Mitraniketan - Udviklingsuddannelse

Sri K. Viswanathan, Indien

I denne samtale fortæller Mitraniketans grundlægger og direktør, K. Viswanathan, om stedets integrerede strategi for udviklingsuddannelse. Vi talte på hans kontor med gaver fra lokale organisationer og venner i hele verden. Mitraniketan ligger nær Thiruvananthapuram eller Trivandrum i Kerala i det sydlige Indien.

Vi lærte Mitraniketan at kende gennem Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark, som har samarbejdet med Mitraniketan omkring udviklingsprojekter. K. Viswanathan er også vært i organisationen Servas.

Traditionelt er det meget arbejdskrævende at dyrke ris, og mange landmænd her i Kerala er holdt op med at producere ris og har lavet bananhaver. Men i forgårs besøgte jeg nogle landmænd, som vi har hjulpet med at afprøve en ny metode til risdyrkning. Den blev udviklet i Tamil Nadu, og tilsyneladende har de en rekordhøst. Med 10% af den normale mængde udsæd, mindre arbejde, mindre vand og udelukkende brug af organisk gødning dyrker de mere ris.

Landmændene i området var alle meget lykkelige og sagde, at de ville begynde at bruge denne metode. Andre landmænd kommer for at se, hvad de har gjort, og der skal snart være end demonstration, som sikkert kommer i fjernsynet, så flere mennesker får det at vide. Vi kan også lave et seminar om det på Keralaniveau. Jeg synes, at resultaterne er meget fordelagtige, og vi håber, at landmændene igen vil begynde at have rismarker. - Det er et godt eksempel på, hvordan Mitraniketan arbejder.

The Ghost Logo

Udviklingsuddannelse

Enkelt sagt, så er Mitraniketan en integreret strategi for udviklingsuddannelse. Den kombinerer uddannelsesaspekter og udviklingsaspekter på en integreret måde. Læsefærdighed i sig selv er ikke uddannelse. Uddannelse er alsidig udvikling. Den sætter et menneske i stand til at handle, og samtidig være et helt individ med ansvarlighed overfor sig selv, til sin familie og samfundet. Hvis det sker, så er vores arbejde sikkert også udført tilfredsstillende.

Med det i tankerne har vi udviklet et regulært skoleprogram, der ikke blot drejer sig om alfabetisering, men også omfatter erhvervsuddannelse. Udover de almindelige fag lærer eleverne at nyde musik, dans og leg. Det er vigtigt på en gang at tage sig af hovedet, hjertet, hænderne og helbredet for at skabe alsidig udvikling. Det er også vigtigt at have tillid til børnene, give dem frihed og lade dem gøre ting.

Vi har nu en børnehave, en grundskole, en mellemskole og en folkehøjskole. Disse institutioner er Mitraniketans hjerte og vore andre sektioner og værksteder indenfor landbrug og håndværk bidrager til kerneaktiviteterne. De forsyner vore skoler med erhvervstræning og hjælper mennesker i lokalsamfundet.

Vi har omkring tre hundrede elever, hovedsagelig fra de såkaldte stammesamfund og kasteløse. Vi foretrækker at hjælpe disse tilbagestående grupper, som ikke får megen opmærksomhed selv fra regeringen. Det er vanskeligt, men jeg er glad for, at vore unge mennesker ender som ansvarlige borgere, når de har tilbragt ti år her.

Vi har ikke perfektioneret det hele på grund af personalemangel. Vi har ikke faste lærere, fordi vi kun kan betale mindre end halvdelen af den løn, de ville få for et job i det offentlige. Derfor garanterer vi dem, at de kan forlade os, hvis de får andet arbejde. Men lærerne er glade for at arbejde her og følge vor vejledning, og de får erfaring, som de kan bruge i de offentlige skoler. Flere lærere, som har arbejdet hos os, har fået stillinger på skoler i området, og de skaber gode kontakter mellem disse skoler og os.

Vi indsamler penge fra mennesker og venner, fordi regeringen ikke støtter vore skoler. Vi har i gennemsnit brug for 1000 Rs. for at have et barn her en måned. Og det er en vigtig opgave for os at skaffe de nødvendige midler. Den middelklasse, der nu udvikler sig i Indien skal plejes, og en dag kan de måske støtte initiativer som vort, men for øjeblikket er det tilstrækkeligt, hvis de kan klare sig selv.

