Tradition og fornyelse i Thailand
Vi kom til Thailand nogle dage før efterårets Loi Krathong festival. Som mange andre købte vi en lille lotusformet båd lavet af bananblade og lastet med lys og røgelsespinde. Om aftenen sluttede vi os til de lokale, der mødtes ved en anløbsbro og satte bådene i Bangkoks Chao Phraya for at takke Moder Flod for hendes gaver i årets løb. Vi deltog i et ritual, som formodes at være omkring 700 år gammelt og at have mange betydninger.
Det var en stemningsfuld oplevelse, hvor familier i samlet flok sendte deres fartøjer afsted. Nogle af dem blev ledsaget af nedskrevne bønner, der blev antændt og kastet i floden. Røde varmtluftsballoner lyste mod nattehimlen, og aftenen sluttede med et imponerende fyrværkeri.
Dagen efter hørte vi i nyhederne, at op mod halvanden million lotusbåde var fisket op af floden, og at myndighederne havde anbefalet, at de udelukkende blev lavet af bæredygtige materialer for at skåne miljøet.
Vi tolkede begivenheden som et eksempel på thaiernes evne til at bevare deres smukke traditioner i et samfund, som er midt i en økonomisk og kulturel modernisering. Siden erfarede vi, at i Thailand er der al mulig grund til at stå sig godt med vandenes guder.
Vores rejse
Vi har været i Bangkok før, og "vores guesthouse" ligger med udsigt over Chao Phraya i et hyggeligt kvarter i udkanten af Chinatown. Alligevel fik vi nok af den støjende storby i løbet af få dage og tog nordpå.
Første stop var Chiang Mai, der fra sidst i 1200-tallet var hovedstad i et selvstændigt, nordligt kongedømme. Vi besøgte nogle af byens mange templer inspireret af burmesisk byggeskik. På dens livlige markeder mødte vi de første repræsentanter for områdets etniske minoriteter og deres smukke kunsthåndværk. Tribal Research Institute gav indblik i de forskellige gruppers traditioner samt i arbejdet for at bedre deres levevilkår og opmuntre dem til at erstatte opiumsvalmuer med andre afgrøder.
Gennem organisationen Servas fik vi kontakt til en kvinde, som havde evalueret projekter for og med disse ofte fattige folk. Hun fortalte os også om sit liv og om, hvordan praktisk buddhistisk filosofi havde hjulpet hende gennem en svær sygdom.
Med overnatninger i de indtagende, små byer Pai og Soppong tog vi videre til Mae Hong Son. Herfra var vi ledsaget af lokale guider på en spændende og anstrengende trekkingtur gennem junglen til isolerede bjerglandsbyer, hvor vi overnattede hos lokale i deres huse på pæle. Vi besøgte tillige en karen-landsby, hvis beboere er flygtet fra Burma og nu lever af de turister, der tiltrækkes af kvindernes tradition for at bære tunge messingspiraler omkring hals, arme og ben.
Vores tur gik videre til Sukhothai, hvis ruiner og museum giver indtryk af den kulturelle guldalder, der prægede Siams hovedstad fra midten af 13. til slutningen af 14. tallet. Vi besøgte også et tempel, hvor en buddhistisk munk havde illustreret en drøm med scener fra Buddhas liv udformet som malede skulpturer af cement. Her gav Ronny Hanquart, som er manager på Ban Thai Guesthouse, en oplysende og engageret introduktion til buddhistisk filosofi og thailandsk kultur.
Herefter tog vi igen til Bangkok for at møde vores søn Mads, som vi skulle fejre jul og nytår med. Sammen med ham besøgte vi de prægtige paladser og templer i området ved Grand Palace, hvor Thailands nuværende hovedstad blev grundlagt i slutningen af 1700-tallet. Vi købte ind på byens natmarked og i de julepyntede stormagasiner ved Siam Square. Vi fik lavet velsiddende skræddersyet tøj. Vi fandt hvile i den amerikanske arkitekt og silkehandler Jim Thompsons skønne bolig, som er opført af flere traditionelle thailandske teaktræshuse i en indbydende have. Vi så mennesker bo i slum langs jernbanelinjerne. Vi sejlede gennem byens kanaler, hvor alle sociale lag lever i behagelige omgivelser nær vandet. Turen foregik i en traditionel longtail-boat forsynet med en larmende traktormotor, der driver en skrue gennem et langt rør, som stikker agterud. Den tunge, ophængte motor og dermed båden manøvreres virtuost af en bådfører, som tager hele kroppen til hjælp.
