David og Betsi på stranden.

Vi skal gøre verden bedre

David Powell og Lars mødtes først gang, da community arts gruppen Inter-Action og Dansk Amatør Teater Samvirke lavede et projekt i Næsby nær Odense sommeren 1985. David har arbejdet med kultur i mange forskellige sammenhænge. Efter at have lukket sit firma flyttede han fra London til det sydlige Wales med sin kone Harriet. Vi talte sammen i deres stue med fin udsigt over havet.

A bowl of bananasDavid.

Min hund Betsi vækker mig tidligt om morgenen, og så tager vi vores første tur på stranden. Det er et godt tidspunkt både til at tænke og til at blive tanketom. Vi taler med naturen. Gåture giver mig tid og plads til at reflektere over ting, jeg læser eller skriver, eller problemer med de projekter, jeg stadig er involveret i. Jeg har altid været morgenmenneske. I London svømmede jeg hver morgen hele året rundt. Efter turen spiser Harriet og jeg morgenmad sammen, planlægger vores dag og tjekker om havet stadig er der: udsigten, tidevandet, vejret er altid forskelligt. Vi lagde aldrig rigtig mærke til vejret, da vi boede i storbyen.

Der er altid noget at gøre i huset og haven, hvor vi har en lille eng med græs og vilde blomster og et grønsagsbed. To dage om ugen passer vi vores børnebørn: En af vore to sønner bor i Cardiff med sin familie. Jeg prøver at lære walisisk - jeg synes, man skal lære sproget, når man bor i et land - men det er djævelsk svært. Jeg forsøger at læse lidt hver dag og går også til undervisning.

Både Harriet og jeg arbejder stadig en smule, men ikke på heltid og ulønnet. Harriet er musiker og har arbejdet med børne- og kvindeteater, som dirigent og som sangskriver. Hun er også uddannet og erfaren som musikterapeut. Jeg er medformand for et firma med base i London, der skaber og udlejer atelierer til kunstnere og kunsthåndværkere til overkommelige priser. Vi administrerer 25 bygninger og tilbyder arbejdsfaciliteter til 500 kunstnere. Det kræver en hel del overvejelser, omhu og opmærksomhed.

For fem år siden oprettede jeg sammen med nogle kolleger et uafhængigt, selvfinansieret forsknings- og politisk projekt, som søger at skabe balance i den offentlig støtte til kunst og kultur, så det fordeles mere retfærdigt, socialt og geografisk i hele Storbritannien. Jeg er medlem af Labour og søger at få partiet til at have en mere demokratisk holdning til kunst og kultur – og at få valgt en Labour repræsentant til Parlamentet, her hvor vi bor!

Jeg læser meget og lytter til musik. Harriet spiller musik næsten hver dag, det er vidunderligt. Jeg bager vores brød, og vi laver begge mad. Vi kender en masse mennesker i landsbyen, og folk kommer ofte for at bo hos os. Selvom vi flyttede 200 km mod vest, har vi stadig familie og mange venner i London og andre steder. Nogle mennesker, vi kender, synes at overgangen fra arbejdslivet til pensionering vanskelig, men jeg må sige, at vi har fundet det befriende. Harriet og jeg har kun sjældent været ansat hos andre i vores arbejdsliv - vi har haft få ’konventionelle’ jobs, så vi har altid lavet vores egne projekter. Det gør vi stadig!

En uddannelse til the establishment

Jeg har fået at vide, at det var en meget kold vinter, da jeg blev født i London 1948. Min far var læge, min mor sygeplejerske, og de mødtes på et hospital i London lige efter krigen, netop da ​​National Health Service blev skabt. Jeg har en yngre søster og bror. Da min far blev udnævnt til børnelæge i jernbanebyen Peterborough ca. 30 km fra Cambridge, flyttede vi dertil. Vi boede i en lille landsby, og da jeg var 18 år kom jeg på universitetet og derefter til London.

