Mennesker ønsker det samme
Ali Hassanpour, Danmark og Iran
Ali Hassanpour er født i Iran, men måtte flygte efter den islamiske revolution og finde nye livsperspektiver i Danmark. Han har læst samfundsvidenskab og arbejder i centraladministrationen i København, hvor vi talte sammen en dag over en kop te. Jeg kender ham gennem venner. I virkeligheden hedder han noget andet, men han har ønsket at bidrage anonymt af private ikke politiske grunde. Siden vores samtale er Ali blevet gift med sin iranske kæreste i Danmark.
Mine hverdage er nok ikke meget anderledes end andres i samme situation. Jeg står op og gør mig klar til at gå på mit arbejde som fuldmægtig, hvor jeg beskæftiger mig med budget og økonomi. Der er jeg normalt otte til ni timer om dagen. Om eftermiddagen køber jeg ind, om aftenen laver jeg mad og ser tv-avis. Den mad jeg laver har ingen nationalitet, den stammer fra alle mulige lande, og jeg er en god kok. I weekenderne er der bedre tid til at gøre rent, tænke over større opgaver og hygge med venner - middag på en restaurant, en biograftur, et spil billard eller en snak om livet.
Jeg synes, at det er nødvendigt og interessant at være orienteret, og jeg bruger tid på at følge med i udviklingen i Danmark, i Iran og i verden. Man kan ikke koble sig fra det land, man kommer fra på tyve år, selvom det er halvdelen af ens liv. - Det er ikke nemt at leve med to kulturer, men det er personligt og intellektuelt berigende. Man kan ikke vælge mellem kulturerne ved at nulstille den ene, det har jeg forsøgt, men det mislykkes. Sandheden presser sig på - du er simpelthen begge dele.
Revolution i Iran
Indtil den iranske revolutionen i 1978 - 79, havde jeg et helt almindeligt liv for en middelklassedreng i Iran. Livet bestod i at gå i skole og være en god dreng, og få det bedste ud af det med de begrænsede midler familien havde. Men med revolutionen faldt mit livsperspektiv fra hinanden.
Jeg havde planlagt at gå på universitetet, det gjorde man i den type familie, jeg kommer fra. Lige efter revolutionen blev universiteterne lukket i to til tre år. Da de åbnede igen, bestod jeg den meget svære eksamen for at blive optaget. Man skulle også være tilhænger af regimet og deltage i religiøse aktiviteter, så jeg kom ikke på universitetet i første omgang. Da tingene havde lagt sig lidt, blev jeg optaget og fik samtidig ansættelse i et ministerium. Men man kunne finde på at prøve folks tilknytning til systemet ved at sende dem i krig, og det lå i luften, at det ville ramme os. Jeg havde været politisk aktiv på venstrefløjen, og kunne ikke forene mig med at blive tvunget til at deltage i religiøse ceremonier, gå i moskeen og bede og sådan noget. Det blev både psykisk og politisk uholdbart at finde sig i den situation.
Så kom jeg til Danmark
Så kom jeg til Danmark som flygtning i december 1984. Jeg var først i forskellige flygtningelejre og fik siden asyl. Derefter begyndte jeg at lære dansk, men blev smidt ud af sprogskolen, fordi jeg gerne ville lære dansk hurtigt. De ville ikke undervise os hurtigt nok, og vi var ikke delt i niveauer efter forudsætninger. Men en af vore lærere gav os gratis privatundervisning, og vi læste selv, så vi bestod alligevel vores sprogeksamen.
Bagefter var jeg med i et forsøg i København, hvor vi tog dansk studentereksamen på et år, fordi Danmark ikke anerkendte den iranske studentereksamen. De "bløde fag", hvor man kunne diskutere frit og sige sin mening uden frygt var ok, men ellers var det mest repetition. Jeg oplevede det danske undervisningssystem som godt men lidt slapt. Den demokratiske form, hvor man kan give konstruktiv kritik til lærerne var god, fordi jeg var gammel nok til den. Generelt er den danske befolkning utaknemmelig overfor de goder de har, og det er jeg nok også selv blevet.
