Irans grænseløse gæstfrihed
Da vi havde rejst i Iran et par uger kom vi til Shiraz. Byen har et gravminde udformet som en port. I et rum over porten findes en Koran, man kan passere under for at få lykke på rejsen. Det er en gammel persisk tradition.
Vi gik gennem porten ud fra en forestilling om, at hvis man vil have noget at fortælle fra en rejse, så skal man på én gang følge lokale skikke og holde så meget afstand, at man kan se dem. Allerede mens vi gik under porten, var vi i tvivl, om vi faktisk fulgte en lokal skik. Vi havde nemlig bemærket, at overraskende mange iranere lagde afstand til landets muslimske traditioner.
Iran er et land med store kontraster. Der er langt i tid og rum fra den velstillede, moderne, sekulariserede middelklasse i det nordlige Teheran, over Qoms lærde muslimer, til sydens fattige nomader, som går i deres forfædres fodspor. Ligeså langt er der fra østens øde, golde ørkener til de frodige, grønne bjerge i nordvest.
Når man mener at have opdaget en sandhed om landet, bliver den modsagt af det næste man oplever. - Iran har både bogstaveligt og overført mange slør.
Vores rejse
Vi fløj til Teheran og købte her en skræddersyet rejse med guide og chauffør til det sydvestlige Irans historiske byer. Vores oprindelige plan var at rejse på egen hånd, men iranske venner frarådede det. Det nordlige Iran så vi hjulpet af nye iranske venner.
I løbet af en måned kørte vi små 5000 kilometer i bil og bus, dermed nåede vi at opleve en tredjedel af det udstrakte land. Vejene er gode og benzinen billig, men set med europæiske øjne er færdselen uden regler. Der gik næppe en dag, hvor vi ikke så en eller flere trafikulykker - lykkeligvis blev vi ikke selv involveret i uheld.
Undervejs oplevede vi Teherans righoldige museer og forurenende trafikkaos. Qoms muslimske fromhed og helligdomme. Kashans boliger i smukke haver. Isfahans imponerede pladser, paladser og moskeer. Shiraz digtergrave, som repræsenterer stadig levende litterære værdier. Persepolis ruiner fra oldtidens persiske civilisation. Kermans produktion af smukke, håndknyttede tæpper. Yadz velproportionerede gamle huse og zoroastriske ildtempler. Samt mange af Silkevejens kroer, der tilbød husly til vejfarende og deres kameler.
Den sidste uge tilbragte vi i det nordvestlige Iran med base i byen Rahst, som er hovedstad i provinsen Gilan. Vi besøgte landsbyen Masuleh, der klæber til en solrig bjergside som sammenbyggede svalereder. Vi badede i Ardabils varme, helbredende svovlkilder nær grænsen til Azerbaijan. Vi oplevede afslappede feriebyer langs det Det Kaspiske Hav og nød bjergtoppenes udsigter over landsbyer med rismarker og temarker.
De store repræsentative byggeriers klare linjer, smukke fliser og pragtfulde tæpper var imponerende. Men boliger i menneskelig skala i fredfyldte haver tiltalte vore danske æstetiske fornemmelser mere.
Traditionel persisk boligindretning er enkel, og vi besøgte flere private hjem, der bortset fra et fjernsyn og måske en computer næsten kun var møbleret med tæpper. Under måltiderne foldes dugen ud på gulvet, og om natten hentes madrasser og andet sengetøj frem fra et skab.
Rejsen gav os indtryk af et land med imødekommende mennesker samt betagende natur- og kulturværdier, som endnu kun besøges af få turister.
Overalt var kulturarven enten under restaurering eller netop restaureret. Dette er muligvis udtryk for en rimelig selvbesindelse, flere kunne nemlig fortælle, at efter den islamiske revolution blev Persepolis ruiner brugt som byggematerialer
Velsmagende måltider
Vor guide på turen til det vestlige og sydlige Iran havde samarbejdet med hoteller og restauranter i hele landet, og han gav os en kompetent introduktion til iransk madkultur.
Det iranske køkken er enkelt og ikke kraftigt krydret. Retterne fremstilles af gode, velsmagende økologiske råvarer. Frugt og grøntsager dyrket uden sprøjtemidler og kød fra får og køer, der overvåget af en hyrde har søgt føde i bjerge eller ørkener med spredt bevoksning.
