Westminster.

Brexit, Britannia, Europa og imperiet

Turene har bragt os rundt i Storbritanniens historie. Vi har besøgt oldtidsminder med indbygget sans for solens gang over himlen. Vi har opsøgt romerske og normanniske bygningslevn. Vi har hørt om vikingernes handel og hærgen. Vi har repeteret Det Britiske Imperiums udvikling og afvikling. Vi har set industrialderens fabriksområder og dokområder under omfattende transformation. Vi har oplevet kulturinstitutioner og kulturprojekter med høj kvalitet. Vi er blevet mindet om vendepunkter i Englands, Wales, Skotlands og Nordirlands samspil gennem århundreder.

Og vi har hørt befolkningens frustrerede reaktioner på det langtrukne politiske spil om Brexit.

Klimademonstration ved Parlamentet.

Cameron, May og Johnson

Den konservative premierminister David Camerons dristige afstemning om Storbritanniens EU-medlemskab i 2016 førte til, at 52 % stemte ”leave” og 48 % ”remain”. Der var flertal for at forlade EU i England og Wales. Der var flertal for at forblive medlem af EU i Skotland og Nordirland. Mange ældre ønskede at forlade unionen, mange unge at forblive i den.

Befolkningen var og er splittet efter geografi, alder, social status og valg af identitet. Politikerne traf i de følgende tre år ikke de nødvendige beslutninger. Processen blev forsinket af fundamental uenighed, partiegoisme, manglende vilje til kompromis, flertalsvalg i enkeltmandskredse, fraværet af en samlet grundlov …

Da Cameron gik af efter at have tabt folkeafstemningen, tog Theresa May over. Hun opnåede en skilsmisseaftale med EU, som parlamentet forkastede tre gange. Da hun trak sig som konservativ partiformand og premierminister i sommeren 2019, overtog Boris Johnson opgaven.

Påskeaftalen fra 1998 om fred i Irland forudsætter en blød grænse mellem Nordirland og Den Irske Republik, mens Brexit fordrer en hård grænse mellem Storbritannien og EU. Boris Johnsons aftale med EU håndterer dilemmaet ved at indføre en toldgrænse i Det Irske Hav.

Løsningen betyder, at Nordirland fortsat skal følge EU-regler, men samtidig bliver en del af det britiske toldområde med mulighed for at deltage i handelsaftaler. Nordirerne skal kunne stemme om ordningen hvert fjerde år. Modellen er kreativt tænkt, tiden må vise, om den også er konstruktiv. Nordirske unionister kritiserede den straks.

Underhuset godkendte Johnsons aftale, men ikke hans stramme tidsplan. Det førte til endnu en forlængelse af fristen for britisk udtræden af EU til den 31. januar 2020 og til et parlamentsvalg den 12. december 2019.

Den 24. maj hørte vi i BBC Theresa Mays bevægede tale om, at hun ville trække sig fra posterne som konservativ partiformand og premierminister. Vi boede på en campingplads i St. Ives, og vore engelske naboer havde stemt henholdsvis ”remain” og ”leave”. De var altså uenige om, hvad der ville være bedst for Storbritannien, men enige om forståelsen af situationen.

De mente, at flertallet for at forlade EU skyldtes indvandring især fra Østeuropa samt Bruxelles dominerende rolle. De mente også, at det var noget rod, at Brexit stadig ikke var gennemført tre år efter folkeafstemningen. De holdninger bekræftede mange, vi talte med. Undertiden med den tilføjelse, at finanskrisen i 2007 havde øget den økonomiske ulighed.

Scottish National Party agiterer for uafhængighed.

Identitet og splittelse

Brexit har aktualiseret Storbritanniens historiske debatter om national identitet. Borgerne overvejer på ny i hvilken grad, de er henholdsvis engelske, walisiske, skotske, irske, britiske og/eller europæiske. Jo tættere, vi kom på grænsen mellem Nordirland og Den Irske Republik, jo mere påtrængende blev overvejelserne. Nogle markante udtalelser fra mennesker, vi mødte på vore ture i maj og september, illustrerer debatterne og splittelsen:

Engelsk kvinde i Dublin: ”Jeg kunne godt lide Boris Johnson. Jeg stemte ”leave”, fordi immigranter kommer her for at udnytte vores velfærdssystem. Nu ved jeg helt ærligt ikke, hvad jeg ville stemme. Brexit skulle være gennemført for tre år siden. Vi er helt til grin.”

Muslimsk indvandrerkvinde i forstad til Cardiff: ”Forholdet mellem racer forværres, og det påvirkede afstemningen om EU. Jeg tog fem af mine syv børn med for at stemme ”remain”."

