Jeg koncentrerer mig om nuet

Thanit Boodphetcharat, Thailand

A bowl of bananas

Vi lærte Thanit Boodphetcharat at kende som vært i den internationale udvekslingsorganisation Servas. Vi mødtes først i Chiang Mai, hvor hun bor og arbejder, men denne samtale fandt sted i den smukke have ved hendes søsters pensionat nær en lille flod i Soppong.

Jeg droppede mit job som universitetsforsker og universitetslærer og begyndte at arbejde på deltid, fordi jeg fik kræft i 1997 og ønskede at passe bedre på både min familie og mig selv. Siden da har alle mine dage været meget forskellige, men jeg står sædvanligvis tidligt op om morgenen og begynder dagen med meditation.

Når jeg har arbejde i et projekt tilbringer jeg tid ved computeren, derefter praktiserer jeg yoga for at få bugt med smerterne i min ryg. Så arbejder jeg i køkkenet med madlavning og den slags. Eftermiddagen tilbringer jeg som regel med at købe ind i Chiang Mai for min søster, som driver et pensionat i Soppong. Om aftenen arbejder jeg ikke men læser, og somme tider går jeg i templet for at lytte til munkenes bønner.

Lige nu hjælper jeg en ven med et UNESCO projekt om en gruppe søsigøjnere i det sydlige Thailand, vi udvikler en model til at analysere deres sociale, økonomiske og miljømæssige situation, der også kan bruges andre steder i Asien. Meget af mit arbejde i forskellige projekter fungerer på samme måde, som når man hjælper sine venner.

Min mand arbejder for regeringen og tilbringer arbejdsugen i en anden by, så vi kun er sammen i weekenderne. Vi tager tit af sted for at hjælpe hans forældre eller min søster, og jeg føler også et ansvar for min nevø og niece.

Jeg lærte at arbejde hårdt

Min far gik bort syv dage før jeg blev født. Vi var fattige, vores mor havde kun nok til at give os mad og sende os i skole. Hun var så stærk, vi var seks børn og jeg er den yngste. Min far var kineser og min mor thai, og vi boede i Chonbouri 60 kilometer sydøst for Bangkok.

Min mor havde en lille restaurant og gjorde meget for at tilpasse sig sin kinesiske familie, hun giftede sig aldrig igen. Jeg lærte at arbejde hårdt af hende, i syvende klasse vågnede jeg klokken fire om morgenen og tog til markedet på min cykel og købte varer til vores restaurant.

Jeg er den eneste i familien, som fik en universitetseksamen. Jeg er 43 og min søster er ni år ældre, hun gav sit liv til sine yngre brødre og søstre. Hun sluttede sin skolegang efter mellemskolen, men hun er meget kvik. Mens jeg bruger computeren meget, så har hun en virkelig god hukommelse.

Jeg havde ikke tid til at lege i min barndom, men somme tider blev jeg længere i skole for at undgå at arbejde. Jeg begyndte at gå i buddhistisk søndagsskole af samme grund. Min mor vidste det, men hun accepterede det. I søndagsskolen lærte jeg at sige ting i en gruppe, og de gav mig et stipendium til mellemskolen. Jeg værdsætter min mor og min barndom, fordi den lærte mig at være stærk og at klare vanskeligheder som min sygdom.

Jeg ville bruge min tid effektivt

Efter mellemskolen kom jeg på en regeringsdrevet kostskole i Bangkok, min mor havde tilstrækkelig tillid til at lade mig tage dertil. Da jeg blev 16, flyttede jeg til Payap Universitetet i Chiang Mai for at tage min bachelorgrad. Jeg tog nordpå, fordi jeg kunne lide naturen og landskabet i den del af Thailand, modsat andre teenagere brød jeg mig ikke om store byer.

Jeg ville bruge min tid effektivt, og mens jeg læste arbejdede jeg deltids på universitetet. Jeg fik erfaring ved at arbejde sammen med en amerikansk professor fra Massachusetts Institute of Technology i computerlaboratoriet, han lærte mig alt om computere. Jeg blev imponeret over hans evne til på en gang at være min chef og en god kollega; i Thailand er forskellen mellem studenter og lærere sædvanligvis stor. Han lærte mig, at når man giver, så får man noget til gengæld, og det synes jeg stadig er betydningsfuldt. Jeg tog min mastergrad i Environmental and National Resources Management fra Mahidol Universitetet i Bangkok.

