Ud af boblen

Jean Finsen, USA

A bowl of bananas

Jean Finsen bor i Berkeley Heights i New Jersey sammen med sin danske mand og deres hund. Hendes mand arbejder for et internationalt firma med base i Danmark. Vi taler sammen på verandaen i deres hyggelige forstadshus med fuglesang og legende egern i haven.

Vækkeuret ringer normalt klokken 6.30, men vi plejer at trykker på "snooze knappen" et par gange. Jeg står først op, tager et brusebad, kommer i tøjet, sætter kaffe over og går en tur med vores hund Freddie. Jeg spiser ikke morgenmad men får en kop kaffe og en cigaret. Jeg ser CNN, læser avis og tager så på arbejde.

Jeg arbejder for en velgørende organisation, der tager sig af ældre og handicappede. Tidligere beskæftigede jeg mig med fundraising, men nu er det mest markedsføring. Undertiden bruger jeg en uge på at lægge breve i kuverter og sortere post, i andre perioder er arbejdet mere kreativt. For tiden besøger jeg mange læger og ældrecentre for at gøre dem opmærksom på vore tilbud.

Jeg spiser typisk frokost ved mit skrivebord, som regel har jeg rester med fra middagen dagen i forvejen og varmer dem i mikroovnen. Jeg har arbejdet længe i forretningslivet, og det er meget anderledes. Jeg opfatter det her som et miljø uden meget stress. Det er ikke min karriere, men et job, og jeg kan godt lide det.

Jeg går fra arbejde klokken tre, kommer hjem, skifter tøj og går tur med Freddie. Så ordner jeg have, slår græs, vasker tøj eller læser en bog. Om mandagen slapper jeg typisk af, fordi jeg er træt. Når Jens kommer hjem, taler vi om vores dag, går tur med hunden og spiser middag foran fjernsynet, det er dejligt at sidde og se noget helt uforpligtende tv. Så går vi i seng og læser lidt. Jeg forbereder alting om aftenen for at få en halv time til at drikke kaffe og læse avis om morgenen.

Jeg kan godt lide at have tid for mig selv, måske fordi jeg voksede op i en stor familie. Når Jens er på forretningsrejse, laver jeg ikke aftaler for at være sammen med andre.

Nu har jeg fri både onsdag og fredag. Om fredagen gør jeg rent, så jeg ikke skal gøre det i weekenden, og jeg vil også finde nogle nye projekter i huset for at have noget at lave.

Om fredagen sætter vi som regel en film på. Om lørdagen kan vi godt lide at sove længe, købe ind og arbejde i haven. Lørdag aften tilbringer vi med venner eller laver en god middag sammen og får en flaske vin, nogle gange lokker jeg også Jens til at spille et spil. Om søndagen kan vi godt lide at være sammen.

De fleste helligdage og ferier tilbringer vi sammen med vore familier enten her eller i Danmark.

En lykkelig barndom

Jeg er den yngste af fem søskende. Min bror Mike er to år ældre end jeg, og vi sloges som kat og hund til et punkt, hvor min stakkels mor have lyst til at dræbe os begge.

Vore familieferier i et hus i New Hampshire fylder meget i min erindring. Min far kom til skade hver eneste sommer. Et år spillede vi baseball, og han gled ind i anden base, som var en telefonmast og brækkede sin ankel. Men så fik han krykker, og derefter behøvede vi ikke at vente for at få et bord på restauranter. Et andet år fik han et stor fiskekrog i hånden, så vi måtte bringe ham på skadestuen. Det var en joke i familien.

Min far var tit på forretningsrejse, og han plejede at tage chokolade med hjem til mig. Jeg kan huske en kæmpe plade, som han havde med til mig fra et sted i Sydamerika. - Det er underligt, hvad man husker.

Det var en lykkelig barndom. Vi legede med børnene i nabolaget, men vi var også mange selv og havde dermed "indbyggede legekammerater". Min søster og jeg legede krig i skovene bag vores hus. Vi svømmede også i bækken sammen med vores hund Kelly. Den gang kunne vi forlade huset i timevis, uden at vores mor blev bekymret for os.

