World Café - Udviklingsdialoger
Juanita Brown, USA
Juanita Brown, som har arbejdet med og skrevet om World Café, fortæller om dens oprindelse og om, hvordan arbejdet har spredt sig globalt til seks kontinenter.
Vi talte sammen i hendes hus, som ligger i et smukt bjerglandskab nær San Francisco. I Danmark har vi lært om World Café som metode til at skabe meningsfulde dialoger af Finn Voldtofte og Toke Paludan Møller.
Hvordan World Café blev født
Det er er en god ide at begynde med fortællingen om, hvordan World Café blev født, fordi det vil hjælpe os til at tale om, hvad World Café er.
I 1994 og 95 var min partner David Isaacs og jeg sammen med Leif Edvinsson fra Skandia Corporation i Sverige værter for en række strategiske samtaler om intellektuel kapital. Finn Voldtofte fra Danmark deltog også i dem. Ved et lykkeligt tilfælde øsregnede det en af morgenerne. Normalt ville vi spise morgenmad udenfor på en af verandaerne til vores hus og siden gå ind for at gennemføre samtalerne.
David sagde: "Vi kan ikke lade folk sidde udenfor i den regn. Lad os stille de små tv-borde og plastik havestolene op i spisestuen og servere morgenmad. Når det er tiden, stiller vi bordene væk og begynder samtalerne." Så sagde jeg: "Jeg synes, at de borde mangler duge og blomster, og så tog jeg nogle store papirark og blomster og satte på bordene, ligesom man undertiden gør i caféer." Så kom vores grafiker og sagde: "Wow, det begynder at ligne en café, jeg tror, at jeg vil sætte nogle penne til at tegne med midt på bordene." Hun lavede også et fint lille skilt til vores hoveddør, hvor der stod: "Velkommen til Homestead Café."
Da folk kom, sagde de: "Åh, en café, det er dejligt." Det var som om de øjeblikkelig koblede sig på tanken om en café. Vi lagde mærke til, at folk begyndte at tale sammen og tegne på dugene, ligesom de gør det i mange caféer. Så vi besluttede at bede dem blive, hvor de var, og fortsætte med at undersøge relationerne mellem ledelse og intellektuel kapital, som var dagens emne.
Deltagerne fortsatte med at fokusere på emnet og tegne små modeller på dugene. Så sagde en af dem: "Lad os lade en vært blive ved bordet, mens resten går til andre borde og bringer kerneideer fra deres første samtale med ind i den næste. Hvis jeg var vært, kom der tre nye mennesker til mit bord, hvor vi delte ideerne. På den måde begyndte alle at forbinde og udbygge deres ideer på dugene. Efter endnu en halv time sagde en: "Lad os bytte pladser igen og se, hvad der sker." På det tidspunkt var der en helt speciel energi i lokalet.
Lige før frokost rullede vi et stort ark papir ud midt på gulvet og lagde dugene rundt om det. Så bad vi deltagerne om at gå rundt og se på dugene for at fornemme de mønstre og indsigter, der var i midten. Og vores grafiker begyndte at samle kerneideerne, som var ved at opstå af de mange samtaler.
Da vi gik ned til frokost så Finn og jeg på hinanden og sagde: "Hvad skete der her." Der var foregået noget rigt og levende. Det handlede ikke blot om at skabe viden, det var som om noget dybere afslørede sig gennem alle disse nye forbindelser og den gensidige befrugtning af ideer, når deltagerne gik fra bord til bord gennem flere dialogrunder.
Mønsteret bag World Café udsprang af denne første oplevelse, skønt vi endnu ikke havde formuleret de syv grundprincipper for at være cafevært, som vi senere opdagede:
- Formulere konteksten.
- Skabe et gæstfrit rum.
- Fokusere på betydningsfulde spørgsmål.
- Forbinde forskelligartede perspektiver og lade dem befrugte hinanden.
- Opmuntre alle til at bidrage.
- Lytte sammen for at finde det, som ligger "midt på bordet".
- Høste og dele kollektive opdagelser.
Vore tidlige opdagelser
Næste dag satte Finn, David og jeg os ned for at undersøge nærmere, hvad det var, vi havde erfaret. En af de ting, vi havde opdaget, var det naturlige mønster, viden bevæger sig i, fordi vores gruppe var lille nok til at se disse dynamikker i netværk. Vi iagttog, hvordan menneskelige systemer som levende systemer udvikler sig og skaber fremtiden i fællesskab.
Vi havde også opdaget, at det ikke er nødvendigt at undervise mennesker i dialog, fordi alle ved, hvordan man gør. Der var noget ved caféen som sådan, der forbandt sig med denne fælles erindring. Caféen er blot en moderne udgave af lejrbålet som sted for rigtige samtaler. Det er det samme mønster, der eksisterede i forgangne dage, og som man sikkert finder i alle kulturer på en eller anden måde. Endelig havde vi opdaget vigtigheden af at have betydningsfulde spørgsmål i centrum til at skabe fokus. Det var nogle af vore tidlige opdagelser.
