Café Nero/Tutti i Wrocław.
Forhåbentlig kan der bygges bro
Anna er født i et skandinavisk land og emigrerede til Polen, hvor hendes forældre stammede fra, da hun var i tyverne. Hun arbejder som advokat i Wrocław og bor der sammen med sin mand og sine børn. Vi fik forbindelse til Anna gennem polske venner og mødte hende i Café Nero/Tutti i byens centrum. Anna er et navn, hun har valgt til dette interview.
Vi bruger tid sammen
Jeg vågner mellem seks og syv for at lave morgenmad og frokost til mine børn, som skal være i den nærliggende skole klokken otte. De kan ikke lide den varme mad, skolen serverer, så vi laver frokost til dem i en termobeholder. Når børnene og min mand er gået i skole og på arbejde, tænder jeg min computer.
I det sidste års tid har jeg arbejdet hjemmefra på grund af pandemien. Jeg arbejder som advokat for et stort firma, og min mand er også advokat. Min arbejdsplads har oplyst, at der snart kommer en plan for at vende tilbage på arbejde, sandsynligvis i en hybrid form. Jeg opsagde mit gamle job lige før pandemien for at blive leder af et team et nyt sted. Jeg har kun mødt mine kollegaer fysisk få gange på kontoret og på en udflugt. Jeg skulle optages i teamet på afstand, men de har accepteret mig, og jeg synes, vi har et godt forhold. Det er gået fint.
Om dagen arbejder jeg koncentreret. Når børnene og min mand kommer hjem, laver vi aftensmad. En gang om ugen går jeg til yoga i et par timer, det er min "tid for mig selv". I Polen skal børn være stille og lytte til de voksne, men vores børn er meget åbenmundede, de er ikke bange for autoriteter. Da begge deres forældre er advokater, har vi mange livlige diskussioner.
I weekenderne forsøger vi at bruge tid sammen som familie. Da pandemien startede, begyndte vi at tage på lange vandreture i bjergene eller på cykelture med venner en dag hver weekend, når det var muligt. Under nedlukningen måtte man ikke forlade sit hjem uden et formål. Politiet kørte rundt i gaderne og mindede folk om det, så alle havde en indkøbspose med.
Vi er sekulære jøder og fejrer uregelmæssigt sabbatten fredag aften. Vi besøger synagogen nogle gange på de vigtigste helligdage. Vi forsøger symbolsk at holde kontakten med vore rødder. Mit yngste barn kan godt lide det, den ældste var overbevist troende, men er nu blevet en lige så overbevist ateist. Han spørger: "Hvorfor gør vi det her?" - Måske ender han et sted i midten.
Jeg er statsborger i to lande
Jeg blev født i 1980. Min far var flyttet til Skandinavien med sin familie i 1969 på grund af antisemitisme i Polen. Min mors familie blev hjemme, selvom de også havde nogle problemer, og min bedstefar mistede sit arbejde. De flygtede til Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, var trætte og mente, at Polen var deres hjem. Begge mine forældre var engageret i oppositionen mod kommunismen og mødtes i den sammenhæng. De blev forelskede, det var meget romantisk, og min far ville tilbage til Polen, men det var ikke tilladt, så min mor flyttede til Skandinavien.
Jeg er opdraget med at tale polsk derhjemme og det lokale sprog i gården, i børnehaven og i skolen. Jeg er nu statsborger i begge lande. Jeg holdt sommerferie hos min bedstemor i Polen, læste to-tre bøger om dagen, talte polsk og lærte sproget godt.
Jeg ville gerne læse lingvistik og måske antropologi, men min mor overtalte mig til at prøve at studere jura. Jeg kan ikke sige, at hun tog fejl, uddannelsen hjalp mig med at finde et arbejde og få et godt liv i Polen.
Jeg emigrerede til Polen, da jeg var i sidste del af min uddannelse som advokat. Polen var lige kommet med i EU, og jeg fik et udvekslingsophold på universitetet her for at studere polsk jura i et år. Jeg endte med at blive på grund af min mand, jeg var 22, da vi mødtes. Jeg giftede mig med en mand i et andet land, men på en måde var han også "naboens søn". Hans familie boede i samme by som min bedstemor, og vi havde mødt hinanden, da vi var børn.
Jeg begyndte at arbejde i et internationalt konsulentfirma, de krævede ikke en polsk jurauddannelse, for man lærte alt i firmaet. Hvis jeg ville være almindelig advokat i Polen, skulle jeg praktisk talt genuddannes.