Så begyndte jeg at læse samfundsvidenskab på København Universitet. Det var svært i starten, men også udfordrende, så jeg brugte en stor del af min dag på det. Jeg ville gerne lære, hvordan samspillet mellem politik og økonomi kan være en afgørende faktor for et land. Og jeg endte med at skrive speciale om den økonomiske og politiske udvikling i Iran. Det har jeg været meget glad for, det har givet mig en objektiv forståelse af det iranske samfunds udvikling. Det har været en erkendelsesproces, som jeg kunne reflektere mit liv i. Regimet har ikke længere samme magt over samfundet, og det er en god ting, at folk i Iran er blevet tilhængere af reformer snarere end pludselige aktioner. Det bliver spændende at se, hvad der sker i den kommende tid.
Da jeg begyndte at studere skulle jeg vænne mig til at læse på to fremmedsprog - dansk og engelsk. Jeg boede på kollegium, og her fik jeg mit kulturchok ved at se, hvordan unge danskere levede deres liv i forhold til, hvordan unge Iranere levede. - Der var mange vilde fester - i modsætning til i Iran - men samtidig vidste de godt, at de havde et ansvar at the end of the day. Danskerne bliver meget hurtigere selvstændige mennesker end folk fra lande som Iran. Det skyldes ikke mindst muligheden for økonomisk uafhængighed af forældrene i en meget tidlig alder.
Efterhånden har jeg vænnet mig til, at arbejdslivet og økonomien spiller en stor rolle for danskere. Når folk f.eks. lånte nogle cigaretter af mig, så tilbød de mig et par ekstra som "renter", det opfattede jeg som en fornærmelse. I lyset af mulighederne for at tilegne sig information, var danskerne uvidende om andre lande, når det ikke var "sjovt" som f.eks. mode eller amerikansk musik. Det kom bag på mig. Solidariteten gik og går ofte på at give en sjat penge til en indsamling eller noget. Man beskæftiger sig mest med dagligdagens nære problemer, det gælder nok også for nutidens iranske unge, som er mest optaget af MTV-kulturen. Måske er det et generationsspørgsmål.
Arbejdsløsheden i Danmark i begyndelse af 1990'erne ikke mindst for udlændinge gjorde, at jeg tabte modet og gik lidt ud af studiet og havde jobs i forretninger o.l. Men hen mod slutningen af 90'erne, da der igen kom gang i beskæftigelsen, fandt man ud af, at mennesker, som hedder Ali, også kan lægge to og to sammen. Derfor gjorde jeg min uddannelse færdig og blev ansat her i centraladministrationen. Jeg var til flere samtaler i løbet af tre uger og kunne faktisk selv vælge job.
Venner og kærester
Jeg er ugift og har ingen børn, men det er ikke helt frivilligt. Jeg har den "fordom" - og mange udlændinge mener det samme - at det er vanskeligt at finde ligeværdige danske kærester. Jeg har haft flere, men jeg lægger vægt på, at man også fungerer intellektuelt sammen, og jeg har altså ikke haft mulighed for at finde den, jeg gerne ville have. Det skyldes måske også, at jeg ikke har haft et "ordentligt" job med den rette appel eller har været arbejdsløs. Jeg har ikke haft negative oplevelser i de forhold, jeg har haft til danske piger, men der har bare ikke været gods nok i det til at gå videre.
Jeg kender flere eksempler på vellykkede forhold mellem mennesker med forskellig kulturbaggrund, og det kan være spændende, men det kræver kompromisser for at fungere. Det er på mange måder lettere at være sammen med en fra ens egen kultur, på den anden side kan det være en god ting, at indfaldsvinklerne til livet er forskellige. Det kan også rumme fordele for en udlænding at have et forhold til en dansker med den viden og det netværk, det giver. Jeg kan f.eks. ikke arve en sofa af min mormor, og jeg kan ikke låne penge til en bil af min far, jeg må i banken. Man kan trække på den anden parts aktiver og håbe på, at man selv har noget at byde på som udlænding. - Men for øjeblikket kender jeg en pige fra Iran, som jeg har mødt tilfældigt her, og det satser jeg på. Hvis det bliver til noget, skal vi igennem hele møllen med familiesammenføring.
Jeg har hentet reglerne for familesammenføring i Udlændingestyrelsen, og sagde i den forbindelse til min iranske kæreste, at jeg skammer mig over at have et dansk pas og være dansker. Da jeg blev konfronteret med de nye regler i en telefonsamtale med venner i Iran, måtte jeg sige, at reglerne er åndssvage.