Hvordan World Café spredte sig globalt
Nu har World Café metoden til dialog spredt sig over hele verden. Det er forbløffende. Jeg tror, at en af grundene til udbredelsen er, at der er noget morsomt, rigtigt og naturligt over metoden. Mennesker med minimal erfaring i gruppeprocesser kan gøre det, hvor som helst. Det er en meget enkelt måde at skabe betydningsfulde samtaler. En anden grund er, at man let kan arrangere Caféer i store grupper med 500 eller 1000 mennesker. Det har bidraget til at udbrede ideen, at vi har gjort det i store grupper.
I Skandinavien trækker World Cafés på traditionerne for studiekredse og folkeoplysning. I Singapore, som har en meget hierarkisk kultur, kobler de sig på deres tradition for lokale tehuse. Mexico har en tradition, der kaldes "små kaffeselskaber" (cafecitos). Hvis man inviterer nogen til en "cafecito", så ved de, at man inviterer dem til en rigtig samtale. Jeg tror, at disse traditioner findes i en eller anden form i de fleste lande. Jeg føler, at noget i os som en dyreart med sprog altid har fokuseret på spørgsmål af betydning for fællesskabet.
Der afholdes nu World Cafés på alle seks kontinenter, og så vidt jeg husker i ca. 20 lande. De er blandt mange andre steder blevet brugt til at skabe dialog mellem jøder og palæstinensere i Israel.
World Cafés er blevet anvendt i sammenhænge fra strategiformulering i store internationale selskaber til arbejde for bæredygtighed i Australien. Café-arbejdet synes let at kunne tilpasses forskellige nationale kulturer og forskellige organisationskulturer. Hvis man har tillid til det man gør og formidler fornemmelse for sammenhængen, er mennesker generelt meget åbne for at eksperimentere med den måde at skabe samspil og dialog.
Sådan fungerer liv
Jeg voksede op i et meget politisk aktivt miljø. Mine forældre var aktivister og min adopterede bedstemor i Mexico havde forladt Schweiz under krigen, fordi hun var aktivist og måtte ud af landet. Fra mine tidligste år kan jeg huske mennesker, der samledes om spiseborde og talte om betydningsfulde emner.
Senere i livet arbejdede jeg for landarbejdernes bevægelse, hvor alt var organiseret omkring husmøder. Mennesker talte sammen i små dagligstuer om deres fremtid og om hvad, der havde betydning for dem. De gik fra hus til hus med ideer, ligesom når bier bestøver blomster.
På den måde opdagede jeg, at World Café ikke blot er en begivenhed i et lokale, men også dette meget større mønster for, hvordan liv fungerer. Så begyndte jeg at se på organisationer og indså, at de også er netværk af samtaler. Denne indsigt er blevet styrket af mine egne tidlige livserfaringer.
Vores vigtigste teoretiske inspiration for dette arbejde har været den chilenske evolutionsbiolog Humberto Maturana. Han mener, at da mennesker udviklede sprog, begyndte vi at leve i sproget og i de betydninger og billeder, som sprog muliggør. Og eftersom vi lever og koordinerer vore aktiviteter sprogligt, så skaber vi fremtiden sammen i disse netværk af samtaler og den meningsskaben, de udgør. Netværk af samtaler og meningsudvekslinger er mediet for social udvikling i menneskelige systemer.
Fysikeren David Bohm, som orienterede os mod bevidstheds-aspekteterne i dialog har også inspireret os. Han pegede mod, at der er en skabende kilde til "det nye", til "mulighederne", som dialog kan løfte op fra alle muligheders suppe og gøre manifest.
Vi mener altså, at en World Café i et lokale er et lille eksempel på, hvordan livet generelt fungerer. Spørgsmålet er så, hvordan vi gør dette mere målrettet på en livsbekræftende snarere end en destruktiv måde? Hvordan bliver vi mere målrettede m.h.t. at fokusere disse samtaler på ting, som er positive og orienteret mod muligheder, og kan vi gøre det i tide og i tilstrækkeligt stor skala, inden vi uddør?
Præcis de samme processer kan med eller uden hensigt bruges til at udrydde os som art. Maturana siger, at der ikke er iboende grunde til, at vi fortsat skal overleve. Vævene af samtaler og de samordnede handlinger, de fører til, kan ligeså let lede til udslettelse som til udvikling.
For os er det den dybere årsag til at udføre dette arbejde. I min historie og mine rødder er jeg græsrod. Min vision er, at hvis et stort antal mennesker i hele verden deltager i samtaler om spørgsmål af betydning for deres fremtid med en livsbekræftende hensigt, så er vi bedre stillet, end hvis dette ikke sker.