Vi vil huske spidstegt kyllinge-, lamme- og oksekød serveret med ris og friske salater. Lækre grøntsagsstuvninger. Fyldig sauce fremstillet af revne valnødder. Friskbagt, duftende, tyndt brød, der pakkes omkring "pålægget", som dermed bliver "indlæg". Kraftig suppe med kød og grøntsager, som er traditionel iransk mad for mennesker med hårdt fysisk arbejde. Te drukket af små glas gennem stykker af hugget sukker. Mange slags ristede nødder, friske og tørrede frugter samt søde kager med regionalt præg, der købes efter vægt.
Nydelsen bliver endnu større, når måltidet indtages i et af de indtagende gamle badehuse, som er omdannet til restauranter. Højdepunktet nås, når vandpiben tændes og duften af æbletobak breder sig i lokalet ledsaget af traditionel iransk musik.
Irans kvinder
På vores rejse har vi mødt ligeværdige forhold, hvor såvel kvinde som mand arbejder både i og udenfor hjemmet. Vi har også oplevet forhold med den arbejdsdeling mellem kønnene, som var almindelig i Danmark indtil 1960'erne. Vi har talt med yngre kvinder, der med resigneret beklagelse på forhånd opgav drømmen om et studieophold i udlandet, "fordi det ville være umuligt i vores kultur." Vi har set mænd på udflugt med de fire koner, som islam giver dem ret til at have, hvis de kan forsørge dem. Og vi har hørt om såkaldte æresdrab på kvinder.
Det er et ufravigeligt krav i det offentlige rum, at kvinder over ni skal bære hijab, som - i princippet - skjuler alt, hvad der kan friste svage mænd. I de større byer er det imidlertid tydeligt, at unge kvinder afprøver grænserne. Tørklædet skubbes langt tilbage på hovedet, og der er hyppigt behov for at rette på det og de blanke sorte lokker. Den løsthængende fodlange, sorte chador erstattes af korte, figursyede frakker i lyse farver og med høje slidser. Makeup, parfume og undertiden en cigaret understreger indtrykket af modernitet.
Alle iranske kvinder er pakket ind. Men nogle vælger altså en indpakning i cellofan, som ikke overlader meget til fantasien, når de går strøgtur for at udveksle mobiltelefonnumre med forventningsfulde unge mænd. Mange kæmper en kamp med deres forældre og andre voksne om, hvor kort og hvor tætsiddende tøjet må være, og hvor langt de kan gå i deres interesse for det andet køn inden ægteskabet.
Inden afrejsen fra Danmark havde Hanne efter bedste evne ekviperet sig i overensstemmelse med iranske krav til kvinders påklædning. Hendes kofte i størrelse XXL med tilhørende posebukser fra Føtex i Odense affødte mange reaktioner. Nogle iranske kvinder opfattede hende som trendsætter og spurgte, hvor de kunne købe noget tilsvarende. Andre så hendes strikse efterlevelse af reglerne som både for gammeldags og for varm, og de udstyrede hende straks med luftige, gennemsigtige tørklæder.
Lars kamera førte ligeledes til forskellige reaktioner fra potentielle kvindelige modeller. Lige fra kvinder, der selv bad om at blive fotograferet sammen med os, til kvinder, der gik over på det andet fortov, inden de kom i "skudlinjen".
Hvis iranske kvinder påklædning og roller er et udtryk for tidsånden, så er den til forhandling i disse år.
Islam
Den iranske revolution i 1979 var et opgør med shahstyrets hårdhændede bestræbelser for at omdanne Iran til en moderne og vestligt orienteret nation. Omvæltningen førte til, at iranerne ved en afstemning valgte at gøre landet til verdens første islamisk republik.
Vi har oplevet mange sympatiske sider af islamisk kultur i Iran. Arkitekturen med dens rene linjer og fliser i stærke farver. Gæstfriheden, som har fået mennesker til at åbne deres hjem for os. Fraværet af påtrængende seksualitet i det offentlige rum. Ingen synligt berusede mennesker i gaderne. Oprigtigt troende muslimer, der står op klokken fem om morgenen for at bede.