Men vi er ganske tilfredse, når man holder af børnene, er den varme og kærlighed, man får igen en stor belønning. De oplever spontan fri vækst. Vi tror ikke på korporlige straffe; de styrer sig selv, og de er meget lykkelige. Det er den positive side af, hvad vi har forsøgt her, men vi ville ønske, at vi kunne gøre det meget bedre.

A bowl of bananas

Kooperative økonomiske programmer

Mitraniketan begyndte med børnehaven, og det gav mig adgang til forældrene og lokalsamfundet. De var økonomisk dårligt stillede, og de, der havde gæld, ejede måske kun en to tre kokospalmer, som var pantsat til andre. Det fik mig til at kaste mig ud i et kooperativt initiativ.

Kvinderne gik på marked for at købe og sælge produkter, i den sammenhæng fik de måske lidt sparepenge. Jeg tænkte, at en god måde at hjælpe dem på ville være at lære dem, hvordan de kunne lægge krone på krone. Så jeg opfordrede dem til at putte pengene i en æske og beholde dem en måned, for så at åbne æsken og tælle, hvad de havde. Jeg fortalte også børnene, at de kunne hjælpe deres forældre ved ikke at spise slik og spare pengene.

På den måde fik vi samlet et ganske pænt beløb blandt forældrene, omkring 5000 Rs. tror jeg. Fordi vi ikke kunne have flere andelsselskaber indenfor samme område, omorganiserede vi et eksisterende selskab. Folk omsatte deres sparepenge i andele, som kostede fem Rs. På den måde var de i stand til at samle penge nok til at indfri de kokospalmer, de havde pantsat. De blev alle glade og meldte sig ind i andelsselskabet.

Jeg forlod dette kooperativ, da det blev omdannet til bank. Da jeg følte mig sikker på, at de selv kunne køre det, sagde jeg, at nu var det tiden, at jeg gik. Det fungerer stadig og hjælper bønderne med lån til forbedringer.

På samme måde organiserede jeg et mælkekooperativ på et tidspunkt, hvor der næppe var mælk at få. Køer blev opfattet som hellige, og folk holdt dem almindeligvis for at få held, simpelthen for at kunne klappe en ko tidligt om morgenen. Jeg overbeviste en præst om, at han skulle hjælpe os med en tyr og tre kvier fra England, og det gjorde han for blot transportomkostningerne.

Ved hjælp af dem skabte vi et lille kvægbrug, og vi fortsætter dette udviklingsprogram. Folk mener almindeligvis stadig, at køer er hellige, men nu ser de dem også som nyttige. Hvis du besøger vore naboer, vil du finde køer, der giver 15 eller 20 liter mælk om dagen. Da vi startede projektet, gav deres køer kun en liter om dagen.

For nylig åbnede jeg en inseminationscentral, der er mere end 38 af disse centre alene i Trivandrum-distrikt, og de begynder også at distribuere såsæd og frøplanter til bønderne. Landmændene opretholder selv alt dette. Der er også kvinder i disse programmer, og jeg er så stolt af dem. Hvis alt andet, vi har udviklet forsvinder, så vil jeg være tilfreds med disse menneskers indsats.

Alt dette er præcis som de husmænd og småbønder, jeg mødte i Danmark i 1955, der organiserede deres fælles anliggender i andelsselskaber.

A bowl of bananas

Jeg blev tiltrukket af Gandhi

Allerede da jeg var 13 eller 14 år gammel og ikke havde stemmeret, blev jeg meget tiltrukket af Mahatma Gandhi og hans Khadibevægelse. Det var svært at få bomuld her, men det lykkedes for mig at få bomuldsfrø og dyrke dem. Jeg spandt bomuld og gav garnet til khadiforretningen for at få mit tøj, den gang var det tykke og ikke særligt behagelige klæder.

Jeg blev ved trods megen kritik fra folk i området, som støttede regeringen. De prøvede at overbevise min far om, at han skulle få mig til at opgive de håndspundne klæder og Gandhihuen. Men jeg var meget stolt over at gå i tøj, som var produceret i Indien og symboliserede vor frihed. Jeg blev ikke blot medlem af National Congress, jeg begyndte også at føre kampagner.

Da Gandhi blev skudt i 1948, var det et stort chok for mig. På det tidspunkt arbejdede jeg for at få de undertrykte til at benytte den gratis obligatoriske uddannelse, som denne stat var først til at indføre.