Efter den hektiske storby så vi frem til en et fredeligt jule- og nytårsophold hos Hannes familie i Bamboo Bay Resort på Ko Lanta i det sydlige Thailand. Det fik vi også indtil den 26. december om morgenen, da flodbølgen efter et jordskælv nord for Sumatra nåede øen. Omkring 150 lokale og rejsende fra adskillige nationer fandt ly i Hannes bror og svigerindes højtliggende have i mere end et døgn. Da det første chok var overstået, delte vi glæden over at være i live. Vi slap meget heldigt gennem den katastrofe, der kostede mange liv i mindst ti lande ved Det Indiske Ocean. For os blev den et bevægende eksempel på selvhjælp gennem dialog blandt mennesker forankret i forskellige kulturer.
Mens vi boede på Bamboo Bay fortalte en af ejerne, der er lokal muslim, os om sit liv og sine håb for fremtiden.
Sammen med Hannes familie besøgte vi også den gamle handels- og kulturby Nakhon Si Thammarat, som ligger på den traditionelle landrute over det sydlige Thailand. Her købte vi skyggespilsdukker af okseskind hos Suchart Subsin, som er en sand mester på sit felt. Han har også et fint lille museum med dukker og rekvisitter.
Fra Ko Lanta tog vi via Krabi tilbage til Bangkok for at få visum til Indien. Her tilbragte vi en lørdag eftermiddag i Patravadi Theatre, som er en kunstnerisk og kulturel oase i storbyen, hvor vi oplevede unge talenter og højt professionelle kunstnere give eksempler på deres kunnen.
Der blev også tid til en tur i ruinerne af Ayutthaya, som var Siams hovedstad i mere end firehundrede år, indtil den blev ødelagt af et burmesisk angreb i slutningen af 1700-tallet.
Vi har rejst knap 5000 kilometer i Thailand. Vi har benyttet gamle men glimrende tog, som bevæger sig i adstadigt tempo med åbentstående døre og imødekommende personale. Thailand er det eneste land, vi har besøgt, hvor spisevognens tjenere kan være flirtende transvestitter med højrøde negle, uden at nogen hæver et øjenbryn. Vi har kørt med nye og ældre offentlige og private busser. Vi har brugt taxaer og tøffende, trehjulede tuk-tuker. Vi har kørt venstrekørsel i bil. Vi har lejet cykler og motorcykler. Og vi har gået lange ture.
Thailand er et let at rejse i, når man har vænnet sig til, at køreplaner undertiden kun kan opfattes som uforpligtende hensigtserklæringer. Alt er så billigt, at vi oftest har fundet det pinligt at bruge vores efterhånden veludviklede talent for at prutte om priser. Men man skal være på vagt overfor chauffører i Bangkoks taxaer og tuk-tuker, som snyder på mange smarte måder.
Mad med krydderi
Det thailandske køkken har hentet inspiration fra Kina, Indien og Oceanien. Men det har sin helt egen stærkt krydrede smag og duft. Der spares ikke på chili, hvidløg og karry i kogekunsten. Ofte bestiller flere personer hver sin ret, som placeres midt på bordet og deles. Menuen sammensættes, så den starter og slutter blidt og har et fyrværkeri af krydderier i midten. Maden spises med ske og gaffel.
Vi har fået suppe med kokosmælk og citrongræs. Vi har fået friskfangede fisk og rejer. Vi har fået mange typer af forskelligt krydrede retter med bøf, kylling og gris skåret i små stykker og stegt i wok. Vi har fået lækre sur søde saucer. Vi har fået dampende varm hot-pan. Vi har fået velsmagende stegte nudler. Vi har fået små, stærke retter, der pakkes ind i klæbende ris og spises med fingrene. Vi har fået papayasalater, som stikker pikant på tungen. Vi har fået kaffe brygget på lokale, soltørrede bønner. Vi har fået et forrygende måltid tilberedt over bål og serveret i bambusskåle fremstillet på stedet ved en lille flod i junglen.
Måske har Thailands mange friske frugter gjort størst indtryk: vandmeloner, ananas, kokosnødder, appelsiner, søde bananer og skæggede rødgrønne rambutan. Vidunderlig frugt og læskende friskpresset frugtsaft fås overalt i restauranter og boder på gaderne.
Det er en fornøjelse at spise i Thailand. Hanne og Mads har været køkkenskrivere i en restaurant og glæder sig til at eksperimentere med thaimad, når vi kommer hjem.
Naturlige oplevelser
I USA og Kina fokuserede vi meget på byer, så da vi kom til Thailand længtes vi efter naturoplevelser.
