Bélesta.
Jeg tror på det gode lokale liv
Vi fik kontakt til Eric Paihassa og hans kone Nadine gennem vore odenseanske venner Leif Søndergaard og Rie Hedegaard. De har en fritidsbolig i den sydfranske landsby Bélesta. Vi talte over tapas og lokal vin på Leif og Ries terrasse med betagende udsigt over Pyrenæerne. Leif og Rie tolkede. Efter samtalen viste Eric og Nadine os det hyggelige hus, de selv havde bygget, og nogle af hendes fine kunstværker.
Jeg rejser på fjernsynet
Jeg står op klokken fem om sommeren og klokken seks om vinteren. Morgenmaden springer jeg over, nøjes med en kop kaffe og et glas vand. Vores lille hund skal ud for a tisse, hønsene får korn og salat. Så tager jeg bilen og kører til mit arbejde for kommunen i nabobyen Ile-sur-Têt. Jeg arbejder for Park og Vej, kører gravko, traktor, lastbil og alle de andre køretøjer, vi bruger. Jeg har mest at lave i forbindelse med festerne f.eks. nytårsfejringen, byens fest og Bastilledagen den 14. juli.
Om sommeren, når det er varmt, har jeg en helt uofficiel opgave med at sætte vand i køleskabet og køre det ud til alle, der arbejder udenfor. Ham på kontoret har behagelige 24 grader, udenfor hos os kan der være fyrre grader eller mere. Jeg bliver kaldt Eric le Rouge. Vi har halvanden times frokostpause, hvor jeg bliver i Ile-sur-Têt og spiser sammen med seks syv kolleger.
Arbejdsdagen slutter klokken fem, så vender jeg tilbage til ”det virkelige liv”. Alt hvad jeg kan se fra vores hus kalder jeg min have, den er nok 10 millioner kvadratkilometer. Hjemme hos os er der ingen biler og larm, vi har det fredeligt og roligt. Om aftenen slapper jeg af og ser TV. Jeg kan godt lide historiske udsendelser og rejsebeskrivelser. Jeg rejser med fjernsynet. Da jeg var tredive år, var det noget andet, den gang lavede jeg havearbejde og sådan noget om aftenen. I dag har jeg brug for at slappe af. I weekenderne besøgte vi tidligere familie, men nu bliver vi mest hjemme og hviler os.
Min barndom var helt normal
Min familie er mere mangfoldig end Nadines, hun har dybe rødder her. Jeg blev født på hospitalet i Perpignan og voksede op i Ile-sur-Têt. Ferierne tilbragte jeg hos min morforældre i Marquixanes. De kom fra henholdsvis det aragonske og catalanske område og talte spansk ikke fransk. Min farfar kom fra Barcelona, min farmor fra Granada. Hun havde lyst hår og blå øjne ligesom Rie. Måske har vi vikingeblod i familien. Jeg taler selv fransk, spansk, noget catalansk og occitansk samt lidt engelsk. Jeg er 60 år gammel, og den yngste af en søskendeflok på fire med to drenge og to piger. Min ene søster har jeg ikke kendt, hun døde som etårig.
Min barndom var helt normal med mange dumheder. Skolen kunne jeg ikke lide, brød mig ikke om den måde undervisningen foregik på. Jeg var ikke god til at skrive og læse, men når jeg fik tingene fortalt, gik det fint. Jeg hadede fransk og matematik, men elskede historie og geografi. De fag kunne opleves som billeder. Den interesse dyrker jeg nu med TV-dokumentarer.
Som ung kørte jeg på motorcykel, jeg var ikke forsigtig, kørte hurtigt og havnede i tre ulykker. Mit ene ben kan stadig vrikkes frem og tilbage. Jeg kørte også lastbil mellem Frankrig, Spanien, Tyskland, Holland, Belgien og England fra 1986 til 91. Bilen transporterede frugt og grønt, Coca Cola, flydende sæbe og andre varer. Den skulle altid være lastet. Det sidste år efter at Nadine og jeg havde mødt hinanden, kørte jeg kun her på egnen. De ture var arbejde ikke ferie.
Som soldat fløj jeg en gang i et fly uden vinduer med skudhuller fra krigen i Chad 1983. Siden har Nadine og jeg fløjet for at besøge Rie og Leif i Odense. Det var første gang, vi fik en ferie sammen udenfor Frankrig. Odense er en dejlig by. Vi havde håbet på køligt vejr til en forandring, men der var hedebølge, den uge vi var i Danmark.