Jeg gik på en primary school i Peterborough og en prep school (en privat ungdomskostskole) da jeg var syv år gammel. Fra 12 til 18 var jeg elev på en af ​​de ældste og mest traditionelle public schools (i Storbritannien er det private betalingsskoler), den lå i Canterbury med base ved katedralen. Det gav mig en solid moralsk og kulturel uddannelse med et tungt anglikansk (Church of England) aftryk. Det var en usædvanlig opdragelse, og meget af det er stadig lejret i mig på trods af, at jeg som 15-årig blev svoren agnostiker og senere humanist. Det var en temmelig konventionel men grundig uddannelse med en masse sport, musik og drama. Det sidste år var jeg i den gruppe, der havde dobbelt græsk og ingen naturvidenskab! Det var en uddannelse til the establishment.

Kostskoler deler dit liv i to, du har et hjemmeliv og et institutionelt liv. Det viste sig at være en god træning til, hvordan jeg senere kom til at bo i London som medlem af et stort boligkollektiv. Både som et politisk valg og af økonomisk nødvendighed sendte vi ikke vores to drenge til public schools, da tiden var inde, de gik på de offentlige skoler i Camden, hvor vi boede.

Jeg stak af for at arbejde i et cirkus ...

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave efter endt skolegang, og heller ikke mens jeg var studerende på University of Cambridge, hvor jeg studerede historie. Jeg nød min tid der, men gjorde ikke særlig god brug af den akademiske side af den. Jeg lavede en masse teater og fik gode venner blandt de ansatte og de studerende. Jeg begyndte at lære at tænke kritisk over verdens kunst, litteratur, teater og musik. Arts Lab-bevægelsen var kun et eller to år gammel, og jeg var en del af den. I Cambridge var jeg med i en gruppe, der lavede gadeteater, men jeg vidste stadig ikke, hvad jeg ville lave efter universitetet.

I mit sidste år, 1968, blev jeg udfordret af en forelæser på mit college til at skrive jobansøgninger til tre teatre, der blev valgt tilfældigt fra et teatermagasin. De to traditionelle teatre svarede ikke. Jeg fik øjeblikkelig svar fra Ed Berman, en amerikansk dramatiker, aktivist og social iværksætter, som var ved at oprette et firma kaldet Inter-Action. Han inviterede mig til at komme til London. En teaterworkshop i bygningen havde brug for en tutor, og Ed sagde: ”Hvis du duer til noget, skal du gå ind og lede en session." Det blev en succes, og gruppen gik på gaden og lavede en forestilling samme dag. Min skæbne blev afgjort på det tidspunkt, min families håb om en fornuftig professionel karriere brød sammen, da jeg løb væk for at deltage i Inter-Actions cirkus. Livet har ikke været det samme siden da.

At bo i London i 1969 var vildt spændende for en 21-årig fra provinsen. - Hvor ville du ellers være? Inter-Action havde sin ungdomsklub, kontor og indkvartering i samme bygning lige overfor det berømte/berygtede Roundhouse i Camden Town. Harriet var på music college, og hun var den eneste, jeg kendte, som boede i et hus med rindende vand. Vi flyttede sammen, og vi har nu vi været et par i 50 år. Fra 1969 til midten af ​​1980'erne arbejdede jeg på fuld tid med Inter-Action, som både var et bofællesskab og firma med en stærk kollektiv etos.

I femten år lavede vi teater, musik, bylandbrug, ungdoms- og lokalsamfundsprojekter. Vi udbød mange kurser og udviklede nye former for projekter for at give unge mulighed for at tænke kreativt over, hvad de kunne gøre med deres færdigheder og liv. Inter-Action's initiativer som Weekend Arts College og bylandbrug er stadig aktive og yder værdifulde bidrag nu fyrre år senere. Vi gav teknisk støtte, træning og rådgivning til grupper rundt omkring i Storbritannien og i andre lande – med særligt stærke og varme bånd til Danmark.

I 1981 rejste Harriet og jeg og vore to drenge til Zimbabwe i tre måneder for at etablere et svensk finansieret projekt, som skulle bringe bøger fra den tredje verden, Syden, ind i det nye lands skolebiblioteker. Denne rejse rundt i Zimbabwe et år efter landets frigørelse og uafhængighed var virkelig udviklende for os, og især for vores ældste søn Sam. Han underviste efterfølgende i Zimbabwe og siden tre år i Tanzania, før han vendte tilbage til Storbritannien for at arbejde med international frivilligudvikling.

