En god uddannelse til mit barn
Lucy Wang, Kina
Vi mødte Lucy Wang på en restaurant i Yangshuo på tur med sine kolleger fra det amerikanske firma, hvor hun er ansat. Vi talte sammen på et hotel i Yangshou, men hun bor og arbejder i Shenzhen, hvor vi senere besøgte Lucy i hendes moderne lejlighed.
Om morgenen skynder jeg mig på arbejde, bussen er som regel overfyldt, og jeg begynder at arbejde klokken 8.30. Jeg tænker på, hvordan jeg kan blive mere effektiv i mit job, og jeg tænker på, om de ting, jeg laver, er værdifulde for mig selv, for firmaet og for andre mennesker. - Jeg tænker meget over mine værdier i livet.
Jeg ville gerne have større ansvar, end jeg har i mit nuværende job. Jeg arbejder som servicemedarbejder i salgsafdelingen, min opgave er at støtte forretningen ved at styre forsyningslinjen fra prognoser til levering. Vi sælger materiale til at producere ting af plastik. Jeg forlader mit arbejde klokken 5.30 om eftermiddagen; mange mennesker i Shenzhen arbejder over, så jeg er heldig, at jeg ikke gør det.
Min mand og jeg spiser i kantinen på vores arbejdspladser fra mandag til torsdag. I weekenderne spiser vi hjemme eller på restaurant. Shenzhen er en tilflytterby med mange unge mennesker, så vi går mere ud, end andre kinesere. For tyve år siden var den blot en lille landsby. Hensigten var, at den skulle være hele Kinas udstillingsvindue for teknologi og markedsøkonomi, men den er blevet værksted for Hong Kong, Korea og Taiwan. Mennesker kommer til byen for at få bedre muligheder i livet.
I weekenderne køber vi også ind, spiller badminton, svømmer og spiller kort med venner. Vi har købt en dyr lejlighed, men vi har ikke bil. Når man køber lejlighed sparer man penge op, når man køber bil, bruger man penge. Det kræver omkring ti års opsparing for et ungt kinesisk par fra den øverste del af middelklassen at betale en lejlighed.
Min mand og jeg var klassekammerater i mellemskolen, og vi tager hjem og besøger vore forældre i Sichuan provinsen i det kinesiske nytår, hvis de ikke besøger os. Vi har råd til flybiletter, fordi vore lønninger er højere end de fleste kineseres.
Nogle forældre flytter ind hos deres børn, når de køber lejlighed i en anden by, især hvis der er børnebørn. Vi har ingen børn, og vore forældre bor ikke hos os. Det er ikke altid behageligt at bo sammen med sine forældre, fordi det kan være svært at opretholde gode relationer, men det er en lang tradition i Kina, og det sparer penge og hjælper forældrene til ikke at føle sig ensomme, når de bliver gamle.
Min mand og jeg har overvejet at købe endnu en lille lejlighed i det samme kvarter til hans forældre. Min far har heldigvis ikke lyst til at bo hos os, men hvis han bliver syg, vil jeg selvfølgelig hjælpe ham. Da min mor fik en alvorlig blodprop, brugte vi hele familiens opsparing til hendes dyre behandling. De to år, min mor var syg, er den værste tid, jeg har haft i mit liv. Da vi besluttede, at flytte hende til et bedre hospital i en større by, læspede hun: "Jeg vil ikke til det hospital, det har vi ikke råd til." Det var hendes eneste ord i to uger.
De fleste unge mennesker i Shenzhen sender penge hjem, uanset om deres forældre er rige eller fattige, fordi det betyder noget for forældrene, og fordi lønningerne generelt er fire gange bedre end inde i landet. Men i byerne inde i landet giver mange forældre penge til deres børn især nu, fordi nogle unge mennesker er arbejdsløse, mens deres forældre har en pension. Jeg har selv en sygeforsikring og en pensionsordning i mit firma.
Jeg ønskede mig en cykel
Jeg blev født som barn nummer to i 1976, på det tidspunkt var etbarns politikken indført, men den blev ikke kontrolleret særligt nøje, så jeg har en søster. Min far arbejdede som vestlig læge og min mor som regnskabsfører i et en stor statslig virksomhed. Både mænd og kvinder arbejdede, fordi Mao ønskede hundrede procents beskæftigelse skønt effektiviteten var lille.