Vi mødtes i et projekt

Min mand og jeg mødtes i et projekt, som jeg evaluerede for den thailandske og tyske regering. Formålet var at hjælpe de etniske grupper i det nordlige Thailand til at dyrke andre salgsafgrøder end opium. Vi giftede os i 1992 og ønskede ikke et stort bryllup, fordi vi ville spare penge til at købe et hus. Så vi havde planer om blot at sende et kort om brylluppet til vore lærere, familier og venner. Men min mands forældre ønskede, at vi skulle have et rigtigt bryllup i deres landsby - Sukhotai - en munk kom til huset for at gennemføre bryllupsceremonien, og vi havde et selskab for nogle få venner og familiemedlemmer.

Den gang var det ikke almindeligt at bo sammen i Thailand uden at være gift, men det er ved at ændre sig. I begyndelsen ville vi stole på os selv, men vi besluttede os til at involvere hans forældre i ægteskabet for at give tilbage til dem og gøre dem glade.

Efter brylluppet tog jeg til USA for at besøge en amerikansk ven, som havde boet hos mig Chiang Mai mens hun skrev sin Ph.D. På det tidspunkt blev jeg medlem af Servas og tog også et kursus som turistguide for at kunne være en god vært. Jeg kan godt lide at have gæster som jer fra udlandet og dele erfaringer med dem. Jeg har stadig kontakt med nogle af mine Servas venner; et par fra Irland sender mig penge hvert år, og jeg giver det til de etniske grupper. Men jeg har ikke selv lyst til at tage på lange rejser. Jeg tager kun på små ture til Kina, Nepal og Japan med mit arbejde.

Jeg ændrede livsstil

Da jeg blev syg og næsten døde i 1997, fik det mig til at tænke mig om og ændre mit liv, jeg siger ikke, at jeg er kureret, for det ved man aldrig. Jeg har evalueret mange projekter, nu tager jeg mig tid til at evaluere mig selv hver dag. Jeg vil se på mine egne følelser udefra for at forstå dem og ikke lade dem kontrollere mig. Nogle gange bliver jeg meget vred eller meget glad, og det er OK, men man skal ikke tro, at disse følelser varer ved. Man skal holde fast i sig selv i følelsen og ikke lade den opsluge en.

Jeg ønsker ikke blot at lukke mine øjne og meditere. Tanker, tale og handlinger børe hænge sammen, så buddhismen praktiseres i hverdagen. Jeg mener, at man skal starte med sig selv, så spredes bølgerne måske til andre mennesker, ligesom når man smider en sten i vandet. Fortiden kan ikke ændres, og fremtiden kan ikke skabes, så jeg forsøger at koncentrere mig om nutiden.

Normalt tænker man ikke på sit åndedræt, før man ikke længere kan trække vejret. Jeg prøver at koncentrere mig om min krop og sjæl gennem meditation. Ved at gøre gode ting nu kan man ære arven fra sine forældre og samtidig lægge et fundament for fremtidige generationer. Man skal ikke forsøge at lære mennesker noget, før de er parate til at modtage det. Jeg prøver at stole på det gode i andre mennesker og i livet. Jeg er faktisk glad for, at sygdommen fik mig til at ændre livsstil. Hvis man forstår sig selv godt, så er det lettere at leve i en verden, som forandrer sig med stor hast.

Vi tilbeder også vore forfædre for at ære den arv, de gav os, og ånderne, som ejer den jord, vore huse er bygget på, for mig viser det respekt for jorden.

Tidligere levede jeg et vestligt karriereorienteret liv, nu prøver jeg at kombinere det med den orientalske stil, hvor man tager sig mere af andre mennesker. Den gode Buddha sagde, at man har ansvar for mennesker omkring sig i seks retninger, og jeg prøver at finde en balance. For mig er buddhisme ikke så meget en tro, som det er en praktisk filosofi, man stoler på, fordi man har mærket, at den virker. Man kan finde visdom og oplysning ved at praktisere.

A bowl of bananas

December 2004

Tilbage til Jordomrejse 2004-05