Danmark kan lære af USA

Carl Pedersen, USA og Danmark

A bowl of bananas

Carl Pedersen er født af danske forældre i USA og har studeret i begge lande. Han har undervist i amerikansk historie og amerikanske samfundsforhold ved danske og amerikanske universiteter. Nu arbejder han som lektor på Københavns Universitet, hvor vi talte sammen i hans kontor. Carl Pedersen bor i København og er dansk gift.

Mit arbejde er defineret som forskning, undervisning og administration, og det har både en fordel og en ulempe. Fordelen er, at jeg har ret få skemalagte konfrontationstimer med de studerende, og derfor er tiden meget min egen. Min hverdag veksler mellem at arbejde hjemme, at undervise, at have træffetid for de studerende og at tale med kolleger på universitetet. Den fleksibilitet holder jeg virkelig meget af. Jeg bliver betalt for at læse bøger, og det elsker jeg!

Ulempen er, at man ikke giver slip på arbejdet. Det er der også i weekenden, og når man ser fjernsyn. Kunsten er selvfølgelig at finde balancen mellem arbejde og fritid, men det synes jeg selv, at jeg er ganske god til. Mange weekender året rundt tilbringer jeg sammen med familien i vores sommerhus i Vestsjælland.

Søn af danske indvandrere i USA

På trods af mit pæredanske efternavn er jeg født og opvokset i USA. Jeg er søn af danske indvandrere, min far kom til USA, da han var 27, og min mor kom, da hun var tre år gammel. De var del af en dansk immigrantkoloni i New York i 1930'erne og 40'erne.

Mine forældre boede og arbejdede i New York, men da de fik børn, besluttede de sig til at flytte til Englewood i New Jersey. Der er jeg vokset op med en bevidsthed om, at mine forældre kom fra Danmark. Desværre lærte de mig ikke dansk, de talte engelsk til mig og min søster og kun dansk, når de var sammen med danske venner eller skulle sige noget, vi ikke måtte høre. Derfor taler jeg med accent og ikke helt perfekt.

Min far blev ved med at arbejde i New York, da de flyttede. Han var ingeniør for F.L. Smidth, og på den måde fastholdt han forbindelsen til Danmark. Min mor blev hjemmegående, da de fik børn. Min families flytning til en forstad er et mønster, man ser gentage sig igen og igen blandt indvandrere i USA.

Jeg voksede op og gik i skole i en multietnisk by med mange italienske og jødiske amerikanere, der var også en del afroamerikanere, englændere og tyskere. I USA kan man kigge i telefonbogen og se på navnene, hvor befolkningen i et område stammer fra. Jeg har kun besøgt byen et par gange for at vise børnene den. Det er ikke et sted, jeg kunne tænke mig at bo i dag, og jeg kender ingen der længere. Men det var spændende at vokse op nær en stor by som New York.

Det lærte mig, at folk ikke var ens og havde forskellige traditioner. En af mine bedste venner var russisk jøde, han fejrede ikke jul, og ved festen for jødernes flugt fra Ægypten, skulle han spise ugæret brød. Hans bedsteforældre nægtede at købe tyske produkter, 1950'erne var jo ikke længe efter Anden Verdenskrig. Jeg omgikkes også italienere og afroamerikanere, som havde en kultur, der var meget anderledes end den del af byen, jeg boede i.

Der var ikke racadskillelse ved lov men snarere i kraft af klasseforhold og bosætningsmønstre. Indtil 1962 - 63 gik jeg i en helt hvid skole, men efterhånden som borgeretsbevægelsen vandt frem i sydstaterne, kom de følelser også til nordstaterne. De racekonflikter, der prægede det amerikanske samfund i 1960'erne bl.a. i forlængelse af mordet på Martin Luther King, smittede også af på min by. F.eks. hørte jeg nogle af mine kammeraters forældre klage over, at der skulle opføres billige boliger, fordi de frygtede, at ejendomspriserne ville falde, hvis der flyttede afroamerikanere ind. Konflikterne var mest mellem hvide og sorte, men i det store og hele fungerede det godt. Jeg havde også afroamerikanske venner, og vi gik i skole sammen.