Jeg har også boet i Texas og i Illinois, men vi flyttede til Basking Ridge i New Jersey, da jeg blev ni, og jeg har ikke rigtig nogen erindringer fra tiden inden.

Min lærerinde i tredje klasse blev omtalt som så ond, at hun ville dræbe en, så man endte på kirkegården ved skolen. Men hun var slet ikke ond.

Jeg kan huske, at jeg prøvede at blive cheerleader i ottende klasse, men jeg kom ikke med på holdet, og det var en stor skuffelse. Da jeg gik hjem, ramte en fyr, der var meget flot, mig i hovedet med en frisbee, det gjorde ikke ondt, men jeg gav mig alligevel til at græde, fordi jeg netop havde lidt et stort nederlag.

Jeg pjækkede fra skole første gang, da jeg gik i junior high school. Mine venner og jeg tilbragte en hel dag i skoven bare for at prøve det. Næste dag måtte jeg spille syg for at få en seddel af min mor, så jeg kunne komme i skole igen.

I ottende og niende klasse begyndte vi at eksperimentere med alkohol ved at tage lidt fra hver flaske i vores forældres barskab og drikke det. Jeg husker, at jeg en gang drak så meget rom og Diet Coke, at jeg ikke kunne røre en Diet Coke i ugevis.

Mit første forhold til en dreng var i niende klasse. Han var hvid, men havde afrohår. Der var kun få sorte familier i hele byen, det var et meget hvidt og angelsaksisk lokalsamfund, og vi var alle priviligerede unge fra den øverste del af middelklassen. Når vi blev sytten fik vi enten selv en bil, eller familien havde en, vi kunne låne. Vi havde, hvad vi havde brug for.

Jeg blev opdraget katolsk, men da min storebror nåede den alder, hvor han skulle køre os i kirke, satte han os andre af ved kirken og kom tilbage for at hente os, når gudstjenesten var ovre. Efterhånden som vi voksede op, gjorde vi andre det samme.

Basking Ridge boblen

Det var først, da vi blev ældre, at vi indså, hvor priviligerede vi var. Sidste år i high school, kaldte vi det "Basking Ridge boblen". Det var en god barndom med forældre, der holdt af os og blev sammen. Vi fem børn kom godt ud af det, og vi kan godt lide hinandens partnere. Vi har ikke mange familieproblemer. Jeg taler ofte i telefon med mine søskende, og vi sender mails til hinanden. Det er jeg taknemmelig for.

Efter high school kom jeg på Ithaca College oppe i staten New York. Det var meget jødisk og meget præget af Long Island. Jeg boede sammen med to jødiske piger, som var venner, de viste sig at være søde, og vi endte med at få det fint med hinanden, men det krævede tilpasning af os alle. Efter et semester flyttede jeg sammen med en pige fra Maine, hvis far var præst.

Jeg mødte mange fine folk på college. Vi gik på barer og røg pot, men jeg fik også pæne karakterer. Jeg læste kommunikation, som er et bredt alment dannende studium, der rummer lidt af hvert med vægt på engelsk. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ville, og efter to år syntes jeg, at jeg spildte min tid og mine forældres penge.

I en periode havde jeg forskellige løse jobs, men så mente min mor, at jeg havde brug for at lære noget, man kunne leve af. Hun havde selv gået på Katharine Gibbs, som er en meget god skole for sekretærer, og så kom jeg på den i seks måneder. De var meget opsatte på at gøre os til gode sekretærer i forretningslivet. Vi skulle gå i kjole og strømper, og de fyldte sprog- og forretningsfærdigheder på os. Det var ikke sjovt, men det var lærerigt.

En øjenåbner

Jeg fik et job i et privat firma, hvor jeg arbejdede i den interne revisionsafdeling. Set med mine enogtyveårige øjne var alle meget gamle og meget konservative. Jeg blev lidt over et halvt år, så kunne jeg ikke holde det ud længere.