Der var også en betydningsfuld bevægelse, som arbejdede for at få de kasteløse ind i hoteller og tehuse. Præcis som de sorte i USA, havde de ikke lov til at sidde i tehuse eller bo på visse hoteller. De skulle gå om bag bygningen og drikke te af en kokosskal eller et smadret glas, fordi andre mennesker ikke kunne drikke af glas, de havde brugt. Vi gik til tehusenes og hotellernes ejere for at overbevise dem om, at de burde være åbne for alle og ikke blot for visse kaster. Vi gjorde det yderst høfligt. Når de sagde, at hvis de lukkede op, så ville andre ikke komme, lovede vi, at vi ville være der for at hjælpe dem med at tiltrække kunder. Så lukkede de op, og folk kom stadig.

Vi havde også problemer med ballade, når der blev krævet penge for at lade kvinder komme ind på markederne. Der var ingen faste priser, men hvis de ikke betalte, blev de varer, de bar på hovedet, skubbet på jorden og ødelagt. Vi standsede dette simpelthen ved at stå ved markedspladsernes låger.

Jeg grundlagde også en social og kulturel organisation, som opførte skuespil. Den gang var kvinderne tilbageholdende, så jeg optrådte som heltinde i nogle dramaer. Denne organisation fungerer stadig fint, og jeg er dens protektor. Jeg arbejdede også for at forbedre det lokale bibliotek.

Disse aktiviteter opmuntrede mig til senere at vi mit liv til at hjælpe børn med at komme i en rigtig skole. Uddannelse er vigtigt, og hvis den også rummer erhvervsuddannelse, hjælper den børn med at blive kreative individer, der er nyttige for samfundet.

Vi gjorde alt dette på ikke voldelig vis, meget høfligt men bestemt, og det gav mig selvtillid og mod på at fortsætte. Men de konservative kræfter i landsbyen var lodret imod min linje. Jeg ønskede, at de undertrykte skulle rejse sig. Der var et landsbystøttecenter for denne og nabolandsbyen, og her startede konflikten. De priviligerede ønskede at kontrollere centeret ovenfra. Så jeg gik til de mindre priviligerede og fortalte dem, at landsbystøtten var til for dem, men hvis de ikke gjorde noget ved det, så ville de miste kontrollen. Jeg talte åbent og offentligt om det.

Da valget skulle finde sted præsenterede en embedsmand en liste, som var lavet af de rige. Jeg rejste mig og sagde, at den liste var utilstrækkelig. Jeg foreslog først navnet på den person, som havde læst listen, og så blev andre navne tilføjet. Resultatet blev, at han var den eneste fra den oprindelige liste. Da en af de undertrykte blev foreslået som formand for gruppen, blev han meget vred. Derfor søgte han at få aftaler med forskellige mennesker på egnen om, at de skulle banke mig, så jeg holdt op. Men ingen meldte sig, og nogle gik endog til min far for at advare ham.

Så digtede han en historie om, at en af hans familiemedlemmer ikke var blevet politiinspektør grundet min indflydelse gennem nogle af lederne. Det skyldtes i virkeligheden hans egen indgriben. Men faderen til den mand, der ikke fik jobbet kom til et offentligt møde og gav mig en på kinden, så jeg faldt blødende om. Jeg havde ingen mistanke, fordi jeg kendte ham og havde været i hans hus. Jeg rejste mig og sagde: "Du har blot pustet til ilden, dette hører ikke op her, jeg har ikke gjort noget forkert!" Jeg bad om at blive kørt på hospitalet, og min far kom der også. Da jeg var blevet behandlet på hospitalet, fortalte min politiske leder mig, at politimesteren burde vide, hvad hans slægtning havde gjort. Derfor tog jeg hen for at indgive en anmeldelse, men jeg sagde også, at jeg ikke havde noget at klage over, og ikke ønskede sagen forfulgt yderligere.

Så sagde min politiske leder og guru, som var fængslet i mere end atten år på grund af ikke voldelige aktioner og en anden ven til min far, at jeg burde tage til Tagores Santiniketan og studere for at hindre yderligere problemer. Min egen tanke var oprindelig, at jeg ville tage til Gandhis ashram, Sevagram, men han blev skudt i 1948.