Firmaer sørgede for lejlighed, have, børnehave og den slags til deres ansatte. Mine forældre bor stadig i den samme lejlighed; efter indførelsen af markedsøkonomi betalte de et lille beløb for den, men de kan ikke sælge den.
Jeg voksede op i en traditionel familie, mine forældre er født i 1937, da de var unge betragtede de Mao som en gud, og de mener stadig, at kommunisme er et godt system. De tilhører en generation, der var stolte, fordi de var fattige og renhjertede; men de menneskelige relationer var sikkert bedre den gang end nu. I 1960'erne døde mange kinesere af mangel på mad, men Mao nægtede at tage mod penge fra den amerikanske regering. Det er mine forældres generation stolte af, men jeg synes, at det var dumt.
Da jeg var fire eller fem år gammel, ønskede jeg mig en cykel, men vores familie havde ikke råd til det, skønt mine forældre fik en god løn sammenlignet med andre mennesker. Vi spiste billige grøntsager og fik kun gris to eller tre gange om ugen, men jeg tror, at maden var sundere. Jeg fik min første rigtige is, da jeg var omkring ni år gammel. Da jeg var ti, så jeg min første kung fu film fra Hong Kong, og tænke "wow, hvor er den god". De fleste familier havde ikke fjernsyn, men vi havde et sort hvidt, alle talte om den film.
Da jeg var 15 år gammel, begyndte jeg at få nogle selvstændige tanker. Den gang så mange familier CCTV nyheder klokken 19, mens de spiste aftensmad, men jeg brød mig ikke om det, fordi der ikke var nogen nyttige nyheder. Nu tænker færre og færre mennesker på landets store spørgsmål og på politik bortset fra meget gamle mennesker, som opretholder deres vane med at se nyheder. I 1980'erne blev markedsøkonomien introduceret, inden da tænkte alle det samme, men pludselig ramte noget nyt deres hjerner. Jeg kan godt lide at se nyheder fra Hong Kong, de viser et gennemsigtigt og meget effektivt regeringssystem, og de viser almindelige mennesker, der står på gaden og udtrykker afvigende holdninger. Kun den del af Kina, jeg bor i kan modtage fjernsyn fra Hong Kong.
Penge til vores uddannelse
Min mor gik på pension da jeg var ti, fordi hun mente, at hendes pension ville være det samme som hendes løn. Men i 80'erne steg lønningerne meget hurtigt, og fordi min mor havde forladt arbejdsmarkedet, så steg vores indkomst ikke, og vi skulle spare op til min søsters og min uddannelse. Min familie fik en isbod og en bod med cigaretter, men den gang skammede man sig over at gøre sådan noget, det blev ikke opfattet som passende at have en privat forretning. Men det var en let måde at tjene penge på, og vore forældre ønskede, at vi skulle have en universitetsuddannelse, så vi kunne komme på kontor og ikke på et værksted. Det gjorde de på trods af, at i Maos tid blev arbejdere, bønder og soldater sat højt.
Indtil 1990 fik de fleste mennesker stadig tildelt et job. Da min søster kom på universitetet for at læse kinesisk, kunne kun de færreste blive optaget. De fleste studerende kom ind ved at tage en adgangseksamen, og få af dem betalte selv for universitetet og fandt egne jobs bagefter. Men det var ved at ændre sig, da hun blev færdig med sin uddannelse, og min mor besøgte mange mennesker og betalte penge for at skaffe hende et bedre job. Min søster tog tilbage til vores hjemby for at undervise, det var hendes eneste mulighed; den gang tog kun meget modige mennesker til byer som Shenzhen.
Jeg kom på universitetet i Chengdu i 1994 for at læse til elektronikingeniør, på det tidspunkt betalte mange studenter selv, og karaktererne ved adgangsprøven kunne være lavere, så det var lettere for mig. Det kan stadig være en fordel at have magtfulde forældre, når man leder efter et job, fordi de kan hjælpe med at finde beskæftigelse i ens hjemby. Men fordi min mand og jeg tog eksamen fra et berømt universitet, og fordi vi er temmelig intelligente, så kunne vi selv finde jobs. Universitetet arrangerede møder med firmaer, og jeg fik arbejde i Nanjing. Firmaet var privatiseret, men arbejdede stadig på samme måde som en statsdrevet virksomhed.