Derefter fik jeg et job for en salgschef i et firma, der solgte sportstøj. Det var et fint sted, alle var unge, og vi gjorde ting sammen udenfor arbejdstiden. Jeg kom også med til udstillinger, hvor jeg gik rundt i firmaets tøj og joggingsko. Vi gik i byen, det var som at have tyve store brødre, der alle passede på mig. Så flyttede firmaet til South Carolina, men der havde jeg ikke lyst til at bo.

Så jeg besluttede at vende tilbage til college og afslutte mit studium. Jeg tog til Fairleigh Dickinson University i Madison, og det var godt. Nu tog jeg mine studier mere alvorligt, fordi jeg var ældre og ikke boede på campus, men jeg havde stadig en gruppe gode studiekammerater.

Efter college kørte jeg rundt i min egen bil og solgte ice tea på flasker for en ringe løn i et år. Så blev jeg markedsføringsassistent i et firma, der solgte børnesko, jeg kom til at arbejde med deres katalog, og det var sjovt. Men desværre klarede firmaet sig dårligt økonomisk. Derefter fik jeg et job som forretnings concierge på et konferencecenter, det nød jeg virkelig, det er dejligt at hjælpe andre mennesker. Men jeg forlod det igen, måske fordi jeg havde været der for længe.

Så tog jeg et job i et forsikringsselskab, hvor jeg arbejdede sammen med min nuværende chef i et par år og også kom ud at rejse. Firmaet prioriterede at gøre noget for lokalsamfundet, og jeg kom ind i velgørenhedsprojekter for sorte og spanske beboere i midtbyen. Arbejdet som frivillig i et suppekøkken og med at organisere julegaver til fattige familier var en øjenåbner, der virkelig gjorde mig bevidst om, hvor godt mit eget liv er. Men på grund af en omfattende omstrukturering af firmaets afdelinger blev min gruppe opløst og fem hundrede af os mistede vore jobs. Jeg fik en god ordning og brugte noget tid på projekter i vores hus.

Efterfølgende skrev jeg til den lokale avis i seks eller ni måneder. For to år siden fik jeg jobbet i den velgørende organisation, hvor jeg nu arbejder.

En af de bedst ting, jeg har gjort

Jeg mødte Jens den 28. februar for syv år siden, jeg var sammen med to af mine venner fra high school. Vi gik på mexicansk restaurant, Jens var med i gruppen, og jeg syntes, at han var sød. Han kyssede mig, og jeg gav ham mit telefonnummer, men han ringede ikke. Så fik jeg min skolekammerat til at arrangere, at vi mødtes adskillige gange, og omsider begyndte Jens at ringe og invitere mig ud.

Vi boede sammen i lang tid, så friede han til mig, jeg sagde ja, og vi blev gift i juli 1999.

En af vore drømme er en dag at få en lille antikvitetsforretning, men Jens skal beholde sit job af hensyn til hans løn og sygeforsikring. Vi kunne også godt tænke os at flytte for at få mere plads. Hvis Jens kunne blive forflyttet, kunne vi måske flytte til et andet land eller en anden del af dette land.- Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor.

At gifte mig med Jens er en af de bedste ting, jeg har gjort, det betyder, at jeg nu har en dansk familie, som jeg bor sammen med i perioder. Jeg lærer andre vaner og traditioner at kende på en måde, man ikke kunne gøre ved at tage på ferie i Danmark.

Det eneste problem er, at jeg ikke taler dansk, da jeg var til Jens' brors bryllup kunne jeg ikke forstå talerne og sangene. Det kunne jeg selvfølgelig gøre noget ved, og hver gang jeg er i Danmark, beslutter jeg mig til at gøre det, men når flyet lander i Newark, er jeg tilbøjelig til at glemme det igen.

Jeg nyder også, at Jens arbejder for et internationalt firma, og at vi møder mange mennesker fra andre lande.

Juli 2004

Tilbage til Jordomrejse 2004-05