Mangfoldighed er en berigelse
Ling Miao, Kina, Canada og Danmark
Ling Miao er født i Kina, hvor hun voksede op under Kulturrevolutionen. Hun studerede højenergifysik ved et kinesisk universitet og fortsatte sine fysikstudier i Canada. I dag arbejder Ling med biofysik ved Sydansk Universitet. Vi talte sammen i et privat hjem i Odense, hvor hun bor.
Mit hverdagsliv kan måske virke lidt kedeligt. Jeg står op og går på arbejde på universitetet næsten med det samme. Jeg arbejder med grundforskning i biofysik ved et center på Syddansk Universitet. Som forsker er det dejligt at forstå ting, man ikke har forstået før, og at se de studerende vokse videnskabeligt.
Jeg synes, at det er vigtigt at studere naturen blot for at forstå den. Man skal ikke hele tiden spørge, om det kan bruges til noget. Jeg er simpelthen nysgerrig, og det er derfor, jeg arbejder på et universitet. Jeg tager normalt hjem omkring klokken otte, og en arbejdsuge bliver let på 60 - 65 timer. Det skyldes også, at jeg vil gøre tingene ordentligt.
Jeg har en lille lejlighed i Odense, og når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at slappe af ved at lave mad. Til daglig bliver det til hurtig kinesisk mad, ris og stegte grøntsager. Men jeg laver også indisk, thailandsk og dansk mad, jeg spiser næsten kun økologisk.
Jeg har en regel om, at jeg ikke arbejder om lørdagen, der tager jeg mig af andre ting. En af mine yndlingsbeskæftigelser er at gå på grønttorvet, og ofte mødes jeg med kolleger eller venner for at spise frokost på en cafe. Jeg har nogle hollandske venner, som jeg ser tit, vi mødtes, da vi lærte dansk. Hvis jeg ikke er træt, tager jeg i Cafébiografen og ser en film om eftermiddagen.
Om søndagen arbejder jeg stille og roligt hjemme. Læser ting, jeg ikke har nået i løbet af ugen eller lidt biologi som baggrund for min forskning. Jeg kan godt lide at læse romaner, men har desværre ikke meget tid til det. For at forbedre mit dansk læser jeg avisen "Information".
Kinesisk barndom
Min barndom var måske en af de værste perioder i Kinas historie. Jeg blev født i 1963, og Kulturrevolutionen kom sidst i 1960'erne. Kina var meget fattigt den gang, og der var heller ikke så meget uddannelse i skolerne. Vi skulle hele tiden ud for at lære af bønderne og arbejderne. Vi skulle også dyrke grøntsager i skolen, men vi havde det sjovt.
Kommunisterne tog magten i 1949, og i 1958 skete der en udrensning af lidt for vestvenlige medlemmer i partiet, som ramte min far. Han blev sendt hjemmefra, og min bror og jeg så ham måske to gange om året, mens vi voksede op. Det var svært, fordi sådan en far stemplede hele familien. Alle børn i skolen vidste, at han var "reaktionær". Ved slutningen af næsten hvert semester skulle min mor eller jeg som en slags straf udfylde et skema, der forklarede, hvorfor min far blev udrenset. Det var hårdt for et lille barn, men jeg var dygtig nok i skolen, så alle mine lærere var utroligt venlige.
Da jeg gik i gymnasiet, blev universiteterne nedlagt, man skulle vælges for at komme på universitetet, og sådan en som mig havde ingen chance. Men i 1977 blev det gamle system med adgangseksamen til universitetet genoptaget på mit gymnasium, som var en gammel skole med et godt ry. Så fik vi to års uddannelse, hvor vi faktisk nåede alle de ting, vi ikke havde nået. Der var mange eksaminer, og i 1979 tog vi en national adgangseksamen til universitetet, hvor jeg fik temmeligt høje karakter.
Mit første ønske var at læse medicin, mit andet ønske var fysik. De bedst kinesiske universiteter var meget aktive for at rekruttere studerende, og mit universitet fik overbevist mine forældre om, hvor nyttigt det var at læse højenergifysik. I den periode sprængte Kina jævnligt atombomber. Jeg fortryder ikke, at jeg valgte fysik, det har været meget spændende.
Jeg kom på universitetet som 16-årig i 1979, her havde jeg fem sjove år, men studierne var strammere end på et dansk universitet. Derefter blev jeg bachelor og tog en eksamen for at kunne skrive speciale, men så begyndte vi alle at søge stipendier til udenlandske universiteter. Kun 10% af holdet blev tilbage i Kina, og de fleste har nok valgt at blive i de lande, de kom til.
