Måske får jeg succes
Li Fang, Kina
Li Fang studerer kunst, turisme og økonomi i Beijing. Vi talte sammen i det atelier, hvor hun arbejder og sælger sine malerier i Beijing's moderne forretningskvarter. Hvis Fang mangler et ord på engelsk, finder hun det i sin elektroniske ordbog.
Jeg står op klokken otte for at male og læse engelsk. Jeg har kun lektioner på universitetet tre eller fire timer om ugen. Omkring klokken fire om eftermiddagen studerer jeg og arbejder i vores kunstgalleri. Vi sælger malerier i traditionel kinesisk og i europæisk stil. Jeg viser turister galleriet og fortæller dem om kinesisk kunst. I traditionel kinesisk kunst har alt en symbolsk betydning, eksempelvis betyder et bjerg "mand" og en flod "kvinde". Vi præsenterer også kunst for kinesere på internettet, og de kommer her for at købe. Vi har et andet stort galleri nær Den Himmelske Freds Plads.
Om aftenen maler jeg ofte, det tager tid at male, og man skal have ro i hjertet. Jeg samarbejder med andre kunstnere, og vi lærer af hinanden. Jeg bor sammen med fire piger på et værelse. Jeg har en kæreste, der kommer fra en anden provins, så vi mødtes i Beijing. Han arbejder som kunstner og sælger sine malerier til kinesere fra sit eget galleri. Vi har begge meget travlt og mødes kun en eller to gange om måneden.
Jeg betaler for mine studier ved at sælge kunst, men jeg er kun 26, og er nødt til at studere mere. Det er et vanskeligt liv at være kunstner, nu er jeg tvunget til at studere flittigt, men en dag får jeg måske succes og klarer mig rigtig godt.
Hverken legetøj eller tid til leg
Jeg blev født i en lille by i Hei Bei provinsen. Min mor er tiger, hun er 55, og min far er drage, han er 52 nu. Mine forældre var fattige bønder, og det første jeg husker, er at min mor og jeg arbejdede i marken. Vi dyrkede majs, hvede, jordnøddder og grøntsager. Vi kunne høste to gange om året på samme mark. Min far arbejdede meget langsomt, men min mor arbejdede meget hurtigt, og det var hende, der fortalte os, hvad vi skulle lave. Jeg begyndte at vaske tøj og sådan noget, da jeg var fem år gammel. Jeg havde hverken legetøj eller tid til at lege.
Jeg har en lillebror og en lillesøster, den gang måtte en familie godt få flere børn. Min søster er gift og har to børn nu, hun er bonde ligesom vore forældre. Min bror læser computerteknologi. Min mor gik kun tre år i skole, men hun er god til at læse, skrive og sy. Hun syr tøj til hele landsbyen, ikke for at tjene penge men som vennetjenester. Hun kunne godt lide at læse, men den gang var det ikke almindeligt for kvinder at studere. Hun sagde til os, at hvis vi havde lyst til at studere, så var det fint, hun inspirerede os.
I forbindelse med forårsfesten ønskede pigerne sig nyt tøj og blomster til at sætte i håret, og drenge ønskede nyt tøj og fyrværkeri. Vi fik virkelig god mad - dumplings, kød, ris og nudler. Familien var sammen og gjorde særlige ting hver dag. Mændene havde selskaber og besøgte vore forfædres grave. Vi besøgte også vore bedsteforældre og havde et selskab med dem. Børnene besøgte andre huse og fik lidt penge til at købe mad eller bøger. En af dagene skulle vi blive hjemme, fordi det kunne bringe fattigdom til en anden familie, hvis vi gik ud. Festen varede fjorten dage, og på den sidste dag, var der traditionelle skuespil ligesom kinesisk opera i gaderne. Det er årets mest betydningsfulde fest, og den fejres på forskellige måder over hele landet.
Kinesisk nytår var også en vigtig begivenhed; vi så skuespil og gik ud og besøgte vores familie. Jeg tager stadig hjem og besøger min familie til nytår, sidste år var det den 20. Februar. Der var også andre fester, men de her er de vigtigste.
Da jeg var syv blev min mor syg, og min far kunne ikke tage sig af os. Jeg blev sendt til mine bedsteforældre, og min bror og søster blev sendt til andre familier i et år. Min bedstefar kunne ikke lide piger, og en gang, da jeg bad og noget vand at drikke, sagde han "nej". Da vi kom hjem, havde min bror lært at gå; han boede hos en meget god familie. Nu er min mor rask, hun blev kureret ved hjælp af akupunktur.
Jeg begyndte i skolen, da jeg var seks, nu begynder børn at gå i skole tidligere. Efter seks år kom jeg i mellemskolen i tre år, hvor kunst var mit hovedfag. Gymnasiet tog også tre år, her var vestlig kunst mit hovedfag. I gymnasiet fik vi undervisning i mandarin, men indtil da talte vi vores lokale dialekt.
Jeg gik på universitetet i Shi Jia Zhang, som er hovedstad i den provins, hvor jeg er født. Det var 80 kilometer fra mit hjem, og jeg kunne kun besøge familien i ferierne. Jeg læste kunst og til lærer, og efter universitetet tog jeg til en anden by for at undervise. Hvis jeg var taget tilbage til min hjemby, skulle jeg have undervist oppe i bjergene, fordi min familie var bønder, og ikke havde forbindelser, der kunne hjælpe mig.
Min løn som ung lærer var 300 yuan om måneden, jeg boede på skolen sammen med to andre piger, der også kom fra andre byer, men de havde kærester i byen. Det var svært for mig at være alene, men jeg arbejdede der i to år.
Mine forældre betalte for mig, indtil jeg begyndte at læse på universitetet, derefter betalte jeg for mig selv ved at sælge kunst. Jeg kom til Beijing første gang, da jeg var tyve, fordi en kunsthandler inviterede mig. De første få måneder solgte han mange af mine malerier, og jeg tjente gode penge, men så gik salget langsommere, og jeg fik en bod på markedet sammen med min ven. Jeg fandt også ud af, at jeg ville studere kunst på et universitet i Beijing.
Mine forældre er buddhister, og det er jeg også, men jeg går ikke i templet, jeg tror på noget, men min religion er inde i mig selv. Flere og flere mennesker bliver religiøse i Kina nu.
Jeg kunne godt tænke mig en forretning
Det er svært for kvinder i Kina at være kunstner, så jeg læser for at blive turistguide, og jeg læser også international handel. Jeg kunne godt tænke mig at få en forretning en dag, men jeg ved ikke hvilken slags. I 2008 afholdes De Olympiske Lege i Beijing for første gang, det er en vældig god mulighed for kineserne for at tjene penge. Hvis jeg får en forretning, vil jeg måske male igen, når jeg bliver gammel.
En dag vil jeg giftes med min kæreste og have et barn. Vi fandt selv hinanden, og mine forældre accepterer ham, de har mødt ham én gang. Kinesiske forældre finder ikke kærester til deres børn, men nogle unge par skal have godkendelse af deres forældre. Traditionelt er der også nogle kvinder, som opsøger forældrene og fortæller dem om passende partnere for deres dreng eller pige, og de håber at få noget til gengæld for det.
Regeringen er god nu, alt er frit, de fleste mennesker har mad, og vi kan tage selvstændige initiativer. I dag har alle i min hjemby store landbrugsmaskiner, og mange af dem ønsker sig en lille forretning. Nogle mennesker er stadig fattige, men Kina forandrer sig hurtigt til det bedre.
September 2004