Kollektiv coronakunst i børnehøjde, Glamsbjerg.

Coronakultur og kulturpolitik

Coronakrisen minder om, at kultur udover at have værdi i sig selv har vægtige bidrag til udvikling af mennesker og samfund. Kunst og kultur kan medvirke til at genåbne og genopfinde Danmark efter krisen. Kulturministerens varslede samtaler om kulturpolitikkens formål vil kunne skabe rammer for det.

Coronakultur

Den 11. marts 2020 greb regeringen som bekendt til omfattende nedlukninger for at undgå det sammenbrud i sundhedssystemet, som havde ramt andre lande. Afstand og afsprittede hænder blev fælles vilkår, og kulturlivet måtte finde nye kreative kanaler.

Den tyskamerikanske organisationstænker Otto Scharmer har stor gennemslagskraft i Danmark, bl.a. fordi hans tanker om udvikling af mennesker, organisationer og samfund er i samklang med vore grundtvigske traditioner. Han omtaler i bogen ”Teori U”, som kom på dansk i 2008, tre typiske reaktioner på forandring: Længsel mod fortiden, håb om mere af det samme og lytten til fremtiden. Coronakrisen har ført til dem alle.

Verdens tilstand efter krisen afhænger af, om vi som individer og samfund følger tilbøjeligheden til at vende tilbage til det kendte eller finder bedre veje. Kloden og klimaet kalder på genopfindelse snarere end genopretning. I den sammenhæng kan kunst og kultur få fornyet vægt i samfundsdebatten.

Coronakrisen kan blive en kulturpolitisk øjenåbner. Den har ført til en kulturel nedtur, men også en optur. Som andre danskere har vi både følt kultursult og nydt kulturens mange bidrag til fællesskab og fortolkning.

Under nedlukningen savnede vi museumsbesøg, teaterture, højskolearrangementer og motion i svømmehallen. Til gengæld benyttede vi andre nye og gamle kulturtilbud. Vi sang fællessang på Dronningens fødselsdag, var til virtuel 1. maj, så forestillinger på Det Kongelige Teater i egen sofa, streamede udsendelser fra DR, fulgte Kulturmødet Mors fra computeren og meget andet. Det vil være dejligt, hvis nogle af krisens kreative kulturelle nyskabelser overlever pandemien.

Det var en befrielse, da Danmark begyndte at åbne igen. På cafebesøg fornemmede vi vores egen og andres længsel efter at nyde en social kop kaffe. En campingtur til fynske kystbyer først i august gav indtryk af aflyste festivaler og udsatte koncerter, men tillige af kulturinstitutioner med spændende tilbud, adgang for halv pris og mange besøgende.

A bowl of bananasClay Keramikmuseum Danmark, Middelfart.

Coronakulturpolitik

Kulturminister Joy Mogensen blev sidst i marts af Berlingske citeret for, at hun ville opfatte det som upassende, hvis hun talte om kultur lige nu. (25.3.2020) I en kronik bragt af Politiken henviste hun ligeledes til de generelle hjælpepakker. (28.3.2020) De passede imidlertid dårligt til et kulturliv, der har indtjening som middel, ikke som mål. Regeringen ændrede klogt kurs, og ministeren indkaldte samme dag, som kronikken blev offentliggjort, de kulturpolitiske ordførere til møder om særlige kulturelle hjælpepakker.

Trods den stigende forståelse for kulturens betydning og den omfattende økonomiske hjælp bekræfter coronakrisen indtrykket af, at Socialdemokratiet har haft svært ved at få kulturen med i dets velfærdspolitiske sving mod venstre og værdipolitiske sving mod højre. Kulturpolitikken var ikke nævnt i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier, og æren for fremskridt på kulturområdet er før og under krisen ofte med rette tilfaldet støttepartierne og oppositionen. Socialdemokraternes bidrag har blot været en genopfriskning af det evigtgyldige kulturpolitiske mål om, at kulturen skal være tilgængelig og relevant for flere tilsat et stænk elitekritik. Det sidste har bragt regeringen på konfliktkurs med repræsentanter for kulturlivets fine ende.

Joy Mogensen formulerede i sin coronakronik en kort programerklæring om et bredt medieforlig samt en samtale om kulturpolitikkens formål og ambitioner. Det er gode steder at tage fat med krisens erfaringer in mente i efteråret, når kulturlivet forhåbentlig er ved at genfinde balancen. Medieforliget er en bunden opgave, og kulturens institutioner og organisationer har brug for klarhed om kulturpolitikkens langsigtede mål og rammer for at kunne planlægge.

A bowl of bananasKulturminister Joy Mogensen, Kulturmødet Mors 2019.

Kulturpolitikkens formål

Kulturministeren åbnede debatten om kulturpolitikkens formål først i juli. I Information advarede hun med henvisning til armslængden mod at tro, at hendes ministerium er en slags erhvervs- eller beskæftigelsesministerium. (6.7.2020) I DR’s Deadline karakteriserede hun ministeriet positivt som et demokrati- og deltagelsesministerium. (7.7.2020). De foreløbige formuleringer kan pege mod traditionsbevidst fornyelse.