Canadisk ungdom
Da det var et topuniversitet, var det ikke svært at få stipendier i udlandet. Jeg fik et i Canada og kom til Simon Frazer Universitetet i Vancouver den første dag i 1986. Der mødte jeg min kinesiske kæreste, som jeg blev gift med.
Der var allerede et samfund af kinesiske studerende i Canada, og de hjalp os meget i den første periode. Canadierne var også åbne og venlige, og især ét venstreorienteret canadisk par hjalp os. Hun viste mig alle de praktiske ting omkring indkøb o.s.v., som jeg ikke vidste noget om. De holdt også vores bryllup i deres hjem. De blev min anden familie og gav mig en masse tryghed.
Der var også en amerikansk vejleder på universitetet, som blev min videnskabelige og personlige mentor. Vi talte om, hvordan jeg skulle forholde mig til min kinesiske baggrund og til det canadiske samfund. Han lærte mig desuden at skrive ordentligt engelsk. Vi blev mange gange inviteret til jul hos dem og hos vore canadiske venner.
Medarbejderne på fysisk institut i Vancouver var også hjælpsomme. Det var meget let at komme ind og blive integreret, hvis man selv ville det, en del af Canadas nationale identitet er at opfatte landet som en kulturel mosaik. I Canada var jeg stolt af at komme fra Kina og samtidig være Canadier. Den dobbelthed er vigtig for at få fremmede til at føle tilknytning til et land.
I Canada er det en fordel at være tosproget, forældre sørger for, at børn får undervisning i deres modersmål og kommer til hjemlandet for at blive opdraget lidt. Det synes jeg er positivt, så ved man, hvem man er. På den måde får Canada fremmede integreret i det canadiske samfund. Jeg kunne beholde de værdier, jeg ville fra Kina, og samtidig lære nyt.
I juni 1989 skete opgøret på Den Himmelske Freds Plads, og vi kinesiske studerende deltog i demonstrationer. Dermed kunne vi ikke vende tilbage til Kina, og Canada gav os et tilbud om statsborgerskab, som gik igennem på to måneder. Det var også en fordel for dem, vi var jo veluddannede, alligevel er jeg meget taknemmelig for, at Canada gav os en chance. De fleste af mine kinesiske venner i Canada har fået familiesammenføring, og anden generation har ingen problemer med at blive integreret. Hvis man er født i Canada, så er man canadier.
Min mand og jeg boede i Vancouver i syv år og fik vores ph.d.-grad. Derefter fik vi begge tidsbegrænsede forskerstillinger i Toronto området, hvor jeg arbejdede på McMaster Universitetet. Siden fik jeg et andet stipendium på McGill Universitetet i Montreal. Min mand tog tilbage til Vancouver, og vi gled fra hinanden. Men vi snakker og mailer stadig sammen en gang imellem, han er et godt menneske. Jeg boede to år i Montreal, og det var jeg glad for, det var utroligt spændende at leve i en by med engelsk, fransk og mange andre kulturer.
Jeg var stadig meget barnlig, da jeg flyttede til Canada som 23-årig, jeg lavede bare noget naturvidenskab. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle leve mit liv, og hvad, der var vigtigt for mig. I Canada blev jeg voksen og fik en personlighed.
Dansk arbejdsliv
I 1996 flyttede jeg til Danmark, fordi jeg mødte en dansk forsker, der arbejdede med et område, som var tæt på mit. Jeg fik også en dansk kæreste, der var fysiker. Først fik jeg stipendier i København og blev så adjunkt på Syddansk Universitet i 1999. I begyndelsen var jeg meget frustreret, fordi jeg kom fra et land, som var mere fleksibelt.
Det er svært at finde vej i systemet, når man ikke er dansker og ikke har mange års erfaring. Jeg savnede også de mange forskellige kulturer, som findes i Canada. De først to år gjorde jeg oprør over alle de ting, jeg var utilfreds med. Måske skyldtes det også, at jeg var blevet ældre, end da jeg flyttede til Canada. Jeg skulle finde min position i Danmark. Jeg havde et job, så der var ikke den slags problemer. Alligevel troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne bo her, men jeg blev på grund af jobbet og min kæreste. Efterhånden blev det lettere, fordi jeg lærte landet bedre at kende.
