En kæreste i Tyrkiet
Kristine Garn, Danmark og Tyrkiet
Kristine sidder i sit værelse i en andelslejlighed på Islands Brygge i Købehavn. Hun har danske forældre og er født og vokset op i Danmark. Indboet er pakket ned, fordi hun dagen efter skal rejse til Tyrkiet for at møde sin tyrkiske kæreste der. De havde planlagt at bosætte sig i Tyrkiet, men siden vores samtale er de blevet gift og har besluttet at slå sig ned i Malmø i Sverige. På grund af Danmarks stramme indvandringsregler er det udelukket, at de kan flytte sammen her i landet. Kristine er 22 år.
I det sidste halve år har mine hverdage mest bestået i skole og lektier her i København. Jeg har læst fysik, matematik og kemi; og i weekenderne har jeg arbejdet som tjener. Jeg er egentlig sprogligt og humanistisk orienteret, men det har alligevel været super godt. Det har været en stor forandring i forhold til det, jeg kom fra i Tyrkiet. I de sidste par måneder har jeg også haft tid til mine venner. Jeg har fået et godt netværk af gamle og nye venner. Vi sidder mest og snakker og tager til koncerter. Vi ser ikke fjernsyn, for jeg har ikke noget fjernsyn. Jeg har nået det, jeg gerne ville, og mine eksaminer er lykkedes over al forventning. Jeg føler mig ikke færdig med det liv, jeg har her, og jeg kommer til at savne det meget, men det er det valg, jeg har truffet.
Jeg er vokset op i Vedbæk med min far og mor. Jeg har en storebror på seksogtyve og en lillebror på fjorten. Da jeg var tolv flyttede vi i en lejlighed i Mikkelborg Park i Hørshom Kommune, fordi min fars firma gik fallit, så vi blev nødt til at sælge stort set det hele. Jeg fortsatte i folkeskolen, og vi fandt senere et lille hus i nærheden af Kokkedal Station. Jeg tog sproglig studentereksamen på Birkerød Gymnasium. I min gymnasietid blev min far meget syg, og han døde for to år siden efter en slem sygdomsperiode.
På vej til Grønland
Efter gymnasietiden var jeg skoletræt og arbejdede som tjener i København. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, men havde en ide om at tjene nogle penge for at komme ud at rejse. Rejseplanerne lå dog lidt i skyggen af min fars sygdom, så jeg besluttede mig til at tage på Ryslinge Højskole i fem måneder i en periode, hvor min fars sygdom var stabil. Jeg havde en masse kreative fag, men der var ikke så meget faglighed i det. Vi var lidt over hundrede mennesker, og der var utroligt mange forskellige typer. Både poppigen fra Århus og bøllen fra Vollsmose, og jeg kom ret godt rundt og fik snakket med dem alle. Det, der gav mig allermest, var at møde de mennesker på en helt anderledes måde, end hvis man traf dem til fest eller på gaden.
Efter min fars død arbejdede jeg igen som tjener i Danmark og på et skisportssted i Norge. Jeg havde selvfølgelig en masse sorg efter min fars død, men jeg lærte selv at hive mig op fra det. Det var hårdt, men også utroligt givende. Planen var, at pengene skulle bruges til et ophold i Grønland med Mellemfolkeligt Samvirke for at arbejde i et frivilligt projekt. Jeg var blevet vild med den nordiske natur og ville gerne være ude i den.
Jeg skulle til Tyrkiet
Jeg havde to måneder, inden jeg skulle til Grønland, så dem besluttede jeg at bruge på at arbejde i Amsterdam for at få lidt storby inden ødemarken. Tre dage efter at jeg var kommet til byen, mødte jeg min kæreste. Så det blev ikke til meget arbejde, men jeg havde nogle fantastiske, fantastiske uger. Han ville gerne se Paris, og så tænkte jeg: "Hvorfor ikke." Og så tog jeg til Paris sammen med ham. Der var vi en uge, så skulle han tilbage til Tyrkiet og spurgte, om jeg ville med. Jeg tog med ham og boede sammen med ham og hans familie i tre uger i Antalya i Tyrkiet. Så tog jeg tilbage til Danmark - jeg skulle jo til Grønland. Men de var ikke sjovt at tage afsked, og jeg havde allerede besluttet, at jeg skulle tilbage til ham igen efter Grønlandsturen.
