Tyrkiet mellem øst og vest

Vi følte os næsten hjemme igen, da vi landede i Istanbul efter en måned i Iran. Men vi fik hurtigt øje for Tyrkiets særlige blanding af øst og vest samt traditionelt og moderne.

Umiddelbart virker Istanbul moderne og vestlig. Butikkerne sælger modetøj og internationale mærkevarer. Mange kvinder er blonde, og man ser det, fordi kun få bærer tørklæde. Restauranterne serverer øl og vin. Fjernsynet viser shows og musikvideoer med utvetydige erotiske signaler. Ligesom Det Europæiske Melodi Grandprix i maj 2004 blev afviklet her.

Men Istanbul har også traditionelle og østlige sider. Basaren er marked mere end stormagasin. Højttalerne på moskeernes nåletynde minareter kalder de troende til bøn. I forstæderne genskaber tilflyttere fra det østlige Tyrkiet landsbylivets tætte sociale kvaliteter. Og man kommer hurtigt til egne, hvor hest og vogn stadig er et almindeligt transportmiddel for små mænd og koner i traditionel klædedragt.

Istanbul og Tyrkiet favner to kontinenter og flere tidsaldre.

A bowl of bananas

Vores rejse

Det er let at rejse i Tyrkiet. Landet har et veludviklet bussystem med mange konkurrerende selskaber. Man bliver transporteret i nye busser og får undervejs serveret vand, sodavand og te med kage af ulasteligt klædte stewarder. Serveringen slutter med et tilbud om at skylle hænderne i citronduftende parfume. Serviceniveauet i Tyrkiets busser kan konkurrere med moderne luftfartsselskabers.

En sidegevinst ved at benytte busserne er, at man møder mange venlige tyrkere, som undertiden kan så meget engelsk, at det skaber grundlag for en god samtale. Hertil kommer, at busturene giver rig lejlighed til at overvære afskedsritualer, der involverer mange fremmødte venner og familiemedlemmer og endnu flere kindkys.

Afskeden med unge mænd på vej til militærtjeneste kan have karakter af et overgangsritual med musik, kvindegråd og gymnastiske øvelser, hvor hovedpersonerne kastes op i luften, inden de stiger på bussen, der sluttelig ledsages af biler, som tager dyttende afsked ved bygrænsen.

Vores rejse startede i Istanbul, hovedstad for skiftende imperier, med det kulturtunge og turistede Sultanahmet kvarter. Her boede vi hos en meget gæstfri tyrkisk familie. Canakkale var base for vore besøg i Troja, som Homers helte overvandt ved at gemme sig i en overdimensioneret træhest. Herfra opsøgte vi også de slagmarker, allierede styrker ikke formåede at erobre under Første Verdenskrigs blodige slag om Gallipoli halvøen. Vi besøgte dernæst Edirne, som var en af Det Osmanniske Riges hovedstæder.

Via Istanbul rejste vi til handelsbyen Safranbolus indtagende osmanniske borgerhuse. Herefter gik turen til den nuværende hovedstad Ankara med dens mange mindelser om landefaderen Mustafa Kemal Atatürk. I Ankara fik vi kontakt med nogle tyrkiske studerende, der fortalte os om deres liv og viste os deres steder i byen.

Den Anatolske højslettes frugtbare vidder krydsede vi for at komme til Göreme, som var udgangspunkt for ture til Kappadokiens eventyrlige sandstensformationer, underjordiske byer og klippekirker. Vi besøgte også den oprindeligt konservative egn omkring Konya, som mange tyrkere i Danmark kommer fra. Her blev vi hjulpet af en tyrkisk ven, som bl.a. viste os Mevlana Museet, hvor den poetiske mystiker Rumi i midten af 1200-tallet formulerede sit tolerante religiøse budskab.

I Antalya gik vi ture i den gamle bymidte, hvor traditionelle huse har fået nutidige funktioner. Blandt Olympos romantisk tilgroede ruiner, mødte vi nogle af egnens mange skildpadder. Herfra tog vi en såkaldt Blue Voyage til Fethiye og konstaterede, at Middelhavet skifter mellem at være dybblåt, dybgrønt, dybrødt og dybsort. Undervejs så vi græske og romerske ruiner samt imponerende lykiske grave, om natten lå vores traditionelle tyrkiske sejlbåd for anker i stille bugter. I Fethiye fortalte en ung hotelmanager os om de fattige levevilkår i det østlige Tyrkiet, som driver unge mænd mod vest.

Nu gik turen til Efesos og Pergamums imponerende klassiske ruiner. Næste stop var Bursa, som var Det Omanniske Riges første hovedstad. Byen er kendt for sine varme kilder, og her inviterede et par, vi fik kontakt med gennem organisationen Servas, os med i tyrkisk bad. Det var en helsebringende oplevelse at bevæge sig mellem rum med forskellig temperatur og at blive skrubbet og masseret i byens "nye bad", der blev opført i 1500-tallet.