Vi lavede alt med egne hænder
Nadine og jeg mødte hinanden i hendes fars vinmarker. Jeg kom til Bélesta fra Ile-sur-Têt for at hjælpe med vinhøsten, min opgave var i begyndelsen at bære de plukkede druer i en kurv på ryggen. Da en anden fik det job, skulle jeg klippe druer, det var jeg ikke god til. Nadine viste mig, hvordan det skulle gøres. - Her supplerede Nadine og fortalte, at det tog lang tid for Eric at lære det.
Da vi gik der ved siden af hinanden, ramte Amors pil os, og vi blev forelskede. Det var i 1990 og efter tre år blev vi gift, jeg er ikke religiøs, så brylluppet foregik på rådhuset i Ile-sur-Têt. Der var otte gæster, jeg fandt et vidne på en café og inviterede ham på en god frokost. Ægteskabet var lidt af en formalitet, vi havde været sammen i tre år på det tidspunkt.
Nadine var gravid med vores fælles søn, da vi blev gift. Han er 31 år gammel nu. Hun havde i forvejen en datter, som nu er 39. Hende vil jeg adoptere - ikke for at hun kan få mit navn - men for at børnene bliver arveberettigede på lige fod. - Så er der vist ikke mere at gøre for mig.
I de fire år fra 1992 til 96 byggede vi vores eget hus på Nadines fars mark. Vi hentede materialer i ruiner og på lossepladser, fældede træer og lavede alt med egne hænder. Vi brugte ingen professionelle håndværkere. Rødkælkene kom og tiggede, når vi spiste frokost. Vi tog ingen lån, og jeg solgte motorcyklen for at købe tømmer til taget.
For 10 år siden havde jeg en drøm om at flytte nordpå, hvor det er køligere, måske helt til Bretagne. Vi var også ude at se på nogle muligheder, men Nadines syge mor boede hos os. Så til sidst besluttede vi at blive i Bélesta.
Jeg glæder mig til pensionen
Alle har en form for tro, men jeg bryder mig ikke om kirken og symbolerne. Præster og biskopper er fornemt klædt og har en ring, man skal kysse. Spanske kirker er fyldt med guld, hvor kommer det fra? Det er røvet i Guds navn under massakrer i Sydamerika. Folk fik en sabel i maven for Guds og gulds skyld. Religionen skaber mange problemer. Jeg tror ikke på paven, vi er alle paver. Jeg tror på et beskedent liv med sunde etiske værdier.
Jeg er ikke misundelig på andre, der har mere end os. Nadine og jeg har det vi gerne vil have. I jæger-samler samfundet var alle lige, misundelsen kom med bønderne. Det har ført til problemer og konflikter. Talen førte til, at menneskene mistede intuitionen for at leve fredeligt med hinanden. Ordet har skabt meget skidt
I den store politik undrer det mig, at verdens superrige milliardærer ikke vil bidrage til at hjælpe de fattige i Afrika og Asien. Hvad skal mennesker på Mars, der er nok at gøre her på jorden.
Jeg var medlem af byrådet i Bélesta i en periode, men det var ikke politik som i storbyer. Det handlede om praktiske ting i landsbyen. Jeg har arbejdet med beslutninger om vejene, kirkegårdsmuren, festerne o.s.v. - Brød og skuespil til folket. Når debatterne varede til klokken 23, faldt jeg i søvn. Så jeg holdt op, da min periode var slut.
Jeg håber på en fremtid sammen med Nadine og på det gode lokale liv med plads til arbejde og fest. Vi kan håbe, men vi ved aldrig om det varer ved. Lad os mødes i de kommende år og se, hvordan det går. - Her supplerede Nadine med sin bekymring for konsekvenserne af mekanisering, industrialisering, kunstig intelligens og manglende miljøhensyn.
Jeg går på pension om to år, så har jeg været 44 år på arbejdsmarkedet. Det er nok. Min pension bliver 1230,- euro om måneden. Det giver ikke plads til store drømme, men det er tilstrækkeligt til at have et godt liv. Jeg glæder mig til at sidde og nyde udsigten til over bjergene og naturen. - Jeg beklager mig ikke.
Juni 2025.