Der er en generationskløft
Pegah, Iran
Pegah er engelskstuderende i Teheran, hun bor hos sine forældre. Og hun tilbringer mest mulig tid med sin kæreste Ramin. Under vores samtale er hun sammen med sin veninde Dna, som falder ind, når det er naturligt.
Mine dage afhænger af timeplanen på universitetet. Nogle gange tager jeg på universitetet om morgenen, nogle gange om eftermiddagen og nogle gange slet ikke. Jeg spiser sjældent morgenmad hjemme, ofte kører min kæreste Ramin mig til universitetet i sin bil, og nogle dage spiser jeg morgenmad sammen med ham. Vi får spejlæg eller fårehoveder og fårefødder - det er almindelige retter i Iran.
På universitetet møder jeg venner, og hvis vi kan lide forelæsningerne, så går vi til dem, men ofte foretrækker vi at tage ud og drikke te og ryge vandpibe i en af parkerne nær universitetet. Jeg kommer hjem igen mellem klokken fire og otte. Så hviler jeg mig, taler i telefon med mine venner og spiller et computerspil. Normalt læser jeg omkring en time om dagen - ikke mere end det. Men nogle uger før eksamen studerer jeg meget flittigt, og jeg er aldrig dumpet til en eksamen.
De fleste weekender tilbringer jeg sammen med Ramin og vore venner, undertiden tager vi ud af byen med medbragt mad, undertiden tager vi på restaurant. Nogle weekender tilbringer jeg hjemme sammen med familien og vore gæster, i andre weekender besøger vi min bedstemor eller anden familie.
Omkring en gang hver anden måned går Ramin og jeg i biografen og ser film, lige meget hvad titlen er, så handler de fleste iranske film om kærlighed. I de lange ferier besøger jeg min bedstemor og tante i det nordlige Iran, hvor vi tager til stranden og klatrer i bjerge.
Min mor er vred på mig. "Du skulle være en ordentlig pige og blive mere hjemme, ikke altid gå ud med Ramin," siger hun.
Vi boede sammen med mine bedsteforældre
De første år af mit liv boede vi på første sal i mine bedsteforældres hus, min tante og en onkel boede der også. Jeg elskede virkelig min bedstefar, og når jeg stod op om morgenen, løb jeg øjeblikkelig ned for at besøge ham. Han døde da jeg var seksten. Jeg legede med min kusine, som boede i det samme hus, men vi sloges altid, fordi hun ikke ville lade mig lege med sine dukker, selvom hun legede med mine.
Da jeg blev femten flyttede vi til et nyt hus, hvor det var vanskeligt for mig at bo. Huset var større, men det var i det sydlige Teheran, og jeg brød mig ikke om kvarteret, så jeg ville aldrig udenfor. Jeg gik i skole, kom hjem og var sammen med en veninde, som fik mig til at føle mig godt tilpas. Efter tre år flyttede vi til det hus, hvor vi nu bor, og det er vældig godt.
Jeg ønskede at udvikle mig
Min første skole lå nær vores hjem, og jeg havde en virkelig god nabo, som jeg legede med. Jeg begyndte i den anden skole, da jeg blev elleve. På det tidspunkt får man nye tanker, jeg mødte venner med andre vaner og ønskede selv at udvikle mig, men det brød min mor sig ikke om. Hendes ønske er, at jeg skal blive voksen og være ligesom hende.
I gymnasiet fik jeg en drengeven, det var en af vore naboer. Jeg elskede ham ikke, men måtte møde ham. Jeg lovede, at jeg ville mødes med ham, men kun fra syv til otte tirsdag aften, så ingen ville se os følges på gaden og tænke, at jeg var en slem pige, fordi alle sagde, at det er slemme piger, der gør sådan noget. I det andet gymnasieår fik jeg en ny veninde, og vi drillede lærerne, så jeg fik dårligere karakterer. I det sidste gymnasieår mødte jeg Dna, vi blev venner, og i vores andet år på universitet, blev vores venskab meget tæt. Det er dejligt at have venner, når man går på universitetet.
Kulturen har ændret sig
I begyndelsen af universitetet fulgte jeg blot forelæsningerne, men i løbet af andet semester fandt jeg min første rigtige kæreste. Jeg elskede ham så højt, at jeg blev blind og droppede alle andre aktiviteter for at være sammen med ham. Jeg ved ikke, hvad der skete, men vores forhold sluttede efter elleve måneder, og jeg blev meget deprimeret, indtil Ramin kom ind i mit liv seks måneder senere.
Jeg mødte Ramin, da jeg var på cafe med venner, og han gav mig sit telefonnummer og bad mig ringe til sig. Da jeg ringede, kom han til mit universitet, og vi var på date i en park. Det var en god oplevelse at være sammen med Ali. Men nu lærte jeg, hvordan man kan være sammen med en dreng og finde ligeværdighed i forholdet.
I løbet af de sidste tre år har kulturen forandret sig meget i Teheran, men ikke i andre dele af Iran. For vores generation er jomfruelighed ikke længere så betydningsfuldt, som det var tidligere. Men der er en generationskløft, og min mor siger: "Du er som en europæer, prøv dog at være normal som andre piger".
Da jeg var barn kunne jeg bedre lide at være sammen med drengene end med pigerne til familiesammenkomster. Faktisk synes jeg bedre om drenge end om piger, de er lettere at tale med.
Jeg vil leve nu
Min mor synes, at fremtiden er meget vigtig, og at jeg burde tænke på den. Hun mener, at jeg bør læse og opmuntre Ramin til at spare penge op. Hun ønsker, at vi skal købe guld og ikke CD-afspillere. Men jeg er ikke enig, jeg ønsker at nyde livet nu.
I seks år ønskede jeg ikke at få børn, men Ramin vil meget gerne have børn, og derfor ændrer jeg måske holdning, men jeg har bedt ham om ikke at spørge mig nu. - Hvis jeg får en datter, håber jeg, at vi kan få et venindeforhold. Jeg bliver selvfølgelig nødt til at fortælle hende, hvad det er rigtigt at gøre. Men, hvis vi er veninder, vil hun også ønske at fortælle mig om sit liv.
Jeg kunne godt tænke mig at komme til et engelsktalende land for at studere, men det er meget svært for en iransk kvinde. Vi skal først gøre som vores far siger, og siden som vores mand siger. Hvis jeg forlod Iran for at læse i udlandet, så ville mine forældre næppe ønske at se mig igen.
Når jeg er færdig med universitetet vil jeg gerne undervise i engelsk, men jeg tænker også på at studere arkitektur eller måske starte en kosmetikforretning. Det er bestemt min plan at fortsætte med at arbejde ude, når jeg gifter mig med Ramin.
April 2004