Inden jeg rejste mødte jeg den person, der havde slået mig, på stedet, hvor det skete. Jeg var sammen med min bror, der var lidt bange og sagde, at vi nok hellere måtte gå. Men så kom manden hen og omfavnede mig og begyndte at græde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han sagde, at han havde hørt, at jeg skulle rejse og ønskede at give mig sin velsignelse. Han spurgte, om han kunne komme og besøge mig, og det sagde jeg ja til. Han kom for at spise morgenmad og sige farvel, den følgende morgen, min far var også glad for det og lod ham komme. Vi opretholdt det gode forhold indtil hans død. Han fortrød bittert, og sagde, at det var en misforståelse. I virkeligheden var han meget lig min egen far.

Selv i mine unge dage havde jeg selvkontrol nok til at være ikke voldelig, og jeg har opretholdt dette indtil nu. Jeg betragter ikke nogen som min fjende, vi kan have forskellige holdninger, men det kan løses.

A bowl of bananas

Santiniketan betyder Fredens Hjem

I Santiniketan kunne jeg ikke møde Rabindranath Tagore, Han var død i 1941, og jeg kom i 1949, da hans søn, Rabindranath Tagore, havde overtaget stillingen.

Også der var jeg undertiden uenig. Santiniketan betyder Fredens Hjem, så da de indførte militærtræning på universitetet, kunne jeg på slet ikke forstå det. Jeg var kollegiets leder og formand for studenterrådet. I de to egenskaber havde jeg stor indflydelse over studerende, der kom fra hele Indien og mange af verdens lande.

Da det skete besluttede jeg mig til at faste, og min inspektør og Ratindranath Tagore kom til kollegiet og sagde: "Vi er enige med dig, men kan ikke gøre noget, hvis vi ikke får støtte fra regeringen, bliver vi nødt til at lukke institutionen. Vi har ingen store personligheder som Rabindranath Tagore nu, men vi har en god ven i Nehru, som er premierminister, og han vil hjælpe os. Militærtræningen bliver ikke obligatorisk, men frivillig. Derfor håber vi, at du vil acceptere denne limesaft og afslutte din faste." Dermed blev jeg nødt til at acceptere kompromiset og holde op.

Mange år senere indstiftede de en pris i Ratindranath Tagores navn, og den første fik jeg. Det overraskede mig meget, fordi jeg var en rebel, og det vidste de alle. Min inspektør blev udenrigsminister i Nehru regeringen. Han var en rigtig lærer for mig. Han hjalp mig også med at få et rejselegat. Når han kom til møder i FN, mens jeg var i USA, bad han mig komme og møde sig. Senere fortalte han mig, at jeg havde haft ret, men at de havde været hjælpeløse. Og han rådede mig til ikke at blive slave af regeringen. Jeg er ikke modstander af regeringen, men afhængighedssyndromet er farligt.

Efter Santiniketan tog jeg til Savagram og tilbragte fire måneder der inden min afrejse til USA. Jeg studerede Ghandis program for grunduddannelse, som var inspireret af Tagores tanker. Men jeg havde allerede fundet ud af, at jeg foretrak Santiniketan frem for Savagram under et besøg i 1949. Ghandis tilhængere var blevet mere rigide, synes jeg. Og når idealisme bliver rigid, er den ikke til hjælp. Der bør være frihed og spontanitet. Begge steder opretholdt enkelheden med åbne klasseværelser i naturlige omgivelser, som vi også har på Mitraniketan.

A bowl of bananas

Rejsen åbnede mine øjne

Mine tre år rejseår i 1950'erne gav inspiration til, hvad jeg gjorde i Vellanad, da jeg kom hjem. Jeg var i USA i halvandet år. Jeg var i Danmark i et år og resten af tiden i England, Finland, Sverige og Holland. Den rejse åbnede virkelig mine øjne.

Man tænker almindeligvis på USA som et land af rige mennesker, og ikke på de fattige småfolk og iværksættere, der selv har skabt kreditordninger. Amerikas kooperative kreditforeninger var imponerende, og jeg deltog i mange af deres regionale møder og nationale konferencer. Det var en af de ting, der tilskyndede mig.

Folkehøjskolerne var en anden inspiration. Jeg mødte første gang en folkehøjskole i Appallacherne i USA, hvor europæiske immigranter havde oprettet John C. Campbell Folk High School, den fungerer stadig fint. Miles Horden var en revolutionær amerikaner, som blev en vigtig støtte for Martin Luther King og hans tilhængere. Han oprettede en skole i Tennesee, the Highlander Folk School, hvor sorte mennesker kom og blev uddannet. Jeg havde det privilegium at tilbringe et par uger med at se, hvordan han gjorde det, og blev en af hans meget gode venner.