Efter tolv timer i Danmark fandt jeg ud af, at jeg alligevel ikke skulle til Grønland. Alle mine venner og hele min familie sagde det samme. Jeg skulle til Tyrkiet og ikke til Grønland! Jeg var smaskhamrende forelsket og kunne ikke holde ud at skulle sidde deroppe i to måneder og tænke på ham, så gik pointen fuldstændig af det. Så jeg aflyste Grønlandsturen og var tilbage i Tyrkiet igen efter ti dage. Jeg havde egentlig en plan om at bruge det næste år på forberede mig til at starte på internationale udviklingsstudier på RUC. Men jeg besluttede mig til, at nu gør jeg det her, og så må vi se, hvad der sker.
Jeg var bare så velkommen
Hans familie tog utroligt godt imod mig anden gang, jeg kom. Jeg var bare så velkommen, selvom de bor i en lille lejlighed. De er så søde og gæstfrie. Det eneste de ønskede var, at jeg skulle bo hos dem, hvor han og hans to søstre også bor. Søstrene tog også godt imod mig. Da jeg kom blev det hedebølge, så alle sov i stuen, hvor der blev installeret aircondition. Jeg lå der og rullede lidt rundt mellem min kæreste og min kærestes far og prøvede at finde ud af, hvem det var, jeg skulle putte mig ind til. På den måde blev der også hurtigt brudt nogle grænser.
Begge min kærestes forældrene er pensionerede. Hans mor har været jordemor og hans far lærer, så de har en pension, de kan leve af, hvis den bliver suppleret lidt. Jeg ville gerne give penge, men det kunne de ikke tage imod. I starten kunne jeg heller ikke få lov at hjælpe til. Men det var jo seriøst mellem mig og min kæreste, så efterhånden ville hans mor gerne se, at jeg kunne noget af det, en god tyrkisk kvinde skal kunne.
Familien er frisindet, men alligevel er de tyrkiske i mentaliteten. Begge forældrene er opvokset i små landsbyer. Så det må have været en stor omvæltning at få mig ind. Jeg var jo en underlig blanding af gæst og familiemedlem. Der er garanteret mange ting, jeg slet ikke kan se, at jeg gjorde helt anderledes. Det er noget andet at være kærester i Tyrkiet, så moren sagde nærmest fra starten, at vi var gift, ellers kan man ikke rigtig bo sammen. Hun kaldte mig sin datter, og hun forventede, at jeg skulle vise min kokkekunst, men når jeg prøve stod hun og åndede mig i nakken, og så steg jeg helt af. Jeg ville ikke stille op til noget, som ikke er mig, de skulle jo lære mig at kende, og det gav nogle gnidninger. Det var en hårfin balance mellem, at begge parter skulle give og tage i et fint kompromis. - Det kunne aldrig have fungeret den anden vej, hvis jeg havde sagt til min mor, nu flytter min tyrkiske kæreste ind et halvt år. Det havde vist ikke fungeret i nogen danske hjem på samme måde. - De har bare været fantastiske, de har virkelig taget mig til sig.
Men min egen familie har nu også taget det over al forventning. Efter et par måneder fandt vi ud af, at det var praktisk at blive gift, skønt ingen af os egentlig tidligere havde kunnet tænke os det. Da jeg ringede hjem til min mor for at få papirerne sendt, sagde hun bare: "Fint nok, jeg sender papirerne." Men familien har selvfølgelig været bekymret for min uddannelse, de har stillet spørgsmål til, om jeg også havde hovedet og ikke bare hjertet med i det her. Men nu kan de godt høre, at jeg har seriøse planer om at læse medicin i Tyrkiet. Min mor og min lillebror har også været dernede for at møde ham. - De har taget de fint.
Hvordan kan jeg klare mig bedst muligt her
Min kæreste er uddannet læge og var på universitetshopitalet, hvor han skulle arbejde hele tiden, så jeg gik og tullede rundt og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med mig selv, da jeg kom til Tyrkiet anden gang. Det er et anderledes land, og jeg kunne ikke ligeså mange ting, som jeg kan her. Jeg kunne ikke gå uden for en dør, når det var mørkt, han var bange og nervøs på mine vegne. Jeg kunne heller ikke finde rundt, fordi de har ikke vejnavne. Jeg kunne ikke snakke tyrkisk, og hans familie, kunne ikke snakke engelsk, så hvis han ikke var der, kunne jeg ikke kommunikere med andet end fingersprog.
