Indien er mulighedernes land

Simran Singh, Indien

A bowl of bananas

Simran Singh er Sikh og arbejder med koordinering af FN-systemet i Indien. Vi talte sammen på en restaurant nær hendes kontor i New Delhi.

På hverdage står jeg op omkring klokken 9.00, jeg kan ikke vågne om morgenen, det er skrækkeligt. Min kok ringer og spørger, hvad jeg vil have til morgenmad og om jeg ønsker at tage frokost med på kontoret. Jeg forsøger at have fem ti minutter sammen med min far om morgenen. Når vi mødes introducerer han altid en ny begrebsverden. Den anden morgen gav han en ti minutters forelæsning om entropi. Han er mekanisk ingeniør og bureaukrat, for tiden arbejder han som dommer, men han er også en intellektuel person, der tænker og læser meget.

Jeg har tyve minutters kørsel til kontoret. Jeg får omkring halvtreds e-mails hver dag og begynder arbejdet med at se på dem. For at være velorganiseret er det min strategi at ordne dem alle og sikre, at der ikke er mere end ti i min indbakke, når jeg går om aftenen.

Nogle dage går jeg fra møde til møde. Andre dage og skriver jeg notater og breve. Jeg er UNDAF specialist, og det er en del af mit ansvarsområde at bidrage til, at de gennemgående temaer FN's organer og den indiske regering er blevet enige om - kønslig ligestilling og decentralisering - implementeres.

Jeg er også FN koordinerings specialist, og har den opgave at hjælpe med at skabe koordinering i det FN's landeteams forskellige organer. Som koordineringsspecialist er en af mine hovedopgaver at styrke FN-reformprocessen bestræbelser for at skabe harmoni og overensstemmelse mellem FN-organernes mandater - "Synergy in Action".

For øjeblikket arbejder vi med et Knowledge Management Program, som skal sikre, at erfaringer deles. Koordinering er et spændende og undertiden vanskeligt job, men min chef er meget god, hun giver mig ansvar, og FN er en respekteret spiller på banen. Det her er mit første job, og det har været udfordrende og hektisk. Undertiden er det et problem at være ung, men det har virkelig fået mig til at vokse. Jeg har set beslutningstagen og samarbejdet med højt placerede mennesker.

Jeg forlader aldrig mit arbejde før 18.30 og ofte senere. Så begynder mit aftenliv, som er en helt anden verden. Først tager jeg en løbetur i Lodi Garden. Jeg kan godt lide at være aktiv og har sædvanligvis mange planer for aftenen sammen med forskellige mennesker. Jeg kommer hjem klokken 24 eller et, og derefter læser jeg til klokken tre om natten.

Ugerne går så hurtigt

Ugerne går så hurtigt, og jeg prøver at få mest muligt ud af mine weekender. I alle lange weekender forlader jeg sædvanligvis Delhi. Men i denne weekend blev jeg i Delhi, fordi jeg elsker Holi, det er min yndlingsfestival i Indien. Alle er glade, og det gør ingen forskel, hvilken farve, kaste eller klasse du er, for til slut er alle grønne og lyserøde af de farver, folk sprøjter på hinanden.

Nogle gange har jeg brug for tid til mig selv og tilbringer weekenden med at sidde på mit værelse og læse. Andre weekender tager jeg ud at klatre med mine venner, og bagefter besøger vi den her søde, lille russiske restaurant for at få pandekager. Jeg spiser frokost med mine forældre, og om aftenen rider jeg eller går i biografen. Somme tider laver jeg projekter sammen med min far, tager på musesum eller til et monument for at fotografere. Jeg udforsker en masse, så jeg købte en Lonely Planet og fandt så meget, jeg ikke vidste om min egen by. Det er spændende at se sit eget land fra forskellige vinkler.

Jeg kan godt lide at møde mennesker og næsten hver uge møder jeg en ny person, som jeg går ud at spise med; det er spændende at lære af deres forskellige erfaringer og kulturer. Jeg læser en masse og tænker meget over livet, og hvorfor vi er her. Den anden dag tænkte jeg over: "Hvad er bevidsthed?"

Jeg hører også meget musik, det er mit livs krydderi, og min I-Pod er altid i gang.

Født i Mozambique

Jeg blev født i Mozambique, fordi min mor og far var udstationeret i Maputo, min far var der for at oprette jernbanerne. Jeg husker den del af mit liv vældig godt. Jeg husker vores lejlighed og min skole. Jeg husker, at vi tog til stranden. Jeg husker vejene. Jeg husker, at mine forældre havde selskaber om aftenen. Jeg husker, at min søster passede rigtig godt på mig og flettede mit hår. Jeg husker den dag, mine forældre købte et nyt tæppe, fordi jeg troede, at jeg havde ødelagt min fars kortbølgeradio, mens de var ude for at gøre det. Jeg talte portugisisk og engelsk i den alder og kunne meget lidt hindi.