Walisisk mand i Penarth: “Vi er walisiske ikke britiske, og det har vi altid været.”

Walisisk mand ved Stonehenge: “Wales med sine 3 mio. indbyggere er for lille til at være uafhængigt.”

Skotsk mandlig forretningsindehaver i Edinburgh: “Jeg stemte “leave”, men i en ny folkeafstemning, ville jeg stemme ”remain”. Vi er én stor familie i Europa og i UK. Din mor er engelsk, din bror bor i Birmingham, og dit firma har hovedsæde i London. Jeg ønsker, at alle skal samarbejde, vi er mere ens end forskellige.”

Skotsk mandlig SNP aktivist i Glasgow: “Vi taler for en inkluderende nationalisme. England er blevet for konservativt og for racistisk. Skotland er et nordeuropæisk land ligesom Danmark.” En af hans medaktivister tilføjede: ”Jeg vil hellere være i Europa end i Storbritannien.”

Mandlig ekspedient fra Barcelona i Edinburgh: “Skotland bliver uafhængigt før Catalonien, tror jeg.”

Nordirsk kvinde i Londonderry/Derry: “Min far var protestant og min mor katolik. Jeg voksede op med konflikten og lærte at respektere begge sider. Jeg frygter konsekvenserne af et hårdt Brexit, det kan genskabe volden. - Nordirland ender med at blive en del af Den Irske Republik, og det synes jeg er godt.”

Irsk kvinde i Dublin: “Englænderne er en anden race. De tror, vi stadig lever i en verden som i ”Downtown Abbey”.

Ældre irsk mand ved Carlingford Fjord, som danner grænse mellem Nordirland og Republikken: “Jeg er gammel, og et hårdt Brexit vil ikke skade mig, men det vil ikke være godt for mine børn og børnebørn.”

Meningsmålinger før parlamentsvalget tydede på et lille nordirsk flertal for sammenslutning med Den Irske Republik samt et lille skotsk og et utvetydigt walisisk flertal mod uafhængighed.

Liberal Democrats ville stoppe Brexit.

Parlamentsvalg og sammenhængskraft

Valget var det tredje i løbet af fire et halvt år.

Hovedtemaet var Brexit, og velfærd et vigtigt sidetema. Boris Johnsons Conservatives havde et klart budskab om at få Storbritannien ud af EU. Jeremy Corbyns Labour ville forhandle en bedre skilsmisseaftale og sætte den og EU-medlemsskabet til fornyet folkeafstemning. Det fremgik ikke, om han selv ville anbefale at forblive i eller at forlade EU. Nicola Sturgeons Scottish National Party ønskede at undgå Brexit og lægge Skotlands fremtid i det skotske folks hænder. Jo Swinsons Liberal Democrats ville stoppe Brexit. Nigel Farages Brexit Party ville holde Boris Johnson på kursen og trak sine kandidater fra sikre konservative kredse.

Valgaftenen blev en blanding af lettelse, sejrsstolthed, skuffelse og splittelse. Johnson blev sejrherre med det største konservative flertal siden 1987. Corbyn blev taber med det ringeste resultat for Labour siden 1935, han frasagde sig at lede partiet i den næste valgkamp. Nicola Sturgeon fik et godt valg, hendes nationale parti sejrede i 48 af Skotlands 59 valgkredse. Jo Swindon fik et dårligt valg, hun blev ikke selv genvalgt og trak sig som leder af Liberal Democrats. Nigel Farage vandt ingen sæder i Parlamentet, men han vandt sin kamp for uafhængighed.

Parlamentsvalget gav Boris Johnson mandat til at indfri sit valgløfte: ”Let’s get Brexit done.” Europaparlamentetets medlemmer sagde farvel ved at synge "Auld Lang Syne". - Storbritannien forlod officielt EU den 31. januar 2020 efter 47 års medlemsskab.

Det var startskuddet til de komplicerede forhandlinger bl.a. om en handelsaftale. Fristen er udgangen af 2020 med mulighed for forlængelse i op til to år, Boris Johnson ønsker ikke en forlængelse. Hvis det ikke lykkes at nå en aftale, bliver resultatet et hårdt Brexit.

Valget gav også Boris Johnson ansvar for at genskabe sammenhængskraften i Storbritannien. På valgaftenen proklamerede han sin sympati for, at mange nye vælgere havde stemt med rystende hånd, og fremlagde sin samlende ”One Nation Conservative” linje.