Men vi har også oplevet, at den islamiske revolutions radikale bestræbelse for at skabe sammenhæng mellem politik og moral har ført til en situation, hvor moral er godt og dobbeltmoral ofte mere hensigtsmæssig. Alkohol er forbudt, men kan købes over hele landet. Euforiserende stoffer er bandlyste, men smugles ind fra Afghanistan. Prostitution er ulovligt men udbredt, bl.a. fordi unge kvinder har svært ved at få jobs. Og korruption er almindeligt.
Tilsyneladende vælger mange iranere at efterleve det offentlige rums krav om islamisk konformitet, mens de lever et internationalt orienteret og sekulariseret liv i det private rum. Gardinerne er trukket tæt for i iranske hjem. Klædt i afslappet fritidstøj nyder de forbudte glæder som spiritus og dans, mens fjernsynet er indstillet på CNN, Eurosport og iranske tv-stationer fra Los Angeles. Mange har venner eller slægtninge i udlandet, og nogle har selv overvejet at forlade Iran.
Vi lagde ikke selv op til at diskutere politik, men mødte jævnligt mennesker, der tog afstand fra landets styre. I den ene ende tilråb på gaden af typen, "Iran er et dårligt land og USA er et godt land," ledsaget af pegen mod portrætterne af de religiøse ledere Khomeinei og Khamenei. I den anden ende nuancerede analyser af det sympatiske, men håbløse i præsident Khatamis reformpolitik.
Politiske overvejelser sluttede imidlertid oftest med et opgivende skuldertræk, som for nogle førte videre til individuelle visioner om at udvandre. Som en ung student, der drømte om et liv i Canada, sagde: "Jeg har ingen håb for mit land, men store forhåbninger til mit eget liv."
Man kan få den fornemmelse, at mange iranernes passive protest mod den islamiske revolution har ført til netop den verdsliggørelse og vestliggørelse af mentaliteten, som shahstyret søgte at gennemføre.
Grænseløs gæstfrihed
På vej til Kastrup fik vi nogle telefonnumre af en iransk ven i Danmark. Hans navn viste sig at være det trylleord, der åbnede Iran for os. Vi ringede til mennesker, som vi ikke kendte, og blev straks inviteret til at overtage deres soveværelse i en uge, mens de viste os egnens seværdigheder.
I begyndelsen havde vi svært ved at modtage sådanne tilbud, men efterhånden lærte vi, at gæstfrihed og høflighed er vigtige iranske kulturtræk. Det er ikke blot en vits fra rejseguides, at to iranere kan have svært ved at komme igennem en dør, fordi ingen af dem vil gå først.
Som gæster i Iran fik vi fornemmelsen af, at alle i landet havde en fælles overenskomst om, at vi skulle have gode oplevelser. Vi blev standset af mennesker på gaden, som spurgte, hvor vi kom fra og efter at have erklæret deres sympati for diverse danske fodboldhelte ønskede os velkommen til Iran. Hvis vi havde et problem, skulle vi blot se rådvilde ud, så stod tre iranere parate for at hjælpe os. Da Lars troede, at nu blev han arresteret, var det en venlig betjent, der ville følge ham over gaden for at få en bedre fotovinkel på en statue.
Iranernes gæstfrihed har kræfter som lampens ånd i Aladdin, og den gælder ikke blot pengestærke turister men også flygtninge fra bl.a. Afghanistan og Irak. Den er så stor, at Iran formentlig er det land i verden, der huser flest flygtninge.
Vi måtte flytte vore snævre danske grænser for at kunne modtage iranernes generøse og grænseløse gæstfrihed.
Tradition og forandring
Mens vi var i Isfahan, udstillede Museet for Nutidskunst værker af en fotograf, der udtrykte stor kærlighed til Irans arkitektur, landskaber og mennesker. Museet havde samtidig en udstilling, som bl.a. rummede små keramiske værker af en kunstner, der arbejdede med fugle, fisk og blomster i bur.
Netop den dobbelthed spejler vores oplevelse af Iran. Som gæster, der er blevet behandlet godt, kan vi kun håbe, at iranerne selv får mulighed for at gennemføre politiske og økonomiske reformer, som på én gang kan fastholde landets kulturelle traditioner og give befolkningen den frihed, mange moderne tænkende iranerne længes efter.
Om det skyldes Koranen over porten i Shiraz er svært at vide, men vi havde lykke på rejsen i Iran!
April 2004