Hvis jeg virkelig vil, så kan jeg

Pinar Karasoy, Tyrkiet

A bowl of bananas

Pinar Karasoy studerer lingvistik i Ankara, hvor hun deler en lejlighed med en kvindelig medstuderende. Hendes bror er for nylig blevet gift med en dansker. Vi talte sammen en i et hotel i Ankara

Mine timer på universitetet begynder tidligt på dagen. Så jeg står op og spiser morgenmad med min værelseskammerat omkring klokken syv. Vi spiser som regel traditionel tyrkisk morgenmad med brød, smør, ost, te og oliven. Så prøver vi på at gøre os klar, vores værste tid er altid foran spejlet, fordi vi forsøger at være der samtidig og undertiden skændes lidt om det.

Vi står på bussen foran Ataürk Mausoleet og når frem til skolen på tredive minutter. Mellem timerne går vi i cafeen, og der er alle vore venner også. Om sommeren ligger vi på græsset eller spiller volleyball. Alle er sammen med deres kærester, og vi er lykkelige.

Men når timerne begynder, så begynder vi også at blive triste. I det her vejr har man ikke lyst til at studere, og undertiden dropper vi forelæsningerne. Hvis man har for meget fravær, så kan man dumpe. Nu har vi ikke timer, fordi eksaminerne er begyndt. Vores frokost spiser vi på universitetet.

En af vore venner har bil og han kører os hjem om eftermiddagen, hvor vi laver middag. Nogle gange spiser vi sandwiches ude, men vi går ikke på restaurant, fordi vore familier ikke har særligt mange penge, og de skal også betale for, at vi kan gå på universitetet. Nogle gange går vi på bar og lytter til rockmusik. Men det gør vi ikke ud uden vore kærester, fordi der er farlige mænd i gaderne, som vi er bange for.

Lige nu foretrækker vi at købe Video-CD'ere og se film hjemme, jeg synes, at det er bedre end at gå ud. Vi kan godt lide franske film som "Amelie". Nogle gange drikker vi også øl. Vi læser ikke, hvis der ikke er eksamen. Jeg tror ikke, at der er nogen der læser, det er tilstrækkeligt at komme til timerne og lytte til lærerne. Der er altid musik i vores hjem, hjemme kan man lytte til den musik, man kan lide, og danse, som man har lyst til. Jeg synes, at hjemmelivet er bedre end livet ude i byen.

Lørdag og søndag er vi ikke på universitetet. Nogle gange går vi på indkøb eller i biografen. I sommerferien tager jeg til Antalya for at besøge min familie, men jeg vil ikke blive der længe, fordi min kæreste er her i Ankara.

Min familie kender min kæreste, men vi har selv fundet hinanden, universitetsstuderende lader ikke deres forældre bestemme, hvem de skal giftes sig med. I moderne tyrkiske familier kan forældrene ikke bremse et ægteskab.

Jeg synes, at mit liv er lidt farveløst, fordi skolen tager så meget af min tid, og fordi Ankara er en kedelig by med mange politikere.

Jeg havde en lykkelig barndom

Min barndom var lykkelig, jeg var faktisk lykkeligere den gang. Der stilles ikke krav, når man er barn, og man kan gøre hvad man vil. Jeg har en ældre bror og en yngre søster. Min mor var jordemoder og min far lærer.

Jeg legede oftest med drengene, vi var i gaderne og spillede fodbold, og jeg var målmand. Men i femte klasse fik jeg briller, og min far forbød mig at spille bold, fordi brillerne kunne blive smadret. Jeg var dog alligevel sammen med drengene, og når far ikke var hjemme, spillede jeg fodbold.

Vi legede også gemme, klatrede i træer for at få frugt og hoppede i reb. Nogle gange lavede vi vore egne hjem, drengene var mænd og dukkerne babyer, og hånd i hånd gik vi på besøg hos hinanden. Jeg har stadig nogle af mine dukker i Antalya.

Da jeg var fem, begyndte jeg at gå i børnehave. I folkeskolen arbejdede jeg hårdt og fik gode karakterer.

Vi boede i Adana ved Middelhavet, men flyttede til Antalya, da jeg blev femten, fordi min bror læste medicin på universitetet der. Min far var gået på pension, men han fik et lille marked, og min mor fandt et nyt job som jordemoder. Så familien flyttede for at være sammen med min bror.