Vi var på to dages trekking gennem junglen nær Mae Hong Son. Vi vandrede næsten 40 kilometer ad etniske gruppers stier, klatrede langs klippesider, vadede gennem floder, forcerede væltede træer og nåede isolerede landsbyer, som kort forinden havde fået solceller og fjernsyn. Undervejs så vi aber, ørne, slanger, kæmpemyrer, en giftig sort enke og mange eksotiske træer og planter. Bagefter fortalte vore glimrende guider, at vi havde været på en af de hårde ture, men den var anstrengelserne værd.
Vi genoplevede friheden på to hjul på lejede motorcykler og cykler flere steder i landet. Vi kørte gennem grønne landskaber med små rismarker, som vandes gennem kunstfærdigt anlagte kanalsystemer. Vi nød duften af søde blomster og tør halm. Vi blev hilst velkommen af gæstfrie landsbybeboere. Både Hanne og Mads erfarede også, at grusveje kan give væmmelige hudafskrabninger, når man vælter.
Vi red på nogle af Thailands godmodige elefanter, der, i takt med at tømmerbranchen er nedtrappet, tjener deres daglige bananer i turisterhvervene. På elefantryg i junglen følte vi, hvordan de store dyr dirigeret af venlige tilråb og små spark bag ørene fandt vej på smalle mudrede stier med følsomme fødder. Thailands elefanter er levende kulturhistorie.
Vi tog solbad på Ko Lantas brede, hvide sandstrande og fik en pæn lød. Vi svømmede i havvand så behageligt varmt, at man kan blive i det, indtil man ikke orker det længere. Vi badede nær vandfald i kølige floder. Vi så varme kilder. Vi sejlede i et vådområde, som var hjemsted for så mange fugle, at det mindede om fynboen Johannes Larsens malerier. Mads snorklede og dykkede på koralrev med farverige fisk. Vi oplevede, hvad traditionel thaimassage kan gøre for rygsæktrætte skuldre og tekkingtrætte ben.
Vi blev angrebet af blodtørstige igler. Vi så gekkoer skifte farve med underlaget og behændigt fange tøvende insekter. Vi fulgte flagermusenes flaksende flugt i skumringen. Vi lyttede til cikadernes hvinende spil og frøernes klingende kvækken. Vi nød mørke og stjerneklare tropeaftener. Vi gik tidligt og trætte i seng til mange timers tung søvn, indtil vi blev vækket af hanegal.
Tsunamien, som spredte død og ødelæggelse i Det Indiske Ocean, viste naturens barske side. Men den solbeskinnede, mælkehvide og jadegrønne måske fem meter høje bølge, der nærmede sig Ko Lantas kyst som en hvælvet mur, var også et betagende syn. Den fik mange af os til at gribe kameraet, indtil den afslørede sine sande kræfter ved at slynge en tung longtail boat hårdt mod klippekysten. - Vor oplevelse af flodbølgen er beskrevet i et selvstændigt indlæg på hjemmesiden.
Thailand gav os både smukke og skræmmende naturoplevelser.
Tradition og fornyelse
Den hastige vækst og modernisering Thailand gennemlevede i 1980'erne og 90'erne i blev bremset af den økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i 1997, men man fornemmer stadig dynamik og udvikling. Samtidig oplever man stor respekt for landets smukke værdier og traditioner.
Thailands mange buddhistiske templer virker som steder, hvor religionen leves. Det er et led i unge mænds dannelse, at de tilbringer en kortere eller længere periode som munk i et tempel. Der er altid mange munke i deres karakteristiske orange klæder i templerne. Der er også mange andagtssøgende med røgelse, som knæler foran altre med Buddhastatuer eller bringer orange plastspande med gaver. - Vi har imidlertid forstået, at tempeltilværelsen ikke altid motiveres af religiøs søgen. Man kan også vælge den f.eks. for at slippe ud af en kriminel løbebane, undgå fattigdom eller få en uddannelse.
Næsten alle huse i Thailand har et fint dekoreret åndehus, der opføres før det egentlige hus for at ære de ånder, som ejer jorden, og give dem en passende bolig. På samme måde æres forfædrenes sjæle ved et alter med deres fotografier inde i huset. Både ånder og forfædrene får ofre af mad, drikke og røgelse. En veluddannet thailandsk kvinde, der selv videreførte disse traditioner, så dem som respekt for jorden og for den arv, man har fået fra sin slægt.
For mange thaier har tilknytningen til familien stor betydning, man hjælper hinanden og viser sine forældre og bedsteforældre respekt. Unge, vi har talt med, har selv kunnet vælge ægtefælle, men vi har forstået, at på landet kan forældrene stadig have et ord at skulle have sagt, når ægteskab indgås. Nogle thai-muslimer har flere koner.