Rejsen sluttede i Istanbul, hvor den begyndte. I de dage var der et NATO-topmøde i byen, som udløste nogle bomber. Men selv har vi heldigvis kun mødt de trusler om politisk vold, der svæver over Tyrkiet, i form af bevæbnede vagter ved offentlige bygninger samt sikkerhedscheck ved større museer, færger, lufthavne m.v.

Vi har kørt godt 4000 kilometer ad Tyrkiets udmærkede veje, hermed har vi set omkring en tredjedel af landet. Det er tilstrækkeligt til at få en fornemmelse af dets store landskabelige, klimatiske, sociale og kulturelle variation. Men vi har mange gode grunde til at vende tilbage for at udforske, de egne, vi ikke fik nåede at besøge denne gang.

A bowl of bananas

Raffinerede retter

Det tyrkiske køkken er raffineret og varieret. Uanset om måltidet indtages i et privat hjem, på en dyr restaurant eller et ydmygt spisested, så er det en oplevelse.

Tyrkiet har naturlige forudsætninger for at skabe gode råvarer. Kunsten at omdanne dem til delikate måltider har hentet inspiration fra hele Det Osmanniske Rige, og den er blevet forfinet i Topkapi Paladsets køkkener samt i kraft af en lang folkelig tradition.

Retterne består oftest af en enkelt hovedingrediens, hvis smag sættes i relief af pikante, men sjældent kraftige krydderier.

Vi vil huske smukt anrettede morgenbakker med brød, æg, agurkeskiver, tomater, oliven, flere slags ost, honning og rosengele. Vi vil huske hurtige frokoster bestående af en bolle med indbagt ost. Vi vil huske mange former for tyndt, sprødt brød med kød, ost og grøntsager. Vi vil huske middage med små, krydrede forretter og en hovedret indtaget sammen med mælkehvid, anisduftende raki iblandet vand og afsluttet med frugt eller søde kager samt en kop stærk tyrkisk kaffe eller te. Vi vil huske blød og sød Turkish delight.

Hanne vil huske den lektion, hun fik i at rulle dolma i vinblade, så den rigtige side af bladet vender ud. Og vi vil begge huske de friskfangede ørreder med citron, salat og brød, vi spiste på en lille restaurant ved en flod i Anatolien, hvor udenlandske turister var et særsyn.

Tyrkiske måltider er altid en lille fest.

A bowl of bananas

Traditionel og moderne gæstfrihed

En tyrkisk ven i Danmark havde bedt sin familie i Istanbul om at sørge for, at vi fik set byen, og det gjorde de på bedste måde. Vi blev modtaget i lufthavnen, indlogeret i deres hjem og kørt rundt til seværdighederne. Det blev til flere besøg, som hver gang sluttede med, at vi blev anbragt trygt i et transportmiddel, der kunne bringe os videre. Oven i købet fik vi gode råd om at rejse i Tyrkiet og flere kontakter til slægtninge og venner rundt omkring i landet, end vi havde mulighed for at benytte.

Vi har mødt stor gæstfrihed og hjælpsomhed over alt. Når vi har spurgt om vej, er vi ofte blevet fulgt til vores bestemmelsessted. Da vi havde problemer med en harddisk til vores Macintosh, fik vi hjælp på den tyrkiske redaktion for et internationalt computermagasin. Flere medarbejdere brugte en halv eftermiddag på os, og da vi tilbød betaling, blev det afvist med bemærkningen: "Tyrkere kan godt lide at hjælpe andre mennesker."

Osmanniske huse var indrettet med adskilte kvinde- og mandeafdelinger, som havde lange bænke langs væggene, så der var god plads til gæster. De moderne tyrkiske hjem, vi har besøgt er ligeledes møbleret, så der er plads til, at mange kan sidde og tale sammen. Vi har flere gange oplevet, at der i løbet af nogle timer er gået mellem ti og tyve familiemedlemmer, venner og bekendte igennem et hjem, og de er alle blevet beværtet med mad eller te.

Familiebåndene betyder stadig meget i Tyrkiet, skønt nogle beklager, at der ikke længere er tid til at hjælpe hinanden på tværs af generationer, mens andre udtrykker lettelse over den øgede frihed. De tyrkiske børn, vi har set, har haft kærlige og udviklende rammer med stor opmærksomhed fra mange familiemedlemmer af flere generationer.

I de yngre aldersgrupper møder man såvel kvinder som mænd i det offentlige rum. I de ældre, er mændene i overvægt på restauranter o.l. I et enkelt tilfælde har vi oplevet at blive afvist på en restaurant med henvisning til, at de ikke modtog kvindelige gæster. Til gengæld har Hanne fået meget smigrende mere en skræmmende maskulin opmærksomhed, når hun færdedes på egen hånd.