Da jeg kom til Canada, kunne jeg læse og skrive engelsk. Jeg kunne derimod intet dansk, da jeg flyttede til Danmark, og jeg må indrømme, at de to første år gjorde jeg heller ikke en indsats for at lære det. Dansk er jo et lille sprog, og hvis jeg ikke skulle bo her i lang tid, så ville jeg ikke heller ikke investere tid i det. Men da jeg fik stilling i Odense, begyndte jeg at lære sproget. Nu kan jeg det nogenlunde, jeg har ikke problemer med at tale og læse, men kan ikke skrive ordentligt endnu.
Her forventes det, at man bliver "rigtig dansk". Det gør mig ikke mere dansk at spise flæskesteg og frikadeller, men når jeg spørger danskere, hvad det vil sige at være integreret, har de svært ved at svare. Sproget er selvfølgelig vigtigt, og man skal respektere demokratiet, men det er jo universelt. Der er mange danske middelklasseholdninger, jeg ikke deler. Man skal leve på en bestemt måde, holde ferie to gange om året, have to børn, en flot bil og et flot hus, men den slags ting er ikke særligt vigtige for mig. Jeg har ikke fundet det rigtige svar, så jeg ved ikke, om jeg er integreret eller ej - men jeg cykler!
Der er også mange gode ting i Danmark. Danskerne er meget medfølende, og de er helt vilde med at hjælpe folk i ulandene - måske er det lettere, når de er langt væk. Danmark har en god infrastruktur og et fremragende cykelstisytem. Jeg er også for det danske velfærdssystem. Der er ikke stor forskel mellem de rige og de mindre rige. Uddannelse og sundhedsvæsen er gratis. Alle de ting er vigtige. Jeg har ikke så meget imod at betale skat, men som alle danskere brokker jeg mig selvfølgelig lidt over det. - Canada og Danmark ligner hinanden politisk og socialt, men danskere kan lære noget af Canada m.h.t. at omgås andre kulturer.
Fremtiden skal være interessant
Jeg har svært ved at forholde mig til, hvordan mit liv ser ud om ti år. Men det skal være interessant, og jeg skal stadig lære noget nyt. Der sker mange ting også på universitetet, jeg kan ikke lide styringen af forskningen og tabet af frihed. Jeg er glad for at arbejde hårdt men ikke under stadig kvantitativ vurdering. Jeg var i Canada for to år siden, og følte straks, at jeg var hjemme igen. I Danmark er jeg altid bevidst om ikke at være dansker.
Når jeg besøger Kina er det med blandede følelser. Jeg er selvfølgelig glad for at se mine forældre og min familie. Kinas økonomiske udvikling glæder mig også, da jeg var barn havde vi næsten ikke råd til et æg om dagen. Men jeg føler mig også lidt som fremmed i min egen by, fordi livsstilen og mentaliteten har ændret sig. Min hjemby, som den var, er forsvundet, og det hus jeg boede i er revet ned. Beijing lignede næste Chicago sidste gang, jeg var der. Jeg kan ikke lide, at folk satser utroligt meget på penge og materielle ting. Jeg kunne godt tænke mig et kort ophold i Kina, måske undervise lidt på et kinesisk universitet, men jeg kan ikke vende tilbage "for good".
Mangfoldighed
Det har bestemt beriget mit liv at bo i forskellige lande. Jeg har lært så mange mennesker at kende. Selvom jeg ikke holder kontakt med dem alle, husker jeg dem, og det vil altid være en berigelse for mig. Jeg håber, at man i Danmark vil komme til at se mangfoldighed som en berigelse og ikke en byrde, så man får lov til at være både kineser og dansker. Man kan nemlig være både kineser og dansker. Jeg er stolt af at bidrage til det danske samfund, både med skat og blot ved at være her.
Jo mere man bliver vel modtaget og ikke tvunget til at ændre sig, jo mere villig er man til at integrere sig. Og jo mere man bliver tvunget til at ændre sig, jo mindre er man villig til det. Her er man under pres for at lære dansk og helst uden accent. Det skabte modstand i mig, selvom jeg vidste, at det ikke var en god ide.
Jeg er glad for at være den jeg er i dag. Jeg er kalder mig hverken kineser, canadier eller dansker, og jeg har ikke noget fast hjem. Men jeg ville ikke være blevet den, jeg er, uden de mange forskellige oplevelser, jeg har haft.
Marts 2004