Vi så flodbølgen - Selvhjælpssamtaler

Efter nogle dage i hektiske Bangkok så vi frem til en rolig jul hos Hannes bror og svigerinde i Bamboo Bay Resort på Ko Lanta. Det fik vi også, indtil tsunamien i Det Indiske Ocean ramte øen uden varsel den 26. december omkring klokken 10.30. Vi slap meget nådigt gennem katastrofen. For os blev den et bevægende eksempel på selvhjælp gennem dialog i en gruppe mennesker forankret i forskellige kulturer.

Vi sad på terrassen til Jon og Toves hus, der ligger på en bjergside med smuk udsigt over øens sydligste bugt og dens tre resorts med bungalows.

"Hold fast hvor er det lavvandet ," råbte Jon pludselig. Kort efter rejste bølgen sig som en måske fem meter høj hvælvet mur. Forsiden var mælkehvid og bagsiden jadegrøn.

Det var et betagende syn, der fik en del af os til at gribe kameraet. Først da vandet greb en tung longtail-boat, som lå for anker og slyngede den mod kysten, anede vi uråd. Stranden blev overskyllet af vand, og der lød nødråb.

På vej mod bugten mødte vi flygtende mennesker og sluttede os til dem, der kiggede efter, om nogle var blevet ført ud i det urolige vand. Samtidig spekulerede vi som gale på, hvad vi kunne gøre, hvis vi faktisk spottede druknende.

A bowl of bananas

Haven summede af fortællinger

Da vi følte os overbeviste om, at alle var på det tørre, inviterede Jon og Tove folk op i deres højtliggende have. Her fandt omkring 150 mennesker et sikkert opholdssted. Der opstod hurtigt en spontan organisering. Ferierende læger og sygeplejersker tog sig af de få tilskadekomne. Der blev indsamlet medicin fra medbragte nødhjælpstasker. Personalet fra restauranterne stod for den løbende produktion af thaimad. Andre hentede forsyninger af vand, sodavand og øl. Pas, rejsechecks, flybilletter og en serviet med gode juleønsker, der havde været pakket om gaven fra kæresten, blev lagt til tørre i solen.

Efterhånden samlede de spredte nyheder fra BBCs kortbølgeudsendelser og de thailandske medier sig til et større billede. Først da forstod vi, at mange lande omkring Det Indiske Ocean var ofre for, hvad FN kaldte den største naturkatastrofe i 40 år, og at det var uvist, om der ville ske mere.

Heldigvis var der mobildækning i et hjørne af haven. Herfra søgte alle at skabe forbindelse til deres pårørende på det overbelastede net. I den anden ende åndede de, der havde hørt om katastrofen, lettet op. Men det var ikke alle, en mor som SMS'ede til sin datter i Danmark, at hun var OK, fik det forundrede svar: "Jeg har det også fint, og nu tager jeg til julefrokost hos Mormor!"

Mange havde behov for at fortælle deres og andres historie igen og igen for at bearbejde chokket, og haven var fuld af fortællinger. Om de knubs det havde kostet at ville fotografere bølgen. Om at sove i et telt på stranden og blive slynget rundt i vandet for til sidst at redde sig i land. Om at flygte gennem den stenede og tornede jungle på bare fødder. Om at have ønsket at se en tsunami og fortryde det bittert. Om at have været ude at snorkle på den rigtige side af en nærliggende ø og først opdage, hvad der var sket, da man kom tilbage. Om at miste sin ferieoppakning fordi ens hytte blev skyllet i havet. Om at miste hvad man ejede, fordi flodbølgen ramte både arbejdsplads og hjem.

I løbet af dagen blev familier, som havde været adskilt forenet. Det blev mødt med klapslaver, da en amerikansk far, som havde været på dykkertur, sidst på dagen kunne omfavne sine to døtre og sin bevæget grædende kone.

Mindst 130 mennesker fra mange nationer tilbragte tropenatten på græsplænen. Nogle sov, nogle talte sammen, nogle vandrede hvileløst rundt, og nogle få fortsatte den fest, de fik afbrudt, da bølgen kom.

A bowl of bananas

Glæden over at være i live

Den følgende dag vovede stadig flere sig på stranden for at lede efter forsvundne ting, samtidig begyndte fortællingerne at få en optimstisk drejning. De handlede om at blive genforenet med en rygsæk, man havde afskrevet. Om at hente sine nye dykkerbriller på den klippe, hvor man havde set dem i kikkert, skønt ens forældre mente det umuligt. Om at samle tre højresandaler og gemme dem i håb om senere at støde på makkere. Om at finde et par brugbare briller og tage dem på for øjnene af den retmæssige ejer. Om at få sin laptop tilbage fyldt med sand, men med håb om at redde rejseminderne. Om at finde en af bartenderens halskæder og spørge, hvad den kostede. Om at dykke efter øldåser og opdage en flaske champagne, som en fransk familie havde med til nytåret. Om at konstatere, at skønt bagagen var forsvundet, så havde man stadig "det nødvendige." Om at bevare nøglen til ens bungalow, som var skyllet i havet, "fordi den er nøglen til livet."

De mange fortællinger forenede sig og blev til en smuk fælles fortælling om glæden over at være i live.

Medierne fortalte om manglende varslingssytemer, om svimlende dødstal, om de internationale bestræbelser for at sende nødhjælp, om videnskabens forklaringer på fænomenet og om mennesker, der var ramt langt hårdere end os.

Skaderne på Bamboo Bay var mindre end frygtet, og nogle flyttede tilbage i deres bungalows. Samtidig blev et varslingssystem for resortet etableret, fordi nyhedsudsendelserne stadig talte om muligheden for mindre jordskælv og efterfølgende bølger. I løbet af dagen blev restauranten genetableret af medarbejdere og hjælpsomme gæster - om aftenen spiste vi igen med udsigt over bugten.

Den anden nat sov nogle og tredive personer trygt i haven. Der opstod mange nye venskaber mellem rejsende og lokale, som blev ført sammen af flodbølgen. Den røde kat, der flyttede ind i ly af forvirringen, blev døbt Tsunami.

På Ko Lanta kostede katastrofen en halv snes mennesker livet, men vi var heldige, og for os blev det en livsbekræftende oplevelse. Et bevægende eksempel på selvhjælp gennem dialog i en gruppe med repræsentanter for østlig tålmod og vestlig handlekraft.

A bowl of bananas

Januar 2004

Tilbage til Jordomrejse 2004-05