Vi var kun almindelige venner på det tidspunkt, men vores forhold blev mere alvorligt. Vi fandt jobs i Shenzhen og flyttede sammen uden at være gift. Det ville ikke have været muligt for ti år siden, og mine forældre ville sandsynligvis ikke have brudt sig om det, hvis de vidste det. Min kæreste fandt et job i en glimrende telekommunikationsvirksomhed. Selv fandt jeg arbejde i et lille privatejet firma, hvor vi kun havde en helt basal forsikring; nogle af mine venner, der arbejder for privatejede firmaer i byer inde i landet, har slet ingen forsikring. Men jeg var så heldig at få arbejde i et stort amerikansk firma seks måneder senere. Nu går det bedre og bedre for os, fordi vore lønninger bliver bedre og bedre.
Til vores bryllup holdt vore forældre en banket for deres venner, og vi holdt en for vore venner, og som traditionen er, så gav gæsterne os penge. Jeg havde både en hvid vestlig og en rød kinesisk bryllupskjole. De fleste unge kinesere finder selv deres partnere, men nogle forælde kan stadig have lyst til at påvirke deres børns partnervalg.
Jeg tænker på min fremtid
Jeg tænker meget på min fremtid, men har endnu ikke fundet den rette vej. En mulighed er at fortsætte som nu og få et barn. Min mand og jeg er godt tilfredse med vore jobs, og han har en meget god løn. Vi ved også, at vi bør blive bedre, være konkurrencedygtige og få forfremmelser. Så en anden måde ville være at læse videre, men vi har ikke lyst til at læse i Kina, vi vil til udlandet for at få en bedre uddannelse. Men det ville koste os ti års opsparing i Kina, og vi ville blive nødt til at sælge lejligheden. Blot at tage til Hong Kong for at læse ville være dyrt. Så den mulighed synes vanskelig. Vi kan også prøve at tjene flere penge ved at lave en lille investering f.eks. købe en lejlighed og sælge den senere.
Vores firma tilbyder kortvarige uddannelser, på nuværende tidspunkt går chancerne som regel til medarbejdere fra Singapore, Hong Kong eller Japan, men kineserne bliver dygtigere og dygtigere, så det kan ændre sig.
Vores indtægt nu er tilstrækkelig til at give et barn gennemsnitlig mad og tøj, men ikke en uddannelse i udlandet, og det ønsker vi. På den anden side, er det ikke godt at være gammel, når man føder, og jeg er 28 nu. Jeg vil meget gerne have et barn, men jeg vil også give det en god uddannelse og god livskvalitet. Min mand og jeg tænker ikke på, om vi får en dreng eller en pige, men det kan være andrledes i landsbyerne.
Kina bliver bedre på mange områder, men vi er stadig bekymrede for nogle ting. Økonomisk vækst er vigtig, vore teknologiske produkter skal være mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Korruption og de store forskelle mellem rige og fattige er også vigtige emner. Bønder kommer til landsbyerne for at bygge smukke nye huse til andre mennesker; set med vore øjne har de et elendigt liv i byerne, men det er stadig bedre end at blive i landsbyerne.
Vi kan ikke skabe et godt samfund og internationale byer på den måde. Hvis vi ikke gør noget for at forbedre levestandarden for befolkningen som sådan og for de fattigste, så bliver Kina et andet Brasilien. Udlændinge spørger altid til Kinas demokrati, men det tænker de fleste kinesere ikke meget på, sikkert fordi vi ikke har haft demokrati i årtusinder. Alligevel tror jeg, at hvis markedsreformerne ikke bliver fulgt op af demokratiske reformer, vil det volde problemer i det lange løb. Det er vigtigt, at vi har et juridisk system, som passer til de økonomiske forandringer, og det er en del af at opbygge et demokrati. Hvis de andre systemer ikke følger med, så kan økonomien ikke blive ved at gå bedre.
Det er godt at arbejde i internationale firmaer på grund af lønnen og forsikringen, men internationale firmaer placerer fortsat kun deres værkstedsgulve i Kina, så vi nærmer os ikke kernen i deres forretning. Det er også godt at arbejde i gode statsdrevne kinesiske firmaer, fordi kerneprocesserne er her i landet. Det er vigtigt for Kina at udvikle kvalitetsprodukter og et godt ry på verdensmarkedet, så vi ikke kun kommer til at udføre det simple arbejde, som giver relativt lave lønninger.
Helt ærligt, så ved jeg ikke hvad Kina bliver til, og hvad jeg bliver til efter nogle årtier. Udviklingen i de sidste ti år er gået så hurtigt, at der er stor forskel mellem min søsters liv og mit liv, skønt hun kun er seks år ældre end mig.
November 2004