De varslede samtaler om kulturpolitikkens formål kunne passende udmøntes i en visionær redegørelse til Folketinget eller et lignede overordnet dokument. Redegørelser har tidligere bidraget til at skabe afklaring om kulturpolitikkens mål og midler, men den seneste samlede kulturpolitiske redegørelse er den radikale kulturminister Ebbe Lundgaards helt tilbage fra 1997.

Kulturpolitikkens formål har bevæget sig gennem 1960’ernes demokratisering af kulturen med ønske om at udbrede en enhedskulturs produkter til flest muligt, 1970’ernes kulturelle demokrati med ønske om at lade forskellige gruppers kulturformer blomstre på egne betingelser, 1980’ernes og 90’ernes kulturelle nyttetænkning med ønske om at bruge kultur som redskab til formål fra socialt arbejde til økonomisk vækst og 2000-tallets ønske om at sætte fokus på og kanonisere dansk identitet.

De skiftende formål lever stadig side om side. Kulturpolitikken befinder sig i et krydspres mellem finkulturelle, folkelige, identitetspolitiske, populistiske oplevelsesøkonomiske og rene nyttesynspunkter. Hertil kommer, at den generation af politikere og embedsmænd, der havde den folkelige kulturs, den fine kulturs og kulturpolitikkens traditioner som sikkert kompas er på retræte.

I takt med de statslige kulturbesparelser er den kulturelle dynamik flyttet til kommuner, private fonde og markedet. Samtidig er glidningen fra velfærdsstatens dannelsestænkning i retning af konkurrencestatens kortsigtede nytte- og oplevelsestænkning forstærket. Der er siden 1980’erne skrevet stakke af rapporter og bøger om kulturaktiviteters bidrag til socialt arbejde, sundhed, integration, økonomisk vækst og andre formål udenfor kulturområdet. De instrumentelle sidegevinster er gradvis blevet et ligeså afgørende argument for kulturstøtte som de kulturelle hovedgevinster.

Finanskrisen i 2008 satte turbo på nyttetænkningen. Inspireret af den amerikanske professor Richard Floridas bog ”Den kreative klasse”, der udkom på dansk i 2005, blev kultur set som et redskab til bybranding. Nu skulle væksten genskabes ved at tiltrække borgere, virksomheder og turister til byer præget af teknologi, talent og tolerance.

Det kan være et legitimt ønske f.eks. at tiltrække turister, og det har kultur kunnet, men det er ikke en kulturel kerneydelse. Det er afgørende at fastholde globale perspektiver og mellemfolkelig dialog i en verden splittet af nationalismer, men indlevelse i det fremmede kræver tid til kulturudveksling snarere end flygtig kulturturisme. Forhåbentlig venter mange med at flyve kloden rundt på kortvarige koncert-, teater- og museumsferier, til det kan gøres uden coronafrygt og klimaskam.

Krisen kan bidrage til at flytte kulturpolitikkens fokus fra kulturelle fyrtårne for turister mod kulturelle forsamlingshuse for borgere. Det vil give meningsfulde kulturtilbud, spændende jobs og mindsket overturisme.

Coronakrisen kan også minde om, at kunst og kultur dels har værdi i sig selv, dels har vægtige bidrag til udvikling af mennesker og samfund. Konkurrencestatstænkningen har tabt terræn før og under krisen. Begrebets danske far Ove Kaj Pedersen siger nu til Information:

”Lige efter Anden Verdenskrig, da hele lortet var brændt ned, og alle kunne se, at det var en katastrofe, havde teologer og litterater den væsentlige position i den offentlige debat, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Men så overtog økonomerne og sådan nogle som mig. Nu tror jeg, vi kan se et tidsskifte.” (4.5.2020)

Pedersen mener altså, at coronaen har potentiale til at genoplive den etiske dimension, han ifølge sine kritikere overså i bogen ”Konkurrencestaten”, der udkom i 2011. I januar 2015 mødtes politologen Ove Kaj Pedersen med filosoffen og teologen Peter Kemp til en intens værdikamp i Politikens Hus og spalter.

Lars har deltaget i den kulturelle udvikling gennem fire årtier med ansættelser i universitetsverdenen, højskoleverdenen, den kommunale verden og Kulturministeriet. Det har givet både et lille medansvar for den overdrevne instrumentalisering af kultur og kulturpolitik og et stort håb om, at tidsånden nu kan og vil skifte.

A bowl of bananasRødding Højskole.

