Belésta.
Bélesta i Nadines barndom og ungdom
Nadine Paihassa supplerede sin mand Erics livshistorie med en beretning om Bélesta i 1960’erne Rie Hedegaard oversatte fortællingen.
Nadine Paihassa blev født 1961 i Paris. Hendes mor kom fra Bélesta, faren fra samme egn, og familien tog hver sommer på ferie i Bélesta. I 1968 flyttede de permanent til Bélesta, hvor faren blev vinbonde. Nadines erindringer beskriver perioden i 1960’erne. Eric flyttede til Bélesta sidst i 1980’erne.
Da jeg var barn, var Bélesta omgivet af vinmarker. På enkelte marker passede en fårehyrde landsbyens får, og om aftenen blev de ledt hjem til husene i byen. Der var to stalde i byen, hvor får, heste og æsler overnattede. Mange havde kaniner til avl i kælderen. Nogle havde gravhunde, som blev brugt til jagt på vilde kaniner. Desuden var der høns, katte og hunde. Vand blev hentet ved to kilder. I syv huse havde man egen brønd. I løbet at 1960’erne fik de fleste indlagt toilet og badeværelse.
En omrejsende slagter, kom og slagtede hos os. Det lugtede dejligt i kælderen af pålægsvarerne, som man selv producerede. Om sommeren lugtede alle gaderne af tomater. Tomaterne blev presset, efterfølgende blev tomatmassen hængt op i et rent klæde, så væden kunne løbe fra, og til sidst kunne tomat-koncentratet skrabes ned i krukker, som så blev opbevaret til brug det kommende år.
Min grandonkel Germain var byens skomager. Han var pukkelrygget og meget venlig. Jeg elskede at se ham arbejde. Han havde altid sin kat på skulderen. Han blev ofte betalt med en pakke tobak eller nogle grønsager og sommetider med penge. Tæt på hans værksted var der en smedje. Smeden havde arrangeret sit værktøj omhyggeligt. Hans ambolt var omkring 40 cm x 100 cm. Det lugtede stærkt, når hestene blev skoet.
Der var desuden en barber, tre købmænd, en bagerforretning og en café, som blev passet af Meme Marcelle. Hun var som alle ældre enker klædt i sort og med det gråhvide hår sat op i knold. Der var friluftsbiograf på pladsen, hvor der blev vist film en gang om ugen, alle medbragte deres egen stol. Om aftenen sad ældre kvinder i gaderne på deres lave stole og passede på de mindre børn, der legede her. Ofte blev de siddende til midnat for at nyde den kølige luft.
Landsbyens fest blev holdt sidst i august. Tre dage i træk med fest på pladsen med orkester, dans og stort fælles måltid. I løbet af de tre dage kunne man gå på rundtur til naboer og genboer, banke på, måske synge en sang og blive inviteret ind på et glas. Medlemmerne fra orkesteret blev inviteret til at spise med i forskellige familier. Om søndagene var der sommetider grill-fest på vinslottet Caladroy, hvor beboerne fra Bélesta også deltog.
Til påske blev der bagt bougnette på kæmpe pander. Dejen blev først lavet i et stort kar. Kvinderne, som sad på små stole i grupper i gaderne, med hvide og broderede forklæder, trykkede sirligt dejen tyndt ud, inden den blev bagt på panderne og drysset med sukker. Imens hyggede mændene sig ved grillen, hvor de kunne nyde den søde hjemmelavede vin. Hver bonde lavede sin egen vin.
“Roc” var en særlig aktivitet, som foregik de sene sommeraftner. En gruppe unge bandt en sten til enden af et langt reb, så den hang ned foran indgangsdøren. Stenen kunne nu banke mod døren og vække beboerne, uden at de unge mennesker for enden at rebet kunne ses. Når beboerne blev vækket, løb de enten efter de unge og skældte ud, eller de åbnede kælderen og inviterede dem til at smage på vinen i deres tønder.
Vinhøsten i september var en helt særlig og fin oplevelse. Det var hårdt at klippe vindrueklaserne ned, men det var også dage fyldt med glæde og humor, når de mange mennesker arbejdede sammen.
Dengang var der mange flere insekter og fugle i naturen. Årstiderne føltes mere adskilte. Der kunne være sne om vinteren med dage, hvor man kunne løbe på langrendsski. Der var mere regn forår og efterår. Sommerdagene var varme, men der var sjældent hedebølge som nu.
Juni 2025.