Tyrkiske mænd arbejder længe undertiden i flere jobs men tilsyneladende ikke særligt intenst. Man ser ofte forretningsdrivende nyde et glas te og et spil backgammon udenfor deres forretninger.

Tyrkiet er et rejseland, som også har professionaliseret gæstfriheden. Man kan ringe til ét telefonnummer og få hjælp over alt i landet. Alle større byer har turistkontorer med god service samt et bredt udvalg af brochurer. Der findes mange populære bøger om landets seværdigheder, og på alle betydende turiststeder kan man få assistance af universitetsuddannede guider. Nogle af disse er meget vidende og engagerede kulturformidlere. Vi har desuden haft den fordel at rejse tidligt på sæsonen, hvor hele apparatet var parat uden at være overbelastet.

Professionelle relationer er ofte varme og venskabelige. I de hyggelige og ordentlige små familiepensioner, bliver man involveret i familiens dagligdag. En taxachauffør, som en tidlig morgen kørte os fra busstationen og ind til en lille by, spurgte, da vi mødtes igen om eftermiddagen, om alt var OK. Indkøb af en merskumspibe af en pibemager fra Eskisehir udvikler sig let til et gæstebud, hvor der serveres te, mens varerne beses. Efter lange forhandlinger, som kan involvere små gaver til "fruen" og demonstration af pibefremstilling, opnås der enighed om en "god pris". I de efterfølgende dage hilser begge parter hjerteligt.

I meget turistede områder kan iveren efter at få kontakt og sælge virke påtrængende, når man er vant til nordisk social distance. Antallet af tæppehandlere i Istanbuls Sultanahmet kvarter overstiger tilsyneladende behovet, og man bliver utallige gange om dagen mødt med opfordringen: "Har I ikke lyst til at til at se min families tæppeforretning."

Men vi er stadig i tvivl om, hvem der var mest naiv, da vi afviste en tæppehandlers gentagede tilbud om "traditionel tyrkisk gæstfrihed" med henvisning til, at vi havde købt et tæppe i Iran.

A bowl of bananas

Islam på tyrkisk

De fleste tyrkere er muslimer og erklærer sig som sådan, selv om nogle tilføjer, at de ikke går i moske og faster. De muslimer, vi har mødt i Tyrkiet, har haft et seriøst men udogmatisk forhold til deres religion.

Da Hanne ventede udenfor en moske, fordi hun var i shorts og en T-shirt med stropper, gik en venligt smilende imam ud og hentede hende. Derefter berettede han med stolthed om sin moske og viste os et billede fra festen, da hans søn blev omskåret. Han kunne også fortælle, at "jeg læser Koranen på arabisk, men Allah forstår alle sprog."

Mange yngre tyrkere synes at have samme forhold til islam, som mange danskere har til kristendommen. Og tyrkisk kultur er præget af islam, ligesom dansk kultur er præget af kristendom.

Overalt ser man smukke gamle og nyopførte moskeer. Landets museer viser eksempler på islamisk kunst. Fra minareterne lyder bønnekaldet døgnet rundt. Gæstfriheden er stor. Ønsket om at hjælpe andre mennesker er udtalt. Man møder små drenge i de fine uniformer, de får i forbindelse med deres omskæring. Tyrkiske mænd er virtuose til at håndtere de bedekranse, som mange bærer i hånden eller om håndleddet. For nogle tyrkiske kvinder er tørklædet både et religiøst og et politisk symbol, men det er forbudt at bære tørklæde i parlamentet, i regeringskontorer, i skoler og på universiteter.

Mustafa Kemal Atatürk ledede genskabelsen af den tyrkiske nation, da Det Osmanniske Rige lå i ruiner efter første verdenskrig. Hensigten var at omdanne Tyrkiet til en sekulær, demokratisk republik efter vestligt mønster. Retssystemet blev reformeret med inspiration fra Schweiz og Italien. Undervisningssystemet blev moderniseret. Den islamiske kalender blev erstattet af den vestlige. Søndag afløste fredag som officiel fridag. Alle skulle have et efternavn. Det latinske alfabet erstattede arabisk skrift. Mændenes fez blev opgivet til fordel for hatte. Kvinder fik lige rettigheder på en række områder osv.

Atatürk hædres med statuer og vejnavne overalt i Tyrkiet, og den respekt, man møder for ham, virker ægte. Skoleklasser flokkes på Ankaras museer til hans ære, og på hans fødselsdag den 19. maj, så vi, hvordan børn på en skole i Istanbul mødtes og reciterede digte om ham.