I begyndelsen var det svært, men efterhånden fandt jeg nye venner. Jeg har en meget god veninde fra gymnasiet, som jeg elsker meget og stadig ser. Der er ikke noget tilbage fra Adana, mit liv begyndte igen i Antalya, da jeg var femten.

Jeg foretrækker stadig drenge frem for piger, min kæreste er min nære ven, og jeg kan fortælle ham om mine drømme og mine problemer, han lytter og prøver at hjælpe mig. Det er svært at stole på piger, der er altid konkurrence og jalousi i forhold til dem. Jeg forstår ikke hvorfor, og jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Min søster er også en god ven for mig og selvfølgelig min bror. Vi var altid sammen med ham i Antalya, og vores familie lod os gå overalt sammen med ham. Da han rejste til Istanbul, lod vore forældre os gå ud med venner, fordi de kendte dem, de begrænsede ikke vores frihed.

Min mor er religiøs, min far er det ikke. De lod os foretage vore egne religiøse valg, og jeg tror, at vi er skabt af noget, men jeg ved ikke, hvad han eller hun hedder. Måske er det Allah, måske noget helt andet.

Jeg vil gerne til udlandet

Jeg begyndte at læse lingvistik på universitetet i Ankara for to år siden. I min barndom kom der en engelsk kvinde til vores by, vi underviste hende i tyrkisk, og hun lærte os engelsk. I gymnasiet havde jeg to gode engelsklærere, og jeg holdt virkelig af faget, en af dem støttede mig.

Vi skal bestå en eksamen på universitetet for at komme ind, mange prøver at tage den, men de færreste består. Det er svært at komme på universitetet i Tyrkiet, så jeg var heldig at få adgang.

Jeg ville være tolk, men mine resultater var ikke gode nok til det. De sidste år i gymnasiet læste jeg ikke, fordi min veninde havde nogle problemer, som jeg prøvede at hjælpe hende med. Faktisk blev både skolen og jeg selv skuffet over mine resultater.

Jeg er ikke særlig godt tilfreds med undervisningen på universitetet. Vi får ikke mulighed for at tale engelsk med indfødte. Lærerne kommer ind i klasseværelset, skriver noget på tavlen og går så igen. Jeg vil gøre min uddannelse færdig, og så vil jeg måske lave noget andet. Jeg vil gerne til udlandet og være au pair eller sådan noget. Måske kan min bror, der har giftet sig med en dansk pige og bor i Sverige, hjælpe mig.

En af mine venner i Antalya fik rigtig gode karakterer, og han kom på et godt universitet i Istanbul for at blive tolk. Han fik orlov og tog til Malta og Ibiza i Spanien. Nu er han manager for animatører, der arbejder med turister på et hotel i Antalya, og lærer engelsk på den måde. Han lever sit eget liv og kan afslutte sine studier uden at få penge fra sine forældre. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget lignende.

Vi havde en god amerikansk lærer, da vi gik i forskolen til universitetet, hun var tidligere hippie og havde rejst i mange lande, hun fortalte os om amerikansk kultur, og hendes timer var meget spændende. Men man kan ikke lære engelsk fra bøger og papirer på et universitet.

Det er vanskeligere at rejse ud, når man er pige, så skal man have tilladelse af sine forældre. Og de tænker på, hvad andre mener. Det hader jeg virkelig. Jeg mener, at alle mennesker lever deres eget liv og selv vælger deres gode eller dårlige fremtid.

Hvis jeg tog til udlandet, så kunne jeg måske finde en mand fra et andet land. Jeg ved sådan set ikke, om engelske drenge er bedre end tyrkiske, men jeg kunne godt tænke mig selv at finde ud af det. Jeg vil afgjort komme tilbage til Tyrkiet, man kan ikke forlade de mennesker man elsker og sin fortid. Jeg kommer til at savne min bror, som er flyttet til Sverige, nu kan jeg ikke besøge ham, når jeg har lyst.

Det ville være muligt for mig at tage til et andet land. Hvis jeg virkelig vil, så kan jeg!

Det var kærlighed ved første blik mellem min bror og hans danske kone, da de mødtes i Amsterdam. Vores familie blev overrasket, men det var vidunderligt at få en ny søster på den måde. Det sker ellers kun på film, ved nærmere eftertanke forventede jeg nok alligevel noget i den retning af min bror, fordi han er tosset.

Jeg håber, at de vil leve lykkeligt sammen til evig tid!

Maj 2004

Tilbage til Jordomrejse 2004-05