Jeg ser ikke World Café som en frelser. Det er en blandt mange døre til dialog, som vi også elsker og respekterer. Hvad enten det er råd af indfødte, studiekredse, folkehøjskoler, kvindegrupper eller offentlige debatter. Der er mange forskellige former, men når man bevæger sig ind i området for autentisk dialog, så ved man, at man er der.
Det sker ikke altid i World Cafés, ligesom det ikke altid sker med andre tilgange til dialog, men hvis vi er heldige, så kan vi lære at bevæge os ind i dette autentiske dialogfelt med større sikkerhed.
Mit store håb er, at mennesker vil indse, at det de deltager i ikke blot drejer sig om, hvad der sker i den enkelte café, men at det grundlæggende mønster genfindes i livet. Og ved at være bevidste og skabe betydningsfulde samtaler i deres eget liv og arbejde, forbinder de sig med alle andre steder, hvor det sker på en livsbekræftende måde.
Vi ønsker, at mennesker skal få hjertevarme og håb fra bevidstheden om, at de ikke er alene. De indgår i dette levende netværk af skabende samtaler om betydningsfulde spørgsmål, som vokser sig stærkere og mere dynamisk over hele verden, uanset metoden. Det er, hvad World Café betyder for os.
Når mennesker oplever kollektiv visdom, så føler de det som en spirituel oplevelse. Hvis det at være forbundet med det, der er større end en selv på en meningsfuld måde er spirituelt, så kan dette arbejde opfattes som spirituelt. Vi er del af naturen, og vor intelligens er en del af naturens større intelligens. Når vi kollektivt forbinder os med den, så føler vi det. Sådan vil jeg beskrive det. Det handler ikke om at være religiøs på en traditionel måde eller på en esoterisk californisk måde. Det virkelige spørgsmål er, hvordan bruger vi den evne på måder, der kan hjælpe os til at overleve sammen som menneskeligt samfund på denne lille planet.
Lad os tale sammen
Både i USA og i en større global sammenhæng bliver tingene samtidig såvel bedre og bedre som værre og værre. Der er kollektiv bevidsthed, tro på bæredygtighed, forståelse for levende systemer, forbindelse til spiritualitet og voksende forbindelser mellem NGO'er. Alle disse ting sker i større og større skala over hele verden, og internettet bidrager til det. Men samtidig ser vi polarisering, fundamentalisme, fragmentering, fjendtlighed, imperiebyggeri, terrorisme og globalisering i dens negative aspekter.
For mig er det dybeste lag af dette dilemma selve polariseringen. World Cafés virkelige potentiale ligger i at opdage muligheder for, at divergerende synspunkter kan lære at leve indenfor samme område på konstruktive måder.
Her i USA er vi optaget af, at selve polariseringen er farlig for fremtiden, ikke nogen af de verdenssyn, der repræsenteres af eksempelvis højre og venstre. Derfor er vi gået sammen med nogle andre amerikanske dialoggrupper for at sponsere en bevægelse i USA med navnet "Lets Talk America". Formålet er at forene "folket" uanset vore forskellige syn på verden for at tale om det, der er større end vore forskelle. Hvad er det, vi deler som amerikanere? Hvad er vore bedste håb for dette land og dets rolle i verden? Hvad kunne vi forestille os som den bedste arv, vi kunne efterlade til vore børn og børnebørn? Det er vigtigt at opdage, hvad der forbinder os snarere end, hvad der deler os.
Det nuværende politiske klima i USA er meget polariseret. At opdage hvordan man kan tale med dem, der føler ligeså stærkt for deres synspunkter, som jeg gør for mine er et meget vigtigt samfundsmæssigt mål. Demokrati er samtale, det handler ikke kun om at gå alene ind i valglokalet.
For os kommer den store rigdom af ideer og innovation fra mangfoldigheden af tanker i forbindelse med enhver situation. På den måde indgår helhedens visdom i samtalen. Jo mere forskellige perspektiver, man har, des rigere er udbyttet. I denne sammenhæng er mangfoldighed et kriterium for at opnå gode resultater snarere end en humanistisk ide. Når helheden er repræsenteret i lokalet, er der potentiale for at skabe resultater med højere kvalitet.
Jeg har store forhåbninger om, at dette arbejde med dialog på en eller anden måde vil bidrage til at bygge bro over forskelle. Jeg tror, at kvinderne - mødrene - får en særlig rolle m.h.t. at sætte fokus på betydningen af at bygge bro mellem forskelle for at skabe en arv af håb for fremtidige generationer. De våben, der findes i verden er så udbredte, at der ikke er nogen naturlig grund til, at vi overlever. Så vi må alle - kvinder såvel som mænd - have hensigten om at overleve og trives som menneskeligt samfund på denne lille planet. Mit håb er, at World Café, kan yde et lille bidrag til vor fælles fremtid.
September 2004