Regeringen ødelægger retssystemet
Det er værd at bemærke, at den nuværende polske regering har haft modet til at ændre skattelovgivningen radikalt, det gjorde den gamle liberale og mere demokratiske regering ikke. Der var smuthuller i skattelovene dengang, og dem brugte virksomhederne.
For at sige noget positivt om den nuværende regering, så er den meget effektiv til at inddrive skat, men retstilstanden er også temmelig kaotisk. De laver store lovpakker meget hurtigt med næsten ingen tid til offentlige høringer, og virksomhederne får ikke tid nok til at tilpasse sig. Det gør det svært at være iværksætter.
Efter min mening skader den nye regering retssystemet i Polen. De laver dårlige love og søger at overtage domstolene ved at begrænse dommeres og anklageres uafhængighed. For nylig indgav premierministeren et forslag til forfatningsdomstolen for at undersøge, om EU-lovgivningen er overordnet lokal lovgivning, selv om det er godkendt af alle lande i EU.
De fleste polakker støtter EU, men den nuværende regering har styrket skellene mellem liberale og konservative. Måske har skellet mellem den vestlige og østlige del af Polen, mellem de store byer, de små byer og landområderne altid eksisteret, men det er blevet tydeligt og har fået næring. Dele af den katolske kirke bidrager til splittelsen, men det er vigtigt at skelne mellem kirken og almindelige, tolerante katolikker. Der er lignende skel mellem liberale og nationalister i Skandinavien, og jeg er glad for at bo i Polen, landet er meget interessant og dynamisk, og mine børn er polske.
Min familie bor stadig i Skandinavien, så jeg skal fortsat krydse Østersøen for at besøge familie. Vi har også været på ferier i Grækenland, Italien, Norge, Lapland, Israel og Portugal. Og selvfølgelig rejser vi undertiden i Polen. Prioriteterne ændrer sig, når man bliver ældre, jeg nyder naturen mere, jeg kan endda overveje at plukke svampe!
Mødestedet Wrocław
Jeg har en baggrund sammensat af flere elementer national identitet har aldrig været det vigtigste for mig. Jeg er mere knyttet til det nabolag, jeg bor i, og de mennesker, jeg møder regelmæssigt.
Da jeg boede i Skandinavien blev jeg officielt kategoriseret som "anden generations indvandrer". Jeg voksede op i et beskyttet miljø og blev aldrig selv udsat for racisme. Min mor, der talte det lokale sprog med accent, blev nogle gange diskrimineret, og det oplevede jeg. Der er ingen officiel accept af antisemitisme i Polen, men man møder det på internettet, og det bliver mindre politisk ukorrekt. Det bekymrer mig lidt i forbindelse med mine børn. Men i næsten tyve år i Polen er jeg aldrig stødt på det personligt i direkte forhold til andre.
Byens slogan er: "Mødestedet Wrocław". Den var en del af Tyskland før Anden Verdenskrig, og efter krigen flyttede folk fra tidligere polske områder i øst hertil, på det seneste har den modtaget mange immigranter fra Ukraine. Jeg kommer fra en international by og nyder mangfoldigheden og de mange sprog, man hører på gaden. Racistiske hændelser forekommer nogle gange - mennesker med en anden hudfarve bør selvfølgelig kunne gå ud om natten uden at være bange.
Mens vi taler sammen, er en gruppe flygtninge fanget mellem hære på grænsen mellem Polen og Belarus. Vi ved ikke, om mennesker dør eller ej. Situationer som denne kan holde mig vågen om natten.
Jeg koncentrerer mig om nuet, og jeg planlægger ikke fremtiden. Jeg er glad for mit liv, som det er, men vi spøger med at emigrere til Portugal med nogle venner, når vi går på pension. På en ferie i landet blev det vores Arcadia. Når vi en gang får børnebørn, kan de besøge os der og svømme i Atlanterhavet.
Jeg håber for mine børn, at Polen vender tilbage til Europa og den vestlige verden. Det vil tage lang tid at genoprette, hvad den nuværende regering har spoleret. De er ved at ændre skolerne og medierne – det påvirker de unges måde at tænke på. Jeg håber, at der på en eller anden måde kan bygges bro over skellet i det polske samfund i fremtiden.
September 2021
Tilbage til Arnestedet for Østeuropas demokratier.