I Thailands sydlige provinser har konflikter mellem muslimer og myndigheder kostet mange døde, men på Ko Lanta er der tradition for, at søsigøjnere, kinesere og muslimer lever fredeligt sammen. Her kaldes mænd med hvide hatte til bøn i beskedne moskeer. De drager på pilgrimsrejse til Mekka og lader buddhister klare salget af øl og spiritus til turister i øens ressorts.
Det er ikke blot en kliche, at thaier smiler meget, for det gør de. Oftest er smilene udtryk for venlig imødekommenhed, og de bidrager til at skabe de blide, buddhistiske omgangsformer, der præger landet. Det skal være muntert at arbejde og være sammen, og der er meget smil og latter på thailandske arbejdspladser. Men netop fordi smilet er den acceptable kontaktform, er det også et mangetydigt udtryk. Vi har set fortvivlet smilende thaier fortælle, at de havde mistet alt, da både deres hjem og arbejdsplads blev ramt af flodbølgen. Og vi er blevet snydt af snedigt smilende taxachauffører i Bangkok. Thaier trækker på skulderen af fortravlede og højttalende udlændinge, og vi måtte dæmpe vores tempo og udtryk for at matche landets rolige rytmer.
Siam, som kom til at hedde Thailand i 1939, er det eneste sydøstasiatiske land, der ikke har været underlagt en kolonimagt. Landets konger formåede at bevare rigets selvstændighed ved at afstå mindre, perifere landområder.
Den første demokratiske grundlov blev udarbejdet i 1932, og den seneste blev vedtaget i 1997. Man overvejer allerede, om den bør revideres, fordi den overlader store magtbeføjelser til premierministeren. Landets vej mod demokrati har været belagt med militærkup.
Vi var i Thailand under valgkampen forud for parlamentsvalget, og vi så biler med plakater og højttalere i selv de mindste landsbyer. Mange forventede, at valget ville blive vundet af det regerende, noget populistiske parti Thai Rak Thai ledet af den velhavende forretningsmand Thaksin Shinawatra. Et af partiets valgløfter var at bekæmpe korruptionen blandt embedsmænd. Vi har hørt, at det er almindeligt at ordne eksempelvis sammenstød med politiet ved at tilbyde en passende "gave".
Der står stor respekt om landets kongehus, som tilsyneladende også taler med politisk vægt. Man ser mange portrætter af den kongelige familie, og i forbindelse med kongens fødselsdag den 5. december, overværede vi flere optog i det nordlige Thailand med lokale skolebørn, foreninger, betjente og soldater. Monarken er praktiserende buddhist, og samtidig er han "alle religioners beskytter".
Forelsket i Thailand
Mens vi rejste i Tyrkiet talte vi med moderne jetnomader, som tilbringer sommeren i Tyrkiet og vinteren i Thailand. Under vores rejse i Thailand har vi ligeledes mødt mange vesterlændinge, der har forelsket sig uhjælpeligt.
Mænd kombinerer undertiden forelskelsen i landet med et forhold til en thaikvinde, mens man kun sjældent ser den modsatte kombination. Nogle forhold virker ligeværdige, i andre kan kvindens kærlighed utvivlsomt købes. Det forekommer også, at vestlige bøsser har et forhold til thaimænd.
Mads er flere gange blevet kontaktet af unge kvinder, som spurgte: "Har du en kæreste." De ønskede et romantisk eventyr med en udlænding, og blev skuffede over, at han allerede havde en kæreste i Danmark.
Vi har mødt danske pensionister, der tilbringer vintermånederne i det nordlige Thailand: "Det får pensionen til at strække længere; og hvor kan man have det bedre end her?" Vi har mødt repræsentanter for internationale firmaer, som ønskede at få deres kontrakt forlænget. Hannes bror forelskede sig under en ferie i den smukke bugt på Ko Lanta, hvor han nu er medejer af et resort.
Thailand virker som et tropisk paradis, men som en tysk forretningsmand med års erfaring sagde: "Det bliver også hverdag her." De vesterlændinge, vi har talt med, der har bosat sig i Thailand, har erfaret, at dialog på tværs af kulturer kan være udfordrende. De oplever bureaukratiske barrierer. Solid arbejdsomhed når opgaven er givet men begrænset tradition for selv at tage initiativ. Samt vanskeligheder med at forstå, hvornår en aftale er i hus. Som en formulerede det: "Man ved aldrig, om "ja" betyder "ja", "måske" eller "nej", for Thaier siger ikke direkte "nej".
Men for mange "farang" bliver den første forelske til en vedvarende kærlighed til det skønne land, dets smukke kultur og smilende mennesker. - Det kan vi faktisk godt forstå.
Januar 2005