Han havde forbindelser til The Community Service i Ohio, og grundlæggeren og præsidenten, Arthur E. Morgan, blev en vigtig mentor for mig, også efter min hjemkomst til Indien.

I Danmark så jeg, hvordan landet var blevet en storartet nation i økonomisk og social henseende p.g.a. N.F.S. Grundtvigs indflydelse. Han formåede at vække danskernes bevidsthed. Han genrejste landets prestige og viste dem, at det havde deres egen kulturarv i folkloren. Han genoplivede de folkelige traditioner og udviklede skoler, skønt han ikke levede længe nok til at se dem brede sig. Christen Kold, hvis oldebarn har besøgt Mitraniketan fortsatte hans arbejde.

Efter min opfattelse har det danske højskolekoncept universel appel, fordi det fremmer demokrati. Jeg har mødt russere, der fandt det vigtigt for deres udvikling af demokrati. Og jeg har aldrig oplevet det som fremmed, fordi det i høj grad ligner den indiske tradition for guruer, hvor lærere og elever bor sammen. Når man ser dybt nok, opdager man det fælles grundlag.

A bowl of bananas

Næste generation har en arv

Jeg er 78 men føler mig stadig ung. Næste år fejrer Mitraniketan 50 års fødselsdag, og vi bliver sikkert nødt til at revidere hele foretagendet for at gøre det mere permanent og levedygtigt i fremtiden. Vi kan ikke forvente mange penge udefra, og situationen er præget af stor usikkerhed. Vi har ikke skabt et sikkert grundlag for at overleve. Vi bliver måske ikke 100% selvforsynende, men vi har afgjort brug for at opnå øget evne til at klare os selv.

Vi har nogle ideer, som kan hjælpe os. Hvis vi moderniserer vores trykkeri, kan det blive en indtægtskilde. Vi kunne udvikle en træindustri, der producerede møbler til middelklassen og legetøj til grundskoler og børnehaver. Vores fødevareproduktion, som udnytter frugt kunne også udvikles yderligere - vi kunne have en mobil forretning og et salgssted i Trivandrum. Vi kunne også udvikle vores City Centre der for at tiltrække andre kurser.

Jeg håber også, at Mitraniketan får mange søsterorganisationer i Indien og andre steder. Mitraniketan kan ikke optage flere elever. Vi kunne godt ekspandere kvantitativt, men hvis vi gjorde det, kunne vi ikke oprethold kvaliteten af vores arbejde. Men vi mener, at vi er et eksempel for andre, det her er ikke et monopolforetagende. Jeg siger altid: "Jeg har blot vist, hvad der er muligt, det er op til jer at tage handsken op og komme videre. Måske kan I gøre det bedre end os." Det er min vurdering, at hvem som helt med det rette sind kan gøre det.

Vi har gennemført flere workshops på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt niveau for at tiltrække opmærksomhed. Det er en måde at gøde grunden på. Jeg håber, at flere mennesker vil melde sig til den slags arbejde. I Indien er problemet penge, vores regering burde også påtage sig et ansvar på samme måde, som den danske regering gjorde. I dag er uddannelse en livslang proces, og det er vigtigt, at der er centre, hvor mennesker kan komme sammen for at lære.

For mig er ghandiisme en ny religion, der rummer alle religioners kerne. Jeg er hindu forstået på den måde, at hinduisme kan finde sandheden i alle religioner. Templer burde være vidt åbne for alle; nogle kan være interesserede i de kulturelle aspekter. Jeg går i tempel, når jeg har lyst, og vi har en kirke på vort område, den besøger jeg også sommetider. Lige meget om man kalder det ghandiisme eller ej, så må vi genskabe en fredelig verden

Jeg tror, at en måde at gøre det på er skabe kontakter fra folk til folk, og vi er medlemmer af den internationale organisation Servas, som forbinder værter med fremmede gæster. Vi er stolte af, at Mitraniketan har omkring 1000 gæster hvert år. Vi vil bidrage til fred og venskab.

Næste generation har en arv at løfte, de kan rette mange ting og komme videre, udvikling er en proces, der ikke slutter.

Februar 2005

Sri K. Viswanathan døde i april 2014, hans hustru Sethu Viswanathan overtog rollen som Mitraniketans direktør.