Vi tog hjem for at besøge mine bedsteforældre hvert år. Skolen i Mozambique var sjov; den handlede virkelig om at udforske sin hjerne og at være kreativ. Jeg var meget uartig og plejede at klatre op i alle træerne. Min søster er kunstner, og hun har påvirket mig, det har hele min familie faktisk gjort. - Jeg voksede op som et meget lykkeligt barn.

Tilbage i Indien

Vi kom tilbage til Indien, da jeg var seks, og min far blev udstationeret i fjerne egne af Indien. I Andhra Pradesh boede vi lige på stranden i Vishakapatnam, og jeg gik på en klosterskole der. Da jeg kom tilbage, havde jeg nogle problemer med det indiske skolesystem og måtte tage første klasse to gange, fordi jeg ikke var god til matematik og hindi. Nu taler jeg engelsk med mine forældre, punjabi med mine bedsteforældre, og med min kok og chauffør taler jeg hindi.

Vi boede i Chakardharpur i Bihar i en periode. Det er en jernbaneby, og jernbanesystemet er en familie for sig. Vi havde et stort hus fra kolonitiden, og nogle af værelserne var lidt skræmmende. Vi fik en cirkushest til min søster, mens vi boede der. Jeg havde gode venner og var meget aktiv. Jeg gik også til sang og forsøgte at spille harmonium.

Vi boede også i Calcutta i West Bengal et stykke tid. Jeg husker, at min mor lavede storartede sandwiches til mig, når jeg kom fra skole. Jeg husker den dag, Indira Gandhi blev skudt i 1984. Sikherne blev angrebet, og vi tilbragte hele dagen på en politistation, hvor de beskyttede os. Mange mennesker kom, en havde mistet hele sin familie, og nogle huse var blevet brændt. Sent om aftenen blev vi eskorteret tilbage til vore boliger af en militærlastbil. Den dag så jeg så meget blod, og alle var virkelig bange.

Så flyttede vi til Jalandhar i Punjab, hvor de var i færd med at etablere en fabrik, der producerede jernbanevogne. Trods terrorismen og optøjerne der, ville min far tage den udfordring op, fordi vi kom fra Punjab. Det var en virkelig lykkelig tid. Jeg fik venner, klarede mig godt i skolen og blev formand for mellemskolen. På grund af mine år i Mozambique, var jeg et lidt anderledes barn, jeg instruerede skuespil, og vi lavede kostumer til personerne. Jeg har altid gået i skoler med både drenge og piger.

På kostskole

I 1989 kom jeg på Lawrence School, Sanawar, min far havde været der, og min søster var der, så det var min drøm og mit ønske også at komme der. Jeg gik op til eksamen til sjette klasse, selvom jeg burde gå i femte. Jeg havde lidt problemer med hindi, men blev optaget. Det er en skole fra kolonitiden oppe i bjergene, som blev overtaget af inderne i 1947.

På det tidspunkt indtraf der en forfærdelig begivenhed i mine forældres liv, de blev skudt på grund af terrorisme, min far blev lammet, og har været bundet til en kørestol lige siden. Mine forældre lå på hospitaler i to år i Indien og i England. Det påvirkede min søster og mig meget. Jeg vidst ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, blev indelukket og holdt det for mig selv, men jeg blev også meget følsom. Vi var heldigvis på kostskole, så livet fortsatte. Det var en kamp for mine forældre at genskabe deres liv. Vi har fundet styrke i mottoet: "Giv aldrig op!"

Tilbage i Delhi

I 1993 kom jeg tilbage til Delhi for at gå på college og tage min BA i statskundskab, på det tidspunkt ønskede mine forældre at genforene familien. Det har været godt for mig at opbygge en base og få venner her. Jeg havde masser af fritid og lavede et lille firma, der bagte kager og konfekt i et år. Jeg var studentermedarbejder i FN, og vi oprettede en NGO, som genbrugte papir fra kontorer.

Mine forældre opmuntrede mig til at tage til Geneve, og jeg rejste på egen hånd i et par måneder, skønt det ikke er almindeligt i Indien. De fleste unge indere kan ikke få arbejde og tjene egne penge, så de er afhængige af at få tilladelse fra deres forældre til at rejse. Jeg begyndte også at undervise i mine hobbyer på en amerikansk skole. Jeg tjente ganske mange penge, som mine forældre sagde, at jeg skulle spare op.

Så tog jeg min MA i statskundskab, men det blev ikke en givende intellektuel oplevelse. De underviste os, men der var ingen rigtig værdsættelse af og forståelse for fagene. Jeg bestod imidlertid og kom på London School of Economics. På det tidspunkt var jeg blevet en anden person, jeg havde fået selvtillid og vidste, at jeg ønskede at beskæftige mig med udviklingsstudier. Det fik jeg inspiration til, fordi jeg havde været i Latur med min kostskole for at hjælpe efter et jordskælv i 1994. Den oplevelse fik mig til at se livets barske realiteter, indtil da havde jeg altid levet i et beskyttet og privilegeret miljø.