Fordi jeg havde danske forældre, mærkede jeg, at jeg var forskellig fra nogle af mine kammerater. Vi fejrede f.eks. jul den 24. december om aftenen i modsætning til de fleste af mine kammerater, som gjorde det den 25. om morgenen. Min mor talte dansk, men hun var meget amerikansk i sin væremåde og talte også perfekt engelsk. Min far var derimod meget dansk og talte engelsk med tyk accent. Efter at jeg kom til Danmark, har jeg fundet ud af, hvor dansk han var. Danskerne har ry for at være indadvendte og lidt svære at lære at kende, sådan var min far også, og han fastholdt sine danske spisevaner, så min mor købte tysk rugbrød til ham.

Jeg var også lidt anderledes på den måde, at vi rejste til Danmark nogle gange i min barndom, det var ikke så almindeligt. Der var ikke mange af mine venner, der havde opsøgt deres rødder på den måde. Det var en åbenbaring at komme til Danmark, hvor alt virkede småt og gammelt sammenlignet med New York, der allerede havde et tæt motorvejsnet og store forretningscentre.

Jeg har altså haft det held at bo nær en by, som har modtaget mange indvandrere, og det var berigende.

Studier i Pennsylvania og Danmark

Efter high school tog jeg til Danmark som en slags "fjumreår", jeg boede hos min faster og onkel og arbejdede her. Bagefter kom jeg på college i Pennsylvania, det er et helt andet område af USA, som præges af the Amish og Mennonites. Især the Amish lever meget enkelt, de driver landbrug med heste og har hverken elektricitet eller biler. Det var noget jeg ikke havde oplevet før, og det var med til at give mit liv en anden dimension. Bare at komme hjemmefra på college og bo på campus var også spændende.

Jeg var dog kun i Pennsylvania to år, for i 1972 besluttede jeg mig til at rejse til Danmark og læse russisk. Det var også noget, der trak her. Jeg boede på et kollegium i Lyngby, hvor jeg fik mange gode venner, og et par stykker af dem har jeg stadig. Det var desuden en god måde at lære dansk på. I begyndelsen kunne jeg næsten ikke forstå, hvad lærerne sagde, men jeg kendte ingen amerikanere og talte dansk hele tiden. Jeg insisterede også på, at man talte dansk til mig, og begyndte at lære det.

Når jeg tænker tilbage, oplevede jeg det amerikanske universitetsmiljø som langt mere intenst end det danske. Vi fik mange lektier for, der var et engageret studenterliv, og biblioteket holdt åbent syv dage om ugen til sent om aftenen. På kollegiet i Danmark, var der ikke mange universitetsstuderende, de fleste gik på seminarium eller på det, der nu hedder Danmarks Tekniske Universitet.

Det var en stor forandring at flytte til Danmark, det var vanskeligt at komme ind på folk, undtaget til festerne, hvor de var fulde. Jeg oplevede også universitetet som underligt uforpligtende, man stiller ikke så mange krav til de studerende her. Det gjorde stort indtryk på mig, da en af mine medstuderende sagde til læreren, at han ikke kunne svare på et spørgsmål, fordi han ikke havde læst teksten.

Det var lidt af et chok at opleve forskellene mellem det amerikanske og det danske uddannelsessystem. Nu mener jeg, at begge systemer har fordele. Det danske fremmer selvstændighed, men det amerikanske er mere intenst, og man får mere ud af det.

Amerika genfundet gennem studier

I 1978 flyttede jeg til København med den kvinde, som blev mor til mit første barn, vi boede i en lejlighed ved Nyboder. I 1984 mødte jeg min nuværende kone, og vi har fået to børn, så jeg har tre børn i alt.

I begyndelsen af firserne blev jeg færdig med russisk, og jeg vidst ikke, hvad jeg skulle tage som bifag, men besluttede mig for engelsk. Dermed gled det russiske i baggrunden til fordel for amerikansk litteratur, historie og samfundsforhold. Jeg havde altid været i USA mindst en gang om året for at besøge mine forældre og venner, men nu genfandt jeg mit hjemland gennem studierne.