Inter-Action voksede og voksede, vi havde mellem 50 og 100 medarbejdere, en gård, et teater og et dusin bygninger at passe. Jeg udviklede den operationelle og forretningsmæssige side af projektet og drev det som en social virksomhed med en stærk kollektiv etos. Ved siden af ​​dette, udviklede og ledede jeg også sommerskoler og kurser. Vi boede i lejemål på kort tid og arbejdede i et par tidligere fabriksbygninger i Kentish Town, som var blevet rømmet til nedrivning af byrådet, så de kunne bygge nye boliger og højhuse. Vi var ikke besættere, vi betalte byrådet, der var vores udlejer, lidt husleje, og det var en æressag for os at flytte, når vi blev bedt om det. I 1973 opførte vi et nyt kultur- og aktivitetshus, tegnet af den radikale arkitekt Cedric Price. Kort efter oprettede vi et ikke-kommercielt bofællesskab, lånte penge til at købe en række huse, og det var her, vores bofællesskab skabte sit hjem.

Her boede Harriet og jeg sammen med vores to drenge, Sam og Tom. Vi havde delt økonomi, levede meget beskedent og tog fælles beslutninger om vores liv og arbejde sammen med 12-15 andre medlemmer af Inter-Action. Når det fungerede godt, var det fantastisk, når det gik galt var det et helvede. Det var udmattende og energigivende på samme tid, men jeg ville bestemt ikke have gået glip af den periode.

Vi troede, at vi underviste, men faktisk lærte vi.

Udvikling i London

I 1986 forlod jeg Inter-Action og fik en kontrakt med London Docklands Development Cooperation for 4 år. Det er den eneste periode i mit liv, hvor jeg har været en del af en meget stor virksomhed. Den blev oprettet af den nyliberale konservative regering som et instrument til at tage alt disponible jord i det økonomisk forfaldne Docklands ud af offentligt ejerskab for at bygge nye forretningsområder og huse til salg. Det var social ingeniørkunst i stor skala. Min formelle rolle i starten var som community worker. Vi var en slags støddæmpere i systemet. Jeg meldte mig, fordi jeg var forbløffet over omfanget og tempoet i forandringerne, og fordi jeg troede, det var vigtigt at få de værktøjer og processer, som vi havde arbejdet med i Inter-Action ind i processen. Det blev aldrig opfyldt, men vi nedsatte et kunstteam og støttede en lang række lokale og alternative projekter. Hvad jeg lærte der om projektstyring i stor skala, fik Inter-Action til at se meget lille ud. Men omkring 1990 kunne jeg simpelthen ikke vente længere med at slippe væk, så jeg sagde op og startede mit eget lille firma.

I denne periode var jeg formand for Greater London Arts, som var redskab for Arts Council og lokale myndigheders finansiering af kunsten i London. Arts Council ønskede at tage direkte kontrol - vi kæmpede for Londons autonomi over for centralregeringen samtidig med, at fru Thatcher afskaffede Greater London Council. Den kamp vandt vi ikke: Arts Council og regeringen fik efterhånden sin vilje.

Udviklingen af ​​London - og især East London, hvor jeg har været aktiv - gennem de sidste 30 år har skabt nye muligheder for mange mennesker, men det har også gjort det vanskeligt endog umuligt, for unge mennesker og mennesker i alle aldre at finde anstændige og betalelige boliger, hvad enten du vil leje eller købe. Nogle mennesker har draget fordel af det, men mange, især dem i mindre godt betalte job er meget vrede over det. Vi må overveje, om vi kunne have opnået de samme eller bedre resultater ved at bruge pengene anderledes.

Forskning og projektledelse

I 1990'erne opbyggede jeg en uafhængig virksomhed med et lille team af kolleger og venner, der lavede en blanding af kunst- og kulturprojektledelse samt politik og økonomisk forskning på det kulturelle område. Det førte til involvering i mange interessante projekter. Et par eksempler. Jeg deltog i arbejdet med en plan for National Lottery i de tidlige 1990'ere og udviklede en kulturel investeringsplan for det nordlige England. Resultatet blev brugt meget magtfuldt af mine klienter og satte mål for udviklingen af ​​kunstbygninger i hele regionen i de følgende 20 år. Baltic Flour Mill i Gateshead (nu BALTIC) var et af resultaterne, og jeg blev bedt om at lede udviklingen af ​​program- og forretningsmodel og rekrutteringen af ​​den første direktør.