Det gav mig så meget at være i London, vi havde diskussioner og mine forelæsninger var fantastiske, fordi de var multikulturelle. Jeg lærte om forskellige syn på udvikling. Jeg var også interesseret i kønsdiskrimination i Østen og Vesten; jeg lærte, at Vesten også har gennemlevet prøvelser. Jeg lærte at tænke og at skrue en argumentation sammen, og jeg finder mig ikke i folks pladder længere.

Jeg har også lært af min søster, som blev skilt. Skønt det er acceptabelt i nogle dele af samfundet, er det stadig ikke almindeligt i Indien. Denne oplevelse er en del af forklaringen på, at jeg vil være økonomisk uafhængig, og ikke hænge på min mand eller familie. Jeg tog et lån, som jeg betaler tilbage, for at læse i London. Min søster er lykkeligt gift nu, hun har boet i Japan, hvor jeg besøgte hende, og nu bor hun i Singapore og venter en baby.

Da jeg kom tilbage til Indien fik jeg først et studenterjob i UNIDO og så den stilling, jeg har nu.

Jeg har visioner for min fremtid

Ægteskabsalderen er stigende i Indien, men jeg er 26 og på dette tidspunkt i livet føler jeg et stort pres for at blive gift. Mine venner gifter sig og får børn, men det tror jeg ikke, at jeg er parat til. Det er lidt skræmmende. Mine forældre leder ikke efter en partner, men de siger: "Simran, du skulle begynde at date en mand, den første er måske ikke den rigtige, og du kan ikke pludselig vågne, når du er 28, og etablere dig." Men i Delhi kan jeg ikke finde nogen at date.

Jeg er bedre uddannet end de fleste drenge i den her by, de veluddannede tager til udlandet eller andre steder hen. Her synes alle at leve af fars penge. Jeg vil ikke gifte mig med en, der er i et familieforetagende, jeg vil have en uafhængig mand med uddannelse, og jeg vil også selv arbejde. Hvis jeg beslutter at få børn, holder jeg måske nogle år for at tage mig af dem og give dem gode normer, men min mand skal tage aktivt del i det. - Om et år eller så vil mine forældre begynde at blive bekymrede, så jeg er ved at indse, at jeg må gøre noget, det er den indiske side af min karakter.

Ideelt set er jeg gift om fem år, det biologiske ur tikker, der er en vis alder, hvor man kan opbygge en familie. Men hvis jeg ikke finder en passende mand, så lader jeg ikke desperationen drive mig til at gå på kompromis.

Jeg er meget ambitiøs, og jeg vil også gerne se min karriere blomstre. Om fem år tror jeg, at jeg vil være fokuseret på et særligt felt indenfor udvikling, og jeg håber, at jeg er respekteret for det og bliver tilkaldt som konsulent. Måske bevæger jeg mig ind i politik, jeg kunne vende tilbage til min families landsby og søge at opbygge en valgkreds der.

Jeg vil måske rejse ud for at lære om udvikling i forskellige dele af verden. Situationen i Afrika, Sydøstasien og Sydamerika er meget anderledes end i Indien, og det ville være rart at få førstehåndserfaringer med det. Jeg ville især gerne til Sydamerika.

Men jeg elsker Indien og ønsker at bo her. Jeg er borger på første klasse i det her land, her har jeg familie, og det er mit hjem. Jeg har aldrig været udsat for diskrimination på grund af min brune hud, når jeg har rejst, men det kan være et problem. Jeg er inder, og det er også en del af min identitet, at jeg er sikh. Mine forældre holder fast i alle de kendetegn, der hører med til at være sikher, mens jeg klipper mit hår, men jeg mener ikke, at jeg bliver mindre sikh af det.

Jeg har venner fra alle religioner, og vi tænker meget ens. Ideelt set ønsker mine forældre, at jeg gifter mig med en sikh, fordi det er lettere at leve med en, der har samme kultur og identitet, som man selv har. Men, hvis jeg fandt en person fra en anden religion, jeg virkelig holdt af, så ville de sikkert bøje sig for det.

Jeg synes, at det er vigtigt, at man holder fast i sine rødder. Selvom indiske stilarter og modeller er moderne, så er inderne alligevel ikke stolte af deres identitet. Jeg tilhører den sidste generation, der voksede op i den lukkede nationale økonomi. Indien udvikler sig hurtigt, det er mulighedernes land, det blomstrer, og man kan få gode jobs her. Indien har også meget erfaring og viden på udviklingsområdet, som kan hjælpe andre lande.

Jeg har visioner for min fremtid, men jeg tror ikke på faste planer.

A bowl of bananas

Marts 2005

Tilbage til Jordomrejse 2004-05