Vi har spurgt tyrkere om, hvorfor et folk, der har adskillelsen af stat og religion som en vigtig del af sin selvforståelse gav regeringsmagten til et - ganske vist moderat - islamisk parti ved valget i 2002. Svarene har været henvisninger til regeringens hæderlighed og fornuftige økonomiske politik samt til, at det vanskeligt for små partier at opnå repræsentation. - Måske skyldes det også, at Tyrkiet er et land, der favner såvel traditionelt og moderne som øst og vest.

A bowl of bananas

Tyrkiet mellem øst og vest

De ældste fund af mennesker i Anatolien er en million år gamle, og inden tyrkerne kom vandrende fra Centralasiens sletter i det 11. Og 12. århundrede, har hittitter, persere, grækere, romere, arabere og så mange andre, at det er svært at bevare overblikket, bidraget til at præge landet.

Historien er meget nærværende i Tyrkiet i kraft af de imponerende ruiner og bygningsværker, som findes overalt. Man fornemmer, hvordan civilisationerne har mødtes, kæmpet og i bogstavelig forstand bygget på hinandens resultater.

Kulturelt bevidste tyrkere forbinder sig med Anatoliens civilisationer. En kvinde, vi mødte på en restaurant nær Efesos, sagde i en samtale om mange tyrkeres drøm om at finde lykken i udlandet: "Tyrkiet er et rigt land, mennesker har boet i disse bjerge i årtusinder, og det kan vi også gøre!" Selv havde hun været et halvt år i USA, men valgt at vende tilbage.

Efesos er nok de mest imponerende klassiske ruiner, vi har oplevet på vores rejse i Tyrkiet. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan antikkens mennesker har kunnet leve et rigt materielt og åndeligt liv her i smukke omgivelser med boliger, forretninger, skoler, sportspladser, bade, teatre, bibliotek, templer, kirker og søjlegange, hvor man mødtes for at drøfte filosofiske og politiske spørgsmål.

Istanbuls byzantinske Hagia Sofia, der blev indviet af kejser Justinian i 536, materialiserer mødet mellem kristendom og Islam. Den storslåede bygning blev opført som kristen kirke men blev omdannet til moske efter den muslimske erobring af byen i 1453. Korsene på dørene blev fjernet og mosaikkerne kalket så nænsomt over, at de kunne åbenbares igen, da Atatürk i 1935 gjorde bygningen til museum. Vikingen Halvdan har også føjet sin lille nordiske note til den store historie, da han ristede sit navn med runer i et gallerierne. - Som Hagia Sofia fremstår nu med en blanding af kristne og muslimske symboler, kan den ses som et monument for mellemmenneskelig forståelse.

I Edirne er dele af Sultan Beyazits store bygningskompleks fra 1400-tallet, der bl.a. rummede et hospital, omdannet til et spændende helsemuseum med det erklærede formål at bygge bro mellem østlig og vestlig kultur. Her kan man i pædagogiske tableauer se, hvordan syge udover medicin blev behandlet med musik, lyden af rindende vand, dufte, aktiviteter m.v.

Vi meldte os til en tur på Gallipolis slagmarker fra Første Verdenskrig med blandede følelser, men den tidligere u-bådskaptajn og nuværende krigshistoriker og turistguide Ali, lærte os, at de rummer et budskab om fred og international forståelse. Netop det er en del af forklaringen på, at de stadig besøges af mennesker fra mange nationer.

Tyrkisk tales mange steder i Asien og Europa, og vi har mødt unge tyrkere, der vælger at læse japansk, fordi sprogene er beslægtede.

Tyrkiets politiske ambition er at blive medlem af EU, og dermed vil Europa kunne få en bro til det Østen, der kulturelt, politisk og økonomisk får stadig større betydning.

Tyrkiets ruiner, historiske monumenter og righoldige museer har givet indblik i landets kulturelle traditioner. Men det er de tyrkere, vi har mødt, der har vist os, hvordan arven forvaltes.

De mange gæstfrie mennesker, som har åbnet deres hjem for os. De mange hjælpsomme mennesker, som har givet os en hånd, når vi havde brug for det. De mange tænksomme mennesker, der har stillet sig til rådighed for samtaler om deres eget liv og drømme.

Vi vil lade Mehmet få det sidste ord fra vores rejse i Tyrkiet. Vi mødte ham i en lille landsby i Anatolien, og han inviterede os straks til at bo hos sig i ti dage. Samtidig fortalte han om sin kærlighed til egnen og dens historie samt om de drømme, han havde haft om at rejse ud for at tjene penge og opleve eventyr. Han lovede at sende os julekort, "fordi Jesus er også en vigtig profet, der omtales i Koranen." Mehmet bad os til gengæld om at tænke på sig, når vi ser Frihedsgudinden i New York - og det vil vi gøre.

A bowl of bananas

Juni 2004

Tilbage til Jordomrejse 2004-05