A bowl of bananasBALTIC i Gateshead.

Jeg hjalp også med at designe og oprette Institute for New International Visual Arts (iniva) med professor Stuart Hall som dets første formand. Iniva arbejder internationalt med billedkunstnere omkring politiske spørgsmål om race, klasse og køn.

Vi var involveret i at udvikle en forskningskapacitet om forholdet mellem kultursektoren og den kreative sektor, design, computere osv. New Labour, der dannede regering i 1997, forstod de lokale og de bredere gevinster af dette arbejde. Jeg deltog i forberedelserne af det kulturelle kapitel til Londons olympiske projekt i 2012, hvor jeg søgte at udvikle kulturelle og kreative muligheder for kunstnere og lokalsamfund i East London under OL.

Lige før vi flyttede fra London hjalp jeg med at oprette Camley Street Sustainability Zone, hvor lokale virksomheder i det område, vi boede i (jeg var formand for den lokale lejer og beboerforening den gang) gik sammen om et udviklingsprojekt med det formål at geninvestere overskuddet i billige atelierer og boliger.

Det var den slags ting, min virksomhed og jeg arbejdede med, indtil markedet tørrede ud efter finanskrisen, og vi lukkede forretningen i 2012.

Kulturel animatør og kulturelt demokrati

Jeg har ingen kunstnerisk uddannelse, men det har været mit privilegium og undertiden min pine at arbejde med kunstnere hele livet. Jeg ser mig selv som en person, der har bidraget til at skabe rammer, hvor samfund, kunstnere og andre kan arbejde sammen for at åbne nye muligheder for arbejde og leg. Alle har kapacitet til at leve et rigt kulturelt liv, det er vigtigt at finde den rette professionelle rolle i den sammenhæng. Det var faktisk, hvad vores kursus i Næsby handlede om – en praktisk afspejling af kulturelt demokrati. Fokus i mit arbejde har ofte været i mindre skala og lokalt for at støtte projekter, der forbinder mennesker. Den bedste beskrivelse af, hvad jeg gør er stadig Europarådets term fra 1970'erne – jeg er kulturel animatør.

Hvad er det næste? Hvad skal der gøres?

I den nuværende situation synes det ofte lettere at tale om vores frygt end vores håb. Det, vi har gjort mod miljøet og klimaet, kan stort set ikke gøres om, hvad vi har gjort med de politiske og sociale strukturer i Storbritannien er så forgiftet og opsplittet, det oplyste liberale projekt om at ville samarbejde med mennesker i andre lande er truet. Mine håb er, at vi finder måder at være politisk aktive på, så vi kan modvirke nogle af den destruktive, ekstremistiske tænkning praktisk og effektivt.

Harriet og jeg investerer meget håb i vores børn og børnebørn. Vi har ikke en liste over ting, vi vil gøre, før vi dør – vore liv er meget rigt – men der er stadig mange ting, der skal gøres. Det er vanskeligt at finde ud af, hvor man skal gå hen politisk i den nuværende situation, men hvis vi ikke gør noget vil vores børnebørn på et tidspunkt sige, hvad gjorde du?

Vi er skal gøre verden til et bedre sted.

Coda

Et par dage efter at Lars og Hanne talte med mig, blev jeg diagnosticeret med tarmkræft og begyndte behandlingen straks. Selvom det vil ændre nogle af vore livsrytmer og muligvis vores tankegang, vil mine håb for fremtiden og vores engagement i små projekter og handlinger, der kan ændre verden til det bedre, forblive stærke. En gang kulturel animatør, altid animatør!

A bowl of bananasDavid.

Henvisninger

Eksempler på David Powells arbejde som konsulent på kulturområdet og forsker i firmaet dpa finds her: http://www.davidpowellresearch.co.uk/whoTeam.php.
Hans bestræbelse for at ændre balancer i kulturpolitikken gennem GPS Culture findes her: http://www.gpsculture.co.uk.
Erfaringer fra projektet i Næsby 1985 beskrives i bogen:
Lars Høbye, Bent Jacobsen og David Powell. Nærkultur. Kulturelt arbejde i lokalsamfundet. Graasten 1987.

Tilbage til Storbritannien.

Maj 2019