Det var en hård periode i starten. En masse ting var sket enormt hurtigt i mit liv, og pludselig var jeg i Tyrkiet. Jeg kan godt lide at gå på gaden og være en flue på væggen, men dernede er jeg en "påfugl". Jeg kunne f.eks. godt gå i nedringet tøj, men så fik jeg også reaktioner på det. Folk kiggede, snakkede og kom hen til mig. Det kunne jeg slet ikke have. Så da tog jeg lige nogle ordentlige ture, hvor jeg var meget deprimeret. Min kæreste gjorde alt for at støtte og hjælpe mig, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke prøvede at give det en reel chance. Jeg blev nødt til at sige: "Ok - hvordan kan jeg klare mig bedst muligt her". Da jeg havde indset det og holdt op med at kæmpe imod hele tiden, så gik det meget lettere. Jeg begyndte også at kunne lære lidt tyrkisk. Jeg har meget sprogøre, men fandt ud af, at jeg ikke ville lære det, fordi jeg syntes slet ikke, at der var plads til mig. Jeg var meget skræmt eller fjendtligt indstillet. Jeg kunne ikke se det gode i noget som helst. Selvom der var enormt smukt, og folk var meget søde, men på deres måde.
Jeg besluttede mig til at finde noget arbejde for at få en omgangskreds uden hele tiden at være lidt afhængig af min kæreste. Så jeg fandt arbejde på en af de fineste restauranter i Antalya, hvor de dyre tyrkere kommer og spiser pizza. Det er åbenbart meget eksotisk dernede. Det er også en oplevelse at arbejde i Tyrkiet, fordi det er enormt ineffektivt. For det meste stod vi fem tjenere og gloede på hinanden, fordi der ikke var noget at lave. Jeg snakkede stort set ikke tyrkisk, men de var søde til at prøve at lære mig gloser. Jeg var vist også lidt af et trækplaster. Jeg fik 1500 – 1600 kroner om måneden, og det er en god løn i Tyrkiet, men jeg skulle arbejde 10 til 12 timer om dagen syv dage om ugen. Det betød, at min kæreste og jeg ikke så hinanden, og så jeg sagde op.
Jeg overvejede at starte en vandpibecafe - det kan unge mennesker i Tyrkiet godt lide - men det gik desværre i vasken, fordi vi ikke kunne finde lokaler. Så fik jeg arbejde i en vestlig præget cafe, hvor de spillede det nyeste musik fra Europa og Amerika. Der kom kun unge tyrkere, så nu måtte jeg lære tyrkisk, og det gjorde jeg så til husbehov. Men da universitetet startede efter halvanden måned, svigtede kunderne, så der ikke var noget at lave, derfor sagde jeg op og tog et par måneders ferie. Jeg havde ikke rigtig fået det netværk, jeg havde håbet på. Det er svært som lyshudet og blåøjet pige i Tyrkiet, der ikke taler så godt tyrkisk, for tyrkerne er i virkeligheden meget generte. På det tidspunkt havde jeg besluttede mig til at tage kurser i Danmark så jeg kunne komme i gang med noget uddannelse, der var nemlig ingen passende kurser i Tyrkiet.
Der ligger så meget lærdom
Vi har selvfølgelig undersøgt mulighederne for at bo sammen her i Danmark. Men bare det at få turistvisum, så jeg kunne vise ham Danmark, mine venner og min familie har vist sig at være umuligt efter at den nye regering er trådt til. Jeg har snakket med Udlændingstyrelsen, og kravene er upræcise og umulige at opfylde for os. Da jeg havde undersøgt det hele, besluttede jeg, at han skulle ikke til Danmark. Det ville være for pinligt. Min kæreste skal jo også til at støtte sine forældre. Det er lettere for mig at flytte til Tyrkiet, end det ville være for ham at flytte til Danmark. Jeg blev jo modtaget med åbne arme. Nu skal jeg til at leve der på lige fod med tyrkerne og ikke som turist. Jeg har indstillet mig på, at det bliver noget helt andet. Men jeg har lært at suge alt det gode ud af det, og ikke fokusere på det, der ikke kan lade sig gøre. Den her gang bliver det ikke nogen badeferie. Det bliver hårdt at slippe mit liv her, men mine venner og familie vil altid være der for mig.
Jeg har fået en anden forståelse af, hvordan det er at komme til et andet land. Det jeg har oplevet er en form for bagvendt racisme. Alle syntes jo, at jeg var spændende. Men der var alligevel en enorm distance mellem mig og det sted, hvor jeg boede og levede. Man bliver spejlet og får sig selv i hovedet hele tiden på en helt anden måde. Det var mig mod 65 millioner par øjne, og så måtte jeg indse, at det er måske også er mig, der har mine øjne på det. Den erkendelse kan bruges konstruktivt, men sådan bliver den ikke brugt nu. Lige nu er alt gået i stå i angst for det fremmede. Det er ærgerligt, for der ligger så utrolig meget lærdom og bare venter på at blive brugt, men der er desværre ikke rigtig nogen, der tør.
Både min kæreste og jeg vil gerne ud at rejse i verden. Der er lægeuddannelsen god, og vi kan jo også tale engelsk. Der skal også være plads til børn. - Ja, det er planerne.
Juni 2003