulturpolitiske redegørelse fra 1977 er et godt eksempel. Den supplerede princippet om demokratisering af kulturen med princippet om kulturelt demokrati og blev dagsordensættende i årtier. Klangbunden var internationale debatter om kulturpolitik og det kulturelle opbrud, der anfægtede forestillingen om en enhedskultur bl.a. ved at sætte ungdomskultur og arbejderkultur på dagsordenen.

Kulturministeriet.

Kulturdemokrati, deltagelse og udvikling

Nu er der igen behov for at nytænke kulturpolitikken. En forhastet konklusion, som nogle har talt for under coronakrisen, er at omfordele Kulturministeriets opgaver, så den fine og den folkelige kultur havner i forskellige ministerier. Det vil adskille de to bærende danske dannelsestraditioner og svække kulturens politiske stemme. Det er en styrke, at ministeriet i den nuværende form rummer kulturlivet fra kulturarv og kunst til håndbold og højskoler.

Kulturens ministerium bør, som det gør, favne oplysning og oplevelser med kvalitet, som flest muligt kan få glæde af. Kulturens institutioner og organisationer bør, som de gør, række ud mod nye grupper uden at glemme deres trofaste brugere. I den sammenhæng er et fokus på børn og unge vigtigt.

Statsminister Mette Frederiksens virtuelle krammer til kulturlivet på Facebook i april 2020 kan blive et værdigt startskud til samtaler om en visionær kulturpolitik:

”Det er netop, når jorden ryster under os, og vi skal finde nyt fodfæste, at vi har brug åndslivet. Et land er ikke kun bygget af sten, men også af ånd.
Vi har brug for det levende ord på højskolerne. Vi har brug for medierne til at formidle vigtige budskaber og skabe debat lokalt og nationalt.
Vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker. I en svær tid har vi brug for trøst, håb og eftertanke.
Det er måske den fælles erkendelse, som vi kan tage med os ud på den anden side af corona?” (2.4.2020)

I december måtte store dele af Danmark herunder kultur- og fritidslivet lukke igen. Coronakrisen er en god anledning til at skabe rammer for kunst og kultur, der kan medvirke til at genåbne og genopfinde Danmark og verden. Regeringen kunne fejre Kulturministeriets 60-års jubilæum i 2021 med en kulturpolitisk redegørelse eller noget lignende, som gør det til fremtidens ministerium for kulturdemokrati, deltagelse og udvikling.

A bowl of bananasOperahuset, København.

Henvisninger

Meget kunne nævnes, her er et udvalg af publikationer om kulturpolitik og beslægtede emner:

Bikubenfonden: Billedkunstens betydning: Indsigtsrapport. [2020]
Peter Duelund (ed.): The Nordic Cultural Model. 2003.
EY: Rebuilding Europe. The cultural and creative economy before and after the COVID-19 crisis. 2021.
Richard Florida: Den kreative klasse. 2005.
Lasse Horne Kjældgaard: Meningen med velfærdsstaten. 2018.
Ove Korsgaard: Strejftog i højskolernes idéhistorie. 2019.
Kulturministeriet 1961-2011. 2011.

François Matarasso: A Restless Art. 2019.
Ove K. Petersen: Konkurrencestaten. 2011.
Dorte Skot-Hansen: Byen som scene. 2014.

Se også:

Opdateret januar 2021