Krav om skotsk uafhængighed og irsk genforening har fået ny aktualitet. Mange scenarier er mulige for Storbritannien efter Brexit. Vi tror, det er mere sandsynligt, at imperiets rester falder fra hinanden, end at drømme om dets genopståen bliver til virkelighed. Skilsmissen fra EU kan føre til Det Forenede Kongeriges opløsning.

Det er sørgeligt, at briterne har valgt at forlade EU, men forståeligt, at et flertal ønskede en afklaring af den uholdbare situation. Tony Blairs udadvendte Cool Britannia er blevet til Boris Johnsons indadvendte Brexit Britannia.

I det traditionelt EU-forbeholdne Danmark har Brexit tilsyneladende bidraget til at styrke opbakningen bag unionen. I forbindelse med valget til Europaparlamentet i maj 2019 viste en Eurobarometermåling, at 77% af danskerne ønsker at blive i EU, mens kun 13% vil ud.

På en campingplads i Wales glædede vi os over, at det danske valgresultat havde samme tendens. Vi bidrog selv til det ved at brevstemme inden turen.

Vi har fulgt de kaotiske forhandlinger i Underhuset og hørt den nu forhenværende Speaker John Bercows hyppige kald til ”order”. På den baggrund var det beroligende at besøge Storbritannien og opleve, at i hverdagslivet herskede den orden, vi kender og holder af.

Vi mødte som sædvanlig sorte taxaer, røde busser, velfungerende kulturinstitutioner, spændende kulturprojekter, dannede mennesker ... Det giver håb for englændernes, walisernes, skotternes og nordirernes fremtid. Uanset Brexit, og uanset om de bliver sammen eller skilles.

Måske har politikerne i ”alle parlamenters moder” blot bekræftet visdommen i Boris Johnsons forgænger og forbillede Winston Churchills citat om demokrati fra 1947: ”Mange styreformer er afprøvet, og vil blive afprøvet i denne verden af synd og smerte. Ingen foregiver, at demokrati er perfekt eller alvidende. Faktisk er det sagt, at demokrati er den værste styreform bortset fra alle de andre former, der er prøvet gennem tiderne.”

Winston Churchill ved Parlamentet.

Henvisninger

Facts er fundet i trykte souvenirguides og på hjemmesider.

Til planlægning og bearbejdning af turene har vi også haft glæde af bl.a.:

Neil Wilson m.fl.: Oplev Storbritannien. 2015
Gunhild Riske: Turen går til London. 2018.
Kim Wiesener & Kristoffer Flakstad: Turen går til England & Wales. 2016.
Thorkil Green Nielsen: Turen går til Irland. 2016.
Bjarne Nørum: Turen går til Skotland. 2017.
Martin Dorey: Take the Slow Road. Scotland. 2018.
Europas smukke veje 47 berømte bilture samt komplet Europa-vejatlas. 2007.

Nick Ewbank: Adventures in Regeneration. Folkestone’s New Tide. 2011.
Francois Matarasso: A Restless Art. 2019.
Marc Mulholland: Northerne Ireland. A Very Short Introduction. 2003.

I forbindelse med turene så vi film og tv med britiske temaer bl.a.:

Jon Amiel: Creation. 2009.
Michael Epstein: John & Yoko Above Us Only Sky. 2018.
Ralph Flennes: The Invisible Woman. 2013.
Cary Fukunaga: Jane Eyre. 2011.
Mel Gibson: Braveheart. 1995.
Paul Greengrass: Bloody Sunday. 2002.
Tom Hooper: The King’s Speech. 2010.
Simon Hunter: Edie. 2019.
Nicholas Hytner: The Lady in the Van. 2015.
Julian Jarrold: Becoming Jane. 2007.
Phyllida Lloyd: The Iron Lady. 2011.
Ken Loach: Ae Fond Kiss. 2004.
Ken Loach: The Angels’ Share. 2012.
David Mackenzie: Outlaw King. 2018.
John Madden: The Best Excotic Marigold Hotel. 2011.
John Madden: Shakespeare in Love. 1998.
Sam Mendes: Skyfall. 2012.
Jean-Marc Vallée: The Young Victoria. 2008.
Lorna Tucker: Westwood: Punk, Icon, Activist. 2018.

Anne og Anders i Brexitland. DR 2018.

Clement i Storbritannien. DR 2018.

Christopher Timothy and Peter Davison: Vintage Roads Great and Small. 2018.

Episoder af tv-serierne The Crown, Downtown Abbey, Derry Girls samt nogle Harry Potter film.

Hverdagslivets orden giver håb.

Tilbage til Storbritannien.

Januar 2020.