Som nyankommen flygtning lever man med at være afskåret fra de nærmeste relationer, og det er hårdt. Men jeg fik hurtigt gode danske venner, og har haft flere, hvor forholdet har været helt gensidigt. Venskaber i Danmark er baseret på mere udtalte regler end i Iran, f.eks. betaler man her for sig selv, når man går i byen, men det er fint nok, så er spillereglerne veldefinerede.
Nu tager jeg lidt ad gangen
Jeg oplever, at dansk kultur stadig er meget præget af et - undskyld mig - bondesamfunds provinsialisme. Som iraner opfatter jeg ofte dansk kultur som middelmådig. Danskerne trives bedst "på det jævne". Det gælder f.eks. et begreb som "hygge" - nu bager vi boller og tænder levende lys. Det falder ikke i min smag, men jeg har vænnet mig til det og gør det også selv - i går aftes bagte jeg brød. Jeg synes også, at danskere mangler civilcourage, det ligger i hele foreningskonceptet, hvor man skaffer sig allierede for at kræve, hvad man har ret til. I et demokratisk vestligt samfund, mener jeg, at man skal kunne stå alene med loven i hånden.
Danskerne har ikke så let ved at acceptere, at mennesker med andre kulturelle baggrunde kan have anderledes holdninger, og som udlænding skal man helst være "under danskerne". Det er lettere at blive taget alvorligt som den lille søde tyrkisk grønthandler end som akademiker. Det var lidt tilfældigt, da jeg havnede i Danmark. Nu har jeg vænnet mig til det, men jeg har alligevel jævnligt tankeeksperimenter om at flytte til et andet land. Det vil imidlertid kræve store menneskelige og økonomiske ressourcer at rykke til f.eks. Iran eller til USA, hvor jeg har en del familie.
En demokratisk udvikling i Iran kunne måske inspirere mig til at vende tilbage og være med. I Iran mener mange, at det må være fedt at leve i Vesten. Nu har jeg oplevet vestens åbenhed, og hvis det er godt, så har jeg prøvet min del af det. Hvad bruger vi friheden til her, når det kommer til stykket. Ytringsfrihed er en stor ting, men vi bruger den mest til at vælge mellem forskellige fjernsynskanaler. Det er også spændende at opleve ting, som er enestående i den menneskelige kultur på nært hold. Det har været både hårdt og spændende at opleve revolutionen i Iran.
Der er også mange gode forhold i Danmark, som kunne hindre mig i at flytte fra landet. Jeg har vænnet mig til det afslappede liv, der er ikke så meget trafik, og man kan ringe efter noget og være sikker på, at det kommer. Jeg tror, at Danmark ville være et rigtig, rigtig godt land, hvis danskerne kunne indse, at deres fordomme for det meste er ubegrundede. Hvis de kunne vænne sig til tanken om, at vi lever i en tid, hvor vi er nødt til at leve side om side. Der er ligeså meget brug for min ekspertise, hvor jeg arbejder, og for Mustafas som buschauffør som for din på dit arbejde.
Mennesker ønsker i bund og grund det samme, de vil bare have ordentlige forhold at leve under - job, bolig og andre i virkeligheden trivielle ting. Jeg tror, at Danmark og andre Nordeuropæiske samfund har skudt sig selv i foden ved at ville opretholde traditionen for at være kulturelt homogene. Man skal se mangfoldigheden som et aktiv ikke noget negativt. - Et par banale eksempler er, at kollegerne har bedt mig om at lave iransk mad til vores nytårsfrokost i kontoret, og at jeg den anden dag kunne hjælpe en lufthavnsfunktionær i Kastrup, som ikke kunne tale med et ældre iransk par.
Alt andet lige håber jeg at have et mindre stresset og mere stabilt liv om fem ti år. Jeg vil gerne kunne opprioritere privatlivet og have en bedre økonomi. Jeg håber også, at der indgår en partner. Jeg er nok for gammel til at blive en god far, men det må tiden vise. For nogle år siden holdt jeg op med at planlægge langt frem, hver gang jeg gjorde det, kom jeg alligevel væk fra retningen, og det gav psykiske problemer. - Nu tager jeg lidt ad gangen, det er i øvrigt en god dansk tradition, som er værd at lære!
Januar 2004