I 1984 begyndte jeg at undervise i amerikansk historie og samfundsforhold på RUC. I 1995 fik jeg et lektorat på det nuværende Syddansk Universitet og pendlede mellem København og Odense. I begyndelsen sov jeg hos en kollega, men da broen kom, kunne jeg tage frem og tilbage dagligt. Da der blev opslået en stilling på Københavns Universitet, søgte jeg den. Efter 19 år som pendler havde jeg lyst til at kunne cykle på arbejde, og det nyder jeg meget.

Min fornemmelser er, at fra jeg fik fast arbejde, kone og børn, da "kørte det". Det er en stor oplevelse at få børn, og det er vigtigt, at have en familie at komme hjem til. Familielivet er noget, der bare fungerer og fungerer godt, synes jeg.

Pensionist i USA

De kommende år regner jeg med at arbejde med undervisning og forskning, som jeg altid har gjort. Jeg har været glad for at blive kontaktet af medierne, det er dejligt, at de føler, jeg har noget at sige om USA. Jeg håber også fremover at kunne holde foredrag og på min måde være en del af mediebilledet. Fremtiden tegner sig altså i forlængelse af det, jeg gør nu. Kombinationen af undervisning, forskning og det at være ude og sige noget til den brede befolkning. Min kone og jeg er ikke så bundet af børnene som før, og vi går mere ud alene.

På et tidspunkt tror jeg, at jeg flytter tilbage til USA, men hvornår ved jeg ikke. Selvom jeg har boet i Danmark i 30 år, føler jeg mig stadig som amerikaner. Jeg kunne sagtens forestille mig at flytte til USA i pensionsalderen, og min kone holder også af landet.

Børnene har opholdt sig i USA i perioder og gået i amerikanske skoler, så næste generation lever også mellem to kulturer. Vi besluttede at opdrage dem som tosprogede, men nu er det ikke noget, vi tænker over. Hjemme taler vi en blanding af dansk og engelsk. Når vi har besøg af danske venner, taler vi alle dansk, når vi har besøg af amerikanske venner, taler vi engelsk.

Danmark vælger USA's dårlige sider

USA er ikke et multikulturelt slaraffenland, hvor alle kulturer mødes og går op i en højere enhed. Der har været racisme, diskrimination og konflikter på grund af møder mellem kulturer. Men når det er sagt, så er der en generel accept af andre kulturer. Bortset fra indianerne, har alle et erindringsfællesskab om at komme fra et andet sted. I det store og hele oplever man en større accept af andre kulturer og religioner end i Europa generelt og i Danmark i særdeleshed. Det har selvfølgelig noget gøre med de historiske forskelle mellem USA og Danmark.

Det er paradoksalt, at da jeg kom til Danmark i 1970'erne, måtte jeg høre meget om, diskrimination mod afroamerikanere i USA. Jeg lyttede til bedrevidende foredrag om, at problemet ikke var kultur, men sociale og klassemæssige forhold. Men i begyndelsen af det 21. århundrede, begår Danmark nøjagtig de samme fejl, som USA blev beskyldt for. Man ser f.eks. bort fra de sociale årsager til høj kriminalitet blandt indvandrere.

Det er besynderligt, at Danmark vælger at lære af USA's negative sider frem for de gode. Man bygger motorveje og storcentre, men søger ikke inspiration i amerikanernes traditioner for at leve sammen trods kulturelle og religiøse forskelle. Jeg synes, at Danmark kunne lære at vende hele problematikken om, og se på hvad indvandrerne bidrager med frem for at se dem som en belastning for det danske samfund. Det jeg ser omkring mig er indvandrere, der arbejder hårdt i butikker, som har åbent næsten hele døgnet.

Mange af dem, der udtaler sig i debatten bor i forstæder, hvor der er få indvandrere. De vil tilsyneladende bevare et billede af Danmark, som det man ser i "Krøniken" søndag aften. Man vil have velfærdsstaten, men man vil have den for sig selv. Samtidig er man begejstret for globaliseringen og EU, og netop det fører jo mangfoldighed med sig.

Forskellen er, at ideologien i USA handler om et åbent land, der modtager indvandrere. Det har man ikke her, og man har svært ved at forestille sig, at det kunne blive sådan. - Danmark ville aldrig blive som i USA, det ville bare blive lidt mere mangfoldigt, hvis man var åben for det.

Marts 2004

Tilbage til Jordomrejse 2004-05