Kejser Konstantins triumfbue i Rom.
Kulturcamping, krig, klima og Europa
Vi kørte o. 6.600 kilometer og camperede i 11 italienske byer i løbet af 61 dage. Undervejs glædede vi os over, at Tyskland og Italien holdt de krigsstigende benzinpriser nede. Italien blev hårdt ramt, da coronakrisen nåede Europa i 2020. Restriktionerne blev lempet kort før vores rejse, men man skulle stadig bære mundbind i offentlige transportmidler samt i nogle forretninger, restauranter og museer. Turisterne var vendt tilbage til glæde for dem, der lever af turisme. Vi oplevede trængsel omkring Milanos, Roms og Venedigs attraktioner, men fandt fred i andre kvarterer og på campingpladser.
Campingpladser og veje
Italienske campingpladser har en god standard, med smuk beliggenhed, fine faciliteter og kølende swimmingpools. Unge italienere er veluddannede og taler ofte flydende engelsk. Landets byer er præget af kuperet terræn, smalle gader og tæt trafik, som undertiden bremsede vores lyst til at folde cyklerne ud. Til gengæld gik vi lange, oplevelsesrige ture. Det overordnede vejnet er effektivt med betalingsveje, som i princippet er enkle at bruge, men med lidt forskellige systemer.
Vi oplevede et par gange at kæmpe med italiensktalende vejautomater, der hverken kunne læse vores billet eller vore betalingskort. Det resulterede i ét tilfælde i en halv meter lang regning på 54,30 euro efterfulgt af en hævet bom og et muntert ”arrivederci”. En hjælpsom italiener forklarede, at vi roligt kunne negligere kravet med kommentaren: ”This is Italy!” Vi valgte dog at betale.
Kultur og historie
Italien er det land, der har flest steder på UNESCO’s verdensarvsliste, vi besøgte 11 af 58, heraf repræsenterer 53 kultur og 5 natur. Vi oplevede også siciliansk dukketeater, som er med på listen over immateriel kulturarv. Under vores rejse var vi konstant omgivet af betagende bygninger og landskaber.
Vi havde undertiden svært ved at orientere os i de mange tilbud om formidling, der dukker op, når man Googler specifikke italienske kulturminder. Det gik godt, når vi som på Etna fandt en dygtig engelsktalende guide, eller i Pompeji købte en guidebog, der passede til ruinernes skilte. I Herculaneum derimod fortrød vi at have afvist en rundviser, da hverken en bog eller et kort anskaffet på stedet matchede skiltningen.
På turen fik vi indtryk af den italienske Middelhavshalvøs dramatiske historie. Antikke imperier har afløst hinanden her, først det etruskiske siden det romerske. Under etruskerne blev der anlagt græske kolonier i det sydlige fastland og på Sicilien. Romerriget blev i 330 delt i et vestligt rige med hovedstad i Rom, der faldt for indtrængende folkeslag, og et østligt med hovedstad i Konstantinopel, der overlevede i mere end 1000 år. I middelalderen og renæssancen voksede bl.a. Milano, Siena, Firenze og Venedig til betydningsfulde bystater med et livligt åndsliv samt prægtige kirker og palæer opført af adel og købmænd.
Den samlede italienske stat blev skabt i 1861 under kong Vittorio Emanuele II trods modstand fra pavemagten. Italien erobrede efterfølgende kolonier bl.a. i Østafrika. Italien deltog i Første Verdenskrig på Ententemagternes side, landet gik ind i Anden Verdenskrig på Tysklands og Japans side ledet af den fascistiske diktator Mussolini. Efter krigen blev monarkiet afskaffet og republikken indført. Italien blev desuden medlem af FN og NATO.
Industrialiseringen, som begyndte i Norditalien i 1800-tallets slutning, tog fart i 1950’erne og 1960’erne. De sydlige regioner forblev fattige landbrugssamfund, og mange flyttede mod nord. Italien var med til at grundlægge det økonomiske samarbejde i Europa, der siden blev til EU, og var i 1957 vært for underskrivelsen af Romtraktaten. I nutiden er Italien sammen med Grækenland flygtninges port til Europa.
Vi har på rejser oplevet spor af Romerrigets udbredelse i Middelhavsområdet og Vesteuropa. I Tyrkiet har vi set romerske ruiner i byer som Efesos. Ved grænsen mellem England og Skotland har vi besøgt den omtrent 120 kilometer lange Hadrians Mur, der blev påbegyndt 122 e.v.t. og i næsten 400 år udgjorde Romerrigets nordvestlige grænse.
På vej fra nord til syd i Italien erfarede vi, at landet blev fattigere og mere eksotisk. Vi forstod også, at folk i nord og syd ser på hinanden med skepsis. I Milano blev vi advaret om at passe på vore ting, når vi kom til Syditalien, mens en sicilianer fik bekræftet sine fordomme, da Lars fortalte, at hans pung blev stjålet i Milanos Metro.
En ung mand i Pompeji havde denne kommentar til fyrværkeriet på Italiens nationaldag den 2. juni: ”Republikkens dag betyder ikke noget for mig, den fejrer, at Norden erobrede Syden. Den gang var vi under spanierne og velhavende.” Vi fornemmede, at de soldater og betjente, som rejste tribuner til nationaldagen, da vi var i Rom, havde et mere positivt syn på den.
Krig og klima
Da Rusland angreb Ukraine 24. februar 2022 trådte krigen, som begyndte med angrebet på Krim i 2014, ind i en ny fase. Det førte til hurtige beslutninger blandt EU’s ledere om hjælp til Ukraine, sanktioner mod Rusland, oprustning og energisikkerhed. Vi afgav selv tøvende brevstemmer for ophævelse af Danmarks forsvarsforbehold, inden vi rejste. Som pacifist og militærnægter efter et ophold i USA under Vietnamkrigen, er det svært at være for krig og kaprustning, selv i en retfærdig sags tjeneste.