Den kulturelle kerne

Kulturministerens bidrag til skiftet kunne være at skabe fornyet afklaring om kulturpolitikkens formål og rammer med fokus på den kulturelle kerne, der er forudsætningen for perifer nytte. Samtalerne om det kunne forholde sig til spørgsmål af typen:

  • Hvilke formål kan og bør kulturlivet og kulturpolitikken tilgodese?
  • Hvilke værdier skal bære kulturpolitikken?
  • Hvor er balancen mellem kulturel frihed og nyttetænkning?
  • Hvordan vil vi forvalte den fine kulturs og den folkelige kulturs traditioner?
  • Hvordan bruger vi digitaliseringens muligheder og undgår dens risici?
  • Hvordan forholder vi os til techgiganternes stigende indflydelse?
  • Hvilke kulturpolitiske konsekvenser bør den øgede mangfoldighed få?
  • Hvordan sikrer vi kulturtilbud med kvalitet til forskellige grupper og i hele landet?
  • Hvor finder vi eksempler på best practice i kulturlivet, statslig og kommunal kulturpolitik?
  • Hvordan styrker vi konstruktivt samspil mellem offentlige og private mæcener?
  • Hvordan opretholder vi en passende armslængde mellem beslutningstagere og udøvende?
  • Hvordan vil vi måle kulturlivets værdi for mennesker og samfund?
  • Hvordan sikrer vi praksisorienterede, tværfaglige miljøer for grundforskning, anvendt forskning, evaluering og undervisning på kulturområdet?
  • Hvordan bruger vi de internationale muligheder i Nordisk Ministerråd, EU og UNESCO?
  • Hvordan argumenterer vi for kulturbevillinger i klemmen mellem krisepakker, såkaldt kernevelfærd og klima?
  • Hvordan prioriterer vi med udgangspunkt i kvalitetskriterier?
  • Hvordan får kulturen og kunstens stemmer øget vægt i samfundsdebatten?

I bogen ”Meningen med velfærdsstaten” fra 2018 har professor Lasse Horne Kjældgaard vist, at Kulturministeriet blev skabt i 1960’erne af socialdemokratiske politikere i dialog med kulturpersonligheder som vogter af velfærdsstatens frie, åndelige overbygning. Kulturministre, Folketing og kulturliv har siden bidraget til at udvikle kulturpolitikken med afsæt i demokratiske frihedstraditioner og velfærdsstatslige fordelingstraditioner.

Den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasens kulturpolitiske redegørelse fra 1977 er et godt eksempel. Den supplerede princippet om demokratisering af kulturen med princippet om kulturelt demokrati og blev dagsordensættende for årtiers danske kulturpolitik. Klangbunden var internationale debatter om kulturpolitik og det kulturelle opbrud i det danske samfund, der anfægtede forestillingen om en enhedskultur bl.a. ved at sætte ungdomskultur og arbejderkultur på dagsordenen.

Kulturministeriet.

Kulturdemokrati, deltagelse og udvikling

Nu er der igen behov for at nytænke kulturpolitikken. Det er ikke et let, men et vigtigt politisk projekt.

En forhastet konklusion, som nogle taler for, er at omfordele Kulturministeriets opgaver, så den fine og den folkelige kultur havner i forskellige ministerier. Det vil adskille de to bærende danske dannelsestraditioner og svække kulturens politiske stemme.

Det er en styrke, at ministeriet i den nuværende form rummer kulturlivet fra kulturarv og kunst til håndbold og højskoler. Det kræver imidlertid, at debattørerne - herunder ministeren og hendes partis kulturpolitiske ordfører - anerkender, både at kulturområderne er ligeværdige, og at de har forskellige traditioner og funktioner. Kulturlivets professionelle elite og engagerede amatører på alle felter har deres følelser og identitet med i arbejdet, og der er selvfølgelig forskel på ballet og håndbold.

Kulturens ministerium bør, som det gør, favne oplysning og oplevelser med kvalitet, som flest muligt kan få glæde af. Kulturens institutioner og organisationer bør, som de gør, række ud mod nye grupper uden at glemme deres trofaste brugere. I den sammenhæng er et fokus på børn og unge vigtigt.

Statsminister Mette Frederiksens virtuelle krammer til kulturlivet på Facebook i april 2020 kan blive et værdigt startskud til samtaler om en visionær kulturpolitik:

”Det er netop, når jorden ryster under os, og vi skal finde nyt fodfæste, at vi har brug åndslivet. Et land er ikke kun bygget af sten, men også af ånd.
Vi har brug for det levende ord på højskolerne. Vi har brug for medierne til at formidle vigtige budskaber og skabe debat lokalt og nationalt.
Vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker. I en svær tid har vi brug for trøst, håb og eftertanke.
Det er måske den fælles erkendelse, som vi kan tage med os ud på den anden side af corona?” (2.4.2020)

Coronakrisen er en god anledning til at skabe rammer for kunst og kultur, der kan medvirke til at genåbne og genopfinde Danmark og verden. Regeringen kunne fejre Kulturministeriets 60-års jubilæum næste år med en kulturpolitisk redegørelse eller noget lignende, som gør det til fremtidens ministerium for kulturdemokrati, deltagelse og udvikling.

A bowl of bananasOperahuset, København.

Vi fortæller senere om årets folkevognsture på Fyn.

Se også Lars Foredrag om dansk kultur

August 2020