I Italien så vi fredsflag fra altaner, en vogn i Roms metro var malet i Ukraines blå og gule farver. Eurovision Song Contest 14. maj i Torino blev indledt med John Lenons ”Give Peace a Chance”, og Ukraines indslag vandt med stærk seeropbakning. Den russiske pavillon stod tom under Biennalen, mens der var et ukrainsk bidrag samt en solidarisk Piazza Ucraina med skiftende kunstværker og et monument symbolsk dækket af hvide sandsække.
Det regnede, da vi kom til Milano først i maj, og regnen fortsatte i nogle dage. Det var vi umiddelbart skuffede over, men de lokale var lykkelige, fordi det var første gang i fem måneder. Resten af vores tur i Italien var præget af sol fra en skyfri himmel og temperaturer på 30 grader plus.
Undervejs så vi floder med lav vandstand bl.a. Po, vi så også helt tørre flodlejer. Kombinationen af manglende nedbør og høje temperaturer skadede afgrøder og førte til rationering af drikkevandet i nogle norditalienske byer.
Da vi havde gået rundt i Pompeji, i Herculaneum og på Vesuv tre solvarme dage, blev Lars dårlig og måtte tage kolde bade og en hviledag i skyggen. I Venedig oplevede vi bestræbelserne for at redde byen fra at blive erobret af havet ved hjælp af store sluseporte.
Krig og klimaforandringer er uheldssvangre vilkår – nu også i Europa.
Italien og Europa
Når talen under vores rejse faldt på politik, havde italienere oftest et skuldertræk til overs for landets professionelle politikere. Premierminister Mario Draghis samlingsregering, som blev indsat i februar 2021 med teknokrater på centrale poster, nød derimod respekt. Den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank havde udarbejdet en plan for grøn omstilling, digitalisering og øget lighed, som ville sikre det forgældede Italien store tilskud og lån fra EU’s genopretningsfond efter coronapandemien.
I juli 2022 mistede Draghi imidlertid politisk opbakning til regeringskoalitionen og indgav sin afskedsbegæring. Det førte til udskrivelse af et valg til parlamentets to kamre, som blev afholdt den 25. september 2022.
Valget store vinder blev alliancen mellem Giorgia Melonis parti Fratelli d’Italia, Silvio Berlusconis Forza Italia og Matteo Salvinis Lega. Georgia Meloni blev landets første kvindelige premierminister i spidsen for regering nummer 68 efter Anden Verdenskrig. Hun er opvokset i et romersk arbejderkvarter og har en fascistiske fortid, som hun lægger afstand til.
Meloni er nu tilhænger af parolen ”Italien først” samt fortaler for konservative katolske familieværdier, hård indvandringspolitik, økonomisk protektionisme og skattelettelser. Hun vil videreføre Italiens medlemskab af Nato og EU samt støtten til Ukraine, regeringspartnerne Salvini og Berlusconi har imidlertid vist sympati for Putin. Meloni ønsker et EU, der gør færre ting bedre. Et højredrejet Italien vil styrke EU’s illiberale fløj med Ungarn i front, og landets nye regering modtages med samarbejdsvillig skepsis i Bruxelles.
Kort efter regeringens tiltræden afviste den at lade skibet Ocean Viking med 234 flygtninge og migranter anløbe en italiensk havn. Efter diplomatisk tovtrækkeri endte skibet i franske Toulon. Et fotografi af trængslen om bord mindede os om en skulptur, vi havde set på Peterspladsen.
Grupper, der føler sig klemte af udviklingen, skaber politiske opbrud med uforudsigelige konsekvenser i mange lande, inklusive Danmark. De etablerede politiske partier har svært ved at håndtere situationen, uanset om deres reaktion er omfavnelse, dialog med eller afvisning af populisme.
Der er brug for politikere, som tager menneskers levevilkår så alvorligt, at de tør søge langsigtede løsninger på tidens store udfordringer som krig, flygtninge, teknologiudvikling, ulighed, pandemier og klimakrise.
Henvisninger
Til planlægning og bearbejdning af turen har vi haft glæde af bl.a.: Europas smukke veje 47 berømte bilture samt komplet Europa-vejatlas. 2007.
Preben Hansen: Turen går til Venedig og Norditalien. 2022.
Preben Hansen: Turen går til Toscana, Umbrien & Marche. 2019.
Alfredo Tesio: Turen går til Rom. 2021.
Cecilie Marie Meyer: Turen går til Napoli & Syditalien. 2019.
Cecilie Marie Meyer: Turen går til Sicilien. 2019.
Nicola Williams m.fl: Lonely Planet’s Best of Italy. Top Sights, Authentic Experiences. 2020.
I forbindelse med turene så vi film med italienske temaer bl.a.:
Mehdi Avaz: Toscana. 2022.
Frederico Fellini: La Dolce Vita. 1960.
Frederico Fellini: 81/2. 1963.
Frederico Fellini: Amacord. 1973.
Gabriele Muccino: Min italienske familie. 2019.
Enrico Piaggio: Vespa. 2019.
Ettore Scola: Middag på Italiensk. 1998.
Paolo Sorrentino: Den store skønhed. 2013.
Paolo Sorrentino: The Hand of God. 2021.
Sydney Sibilia: Rose Island. 2020.
Giuseppe Tornatore: Mine aftener i paradis. 1988.
Desuden: Facts fra materialer samlet undervejs og hjemmesider. Danske og internationale mediers dækning af italiensk politik, kultur m.v.